Menu
Kategorier

Skrevet af den 21 mar, 2010 under Ikke kategoriseret | 1 kommentar

Pavens hyrdebrev til de irske katolikker

Nu er Pavens længe ventede hyrdebrev om sexovergrebene begået i den irske kirkes regi endelig blevet offentliggjort. Hyrdebrevet kan findes en række steder på nettet – bl.a. her.

Der kan ikke være nogen tvivl om at Paven føler sig dybt berørt over de seksuelle overgreb på børn og unge som katolske præster og ordensfolk har begået i Irland. Han er tydeligvis både vred og ked af det pga. den svigt af tillid og den kynisme der ligger bag sådanne forbrydelser. Paven siger undskyld på den katolske kirkes vegne – og han nærmest trygler ofrene om ikke at vende den katolske kirke ryggen men i stedet have tillid til at den har lært af sine fejl og ikke vil begå dem igen.

Men når det så er sagt kan man godt undre sig over at Paven fremhæver, at han flere gange har mødtes med ofre for klerikale sexovergreb. Det har nemlig vagt en del vrede i Irland, at Paven i forbindelse med det møde han holdt med de irske biskopper, forud for hyrdebrevets tilblivelse, lige præcis ikke ville mødes med repræsentanter for ofrene for overgrebene.  

 

Paven kommer også med nogle forklaringer på hvorfor det er kommet til sexovergreb i katolsk regi:

Sexovergrebene er et produkt af sekulariseringen og det kaos som Det Andet Vatikankoncil udløste.

Sexovergrene skyldes utilstrækkelige procedurer mht. udvælgelsen af kandidater til præstestanden og ordenslivet samt en utilstrækkelig uddannelse af disse.

Sexovergrebene skyldes en tendens i samfundet til at favorisere præster og andre autoritetsfigurer samt et misforstået ønske om at beskytte kirkens ære.

Sexovergrebene skyldes at biskopperne har svigtet groft.

At give det moderne samfund og Det Andet Vatikankoncil ansvaret for katolske præsters og ordensfolks sexovergreb er en påstand som er meget populær blandt konservative og traditionalistiske katolikker. Men disse anklager holder ikke vand. Det er usselt at give samfundet som sådan skylden for kirkens fejl – jeg mener, har samfundet så ikke også æren for de gode ting den katolske kirke måtte gøre? Det er rigtigt, at de fleste sexsovergrebssager, som nu kommer frem, er begået efter Det Andet Vatikankoncil. Men koncilet fandt altså sted i 1962-65! Det burde nærmest sige sig selv at der ikke kan komme så mange sager frem fra en periode der ligger mindst 45 år tilbage i tiden.  Men vi har eksempler på sexovergreb og kirkeligt svigt også i tiden før Det Andet Vatikankoncil og den seksuelle frigørelse. Det er en myte, at sådant hører de sidste årtier til. Derimod er det oplagt at se den overdrevne respekt for præsteskabet og bekymringen for kirkens ære, der har klare førkoncilære og præsekulære rødder, som en væsentlig årsag til at der ikke tids nok blev grebet ind overfor de kriminelle præster og ordensfolk.

Men er der ingen tvivl om at det er pga. sekulariseringen at der nu er fokus på sexovergreb foretaget i katolsk regi. Sekulariseringen har nemlig gnavet gevaldigt i den katolske kirkes autoritet, hvad har medført at folk nu tør stå frem og fortælle om svigt og overgreb begået i katolsk regi. Og jo flere der står frem desto flere får modet til også at gøre det. Det er derfor at beretningerne om sexovergreb i katolsk regi nu har fået en karakter af en lavine eller en snebold der bliver stadigt større på vej ned ad bakken.

Der er næppe nogen tvivl om at det er rigtigt, at der er sket nogle svære svigt mht. hvem der har fået lov til at blive katolsk præst eller ordensmand m/k samt at den uddannelse de har fået har været utilstrækkelig. Men jeg mangler nogle konkrete forslag til forbedringer her så uegnede kandidater mere effektivt kan blive sorteret fra og så præster og ordensfolk bliver bedre til at takle deres seksualitet på en sund måde.

Det er også rigtigt, at sexovergrebsskandalen i Irland og i resten af verden i øvrigt, i høj grad skyldes svære svigt fra de katolske biskoppers side af. De giver mænd adgang til at blive katolske præster og det er deres opgave at holde øje med at præsterne udfører deres embede i overensstemmelse med den katolske kirkes krav. Biskopperne har pligt til om nødvendigt at gribe ind overfor de præster der begår overgreb eller svigt.  

Men det er Paven, der vælger hvem der skal være biskop, og det er Paven, der skal holde øje med at biskopperne gør deres arbejde ordentligt. Det er Pavens pligt om nødvendigt at gribe ind overfor biskopper der ser igennem fingre med overgreb og svigt. Det havde derfor været på sin plads, at Paven havde tilstået at han og hans forgængere har svigtet mht. denne pligt og at han såvel som hans forgængere derfor har medansvar for at sexovergrebene kunne finde sted. At undskylde på andres vegne, men selv nægte at tage ansvar, er i bedste fald halvhjertet og i værste fald ussel fejhed.

 

Pavens løsningsforslag på den krise som den katolske kirke i Irland befinder sig i er at:

Alle troende skal i et års tid dedikere deres fredagsbod til Gud med bøn om at han måtte udøse sin nåde over den katolske kirke i Irland.

Der skal være et særligt fokus på den eukaristiske tilbedelse. Vha. intens bøn foran det udstillede altersakramente kan de irske katolikker gøre bod for de sexovergrebssynder der er blevet begået.

Udvalgte bispedømmer, præsteseminarier og ordenssamfund vil en gang i den nærmere fremtid få foretaget en apostolsk visitation.

Alle biskopper, præster og ordensfolk skal holde en omfattende retræte.

Ser man bort fra den apostolske visitation, som i princippet kan udløse konkrete indgreb overfor biskopper og ordensledere, så er Pavens forestillinger bekymrende luftige. Den krise og de problemer som den katolske kirke står overfor pga. og mht. de seksuelle overgreb lader sig ikke bede væk. Og i øvrigt må vi ikke glemme Jes u ord i Matt. 5,23-24: ”Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave”. Det nytter ikke noget at den katolske kirke i Irland og i resten af verden bestormer Gud med bønner så længe den ikke har forsonet sig med ofrene for de klerikale sexovergreb. Pavens (desværre ikke konsekvente) undskyldning er da et skridt i den rigtigt retning, men der er lang vej til at den katolske kirke har forsonet sig med ofrene for de forbrydelser som er blevet begået i dens regi.

Læs mere