Bibelen i skolen

I Kristeligt Dagblad fra den 9.2.2012 kan man læse en artikel hvoraf det fremgår, at religionsforskerne Mikael Rothstein og Jens-André Herbener er meget imod at det Danske Bibelselskabs bibeloversættelse bruges i kristendomsundervisningen i folkeskolen. Der er nemlig tale om en forkyndende oversættelse og forkyndelse må ikke finde sted i folkeskolen. Derfor ønsker de at man i stedet skal bruge en videnskabelig bibeloversættelse.

Nuvel, sådan set er der ikke noget egentligt nyt i denne artikel. Mikael Rothstein har jo længe kørt en kamp mod den position kristendommen har i gymnasiets religionsundervisning, så hvorfor ikke også gøre det når vi taler om folkeskolen? Og Jens-André Herbener har ligeledes længe ført en kamp for at religionslærerne i gymnasiet skal bruge hans såkaldt videnskabelige bibeloversættelse frem for Bibelselskabets, så hvorfor ikke også udvide kampen til folkeskolen?

Men selvom en debat ikke i sig selv er ny eller overraskende kan man selvfølgelig godt alligevel tage den op.

Nu har jeg ingen erfaringer med at undervise i kristendomskundskab i folkeskolen. Til gengæld har jeg siden august 1996 undervist i religion i gymnasiet og hf, så en vis erfaring har jeg altså når vi taler om religionsundervisning på ungdomsuddannelserne. Når jeg, og alle de religionslærere som jeg kender, bruger Bibelselskabets oversættelse, så skyldes det en række forhold:

 

1. Når vi underviser i kristendom så er hensigten, at vores elever skal få en indsigt i hovedtrækkene ved den kristne religion. Og det er der i høj grad brug for. Som en kollega en gang så rammende sagde: Kristendommen er den mest ukendte fremmedreligion i Danmark. Og det er der måske lidt om. Selv elever der er blevet konfirmeret plejer ikke at vide, at Jesus i henhold til kristendommen er både Gud og menneske, de synes ikke at have hørt om treenigheden og de er blanke på arvesyndslæren. At man ikke lige kan afgøre om evangelierne forefindes i Det Gamle eller Det Nye Testamente er ganske almindeligt etc. På religion c niveau er der derfor slet ikke ret meget tid til den dekonstruerende kristendomsundervisning som der foresvæver Rothstein og Herbener. Man kan nemlig ikke dekonstruere noget der slet ikke er konstrueret i de unge eller knap så unge menneskers hoveder. I virkelighedens verden er vi derfor nødt til at bruge hoveddelen af den tid vi har til rådighed til at give eleverne et basalt kendskab til kristendommen. Og det er også fair nok for det samme gælder jo også de andre religioner som vi underviser i. 

2. Det danske bibelselskabs oversættelse er ikke bare den, der bruges i kirken. De er også den som den offentlige debat om kristendommen tager udgangspunkt i, som forfattere henviser til i deres skønlitterære værker etc. At give eleverne kendskab til denne oversættelse er derfor et led i at sikre dem en vis almen dannelse. I øvrigt har vi på ungdomsuddannelserne mange læsesvage elever, som har svært nok ved at forstå 1992 oversættelsen. Herbeners oversættelse er langt mere sprogligt krævende. Skulle man bruge den i gymnasiet frem for Bibelselskabets oversættelse vil vi tabe mange elever som simpelthen ikke vil kunne følge med. At man skulle kunne bruge en sådan tekst i folkeskolen er helt og særdeles urealistisk.

3. Bibelselskabets oversættelse er naturligvis subjektiv. Det samme er Herbeners. Man kan nemlig ikke oversætte en tekst uden at man kommer til at inddrage sin forforståelse af teksten. Men derfor er nogle oversættelser naturligvis stadigvæk mere holdbare end andre. Det er derfor vigtigt, at lærerne har et vist kendskab til oversættelsesproblematikker i forhold til de tekster som de arbejder med. Og derfor er det også vigtigt, at man for at man kan få undervisningskompetence i religion på gymnasie niveau skal kunne læse mindst en religions kanoniske tekster på originalsproget. Og derfor er det også bekymrende, at Rothsteins og Herbeners universitetskollegaer, så vidt som jeg har forstået det, gerne vil afskaffe dette krav for hermed at kunne tiltrække og fastholde flere studerende på de religionsvidenskabelige fakulteter.

4. Det er ikke svært at give eleverne kendskab til den bibelkritiske metode med udgangspunkt i Bibelselskabets oversættelse. Modsætninger mellem teksterne og lag af ældre forestillinger kan såmænd problemløst afdækkes vha. denne oversættelse. Det er ikke svært at give eleverne indsigt i hvordan evangelisterne arbejder med hinandens tekster og korrigerer hinanden ved f.eks. at lade dem sammenligne de fire evangeliers beretninger om Jesu opstandelse. Og spor af ældre religiøse forestillinger i de bibelske tekster kan man ret let afdække ved f.eks. at lade dem tænke over hvorfor det hedder ”Du må ikke have andre guder end mig” frem for ”du må ikke tro på at der er nogen anden Gud end mig”.

I øvrigt så er det ikke udtryk for mission at bruge tekster i religionsundervisningen som er skrevet med et missionerende formål. Var det det måtte vi jo f.eks. heller ikke bruge tekster forfattet af troende muslimer når vi underviser i islam. Typisk bruger vi i religionsundervisningen lige præcist baggrundslitteratur af religionsvidenskabelig karakter og så tekster, forfattet af mennesker i fortid og nutid, der tror på den religion som vi har gang i.

Religionsundervisningens mål er bl.a., at eleverne både skal kunne håndtere det såkaldte indefra perspektiv, dvs. de skal kunne gengive de religioner som vi har arbejdet meds forestillinger på en loyal måde, og et såkaldt udefra perspektiv, dvs. det religionsfagligt kritiske perspektiv. Disse to perspektiver skal man altså have indover når man arbejder med Bibelselskabets tekster og det kan man som sagt også sagtens. Derimod vil det være umuligt at få det kristne indefra perspektiv med hvis man skulle bruge Herbeners oversættelse.

Læs mere