Menu
Kategorier

Skrevet af den 15 nov, 2010 under Ikke kategoriseret | 18 kommentarer

Drop det!

Som åben homoseksuel og kristen løber jeg fra tid til anden ind i kristne, der føler sig kaldet til at forsøge, at få mig til at droppe min seksualitet. Jeg må gang på gang undre mig over den grusomhed, der ligger bag sådanne omvendelsesforsøg. Jeg mener, i mit konkrete tilfælde ville det betyde, at jeg skulle sparke kvinden i mit liv ud ad mit liv – at jeg skulle fortryde og inderligt angre mere end 16 års lykkeligt samliv – og det alt sammen for at jeg kan leve op til de forventninger om hvad det kristne liv indebærer som disse i deres egne øjne åh så gode kristne render rundt med.

På samme måde synes jeg, at der er noget hensynsløst over de ateister, lgbt-personer såvel som velmenende heteroseksuelle, der ud fra deres personlige ateistiske livssyn føler sig kaldet til at gå i rette med lgbt-personer, som f.eks. bekender sig som kristne eller muslimer. Her fornemmer jeg samme ligegyldighed overfor den menneskelige pris som et afkald på den religiøse identitet ville have for de berørte – og det formodentligt ud fra samme grundantagelse om at det som man selv ser som rigtigt også skal anerkendes og omsættes af alle andre, og det uanset den menneskelige pris det måtte have.

Jeg tror imidlertid, at sådanne krav om at lbgt-personer har vær så god at vælge mellem deres seksuelle hhv. kønsmæssige identitet og deres religiøse identitet, ikke blot handler om mangel på empati. Hvad vi ser her er også udtryk for manglende indsigt i det, som man indenfor queer-forskningen kalder intersektionalitet. Intersektionalitet betyder, at mennesker ikke blot tilregnes hhv. tilregner sig selv en bestemt kategori eller identitet, være det nu f.eks. kvinde, homoseksuel, kristen eller socialist – men at man i stedet tilregnes og også selv tilregner sig flere kategorier hhv. identiteter, som f.eks. mand, transperson, arbejderklasse og muslim. Mht. de identiteter en person har, så vil de typisk alle sammen være vigtige for denne person. Vi mennesker er nemlig ikke endimensionale men flerdimensionale. Der er mange ting, der præger os, og der er mange ting, der er vigtige for os.

For mig er det f.eks. vigtigt, at jeg er lesbisk, dansk, kristen og akademiker med arbejderklasse baggrund. Disse identiteter udgør hver på deres måde væsentlige elementer i mit liv. De er med til at gøre mig til den jeg er. At kræve, at jeg skal opgive den ene identitet til fordel for den anden er at kræve, at jeg ikke må være mig selv, men at jeg i stedet skal tilpasse mig til det billede som andre har af hvordan jeg skal være. Et billede de typisk har komponeret uden kendskab til mit konkrete liv og min personlige historie.

Det er udtryk for normativitet, når man forsøger, at presse ens egne normer ned over hovedet på andre, uden hensyntagen til om de faktisk passer til den person, som man står overfor. Og det kommer der aldrig noget godt ud af.

Læs mere

Skrevet af den 10 aug, 2010 under Ikke kategoriseret | 12 kommentarer

Sekularisering, senmoderne religiøsitet og ateismen

En udbredt sekulariseringsforståelse er den, at sekulariseringen er et produkt af den naturvidenskabelige tankegang. I kraft af at vi bliver stadigt klogere på hvordan verden hænger sammen får vi mindre brug for religion, og en gang i en ikke så fjern fremtid vil religionerne derfor simpelthen være forsvundet fordi naturvidenskaben har overtaget deres rolle.

Der kan ikke være nogen tvivl om, at naturvidenskaben har sin andel i at kristendommen i Europa har mistet politisk indflydelse. At traditionel kristendom har mistet kontrollen med de europæiske befolkninger skyldes dog næppe kun naturvidenskaben, men mindst lige så meget, hvis ikke mere, de omfattende samfundsforandringer som moderniseringen af landbruget, landsbyfællesskabets nedlæggelse, industrialiseringen og urbaniseringen medførte. Den traditionelle kristendom var knyttet til landsbyfællesskabet samt de nære fællesskaber som kendetegnede købstæderne før industrialiseringen. I det senmoderne samfund, hvor sådanne fællesskaber er en saga blot og hvor samfundet i stedet er præget af fragmentering og individualisering, er det klart, at den traditionelle religiøsitet har dårlige vilkår.

Udviklingen i de religiøse landskaber i de sidste årtier har imidlertid vist, at hypotesen om at religiøsiteten vil forsvinde jo mere moderne samfundet bliver, ikke holder. Selvom kirkernes politiske og sociale indflydelse er aftagende kan det ikke påvises, at folk bliver mindre religiøse, snarere tvært imod. Derfor er der indenfor religionsvidenskaben i den senere tid kommet en del røster frem, der påpeger, at sekulariseringen ikke medfører religiøsitetens forsvinden, men at sekularisering i stedet handler om, at religiøsitet går fra at være en selvfølgelighed til at være et individuelt valg.

Den traditionelle religiøsitet, herunder den traditionelle kirkelighed, er altså ganske vist under pres, men det er ikke fordi folk bliver ateister men fordi folk selv vil vælge, bestemme og definere deres religiøsitet. Folk tror i dag sjældent, fordi de skal. De tror, fordi det giver mening for dem. De er i voksende grad ikke på udkig efter autoritet (hvad jeg skal tro og gøre?) men efter autentisitet (hvad oplever jeg som meningsfyldt, hvad appellerer til mine behov?).

Denne udvikling er ikke blot synlig indenfor liberal kristendom og den såkaldte åndelighed. Nej, den kan man sågar finde hos mange unge kristne som anser sig som Bibeltro. Selvom man nemlig påberåber sig Bibelen som autoritet er man her i stadigt voksende grad søgende i forhold til det kirkelige landskab. Man shopper mellem de forskellige bevægelser på folkekirkens højrefløj, ja også frikirkelighed og katolicisme kan man opsøge og lade sig inspirere af. Men er på jagt efter det, som man oplever som autentisk kristendom, og spørgsmål som f.eks. synet på dåb, nadver og det kirkelige embede, spørgsmål som tidligere blev tillagt afgørende betydning, er ikke længere vigtige. En lignende udvikling kan man også iagttage blandt unge muslimer i Danmark.

Denne udvikling i det religiøse landskab er naturligvis en udfordring for de traditionelle trossamfund, især for dem, hvor der er fokus på autoritet og krav om lydighed imod det, som de religiøse ledere kræver, at man skal tro på. Der er til gengæld gode muligheder hvis man tør åbne sig for kravet om at troen skal give individuel mening og skal kunne opleves som autentisk af den enkelte.

Denne udvikling i det religiøse landskab er imidlertid også en udfordring for ateismen. For mig at se er det klassiske ateistiske argument jo at religion bygger på påstande, der ikke kan bevises, ja som sågar videnskabeligt set er meningsløse. Et sådant argument har sine styrker når det rettes mod en religiøsitet der tager udgangspunkt i at dens påstande er noget, som alle skal tro på og som samfundet skal indrette sig efter. Men påstanden om at religion er irrationel og uforenelig med logik og videnskabelig bevisførelse bider ikke på en religiøsitet, der tager udgangspunkt i hvad den enkelte oplever som meningsfyldt, meningsgivende og autentisk.  Ateismen tager altså udgangspunkt i en religionsforståelse, der er under afvikling, samtidigt med, at den mangler svar på, eller måske også interesse i den religiøsitet, der er på fremmarch.

Læs mere

Skrevet af den 14 jul, 2010 under Ikke kategoriseret | 4 kommentarer

Ateisme og plads til forskellighed

Et kendetegn ved religionsdebatten i det senmoderne samfund er, at der ofte opstår konflikter af verbal og juridisk karakter mellem ateister på den ene side, og religiøse, ofte kristne grupperinger, på den anden side. 

Som liberal kristen må jeg indrømme, at jeg faktisk et stykke hen ad vejen har sympati for nogle af de krav, som der fra ateistisk side bliver fremført når der diskuteres religion.  Jeg støtter f.eks. kravet om at der ikke skal hænge kors på væggene i offentlige skoler, da en sådan udsmykning af klasseværelserne i mine øjne er en klar magtdemonstration som er upassende for kristendommen, hvis grundlægger jo gav afkald på enhver form for verdslig magt. Jeg kan heller ikke se rimeligheden ved at der bedes fadervor ved morgensamlingerne i offentlige skoler. Fællesbøn er en klar kultisk handling, og når den foregår i skolesammenhænge udtrykker den, at her er vi altså kristne, og medlemmer af andre religioner eller ateister er i bedste fald tålte afvigere, i værste fald står de helt udenfor skolens sociale fællesskab. 

Omvendt er der også en række ateistiske krav som jeg står uforstående overfor. F.eks. kan jeg ikke forstå, hvorfor folk ikke må fremføre religiøse argumenter i en politisk debat. Jeg mener, hvis en person hævder, at han er blevet kontaktet af rumvæsener der har fortalt ham, at jorden vil blive tilintetgjort af vrede marsmænd med mindre at vi indfører roadpricing, ja så må han da gerne fremføre dette argument i en debat om fremtidens trafikskatter. Men dem der ikke tror på rumvæsener, hhv. ikke tror på at rumvæsener kræver roadpricing, kan selvfølgelig ikke forventes at lade sig overbevise af sådanne argumenter. Eller med andre ord, religiøse mennesker skal da have lov til at påberåbe sig Gud, guder, ånder eller andre overnaturlige magter i en politisk debat – de har bare ikke krav på at man tror på deres argumenter.

Mere grundlæggende set er jeg bekymret for den form for ateisme, der kræver, at det offentlige rum skal være klinisk renset for religion. Kampen mod kirkeklokker, minareter, tørklæder og kors om halsen er en kamp for at man kun må være religiøs bag lukkede døre. Her ser vi grundlæggende set samme totalitære tankegang som den der ligger bag kravet om kors i klasseværelserne og morgenbøn i skolerne.  Man vil beherske det offentlige rum og ikke give plads til andre end en selv.  

Det senmoderne samfund må kunne rumme synlig forskellighed, være den nu mht. religion, etnicitet, seksuel orientering mfl., hvis vi skal kunne leve fredeligt sammen.

Læs mere