Agape og maskuliniteten

Agape er en højrekirkelig forening der, med deres egne ord,” ønsker at hjælpe mennesker som oplever livet problematisk”. I den store offentlighed er foreningen måske mest kendt for at den tilbyder at hjælpe homoseksuelle med at blive ”helbredt” for deres seksualitet, men Agape har faktisk en bred vifte at tilbud til folkekirkens højrefløj  både for dem med og for dem uden ondt i livet.

I bladet Agape Nyt nr. 1 fra 2011 beskæftiger man sig med tematikken ”manden i kirken”.  Og hvis man skal tro Agapes landsleder Torben Jensen, så har han det ikke særligt godt:

”Kristne fællesskaber er i dag præget af kvindelige normer og uskrevne blødemandsregler i en sådan grad, at det afskrækker mænd og drenge. Det virker som et filter ved kirkedøren, hvor kun de bløde mænd slipper igennem, og det ligger som en usagt forventning om, at de må ofre deres mandighed og acceptere dem selv som Guds små lam, hvis de vil følge Jesus Kristus. Barndommens billede af Jesus: en ung, lidt feminin mand, der står i en lang hvid kjole og ser kærligt ned på et lam i armene”. Mange mænd, mener Torben Jensen, føler sig ikke tiltalt af at ”holde i hånd og give knus eller synge blide, næsten intime lovsange til en mand”. Især det der med at ”holde fremmede mænd i hænderne” synes at være et problem.

I bladet ytrer en række andre mænd kritik af denne påståede feminisering af kirken. Efterskolelærer Brian Jørgensen skriver bl.a., at vi synger ”sukkersøde sange, hvor vi beder Jesus: ”tag min lille hånd i din”. Det er ikke noget for os mænd. Undskyld Gud, men jeg er ved at være noget træt af tilgivelse, at give, kærlighed, omsorg og andre feminine værdier. Når jeg sidder der søndag formiddag og synger ”Sov sødt, barnlille! Lig rolig og stille, så sødelig…”. Lige dér mangler jeg noget, noget for os mænd. Vi risikerer at blive hjemløse i vores tro”. Direktør Hans Christian Krarup synes, at ”lovsangssproget er meget feminint. Der er mange føleord og bløde ord som, ”jeg elsker dig”.” Erik Morten Jensen, der bl.a. arbejder med terapi og sjælesorg, bryder sig ikke om at blive spurgt om hvordan han har det med Jesus, for det er et spørgsmål, der ”går direkte ind i det følelsesmæssige”. Og Ole Raabjerg, der er psykolog, og som arbejder for Agape, fremhæver, at kirken ”er præget af nogle meget ikke maskuline aktiviteter, såsom at sidde stille, at lytte, at synge lovsange, at øve omsorg.”

Nu må jeg jo indrømme, at jeg oplever disse udsagn om hvad mænd kan lide og ikke kan lide som noget klicheagtige. Men jeg undrer mig også over det manglende kirkehistoriske perspektiv i det der bliver sagt om den ”feminiserede kirke”.  Salmen ”Sov sødt, barnlille” er jo f.eks. forfattet af Grundtvig, der mig bekendt var en mand. Pietismen, der lagde vægt på hvordan man har det med Jesus og hvor det at give verbalt udtryk for sin kærlighed til Jesus hørte til dagsordenen, blev udtænkt og udviklet af mænd. Billeder af en blid, feminin Jesus med et lam i favnen, kan spores tilbage til 1800-tallet – og i hvert fald siden reformationen har det været et væsentligt element i gudstjenesten, at man skal sidde stille i ret lang tid og lytte til hvad man får fortalt.

Eller sagt med andre ord, enten viste kirken allerede for mange hundrede år siden ikke hvad mænd faktisk har brug for – eller også har normerne for, og dermed også forventningerne til, hvad mænd kan lide forandret sig i tidens løb. (Ok, det der med at holde hånd er af nyere dato, men – heldigvis hvis jeg må sige det – er det vist ikke så udbredt en skik i almindelige folkekirkelige sammenhænge. )

Problemet er imidlertid, sådan som jeg ser det, at man hos Agape synes at være ganske overbevist om, at nutidens maskulinitetsnormer afspejler mandens sande og evigt uforanderlige, af Gud skabte, natur. Det er som om at man ikke kan rumme, at man i f.eks. 1500-tallet ikke så noget problem i, at mænd skal kunne sidde stille i lang tid og lytte. Ligesom man øjensynligt ikke kan forstå, at den angst for potentielle homoerotiske over- eller undertoner, der ligger i at en mand synger at han elsker Jesus, er et moderne fænomen.

Interessant er det også, at man synes at have svært med at finde bibelske forbilleder for mænd. Bevares, Moses nævnes en gang og David hele to gange. Om end man med hensyn til den sidste klogelig fravælger at fortælle om hans intense kærlighed til vennen Jonathan, om hvem han synger!, at ”din kærlighed var mig mere dyrebar end kvinders” (2. Sam. 1,26). Især synes man at have problemer med Jesus, som faktisk i hele bladet kun omtales i negative sammenhænge! Kan mænd i virkeligheden ikke rigtigt bruge Jesus til noget?

Ja så grelt står det vel forhåbentligt ikke til. Men når Ole Raabjerg hævder, at ”maskuliniteten vil få mere plads, hvis der bliver skabt mere plads til en karriere indenfor kirken”, så passer det unægtelig ikke ligefrem som fod i hose med Jesu ord: ”I ved, at de, der regnes for folkenes fyrster, undertrykker dem, og at deres stormænd misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer; men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være alles træl. For end ikke Menneskesønnen er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.” (Mark. 10,43-45)

 I stedet for at gøre kærlighed, tilgivelse, omsorg og viljen til at tjene til noget feminint kunne man overveje, om det ikke er et af kristendommens centrale budskaber, at disse idealer er noget som vi alle, uanset vores køn, er kaldet til at forsøge, at omsætte i vores liv.