Menu
Kategorier

Skrevet af den 30 mar, 2010 under Ikke kategoriseret | 5 kommentarer

Jesus frels mig!

Af en eller anden grund glemmer jeg fra tid til anden at trække vejret når jeg sover. En lidt dum vane, må man sige, men heldigvis reagerer kroppen når den mærker, at den mangler ilt. Det foregår på den måde, at jeg vågner og i et kort øjeblik faktisk tror, at jeg er ved at dø, fordi jeg ikke kan få vejret. Det går heldigvis hurtigt over fordi kroppen finder ud af at trække vejret normalt igen. Men når det står på er det en meget intens oplevelse fordi jeg altså føler, at jeg er ved at dø, selvom jeg heldigvis ikke er det. Oplevelsen er intens fordi den indeholder et stærkt aspekt af en fysisk panik og fordi at jeg, når det sker, altid kalder på Jesus. Helt uden forudgående plan, for jeg kan jo lige præcist ikke tænke og handle rationelt i situationen, så ville jeg jo vide, at mit liv ikke er i fare, kalder jeg på Jesus. ”Jesus frels mig”, råber jeg i mit sind – eller sidst da det skete for et par dage siden, bare ”Jesus, Jesus, Jesus”.

Når jeg kommer til mig selv er jeg altid lidt vred på mig selv. Hvordan kan det være, at jeg hver gang det sker, tror, at jeg er ved at dø? Men jeg er også altid glad for at jeg i min dødsangst kalder på Jesus, at jeg ikke er alene i denne utroligt ensomme oplevelse det er at tro, at man er ved at dø. Da jeg var ateist, ja der var der kun angst, når jeg i de fortvivlende sekunder kæmpede for at få vejret, nu er der forsat fysisk panik, men også et håb. Ikke et håb om at jeg ikke skal dø, men en tro på at Jesus er der, at han vil tage imod mig, når jeg dør.

Grunden til at jeg deler denne her ret så personlige oplevelse, og jeg har tænkt en del over om det i det hele taget er passende, at jeg gør det, er, at jeg synes den måske har en vis relevans set i lyset af den debat der for tiden raser mht. spørgsmålet om frelsen.

Her savner jeg det personlige aspekt af en debat, der så let ender med at man kværner rundt i bibelvers og dogmer hvor der, for nu at tale grundtvigsk, kun bliver brugt døde penneord frem for levende ord, båret af ånd og liv.  Eller sagt med andre ord, i stedet for at være så optaget af de andres teoretiske muligheder for frelse kunne det være smukt om vi kristne talte om hvad frelsen er for os, hvilken rolle den spiller i vores liv, hvilke erfaringer vi har med frelsen – og hvilken rolle Jesus spiller her.

For mig betyder frelsen at jeg har Gud – at jeg har Jesus i mit liv. Jeg tænker ikke på Gud hele tiden, men jeg ved, at han tænker på mig, kærlige tanker. Og jeg holder af i løbet af dagen at sende ham nogle kærlige tanker tilbage. Ligesom jeg og min kone kan lide at udveksle et ”jeg elsker dig” mange gange i løbet af dagen, så udveksler jeg også ofte et ”jeg elsker dig” med Jesus.  Gud giver mit liv en dybere mening, en smukkere klang og et mere mangfoldigt perspektiv. Gud hjælper mig til at ane kærlighedens mysterium – og kærlighedens ansvar. Gud hjælper mig til at se, når jeg svigter i forhold til kærligheden, og til at søge tilgivelse, når jeg snubler på kærlighedens vej.

Frelsen er med andre ord for mig noget, der har rigtigt meget med livet, livet på jorden at gøre. Men frelsen handler for mig også om det liv med Jesus, som jeg tror venter på mig og på alle. Jeg er sikker på at han hører mig, når jeg kalder på ham i min dødsangst, og at han hører på alle, der i lignende situationer råber på ham, være det nu bevidst eller ubevidst. I døden vil Jesus ikke lade os være alene – men at tro på ham giver den tryghed, at man er overbevist om at han er der, at man ikke tror, man er alene, når man faktisk ikke er det.

Læs mere