Pageboy – en anmeldelse

 

Da den canadiske og på dette tidspunkt åbne lesbiske skuespiller Ellen Page sprang ud som transkønnet, og i denne forbindelse skiftede navn til Eliot Page, gik nyheden verden rundt. Transmænd hhv. transmaskuline personer hører man jo ikke så meget til i medierne, andet end når de beslutter sig for at offentliggøre billeder af sig selv som ”gravide mænd”, så interessen var på sin vis forståelig nok. Også undertegnede syntes at det kunne være interessant at lære mere om Eliots overvejelser om sit køn og køn generelt, så derfor fik jeg købt autobiografien ”Pageboy” kort tid efter at den udkom. Men indrømmet, det var faktisk rimelig skuffende læsning (eller lytning for mit vedkommende da jeg valgte lydbogsversion).[1]

”Pageboy” handler nemlig forbløffende lidt om det at være transkønnet – og Eliot gør sig aldrig nogle refleksioner over hvad det vil sige, at være en kvinde eller en mand. Ej heller sætter han eksplicit ord på hvad det var for nogle personlighedstræk ved sig selv der overbeviser ham om, at han er en mand og ikke en kvinde. Ja, jeg er end ikke helt sikker på at Eliot virkeligt ser sig selv som en mand, måske hans problem snarere er at han ikke kan holde ud at blive set og se sig selv som en kvinde?

Eliot bruger til gengæld meget tid på at fortælle om sin tid som lesbisk. Hvordan hun blev mobbet og udstødt af sine klasse- og fodboldskammerater for at være lesbisk, at hendes mor ikke kunne acceptere sin datters homoseksualitet og at budskabet i det ellers åh så progressive filmmiljø var, at det ville være ødelæggende for hendes karriere hvis det blev kendt, at hun var til kvinder. Resultatet heraf er, at Eliot har enormt svært ved at acceptere sin seksualitet og løbene presser sig selv til at indgå i seksuelle forhold med mænd. Vi får igen og igen fortalt om hvor svært det var for Eliot i det hele taget at komme i gang med at etablere romantiske og seksuelle forhold til kvinder, selvom hun i den grad længtes efter dem. Og da det endeligt begynder at lykkes, bliver det indgående skildret hvordan disse forhold så lider og til sidst går i stykker fordi Eliot, og sommetider også hendes kæreste, er i skabet. Eliot bruger også en del plads på at fortælle om de forhold hun prøver på at få i tiden efter at hun i 2014 sprang ud som lesbisk, inklusive ret udpenslede sexscener, og igen ender det så med at Eliots hjerte knuses og lykken forbliver udenfor rækkevidde.

Men jo, Eliot fortæller da også om at hun som lille elskede drengetøj og -legetøj, og at hun helst hang ud med drengene – og at hun så gerne ville være med i deres fællesskaber. Eliot fortæller om hvor svært det var for hende at komme i puberteten og dermed udvikle kvindelige former – for hermed sluttede den tid hvor hun mere frit komme klæde sig og opføre sig som hun ville. Men dette kan man også se hos stærkt kønsrolleafvigende lesbiske. Det er da også først da Eliot er omkring de 30 år og er i dyb krise pga. Coronabetinget arbejdsløshed, et lesbisk ægteskab under opløsning, og et forhold til faderen der er smeltet helt ned, at han udvikler hvad der ligner en invaliderende kropsdysfori hovedsageligt rettet mod sine bryster. Beslutningen om at han er transkønnet, og at hans bryster skal opereres væk, synes at være blevet truffet nogenlunde samtidigt. Og sidstnævnte sker så ganske hurtigt i kraft af at han har pengene til at få det gjort i privat regi uden forudgående psykiatrisk udredning.

”Pageboy” beskriver ikke Eliots liv kronologisk fremadskridende. I stedet springer fortællingen frem og tilbage mellem barndom, ungdom og voksenalder med fokus på de to første. Det gør det svært at afklare sammenhænge. Hvis der er noget fokus, så er det pås at fortælle om Eliots smerte, sorg og håbløshed. Eliot beskriver sin barndom som at hun var reelt uønsket af sin far, blev mobbet groft og vedvarende af sin stedmor, og at hendes mor nok elskede hende, men ikke kunne rumme hendes homoseksualitet og kønsrolleafvigende adfærd. Pga. fortællingens springende karakter er det ikke muligt for mig at afgøre om det at hun blev mobbet og holdt udenfor fællesskabet i skolen var noget der skete før hendes karriere som barne- og ungdomsfilmstjerne startede eller om at det forsatte hele skoletiden (inklusive gymnasiet). På samme måde skildrer Eliot sin barndom og ungdom som en ensom tid uden venner – men så er der også historier om en række nære venner f.eks. fra (men ikke kun fra) skuespillerverdenen.

Og livet som skuespiller, ja det skildres som en barfodet dans på tidsler og torne. Hun presses til at leve i skabet som lesbisk. Og for at ingen skal tro at hun er det, så skal hun helst spille feminine kvinderoller, og performe highfemme når hun skal promovere filmene, møde pressen, til gallafester etc. Og endnu værre er, at Eliot bliver groomet og seksuelt misbrugt af voksne mænd og en enkelt kvinde da hun selv stadigvæk er mindreårig.

Alt i alt er ”Pageboy” trist læsning. Eliots liv fremstår mest af alt som et skib uden styrmand som flyder rund på det åbne hav drivende med strømmen, altid i fare for at støde på grund eller for at kæntre i de storme der kommer og går. Jeg fortolker Eliots beslutning om at han er transkønnet som et forsøg på endeligt at gribe roret og styre sit liv i en sikker havn, hvor den nu end måtte findes. Lad os håbe, at det lykkes.

 

 

[1] Jeg bruger i denne anmeldelse fra nu af navnet Eliot, mht. pronominer så omtaler jeg Eliot som ”hun” i tiden før og ”han” i tiden efter at han sprang ud som transkønnet.

Læs mere