Da forsvar for ægteskabet var kætteri
I år 393 blev munken Jovinian højtideligt dømt som kætter ved en synode først i Rom og siden i Milano. Og som en følge heraf udsendte kejseren i 398 et dekret om at Jovinian først skulle piskes og dernæst sendes i eksil.
Men hvad var det så som den stakkels munk havde sagt, siden han blev mødt med en så stræk kirkelig og verdslig modreaktion? Den altafgørende grund til at Jovinian blev dømt som kætter var, at han havde hævdet, at jomfruer i Guds rige ikke vil modtage en større belønning end gifte kvinder og at han generelt lærte, at ægteskabet var ligeværdigt med livet i cølibat. Det var Jovinians ønske om at ligestille ægteskabet med cølibatet frem for at fremhæve det sidste på bekostning af det første, som var den afgørende grund til at han blev dømt som kætter, selvom han også havde andre, for datiden kontroversielle synspunkter, så som at der ikke er større belønning forbundet med at faste end ved at spise og at dem, der i tro har modtaget dåben, ikke vil kunne overvindes af Satan.
Den kirkelige og verdslige dom over Jovinian var kulminationen på en debat om forholdet mellem ægteskab og cølibatet som havde raset i kristendommens første tre århundreder.
Hovedproblemet var at Det Nye Testamentes skrifter ikke indeholder et entydigt syn på ægteskabet. Jesu afvisning af skilsmisse, som man finder i Matt. Kap. 19, kan ses som et forsvar for at ægteskabet er en del af Guds skabelsesorden. Men samtidigt hermed taler Jesus i samme kapitel om dem, der ”har kastreret sig selv for himmelrigets skyld” (hvad er en mere ordret oversættelse af Matt. 19,12 end den som vi finder i Det Danske Bibelselskabs Bibel). Han fremhæver i Luk. 14,26, at ingen som ikke hader fader og moder, hustru og børn, broder og søster kan være hans discipel. Og i Mark. 12,25 (med paralleltekster i Matthæus og Lukas) fremhæver Jesus, at man i Guds rige ikke vil kende til ægteskab men i stedet vil leve som englene. Og ikke mindst Paulus meget kritiske syn på ægteskabet som fremgår af 1. Kor. Kap. 7 var en væsentlig kilde til ægteskabskritik i den tidlige kristendom.
Allerede i det første århundrede dukkede der i kristne sammenhænge grupperinger op som var kendetegnet ved en overbevisning om at den fysiske verden ikke var skabt af den sande Gud og at man som kristen derfor radikalt skulle bryde med den fysiske verden, f.eks. ved at leve som vegetar og ved at leve i cølibat. Disse bevægelser, som man kan betegne som en tidlig version af gnosticismen, udgjorde en seriøs udfordring for det, som senere skulle blive til den etablerede kristendom. Troen på at den fysiske verden var skabt af en anden Gud end den sande Gud ville uundgåeligt fører til et radikalt brud med jødedommen og en forkastelse af de jødiske skrifter, som størstedelen af den tidlige kristendom opfattede som Guds ord. Og kravet om at alle kristne skulle afstå fra ægteskab og sex var uforeneligt med de romerske borgerpligter, der bl.a. indbefattede pligten til at gifte sig og få børn. Det er derfor ikke så mærkeligt, at man allerede i de såkaldte pseudopaulinske skrifter (dvs. skrifter som udgiver sig for at være skrevet af Paulus men ifølge den moderne bibelforskning er forfattet af andre skribenter) kan finde et klart forsvar for ægteskabet, hvor Efeserbrevet kap. 5 er det mest kendte eksempel.
Generelt blev afvisningen af den radikale encratisme (askese) et vigtigt kendetegn ved den tidlige ”katolske” kirke. Man ønskede ikke et radikalt brud med jødedommen eller det romerske samfund. For den i stadigt grad mere bispestyrede kirke var den radikale encratisme også et problem fordi man her mente, at den kirkelige autoritet ikke afhang af ens embede men af hvor helligt man levede (som asket). Og sidst men ikke mindst så så den tidlige ”katolske” kirke med stor bekymring på den radikale encratismes velvilje overfor at give kvindelige asketer ledende roller i menighederne. Forsvaret for ægteskabet gik derfor typisk hånd i hånd med påstanden om, at kvindens underordning under manden i ægteskabet såvel som i kirken var et udslag af skabelsesordenen.
Allerede i begyndelsen af det andet århundrede kan man se at den almen anerkendte holdning indenfor den tidlige ”katolske” kirke var, at man kun måtte gifte sig for at få børn. Enhver anden motivation for den ægteskabelige seksualitet var syndig. Hvis dette krav blev opfyldt, ja så mente f.eks. Ignatius af Antiokia (30-107) imidlertid, at livet som gift var ligeværdig med livet i cølibat.
Kampen mod den radikale encratisme medførte midlertid ikke, at den forsvandt. Og en mere moderat encratisme fik i løbet af 200-tallet og 300-tallet gehør i kristne sammenhænge. Den moderate encratisme anerkendte at den fysiske verden var skabt af den ene sande Gud. Den anerkendte også ægteskabet som oprindeligt indstiftet af Gud. Påstanden var imidlertid, at syndefaldet havde udløst en så seriøs fordærvelse af seksualiteten, at livet i cølibat var at foretrække. Vigtige tidlige teologer som Tertullian (ca. 160-225) og Origenes (185-254) var afgørende for at disse tanker fik mere og mere gehør. Kampen kom derfor mere og mere til at handle om hvor meget dårligere man kunne fremstille ægteskabet i forhold til cølibatet uden, at man dermed gjorde sig sårbar for anklager om at man var en gnostiker.
En interessant detalje i denne kamp er udviklingen i synet på Maria, Jesu moder. Allerede i midten af 100-tallet synes det at have været alment anerkendt indenfor kristendommen, at Maria var jomfru før hun undfangede Jesus. For f.eks. Tertullian og Origenes var det imidlertid også vigtigt, at fremhæve, at Maria også efter at hun havde født Jesus levede i cølibat. På denne måde kunne Maria fremhæves som forbilledet for alle kristne jomfruer samtidigt med, at man kunne understrege, at livet i cølibat var mere helligt end at have sex indenfor ægteskabets rammer. Dog gjorde de begge meget ud af at fremhæve, at Jesus da han blev født gennembrød Marias jomfruhinde og hun derfor ikke var jomfru efter at hun havde født Jesus. For hvordan kunne Jesus være et sandt menneske med en sand krop uden, at hans fødsel medførte, at Marias jomfruhinde blev brudt? Kirkefaderen Ambrosius (ca. 337-397), der her var inspireret af et ikke kanonisk evangelium (Jakobs protoevangelium), insisterede imidlertid på, at Maria ikke blot var jomfru før hun fødte Jesus, men også mens hun fødte ham og efter, at hun havde født ham. Denne forestilling, der i øvrigt forsat er en del af den katolske kirkes troslære, var en radikal understregning af hvor vigtig og hellig jomfrueligheden er. At Maria skulle have født Jesus på en normal måde og at hun i fysisk forstand ikke skulle have været jomfru efter Jesu fødsel, var for Ambrosius uforenelig med såvel Marias som Jesu hellighed.
Jovinian opponerede mod Ambrosius og andre af hans samtidiges dyrkelse af jomfrueligheden, herunder Marias, på bekostning af ægteskabet. Hans motiv var efter alt at dømme at beskytte kristendommen mod det radikalt encratistiske kætteri og mod andre gnostiske tendenser– men tiden var imod ham og han endte altså med selv at blive dømt som kætter.
Dommen over Jovinian fik en stor betydning for den sene oldkirkes og for middelalderkirkens syn på ægteskab og cølibat. Kirkefaderen Augustin (354-430) bakkede således op om dommen. Han mente, at ægteskabet var indstiftet af Gud og at Adam og Eva havde haft et ægteskabeligt samliv i Paradiset (hvad ellers var et meget omstridt tema i oldkirken). Men Augustin hævdede, at sex i paradiset udelukkende havde været styret af viljen til at opfylde Guds bud om at mennesket skulle mangfoldiggøre sig. Det seksuelle begær derimod var et resultat af syndefaldet og belastet af synd. At leve i cølibat var derfor klart det bedre valg.
Og da reformationen bl.a. medførte et angreb på læren om at cølibatet er bedre end ægteskabet svarede koncilet i Trient, der definerede den katolske kirkes reaktion på reformationen, igen med højtideligt at fordømme dem, der påstår, at ægteskabet er at foretrække frem for cølibatet eller som påstår, at der ikke er større velsignelse ved at leve i cølibat frem for at gifte sig. Faktisk er det først i tiden efter Det 2. Vatikankoncil, at det i katolske kredse er blevet almen anerkendt, at ægteskabet er et ligeværdigt kald i forhold til cølibatet.
Kilde: hovedsageligt men ikke udelukkende David G. Hunter: Marriage, Celibacy, and Heresy in Ancient Christianity – The Jovinianist Controversy, Oxford University Press 2009.
Læs mere
Seneste kommentarer