Skrevet af Karen M. Larsen den 1 feb, 2013 under Lgbt |
På datingsitet Boyfriend, der hovedsageligt henvender sig til homoseksuelle og biseksuelle, kan man bl.a. melde sig ind i en gruppe med titlen “tænder ikke på asiater”. Eksistensen af lige præcist denne gruppe, der efterhånden har nogle år på bagen, udløser fra tid til anden debat.
Og indrømmet, rent spontant virker en sådan gruppetitel også usympatisk på mig. Hvorfor dog skilte med hvem man ikke er interesseret i seksuelt? Men på den anden side, hvis det er udtryk for racisme og en krænkende adfærd overfor asiater, at give udtryk for at man ikke tænder på dem, sådan som det sommetider hævdes, er det så ikke også udtryk for sexisme og en krænkende adfærd overfor kvinder, hvis en man giver udtryk for at man ikke tænder på kvinder?
Det interessante ved den måde, som seksualitet er blevet defineret siden lægevidenskaben opfandt selve begrebet “seksualitet” i slutningen af 1800-tallet er, at fokus hovedsageligt har været rettet mod det eller de biologiske køn man tænder på. Man fik her defineret en identitet for en afvigende minoritet, der tænder på deres eget biologiske køn og man definerede en identitet for den normale majoritet, der tænder på det modsatte biologiske køn. Dem der ikke passede til disse to kasser kaldte man så for biseksuelle. Men kunne man ikke også have udviklet seksuelle identiteter for dem, der tænder på bestemte racer frem for andre? Kunne man ikke have identiteter som f.eks. negrofil eller kaukasiofil? Og ligger der ikke i identiteterne “homoseksuel” og “heteroseksuel” et implicit udsagn om at der er et køn, som man ikke tænder på? Er det diskriminerende eksplicit eller implicit at give udtryk for at man foretrækker et køn frem for et andet?
Dette er i lgbt sammenhænge i øvrigt på igen måde en tænkt debat. For i dag kan det at man kalder sig homoseksuel f.eks. betyde, at man er en biologisk mand, der tænder på biologiske mænd. Men det kan også f.eks. betyde, at man er en biologisk mand, der definerer sig som kvinde og som tænder på biologske kvinder og/eller transkvinder. Eller det kan f.eks. betyde, at man er en biologisk kvinde, der både tænder på biologiske kvinder og på transkvinder.
Det er formodentligt kun et spørgsmål om (kort) tid før lgbt miljøerne vil skulle forholde sig til hvorvidt det er transfobisk, at give eksplicit eller implicit udtryk for at man ikke tænder på transmænd eller -kvinder. Måske det fremover i lgbt sammenhænge vil være umoralsk at have en seksualitet hvor man kun tænder på personer med samme biologiske køn som en selv?
Skrevet af Karen M. Larsen den 28 jan, 2013 under Folkekirken |
Debatten om hvorvidt det er rimeligt, at et menighedsråd i en jobannonce har søgt en “troende præst” har kørt siden Kristeligt Dagblad skød den i gang med en artikel den 21.1.2013.
Som så ofte når der debatteres folkekirkelige forhold fik fløjene hurtigt positioneret sig. Højrefløjen roser menighedsrådet til skyerne for dets mod til at formulere et yderst rimeligt krav mens venstrefløjen kritiserer menighedsrådet for at vise mangel på tillid til præsterne, samtidigt med at man retorisk spørger hvad det i det hele taget vil sige at være troende.
Jeg må indrømme, at jeg mest af alt ser denne her debat som en (medie skabt) storm i et glas vand. Det er mig bekendt i hvert fald ikke nyt at visse menighedsråd søger efter “troende” præster. Hvad heller ikke kan undre nu når Grosbøll sagen, som der så ofte refereres til i forbindelse med debatten, jo som bekendt ligger år tilbage.
Ej heller giver det i mine øjne særligt meget mening, når Mejdal kirkes jobannonce bliver fremstillet som et tegn på en særlig folkekirkelig krise. Prøv bare at google “priests who don’t believe in God” og mængden af links vil vise dig at ikke-troende præster optager sind i hele (den vestlige) verden.
Hvad der derimod undrer mig er, at såvel Mejdal kirkes menighedsråd som dets støtter i debatten øjensynligt går ud fra, at kravet om at ansøgerne til præstestillingen skal være troende vil sikre, at menigheden får en troende præst. På den ene side har man altså så lidt tiltro til job ansøgernes oprettighed at man går ud fra at de kunne finde på at søge om stillingen som præst ved Mejdal kirke selvom de ser sig selv som ikke-troende, men på den anden side har man så meget tillid til deres oprettighed, at man går ud fra at de vil holde sig væk hvis de ikke har troen blot det skrives i jobannoncen at ansøgeren skal være troende. Ingen har øjensynligt tænkt på at disse slemme ikke-troende job ansøgere i en krisetid, hvor jobbene for teologer uden tro og uden lysten til at være folkekirkepræst ikke ligefrem hænger på træerne, kunne finde på at lyve om deres tro, for at sikre sig en fast stilling med garanteret pension.
Jeg tvivler faktisk på at folkekirken vil få flere troende præster, hvad der nu end menes med det, af at menighedsrådene skriver i deres jobannoncer, at de søger en troende præst. Hvad vi i stedet risikerer at få er mindre ærlighed og åbenhed når vi taler tro med vores præster.
Jeg vil i hvert fald hellere have en præst, der tør være ærlig om sin tro og sin tvivl end en, der føler sig nødsaget til at beskytte sig selv og sit job med fromme floskler.
Og så savner jeg flere præster, der i deres prædikener tør tale om deres tro (eller mangel på samme). I et samfund, hvor det nærmest er mere pinligt at fortælle andre om ens trosliv end om ens sexliv, savner jeg præster, der tør dele deres erfaringer ud i de troendes (eller ikke-troendes) land med os andre.
Jeg tror, at jeg er troende, og jeg tror, at der også er andre, der er troende som mig. Men jeg synes sommetider at det er ret ensomt at være en troende med en længsel efter at tale tro med mennesker, der er åbne, ærlige og oprigtige i deres tro eller ikke-tro. Jeg savner præster såvel som lægfolk, der taler ud fra egen erfaring og ikke blot gemmer sig bag fromme men også upersonlige og lidet autentisk virkende formuleringer. Så det ville være en hjælp hvis præsterne (fortsat) turde tale åbent om hvad de tror på (og ikke tror på) når de taler til os fra prædikestolen og hvor vi nu ellers møder dem.
Seneste kommentarer