Sorgen over et mistet kæledyr

I mandags blev vores lille missekat lukket ud ved ottetiden – og siden hen har vi ikke set hende. Hun er, eller var, en steriliseret hunkat og var ikke en strejfer. Indtil i mandags havde hun aldrig været væk mere end allerhøjst 5-6 timer af gangen. Så det ser sort ud for vores lille sort-hvide kat. Vi har let efter hende. Hun var øremærket så jeg har kunnet efterlyse hende i katteregisteret – og en efterlysnings plakat er blevet sat op i den lokale Minibrugs. Men reelt set er der ikke meget håb, jeg tror hun er borte for bestandigt.

Jeg må tilstå, at jeg ikke kan skrive dette uden at få tårer i øjnene. Og det er lige præcist derfor, at jeg skiver denne artikel. For hvordan kan man som et voksent menneske græde over en dum lille kat? Hvordan kan man, kristeligt set, tillade sig at sørge over tabet af et kæledyr når vi lever i en verden, hvor der hvert eneste minut dør 6000 børn af helbredelige sygdomme?

Problemet er bare, at hjerter, disse små bæster, ikke beder om lov når de vil sørge. Det har i hvert fald ikke hjulpet mig, at jeg har prøvet at overbevise mig selv om at det er barnligt, at sørge over et kæledyr, og etisk set problematisk, fordi dyr jo ikke har den samme værdi som mennesker har.

Men så igen, så hører det måske med til sorgens natur, at den gør en til barn igen, fordi den minder en om livets sårbarhed og om at man ikke har kontrol og magt over alt. Det gode ved sorgen over et kæledyr er dog, at tabet af et kært dyr ikke på samme måde skærer ind i dybden af ens eksistens som når man mister en forælder, et barn eller en partner. Selv om pattedyr som katte, hunde og heste har personlighed nok til at de ikke er identiske kopier af deres artsfælder, så kan de dog alligevel, i hvert fald delvist, erstattes med et nyt, mens en far, en søster eller en hustru ikke bare sådan kan erstattes. Mennesker er unikke i en grad, som langt overgår dyrenes individualitet, derfor har tabet af et kært menneske en helt anden dimension end tabet af et kært dyr.

Mht. etikken, ja så tror jeg på, at Gud også holder af dyrene. Ingen spurv falder til jorden uden, at han ved det. Ingen lille mis forsvinder ubemærket for ham. Jeg tror ikke, at han bebrejder os, hvis vi sørger over de kæledyr vi mister, eller at vi forud herfor elskede de små eller stor kræ. Problemet med kærlighed til kæledyr opstår først, hvis vi elsker dem på bekostning af mennesker. Kæledyr kan også være små Guds gaver til os – og vore hjerter burde være store nok til at kunne rumme kærlighed til dem såvel som til vores medmennesker.

At elske gør sommetider ondt, om det nu er et dyr eller et menneske, som man holder af. Derfor har buddhismen for så vidt ret: vil du ikke lide så skal du ikke knytte dig til nogen eller noget, så skal du ikke elske. Men man kan også vælge, at være villig til at betale kærlighedens pris, den lille for dyrene og den store for menneskerne.

Jeg tror, at jeg efter en sørge- og venteperiode vil anskaffe mig en ny kat eller to. Der er en hel del kattehjem for hjemløse katte, der savner et varmt hjem. En ny kat vil jeg også miste før eller siden, men inden da kan vi have en dejlig tid sammen. Livet går videre, og man bliver erfaringer rigere hver dag. Livet koster livet, det kan man ikke komme uden om, men kærlighed er prisen værd.

Læs mere