Menu
Kategorier

Skrevet af den 4 apr, 2023 under Lgbt | 1 kommentar

Sætter Amnesty og LGBT+ organisationerne børns helbred på spil?

 

Der er i de sidste år opstået en voksende bekymring for at behandlingen af ”transkønnede” børn og unge med stop- og krydshormoner foregår på et usikkert forskningsmæssigt grundlag, og at vi muligvis sågar står overfor en omfattende medicinsk skandale[1]. Sundhedsmyndighederne i Sverige[2], Finland[3], Storbritannien[4] og Norge[5] har besluttet at begrænse eller helt stoppe adgangen til denne behandling fordi de vurderer, at der mangler videnskabeligt belæg for behandlingens påståede positive effekter, og fordi der er bekymring for at den kunne have en række negative konsekvenser for de behandlede børn og unge. Også Sexologisk Klinik, hvor behandlingen af ”transkønnede” børn og unge her i landet foregår, har nu besluttet at være ekstra tilbageholdende med at tilbyde behandling med stop- og krydshormoner indtil mere forskning har givet behandlingssystemet evidensbasseret viden om behandlingens effekter[6].

Også på det politiske niveau er der nu kommet fokus på denne behandling. Mest kendt er det nok at en række republikansk ledede amerikanske delstater har forbudt eller er i gang med at forbyde denne behandling af børn og unge[7]. Men også her i landet har Nye Borgerlige fremsat et lovforslag i Folketinget, der skal forbyde ”kirurgisk eller medicinsk kønsskiftebehandling” af børn under 18 år[8].

Nu kan det diskuteres hvorvidt spørgsmålet om hvad der er en lægefaglig forsvarlig behandling, er noget som politikere kan og skal lovgive om. Men man skal dog være opmærksom på, at det ikke kun er fra højrefløjen, at der har været politisk interesse for emnet.

Den 18.2.2020 stiller Karoline Vind fra SF således Region Hovedstaden, der har det overordnede ansvar for Sexologisk Klinik, nogle spørgsmål[9] som jeg her bringer i uddrag: ”Begrebet Rapid Onset Gender Dysphoria er, så vidt jeg er oplyst, et stærkt kritiseret lægefagligt begreb, med meget lidt, og ikke anerkendt forskning bag. Hvilket videnskabeligt og lægefagligt grundlag baserer behandlerne sig på, når de rådgiver forældre til børn og unge under udredning for kønsidentitetsforhold til at forholde sig afventende, med henvisning til begrebet Rapid Onset Gender Dysphoria? (…)  Hvad er de lægefaglige bevæggrunde for kun i sjældne tilfælde at tilbyde børn og unge under 15 kønsbekræftende behandling med østrogener og androgener?

Region Hovedstadens Center for Sundhed besvarer den 8.6.2020 disse spørgsmål[10]. De skriver bl.a.:

 

Familier bliver ikke rådgivet til at forholde sig afventende med henvisning til begrebet Rapid Onset Gender Dysphoria (ROGD). De oplyses og informeres om, at begrebet findes, og at der inden for området sker udvikling. Der foreligger kun et studie af ROGD, og Region Hovedstadens Psykiatri er bekendt med de begrænsninger, dette studie har og den kritik, der kan fremføres. Det er dog vurderingen, at studiet alligevel indeholder vigtig viden. I lighed med andre nordiske lande har Region Hovedstadens Psykiatri en bekymring for, at denne gruppe af børn og unge, som udredes for kønsidentitetsforhold, køns- /kropssdysfori eventuelt skyldes andre vanskeligheder, så som kropsdysmorfi (psykisk lidelse, der indebærer en ekstrem optagethed af eget udseende og et forvrænget billede af, hvordan man bør se ud), gryende seksualitet, og generelle identitetsvanskeligheder. På den baggrund kan man være bekymret for om, hormon- og kirurgisk behandling af deres krop har den forventede effekt på deres trivsel. Herunder er det en bekymring om, de på lang sigt får det bedre, eller om de ønsker at vende tilbage til deres fødselstildelte køn (detransitionerer). Det bemærkes, at professionelle i sammenlignelige lande, professionelle i NGO-organisationer, som arbejder med køn og seksualitet blandt unge, transpersoner og andre i LGBT-miljøet har de samme bekymringer. Det er ikke muligt rent lægefagligt at afgøre, hvem der vil detransitionere, eller hvem der ikke vil profitere af behandlingen i deres fremtidige liv. Der er foreløbig 5 unge (tildelt kønnet pige), som er blevet tilbudt testosteronbehandling, men som har valgt at stoppe den. (…) Behandlerne holder sig opdateret om, hvad andre lande gør i forhold til denne behandling, hvor der ikke er undersøgelser af de langsigtede konsekvenser. De relevante familier orienteres om disse bekymringer og mulighederne for at vende tilbage til sit fødselstildelte køn, specielt når vi står overfor en ung, hvor kønsdysforien er kommet relativt hurtigt. Ved denne tilgang er det Region Hovedstadens Psykiatris ønske at tage så meget ansvar for den unge og dennes situation, som det lægefagligt er muligt i den nuværende situation.” (…) ”Det er kun i sjældne tilfælde, at familier ønsker at gå i gang med kønshormonbehandling, når barnet eller den unge er yngre end 15 år gammel. I sådanne tilfælde tager Sexologisk Klinik en dialog med familien. Såfremt barnet/den unge giver udtryk for vedvarende kønsdysfori, og der ikke er noget, der taler imod behandling (som f.eks. alvorlig psykisk lidelse eller mistanke om anden lidelse), og forældrene samtykker, så kan behandling iværksættes. (…) Langt de fleste (over 75%) er 14 år eller over, når de bliver henvist til behandling grundet kønsdysfori.”

 

Jeg citerer Region Hovedstadens Center for Sundheds svar så udførligt fordi det efter min mening er ganske interessant. Allerede i 2020 er man altså i det danske behandlingssystem opmærksom på at forestillingen om at man er transkønnet f.eks. kan skyldes psykiatriske problemstillinger eller vanskeligheder ved at håndtere sin seksualitet (måske homoseksualitet?) Man er også bekymret for at børn og unge, der nu ser sig som transkønnede, kunne udvikle sig væk fra denne identitet, og dermed komme til at fortryde behandling med krydshormoner. Denne bekymring bygger på ingen måde blot på en enkelt undersøgelse og findes i øvrigt i lande som vi ellers sammenligner os med. Men når det så er sagt, så er man absolut villig til at give krydshormoner til under 15-årige efter en konkret vurdering.

 

Men bekymring og forsigtighed er ikke noget som LGBT+ organisationerne og interessant nok også Amnesty International vil vide af. Det fremgår ret tydeligt i et brev[11] som Copenhagen Pride, LGBT+ Ungdom, LGBT+ Danmark, Transaktion og Foreningen for Støtte til Transkønnede børn samt Amnesty International den 30.6.2020 sender til Region Hovedstadens Sundhedsudvalg.

Her kritiserer man ligesom Karoline Vind RODG-begrebet som man helt fejrer af bordet som irrelevant. Man går let og elegant hen over at fem piger her i Danmark har fortrudt deres behandling med krydshormoner og at sundhedsmyndigheder i med os sammenlignelige lande også er bekymret for negative sider af behandlingen, i stedet roder man meget rundt i hvilke NGO’er det skulle være, der også er bekymrede. Bekymring er nemlig grundlæggende set helt forkert. Som de f.eks. skriver: ”Forskningen viser, at kønsmodificerende behandling kan give forbedringer af transkønnede børn og unges livskvalitet. Det skyldes, at hormonbehandling giver en tiltrængt pause fra de vedvarende og irreversible fysiske forandringer der sker i puberteten i overgangen fra barn til voksen. Den fortsatte behandling bringer det oplevede og udlevede køn i balance med væsentligt forøget livskvalitet til følge.” (…) ”Det kan også undre, at Region Hovedstaden ikke samtidig vælger at informere forældre om den omfattende forskning, der faktisk viser transpersoners forbedrede livskvalitet, når de modtager den behandling de har behov for.” (…) ”Som menneskerettigheds- og LGBT+ organisationer deler vi ikke den bekymring. Vi er gennem vores rådgivende arbejde i højere grad opmærksomme på de unge, der ikke får adgang til behandling i tide, og derfor kommer til at gennemgå de faser i puberteten, hvor der sker vedvarende og irreversible fysiske forandringer, hvilket har store menneskelige omkostninger” (…) ”Der er da også forskning, der viser at transkønnede børn og unge kan være meget bevidste om deres kønsidentitet tidligt. Som udgangspunkt vil de også som voksne, opfatte sig som transkønnede. Det er glædeligt, at behandling åbenbart kan iværksættes til unge under 15 år. Det er vores håb, at Sexologisk Klinik fremover vil kommunikere det mere tydeligt overfor de unge og deres forældre. På nuværende tidspunkt får familierne det klare indtryk, at det kun kan lade sig gøre helt undtagelsesvis og kun efter konkret dispensation.”

 

Mht. disse her vedvarende forsøg på at diskreditere ROGD-begrebet kan jeg henvise til Lone Franks dygtigt researcherede artikel i Weekendavisen[12] fra den 3.7.2020, hvor hun påviser, at kritikken af den forskningsartikel, hvor dette begreb blev introduceret, grundlæggende set er uberettiget og i øvrigt et produkt af den radikale transaktivismes hang til at chikanere forskere der ikke leverer de forskningsresultater som aktivisterne ønsker.

LGBT+ organisationerne og Amnesty International er meget skråsikre mht. at børns og unges identitet som transkønnede vil fortsætte ind i voksenlivet. Her forbigår de, at der allerede i 2020 forelå en omfattende forskning[13] der påviser, at de fleste børn faktisk vokser ud af denne hvis man ikke griber ind med behandling med stophormoner.

LGBT+ organisationerne og Amnesty International er ikke bare ligeglade med det danske sundhedsvæsens bekymringer, de ignorerer også den bekymring over den manglende videnskabelige evidens for behandlingen som allerede var blevet artikuleret af sundhedseksperter i f.eks. Sverige[14] og Storbritannien[15] i den periode hvor brevet blev skrevet.

Man fortier, at behandlingen af børn og unge med stop- og krydshormoner, der i alle vestlige lande tager udgangspunkt i den såkaldte Hollandske Protokol, oprindeligt kun var tiltænkt unge der allerede som små børn viste klare tegn på kønsdysfori og som i øvrigt ikke havde alvorlige psykosociale problemstillinger at kæmpe med[16]. På det tidspunkt hvor brevet blev skrevet havde finsk forskning[17] vist, at mange af dem, der i dag opsøger behandlingen, især de unge piger, først udviklede kønsdysfori i puberteten og i øvrigt ofte har en række diagnoser så som autisme. Men også det bliver ignoreret.

 

Man sidder tilbage med det indtryk, at LGBT+ organisationerne og Amnesty International er optaget af at børn og unge, der opsøger Sexologisk Klinik fordi de ønsker behandling med stop- og krydshormoner, alt andet lige skal bekræftes i at det er et godt valg. Børn og unge samt deres forældre skal øjensynligt ikke gøres alt for meget opmærksom på at der er tale om en eksperimentel behandling hvis resultater der reelt set mangler solide data for. Og øjensynligt kan det i henhold til disse organisationer kun gå for langsomt mht. at få sat børn og unge på krydshormoner hvis de altså ønsker dette. Men det passer selvsagt udmærket til at LGBT+ Danmark i anden sammenhæng har skrevet, at ”det er den enkelte der selv vælger og kan fornemme, hvad der afhjælper deres kønsdysfori[18]. Hermed lægger man jo op til at der slet ikke er behov for et udredningssystem indenfor sundhedsvæsenet da den enkelte (herunder børn og unge) er den der ved bedst.

 

En ting er, at LGBT+ organisationerne, som i denne her sammenhæng agerer som rene transaktivistiske organisationer, sætter børn og unges helbred på spil for at opnå en identitetspolitisk gevinst. Den problematik skildres også i Hannah Barnes meget anbefalelsesværdige bog ”Time to Think – The Inside Story of the Collapse of the Tavistock’s Gender Service for Children” der handler om skandalen vedrørende den britiske pendant til Sexologisk Klinik, en klinik der nu bliver lukket ned af de britiske sundhedsmyndigheder pga. dens dybt problematiske behandling af børn og unge med kønsidentitetsproblematikker. Men det er rystende, at Amnesty International er villig til lade sig misbruge i et sådant projekt. Amnesty International havde ikke behøvet at bruge mange timer på at gennemskue, at LGBT+ organisationernes påstande om behandlingens positive effekter modsiges af kompetente aktører og det er også mærkeligt, at man er så uberørt af det danske behandlingssystems vurdering af problematikken.

 

Interessant nok kunne det se ud som om kræfter i LGBT+ Danmark måske er begyndt at være mere moderate i deres udmeldinger.  I hvert fald skriver Susanne Branner Jespersen, sekretariatschef for LGBT+ Danmark og medunderskriver af brevet, her for nyligt i en Twitterdebat med undertegnede ”Tror kun ca 20 unge modtog hormonbehandling sidste år. Så der skal findes andre forløb og tilbud til de unge og deres familier”. Mon de andre organisationer vil følge trop?[19]

 

 

 

 

 

[1] https://www.economist.com/science-and-technology/2021/05/13/doubts-are-growing-about-therapy-for-gender-dysphoric-children

[2] https://lakartidningen.se/aktuellt/nyheter/2022/02/socialstyrelsen-unga-ska-bara-fa-hormonbehandling-i-undantagsfall/?utm_source=dlvr.it&utm_medium=twitter&utm_campaign=socialstyrelsen-unga-ska-bara-fa-hormonbehandling-i-undantagsfall&fbclid=IwAR2Nt3pu3oPxKRfQmbKHFIfxekgr2tToJ2dwPRlFFkgjSsQ0Kr77M29IWNk

[3] https://segm.org/Finland_deviates_from_WPATH_prioritizing_psychotherapy_no_surgery_for_minors

[4] https://segm.org/England-ends-gender-affirming-care

[5] https://www.aftenposten.no/norge/i/jlwl19/vil-ha-tryggere-behandling-for-barn-som-vil-skifte-kjoenn-mangelfull-kunnskap-om-risikoen?utm_source=substack&utm_medium=email

[6] https://sund.ku.dk/nyheder/2023/01/tusinder-af-folkeskoleboern-overvejer-deres-koen–men-vi-ved-for-lidt-om-hvornaar-vi-boer-behandle-dem/?fbclid=IwAR2WgTDKf1MWkMHwpwwLELzvYXWBbJSFM17oZw8PyMLLU8RVKLen64tsvSo

[7] https://www.reuters.com/world/us/us-republicans-target-transgender-youth-healthcare-legislative-push-2023-02-16/

[8] https://www.ft.dk/ripdf/samling/20222/beslutningsforslag/b62/20222_b62_som_fremsat.pdf

[9] https://www.regionh.dk/politik/spoergsmaal-fra-regionsraadet-til-administrationen/Documents/2020/Svar-paa-spml-016-20-vedr-behandling-af-transkoennede-boern-paa-sexologisk-klinik-stillet-af-Karoline-Vind.pdf

[10] https://www.regionh.dk/politik/spoergsmaal-fra-regionsraadet-til-administrationen/Documents/2020/Svar-paa-spml-016-20-vedr-behandling-af-transkoennede-boern-paa-sexologisk-klinik-stillet-af-Karoline-Vind.pdf

[11] Brevet kan ikke tilgås online – men jeg er efter en ansøgning om aktindsigt kommet i besiddelse heraf. Til Sundhedsudvalget i Region Hovedstaden pr. 30.

[12] https://www.weekendavisen.dk/2020-27/samfund/transpolitiet-kvaeler-forskning

[13] https://www.psypost.org/2017/12/many-transgender-kids-grow-stay-trans-50499

[14] https://www.sbu.se/sv/publikationer/nya-vetenskap-och-praxis/konsdysfori-vetenskapligt-oklart-hur-unga-mar-pa-sikt/

[15] https://www.rcgp.org.uk/representing-you/policy-areas/transgender-care

[16] https://www.tandfonline.com/doi/full/10.1080/0092623X.2022.2046221?fbclid=IwAR08f8ZakFsVMCZwrVbh2Vx6aiIQa-Gvfli7IjvST_4em-PIknryQQpx6ZA

[17] https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC4396787/#__ffn_sectitle

[18] https://lgbt.dk/ordbog/stophormoner/

[19] https://twitter.com/brannersusanne/status/1642444454702333956?s=46&t=WeqO3tvIiQ1dhzVbI5EiTA

Læs mere

Skrevet af den 1 aug, 2019 under Lgbt | 0 kommentarer

Det juridiske kønsskifte for børn vil underminere forældremyndigheden

 

En overset problemstilling der er forbundet med at indføre et juridisk kønsskifte for børn – sådan som et flertal i Folketinget ifølge flere medier ønsker det – er at ideen ser ud til at tage udgangspunkt i en art idealsituation, hvor et barn ser sig som værende af det modsatte køn og begge dets forældre aktivt støtter op omkring at barnet skal have et dertil passende cpr.nr. med alt hvad dette medfører.

Men lad os forestille os en situation, hvor et 12-årigt barn efter indgående interaktion med transkønnede på sociale medier fortæller sine forældre, at det er transkønnet, og ønsker et juridisk kønsskifte. Dets forældre tror af religiøse, kulturelle eller ideologiske grunde imidlertid ikke på ideen om at et barn kan være født i en forkert krop og nægter derfor at lade barnet skifte juridisk køn. Hvad skal der så ske? Vil transaktivister f.eks. kunne melde forældrene til de sociale myndigheder med henvisning til at de skader barnets trivsel og velfærd? Skal de sociale myndigheder kunne gennemtrumfe et barns juridiske kønsskifte mod forældrenes ønsker?

Et andet scenarie kunne være følgende: En fraskilt mor har sin 6-årige søn det meste af tiden – barnet er efter hendes udsagn stærkt kønsrolleoverskridende og giver udtryk for at det er en pige. Barnets mor ønsker derfor at barnet skal skifte juridisk køn. Barnets far, der har det hver 2. weekend, er imidlertid overbevist om at barnet ikke er transkønnet, da det efter hans mening ikke optræder kønsrolleafvigende hjemme hos ham og i øvrigt i samtaler med ham ikke giver udtryk for at være en pige. Barnets far nægter derfor at sige god for at det kan skifte juridisk køn. Hvad skal der så ske?

Et tredje scenario er som følger: Et 7-årigt barn har fået tildelt juridisk kønsskifte. To år herefter bliver dets forældre skilt og barnet kommer til hovedsageligt at bo hos sin far. Barnet og dets far bliver enige om at det juridiske kønsskifte var en fejltagelse og ønsker, at omgøre kønsskiftet. Barnets mor mener imidlertid, at barnets identitetsskifte er et produkt af, at dets far er begyndt at komme i pinsekirken og påvirker det stærkt religiøst. Barnets mor mener derfor, at dets far har manipuleret det væk fra dets sande identitet og nægter derfor, at sige god for at barnet skal få lov til at omgøre sit juridiske kønsskifte. Hvad skal der så ske?

LGBT-Danmark og Foreningen for støtte til transkønnede børn prøver at sælge forslaget om juridisk kønsskifte for børn (og det uden nedre aldersgrænse) som et tiltag der skal gøre livet nemmere for ”transkønnede” børn og deres forældre. Men dette forslag vil med ret stor sandsynlighed kunne udløse stridigheder mellem sårbare kønsrolleafvigende børn og de forældre, der ikke køber ideen om at børn kan være født i en forkert krop samt mellem forældre, der måske i forvejen kæmper om barnet. Forældre vil kunne komme til at opleve, at de udsættes for et socialt pres for at gå med til et juridisk kønsskifte de oplever som forkert og skadeligt for barnet, og de vil i værste fald måske kunne opleve, at de sociale myndigheder fratager dem retten til at afgøre hvad der er bedst for deres barn eller ligefrem fratager dem forældremyndigheden. Er det virkeligt det som Socialdemokratiet og Venstre ønsker?

Læs mere

Skrevet af den 30 jul, 2019 under Lgbt | 0 kommentarer

Juridisk kønsskifte for børn?

 

Der er nu flertal i Folketinget for at give børn adgang til juridisk kønsskifte. Hermed ser det umiddelbart ud til at LGBT Danmark og andre transaktivistiske organisationer såsom ”Foreningen for støtte til transkønnede børn” står overfor en sejr på en vigtig kampplads. I den vestlige verden ser vi nemlig, at kampen om børnene spiller en voksende rolle for transaktivismen. Offentligheden skal vindes for tanken om at kønsrolleafvigende adfærd hos børn og unge er et bevis på at de er transkønnede, og at den eneste beskyttelse mod at disse børn kommer til at leve et liv i ulidelige mentale smerter, der typisk vil ende i selvmord, er at disse så hurtigt som muligt for lejlighed til at skifte socialt og kropsligt køn. At op mod 80 procent af dem, der som børn identificererede sig med det modsatte køn som voksne ender med at acceptere deres biologiske køn, skal offentligheden helst ikke få at vide, for hvorfor dog ændre på børns juridiske køn hvis de typisk vil lære at leve med det køn som fremgår af deres oprindelige cpr-nummer?  Offentligheden skulle nødigt få at vide, at identiteten som transkønnet kun er en af flere måder hvorpå man kan forholde sig til at man ikke bryder sig om de kønsroller man mødes med pga. ens biologiske køn og at man derfor måske har problemer med sin kønnede krop. Og mht. selvmord, så har vi faktisk ikke meget data, men det ser ikke ud til, at børn med kønsidentitetsproblematikker har markant højere selvmordsrater end andre børn med alvorlige psykiske udfordringer. F.eks. ser det ud til at børn og unge med anoreksi har en langt højere selvmordsrate end førnævnte.  Børn der har det svært, skal selvsagt have hjælp og støtte, men måske politikerne skulle lade eksperter ud i børne- og ungdomspsykiatri komme med forslag her frem for LGBT-Danmark og co., som meget vel kan have deres egen agenda.

Det er tydeligt, at LGBT Danmark og Co. benytter sig af samme strategi som var så effektiv da man fik overbevist politikerne om rigtigheden af at indføre det juridiske kønsskifte for voksne. Det juridiske kønsskifte sælges som en praktisk løsning, der skal sikre, at man kunne hente pakker på posthuset – og her, at transbørnene skal kunne låne bøger på biblioteket uden at blive afvist fordi deres sygesikringsbevis ikke passer til deres fysiske fremtræden. At det slet ikke er så sjældent, at børn uanset kønsidentitet fejlkønnes, og at man i dag i øvrigt ofte slet ikke skal fremvise sit sygesikringsbevis da man selv kan scanne det ind, f.eks. når man låner bøger på biblioteket, skal vi heller ikke lige tænke over. Reelt set skal man selv som voksen kun sjældent fremvise sit sygesikringsbevis for andre i offentligheden – og for børn må det være endnu mere sjældent. Der er med andre ord alt andet lige tale om et salgstrick, der skal få politikerne til at overse en række andre spørgsmål. Hvad der allerede var uklart mht. det juridiske kønsskifte for voksne, er nemlig lige så uklart mht. kønsskifte for børn: Hvilke rettigheder giver et sådant juridisk kønsskifte? Skal en 16-årig dreng, der skifter juridisk køn til pige, have adgang til at nøgenbade med pigerne efter idræt? Skal vedkommende have adgang til at stille op som pige i professionel konkurrencesport? Hvad mener politikerne om det?

Men hvad der måske er endnu mere grundlæggende, så står det åbent om politikerne i det hele taget har skænket de mere fundamentale spørgsmål, som det juridiske kønsskifte rejser, en tanke. Da politikerne indførte det juridiske kønsskifte for voksne, troede de måske, at man hjalp nogle udsatte voksne til at kunne hente deres pakker på posthuset uden ballade. Men det man faktisk fik gjort var, at man gav en juridisk blåstempling af postulatet om at køn ikke handler om kropslige forhold men i stedet handler om en ikke nærmere definerbar identitet eller subjektiv følelse, og det vel og mærke uden at vi forud herfor havde haft en længerevarende og grundig demokratisk debat om konsekvenserne og nødvendigheden af et sådant skift i samfundets officielle syn på køn.

Det juridiske kønsskifte for børn rejser samme problematik med udvider den med en ekstra, nemlig det helt fundamentale spørgsmål om hvad det vil sige at være et barn, og hvad forskellen er mellem børn og voksne. Jeg mener, de fleste mener vel, at en 2-årig ikke er gammel nok til at bestemme sine egne sengetider, men det skal nu være i stand til at definere sit eget køn? Reelt set vil det jo typisk være barnets forældre, der skal afgøre, om deres barn er transkønnet. Følgende udsagn om sit barn fra en far, der sidder i ledelsen af Foreningen for støtte til transkønnede børn, må gøre en bekymret: ”Hun havde altid været glad for kjoler og prinsesseting, uden at vi lagde noget i det. Men nede i børnehaven bemærkede de, at hver gang de blev delt op efter køn, gik hun med pigerne, og at hun på alle måder opførte sig som en pige. Efter en række samtaler med pædagoger og en psykolog samt lidt selvstudie i transkønnethed stod det klart. – Så kunne vi godt se, at det nok var det, vores datter prøvede at fortælle os.”

Det fremgår med sørgelig tydelighed at denne far og ”transbørneaktivist” ikke tager højde for, at man sagtens som barn kan være kønsrolleafvigende både mht. tøj-, legetøjs og legekammerats-præferencer uden at man af den grund som voksen vil se sig selv som transkønnet. Det er som om børn med fandens vold og magt skal holdes fast i en transidentitet – og man kan være bekymret for om ønsket om det juridiske kønsskifte for børn skal ses som et led i en større kamp for at disse så hurtigt som overhovedet muligt skal have adgang til hormoner og kønsskifteoperationer. Kønsrolleafvigende børns sind såvel som kroppe er blevet en kampplads for transaktivister – man hævder, at man kæmper for disse børns rettigheder, men de kan meget vel ende med at blive ofre for voksne aktivisters politiske projekt.

Læs mere