Kristendom fører ikke til demokrati

Når man diskuterer islam og demokrati møder man ikke så sjældent den påstand, at mens islam er uforenelig med demokrati, ja så er det intet mindre en kristendommens skyld, at vi har demokrati i den vestlige verden, herunder Danmark. Påstanden er, at det Nye Testamente skaber en basis for demokrati som man helt savner i Koranen.

Hvis vi imidlertid prøver at se på kristendommens historie, så virker påstanden om at kristendommen er forklaringen på at vi har demokrati her i Danmark overordentlig mærkværdig. Danmark har været kristent siden ca. 1050, men demokrati har Danmark kun haft siden 1849. Hvis vores udgangspunkt er, at kun lande hvor kvinder har stemmeret er demokratiske, ja så blev Danmark først demokratisk i 1915.

Hvis kristendommen skulle føre til demokrati er det godt nok mærkeligt, at det i Danmark tog mindst knap 800 år! Og hvis det skulle have været Luthers kristendomsforståelse, som åbnede vores land for demokratiet, så er det jo også bemærkelsesværdigt, at Danmark blev luthersk i 1536 mens Grundloven først kom i 1849. Der gik altså mere end 300 år mellem reformationen og demokratiets indførelse. Mellem reformationen og Grundloven ligger i øvrigt enevældens tid. Og man kan jo sige meget om enevælden, men demokratisk var det system altså ikke lige frem. Enevælden var i stedet en ekstrem form for kongeligt diktatur. Den lutherske kristendom, der bakkede ivrigt op om enevælden og gav denne styreform religiøs legitimitet, synes altså som udgangspunkt at have ført Danmark i retning af mere diktatur frem for i retning af demokrati.

Problemet med påstanden om, at kristendommen skulle føre til demokrati pga. nogle særlige forhold ved de kristne kanoniske skrifter er simpelthen, at denne teori gør, at vi ikke kan forstå Europas historie i perioden fra kristendommens indførelse i Europa og frem til at demokratiet blev den anerkendte styreform. For teorien forudsætter jo, at man, hvis vi f.eks. taler om Danmark, i mindst knap 800 år var nogle teologiske båtnakker, som ikke fattede hvad der jo ellers åbenlyst fremgår af Bibelen.

I stedet viser historien jo, at kanoniske tekster ikke bliver forstået på samme måde over tid. Selvfølgelig kan vi som personligt troende have en forestilling om hvad Gud nu vil sige os (eller ikke vil sige os) med en bibeltekst. Men tager vi udgangspunkt i en på historievidenskabens metoder byggende forståelse af historiens gang, så kan vi ikke sige, at f.eks. middelalderkristendommens tanker om det kristne kongedømme, eller enevælde periodens kristne tanker om den enevældige kongemagt af Guds nåde, var fejltolkninger af Bibelen. De var i stedet i samtiden udbredte og almen anerkendte tolkninger af Bibelen. Ud fra den historisk kritiske metode må vi derfor sige, at Bibelen ikke har medført, at vi i Danmark i dag har demokrati. I stedet må vi snarere sige, at det er fordi vi har demokrati, at stort set alle kristne i dag tolker Bibelen sådan, at den muliggør demokrati. De kristne er med andre ord fulgt med tidsånden.

At der er tale om skriftende tider frem for skiftende tekster fremgår i øvrigt ganske udmærket af den rolle, som Romerbrevet kapitel 13, vers 1 til 7 spiller hhv. ikke længere spiller for den kristne forståelse af hvordan samfundet skal regeres. Her kan vi læse, at dem der regerer har deres magt fra Gud og at dem, der sætter sig op imod dem der regerer, sætter sig op mod Gud. Magten er altså sakral, den bygger på et guddommeligt mandat, på en guddommelig ordning. Dem der ikke vil acceptere den gældende ordning sætter sig altså op mod Guds orden og de vil blive ramt af Guds dom. Denne tekst var en af kongemagts teologiens ynglings tekster. For her har vi det jo sort på hvidt: kongen har sin magt fra Gud og styrer på Guds vegne. Den undersåt der måtte vove, at ville kræve politisk medindflydelse, sætter sig op imod Guds orden og vil bøde for det både her og hisset. Og sådan blev det da også prædiket fra lutheranske prædikestole i generationer.

I forhold til demokratiet er denne tekst dybt problematisk. For i henhold til den demokratiske samfundsforståelse kommer magten i samfundet ikke fra Gud men fra folket, der frit delegerer den til valgte repræsentanter, som de har ret til at erstatte med andre, hvis de er utilfredse med deres regeringsførelse. Magten i et demokrati er nemlig sekulær. Den er ikke hellig og uangribelig. Den skal i stedet underkaste sig borgernes regelmæssige dom.

Dermed kunne man jo så sige, at Bibelen umuliggør demokrati. Men sådan forholder det sig ikke. For i dag ignorer langt de fleste kristne Rom. 13,1-7 eller de har fundet en tolkning, der gør teksten ufarlig for demokratiet.

Afgørende for om en religiøs overbevisning kan forenes med demokrati er altså ikke de kanoniske tekster, som denne i princippet måtte trække på, men i stedet den tolkning, som disse tekster får. Og denne tolkning er i høj grad et produkt af det samfund og den tid, som fortolkerne lever i.

Læs mere