Menu
Kategorier

Skrevet af den 22 nov, 2009 under Ikke kategoriseret | 4 kommentarer

Pavens tilbud til anglikanerne

Der har i den senere tid været en del opmærksomhed rettet mod det forhold, at Pave Benedikt med den apostolske konstitution ”Anglicanorum Coetibus” er kommet med et såkaldt generøst tilbud til de kredse indenfor den anglikanske kirke, der er utilfredse med brugen af kvindelige præster og accepten af homoseksuelle gejstlige.

 

Der kan vist ikke være nogen tvivl om, at Pavens udstrakte hånd hhv. generøse tilbud er en meget uvenlig gestus overfor den anglikanske kirke som sådan. Dem der mener noget andet skulle blot et øjeblik overveje hvordan den katolske kirke havde reageret, hvis den anglikanske ærkebiskop af Canterbury formelt havde indbudt liberale katolikker, der er utilfredse med den katolske kirkes afvisning af gifte præster og kvindelige præster, et nyt hjem indenfor den anglikanske kirke. Det katolske ramaskrig over et sådant tilbud ville man have kunnet høre på månen!

At Paven bevidst har ønsket at gribe ind i anglikanske forhold uden hensyn til den anglikanske kirkes lederskab fremgår også af, at man indtil det sidste undlod at indvie ærkebiskoppen af Canterbury, der er primas for hele det anglikanske fællesskab, i planerne om at tilbyde utilfredse anglikanere et nyt kirkeligt hjem. De facto har Paven med ”Anglicanorum Coetibus” ensidigt opsagt det økumeniske samarbejder med den anglikanske kirke. Om end man på snedig vis lader det være op til anglikanerne om man ydmygt vil vende den anden kind til eller om man vil tage konsekvensen af den katolske krigserklæring.

 

Det bemærkelsesværdige ved Pavens initiativ er imidlertid, at han ikke blot har sat sig ud over enhver økumenisk hensyntagen i forhold til den anglikanske kirke. Han har også bevidst valgt at lade Troslærekongregationen, som han reelt set forsat leder, uarbejde ”Anglicanorum Coetibus”. Han har undladt at inddrage kardinal Walter Kasper, der leder Det Pavelig Råd til fremme af den kirkelige enhed, der normalvis står for relationerne til de andre kristne trossamfund. Igen er det klart, at Paven ikke har ønsket at lytte til gode råd om hvilke økumeniske konsekvenser hans initiativ kunne få. At han, sædvanen tro, i det hele taget ikke har villet lytte til råd fremgår også af, at han ikke har konsulteret de katolske biskopper der i deres daglige arbejde har kontakt til den anglikanske kirke. Den katolske kirke i Englands primas, ærkebiskoppen af Westminster, er f.eks. også blevet holdt uvidende om hvad Paven havde gang i.  Sidste beslutning er nok ekstra uklog, da disse biskopper alt andet lige nok har et større kendskab til den anglikanske kirke end Troslærekongregationen og Paven har. Det er jo også dem, der har haft de praktiske erfaringer med at inddrage tidligere anglikanske præster i den katolske kirkes sjælesorg. Og selvom Paven meget betegnende har valgt, at lade Troslærekongregationen stå for det øverste administrative ansvar for det nye ordinariat (en slags bispedømme uden faste geografiske grænser) for anglikanske katolikker, så er det faktisk de lokale katolske biskopper, der får fornøjelsen af at skulle hjælpe de nye katolikker økonomisk, hvad hurtigt kan blive en relativ stor udgift da det er tvivlsomt, om disse udbrydere fra den anglikanske kirke kan få bygninger og økonomiske midler overført fra den anglikanske kirke.

 

I øvrigt er det langt fra klart hvordan skabelsen af en anglikansk underafdeling af den katolske kirke skal omsættes i praksis. ”Anglicanorum Coetibus” er indtil videre kun blevet offentliggjort på engelsk og på italiensk. Men katolsk kirkeret tager altid udgangspunkt i den latinske version af et kirkeligt dokument. En oversættelse af ”Anglicanorum Coetibus” til latin lader imidlertid øjensynligt vente på sig, muligvis fordi der hersker uenighed om hvordan en række vage passager i den engelske og den italienske version skal oversættes til latin og dermed blive autoritativt fortolket.

 

En del kommentatorer har sammenlignet ”Anglicanorum Coetibus” og den vision som dette dokument har for en særordning for ex-anglikanere, der vil underlægge sig Pavedømmet, med den situation som en række kirker med ortodoks ritus, der anerkender Paven, befinder sig i. Dette er imidlertid en problematisk sammenligning. Mht. de ortodokse kirker har der været tale om hele trossamfund, der enten altid har anerkendt Paven – eller efter en tid har besluttet, at ville anerkende Paven. Mht. de utilfredse anglikanere vil der derimod være tale om en række splittergrupper og formodentligt også enkeltpersoner, der bryder ud af et kirkeligt fællesskab for at tilslutte sig et andet. Og der vil være tale om splittergrupper hhv. individuelle overløbere, der kommer fra et kirkeligt fællesskab hvis ordination ikke anerkendes af den katolske kirke, hvad er en væsentlig forskel i forhold til de ortodokse kirker.

 

I 1896 erklærede den pavelige rundskrivelse ”Apostolicae Curae” den anglikanske kirkes ordinationer for absolut og fuldstændigt ugyldige. En lære som den daværende kardinal Ratzinger i 1998 definerede som så forpligtende for katolikker, at en afvisning af den ville medføre udelukkelse fra kirkens fulde fællesskab.

Derfor kræver ”Anglicanorum Coetibus” da også af de anglikanske præster og biskopper, at de skal ordineres som katolske præster og biskopper, hvis de vil kunne fungere som præster og biskopper i det nye anglikansk-katolske ordinariat. Med andre ord skal de utilfredse anglikanske præster og biskopper ikke bare være utilfredse med, at den anglikanske kirke ordinerer kvinder og homoseksuelle, – nej, de skal også være fuldt og fast overbevidste om at deres nuværende ordination er komplet ugyldig. De skal altså være overbevidst om, at den nadver de indtil videre har rakt til de troende og forsat rækker til dem frem til deres nye ordination ikke er andet end brød og vin, idet de ikke har fuldmagten til at forvandle vin og brød til Jesu legeme og brød. Man kan nok have sine tvivl om hvorvidt disse konservative anglikanske biskopper og præster virkelig er overbevidste om at de de facto hverken er præster eller biskopper fordi deres anglikanske ordination er absolut og fuldstændigt ugyldig. Hvis de virkelig troede det skulle man jo også forvente, at de med det samme indstillede deres nadverfejring, der jo i henhold til Paven ikke kan være gyldig. Men det har der mig bekendt ikke været nogen af disse konservative anglikanere der har lagt op til.

 

”Anglicanorum Coetibus” kræver også af de overløbende anglikanere, at de fuldt og helt skal tilslutte sig den katolske kirkes tro sådan som den fremgår af hver eneste paragraf i Den Katolske Kirkes Verdenskatekismus. Det vil bl.a. betyde, at de skal overtage den katolske kirkes kategoriske afvisning af ægtefolks brug af prævention, et brug som den anglikanske kirke allerede accepterede i 1930. Det er et åben spørgsmål om de konservative anglikanere virkelig deler den katolske kirkes lære bl.a. på dette punkt.

 

Gifte anglikanske præster bliver tilbudt ordination til katolsk præst helt i overensstemmelse med den vanlige katolske praksis overfor protestantiske præster, der konverterer til katolicismen. Dog gælder tilbudet ikke for fraskilte gengifte – og tidligere katolske præster, der er konverteret til den anglikanske kirke, får ikke lov til at fungere som katolsk-anglikanske præster i det nye ordinariat. Gifte biskopper kan ikke blive viet til katolsk biskop, men kun til præst. Dog er det meningen, at sådanne ex-anglikanske biskopper skal kunne fungere som de facto biskopper indenfor ordinariatet. Og hvis de savner deres gamle værdighed bliver de sågar tilbudt at de gerne må bære kendetegnene for en biskop, dvs. ring, stav og mitra. Det er virkeligt storsindet af Paven at han tager hensyn til de konservative anglikanske biskoppers æresyge og forfængelighed!

 

Pavens storsind har dog sine grænser også mht. hensynet til den anglikanske tradition med gifte præster. Det er nemlig kun de gifte mænd, der har modtaget en anglikansk ordination til præst, der kan få lov til at fungere som gifte præster indenfor det nye ordinariat. (Her er en ugyldig ordination altså vejen til at kunne forene et aktivt seksualliv med det katolske præsteskab.) Af alle dem, der vil søge om at blive præster indenfor ordinariatet og som ikke er anglikansk ordinerede, vil der nemlig som udgangspunkt blive forlangt cølibat – om end der er indføjet en kattelems-ordning, som giver mulighed for at gifte mænd undtagelsesvis kan blive ordineret til præst indenfor ordinariatet, der kræves imidlertid en individuel vurdering fra sag til sag. I modsætning til de ortodokse kirker, der har underlagt sig Paven, får ordinariatet altså ikke en generelt tilladelse til at ordinere gifte mænd.

 

Er der tale om et favorabelt tilbud, som Paven giver de konservative anglikanere? Tja, det påstår f.eks. ærkebiskop John Hepworth, der er primas for ”The Traditional Anglican Communion”. John Hepworth er en tidligere katolsk præst, der er konverteret til den anglikanske kirke. Og han er en fraskilt, der har giftet sig igen. John Hepworth kan med andre ord ikke selv få lov til at virke som katolsk præst, for slet ikke at tale om biskop, i det nye ordinariat. Og hans person er måske også meget sigende for de konservative anglikanere, som Paven gerne vil hverve til den katolske kirke. Hvis man nemlig i disse kredse var så loyal overfor den katolske kirkes lære, som man nu fra katolsk side af gerne vil have os til at tro, hvordan kan man da vælge en person til sin primas, der har svigtet sine katolske præsteløfter og hvis ægteskabelige samliv er i åbenlys modstrid med den katolske kirkes strikte krav om at fraskilte ikke må gifte sig igen?

 

Det virker nærmest som om Paven i sin iver for at hverve konservative får til den katolske kirkes fold helt har overset, at konservatisme i protestantisk sammenhæng sagtens kan kombineres med et syn på f.eks. prævention og på skilsmisse, der ikke er foreneligt med den officielle katolske lære.

 

Under alle omstændigheder er det ikke sikkert, at Pavens fremstrakte hånd vil medføre en sand stormflod af anglikanere, der vil være katolikker. Der har fra anglikansk konservativ side af allerede været røster fremme om at nu, når Paven har været så generøs, må den anglikanske kirke vise hvor generøs den vil være overfor sin højrefløj. Med andre ord kan det meget vel være, at disse anglikanere håber på, at Vatikanet og Canterbury vil kappes om deres sjæle og at de derefter kan vælge det bedste tilbud.

Læs mere