Kærlighed mellem kvinder i antikken

 

Efter sigende er nogle kvinder glade for at købe sko. Andre kvinder er som mig glade for at købe bøger, købe mange bøger! Nogle af disse bøger lider hos mig den ufortjente skæbne at blive stillet op på en af mine mange bogreoler for så at blive glemt. Men sommetider bliver disse ufortjent glemte skatte så opdaget af mig igen. Til denne kategori af mine bøger hører Bernadette J. Brootens bog ”Love Between Women – Early Christian Responses to Female Homoeroticism”.

Selvom titlen ”Love Between Women – Early Christian Responses to Female Homoeroticism” jo lægger op til at bogen har fokus på den tidlige kristendoms syn på sex mellem kvinder, så handler en stor del af den faktisk om antikkens syn på sex mellem kvinder. Og det giver jo også mening, for i stedet for at se de tidlige kristnes syn på homoerotik som noget, der i bogstavelig forstand faldt ned fra himlen, giver det i et historisk perspektiv mere mening at se den tidligt kristne seksualetik som et fænomen der opstod i et samspil med samtidens forestillinger.

Bernadette J. Brootens tese er, at man i antikken var opmærksom på, at der fandtes kvinder der havde sex med andre kvinder, og som ikke var interesseret i sex med mænd. Men denne opmærksomhed var i overvældende grad af negativ karakter. Sådanne kvinder og deres seksuelle adfærd blev typisk betegnet som ”umoralsk”, ”upassende”, ”monstrøs”, ”sygelig” og ”unaturlig”.

F.eks. blev Sappho fra Lesbos’ poesi beundret i hele antikken, men det at hun også skrev om kærlighed til kvinder var et forhold som der ikke blev set venligt på. Ligesom selve det forhold, at hun var en kvinde, der skrev digte, også blev problematiseret af f.eks. af Aristoteles, der mente, at det var mere passende, at ædel kunst blev skabt af det ædle køn, dvs. af mænd. Ovid skildrer i sit berømte værk ”Metamorphoses” historien om kærligheden mellem to piger, Iphis og Ianthe. Iphis var af sine forældre blevet opdraget som en dreng da hendes far brændende ønskede sig en søn. Da Iphis forelsker sig i Ianthe er hun dybt ulykkelig herover, og betegner sin kærlighed til en anden pige som ”uhørt” og ”monstrøs” og som noget ”naturen er imod”, men heldigvis så griber gudinden Isis ind og forvandler Iphis til en dreng, så de to kan blive gift. Og digteren Phaedrus (der døde i midten af det 1. århundrede e.v.t.) skrev en fabel hvor han forklarede eksistensen af ”tribader” (en antik betegnelse for kvinder, der har sex med andre kvinder) såvel som ”molles mares” (en antik betegnelse for den passive part i et anal samleje mellem mænd” som et produkt af et ”fuck up” begået af den mytiske skikkelse Prometheus. Denne havde underholdt sig selv med at skabe mandlige og kvindelige kønsorganer, men i fuldskab får han ved en fejl placeret mandlige kønsorganer på kvinders kroppe og omvendt, og ”derfor nyder lysten nu perverterede glæder”. Og forfatteren Martial (ca. 40-103/104 e.v.t) beskriver hyper maskuline kvinder, der med deres ”monstrøse begær efterligner mænd”, dvs. penetrerer kvinder. Blandt antikkens astrologer kan man finde den indstilling, at mænds seksuelle begær rettet mod mænd såvel som kvinders mod kvinder er et resultat af stjernernes placering ved deres fødsel. (Ligesom mænd, der f.eks. foretrækker sex med slavekvinder eller ikke-romerske kvinder også har sådanne præferencer pga. stjernernes indflydelse). Men det ændrer ikke ved, at samme astrologer opfattede seksuelle relationer mellem kvinder som unaturlige og sygelige. Indenfor lægevidenskaben var der dem, der mente, at en mulig årsag til denne ”sygdom” var at disse kvinder havde en for stor klitoris og deres lidelse derfor kunne behandles ved at amputere dele af denne.

Antikkens generelle negative syn på kvinder, der har sex med andre kvinder (og på den passive part i et analt samleje mellem mænd) var i henhold til Bernadette J. Brooten et produkt af samtidens patriarkalske opfattelse af kønsrollerne. ”Rigtige” mænd underkaster sig kvinder (og svagere mænd så som drenge, slaver og fremmede) ved at penetrere dem. Penetrationen symboliserer og stadfæster mandens funktion som hersker. ”Rigtige” kvinder lader sig derimod penetrere af mænd, og symboliserer og stadfæster dermed kvindens rolle som den beherskede og underkastede. Kønshierarkiet med manden som hersker og kvinden som undersåt blev i antikken set som noget, der var villet af guderne og indlejret i naturens orden.  Det var derfor dybt problematisk hvis man i sin seksuelle praksis brød med denne orden, især når man gjorde det offentligt. Maskuline kvinder og feminine mænd blev derfor mødt med foragt, og for de sidste vedkommende også sommetider med vold. Men hvor den penetrerende mand i antikken generelt blev set som normal og naturlig, så ser situationen anderledes ud mht. til synet på kvinder, der har sex med kvinder. Generelt havde de mandlige forfattere, der forholdt sig til kvinder, der har sex med kvinder, (og vi har ingen tekster fra kvinders hånd om dette emne), svært ved at finde ud af hvordan kvinder rent faktisk har sex med hinanden. Den generelle antagelse var dog, at i hvert fald en af dem indtog en ”mands rolle”, dvs. penetrerede sin partner typisk med en dildo. Man forholder sig ikke til den passive part i denne konstellation, men generelt var det nok bare ikke ok, hvis man som kvinde fravalgte rollen som den passive modtager af en mands sæd til fordel for at fornøje sig med en kvinde.

Bernadette J. Brooten bruger en del plads og energi på at fortolke og forklare den berømte passage fra Paulus brev til Romerne: ”Derfor prisgav Gud dem til vanærende lidenskaber: Deres kvinder udskiftede den naturlige omgang med den naturstridige, og ligeså opgav mændene den naturlige omgang med kvinden og optændtes af deres begær efter hinanden; mænd levede skamløst med mænd og pådrog sig derved den straf for deres vildfarelse, som de fortjente.” (Rom 1,26-27)

Hun er overbevist om, at Paulus taler om seksuelle relationer mellem kvinder her, da det om jeg så må sige lå i tidens ånd at opfatte sex mellem kvinder som naturstridig. Det ”nye” er at Paulus trækker på Mosebøgerne når han fordømmer begge parter i et samleje mellem mænd. Ligesom det nye i forhold til jødedommen er, at Mosebøgernes forbud mod sex mellem mænd udvides til også at gælde sex mellem kvinder. Bernadette J. Brooten gør dog opmærksom på, at antikkens jødedom kendte til problematikken med sex mellem kvinder, og afviste denne om end ikke med henvisning til 3. Mos. 18, der entydigt kun handler om sex mellem mænd. Paulus var optaget af at bevare det hierarkiske forhold mellem mænd og kvinder, og brud på kønsrollerne anså han som et brud med naturens orden, så som når han hævder, at naturen lærer os at langt hår er vanærende for mænd. (1. Kor. 11,14).

Derudover påviser Bernadette J. Brooten hvordan de apokryfe kristne tekster ”Peters Apokalypse”, ”Thomas Gerninger” og ”Pauli Apokalypse” udpensler hvordan både mænd, der har haft sex med mænd og kvinder, der har haft sex med kvinder, bliver pint i helvedet. Og hun beskriver hvordan vigtige antikke kristne skribenter som Tertulian og Clement af Alexandria fordømmer sex mellem kvinder med grundlæggende set samme argumenter og logikker som dem vi finder hos de hedenske skribenter. Også kirkefaderen Augustin advarer mod sex mellem kvinder – om end han sjovt nok fortolker Rom. 1,26 som om at teksten handler om kvinder, der har analsex med deres mænd.

Styrken ved Bernadette J. Brootens bog er, sådan som jeg ser det, at hun åbner vores øjne for hvor patriarkalsk antikkens samfund var, og hvor intolerant også de ikke-kristne tænkere og forfattere (med ganske få undtagelser) var overfor kvinder, der har sex med kvinder. Det er også spændende at se, hvordan den tidligt kristne seksualetik på mange måder var i forlængelse af strømninger i samtiden (så som stoicismens generelle kritik overfor den ”kødelige lyst” og ideen om en naturlig og en unaturlig seksualitet).

Men man kan godt mærke på ”Love Between Women – Early Christian Responses to Female Homoeroticism” at den er fra 1996. Den tydelige lesbiske stolthed og søgen efter ”formødre” hører en tid til hvor det at fravælge peniser ikke blev udråbt til at være et udtryk for ”vagina fetichisme”. I disse transtider hvor maskulinitet hos kvinder jo i stigende grad ikke bliver ses som et udtryk for at man er lesbisk, men i stedet for hævdes at være et bevis på at man er en transmand, havde Bernadette J. Brooten nok ikke med samme sikkerhed kunne antage, at de af antikken fordømte tribader faktisk var lesbiske. Men i virkeligheden giver det ikke så meget mening at ville tilbageprojicere vores tids identitetskategorier til den førmoderne fortid. I antikken var seksuel adfærd og kønsroller uløseligt knyttet til hinanden og ikke fænomener som blev splittet op i seksuelle og kønsmæssige identiteter. Og i sidste instans ved vi ikke, hvordan kvinder i antikken, der forelskede sig i og havde sex med andre kvinder, så på sig selv. Deres stemmer ser ud til at være gået tabt for evigt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Læs mere