Skrevet af Karen M. Larsen den 18 mar, 2013 under Lgbt |
Når man taler om homoseksuelle og homoseksuelles rettigheder og i denne forbindelse kommer ind på situationen i Afrika, er det ganske almindeligt, at se påstande som at afrikanerne afskyr homoseksualitet og at der ikke findes homoseksuelle i det hele taget i denne del af verden. Men hvordan er denne forestilling om det homohadende og homofri Afrika opstået? Det ser Marc Epprecht på i sin bog ”Heterosexual Africa? – The History of an Idea from the Age of Exploration to the Age of AIDS”.
Ifølge Marc Epprecht så stammer ideen om at afrikanerne ikke kender til homoseksualitet hhv. afskyr seksuelle handlinger mellem to af samme køn fra de europæiske kolonisatorer, der i løbet af 1800-tallet underlagde sig Afrika. Grundproblematikken er som følgende: Det vestlige begreb ”homoseksualitet”, der blev udviklet i slutningen af 1800-tallet, blev i datiden Europa set som udtryk for en unaturlig seksualitet, der var en konsekvens af kulturel dekadence. I henhold til det racistiske syn på afrikanerne, der prægede kolonisatorerne, kunne afrikanerne derfor ikke være homoseksuelle, for de var for tætte på naturen til at kunne praktisere noget så unaturligt som homoseksualitet. Og i og med at de ikke havde nogen rigtig kultur kunne de heller ikke blive ofre for kulturdekadence, så som f.eks. homoseksualitet.
Til gengæld mente kolonisatorerne så at afrikanerne, fordi de var så tætte på naturen og ikke havde lært den selvkontrol, som efter deres mening hørte med til en højkultur, havde en utæmmet og uhæmmet heteroseksuel adfærd. Og afrikanernes påståede barnlige sind gjorde dem sårbare for at blive smittet med homoseksualitet udefra, især så man de arabiske muslimer som notorisk homoseksuelle og man påstod, at de var på vej til at forføre afrikanerne til homoseksualitet. Så kolonialismen kunne bl.a. retfærdiggøres med en henvisning til, at de europæiske koloniherrer skulle lære afrikanerne om heteroseksuel selvbeherskelse samtidigt med, at de skulle forhindre, at de arabiske muslimer fik spredt deres homoseksualitet til de uskyldige afrikanere.
Tanken om det homofri Afrika har altså rødder i den europæiske racisme og kolonialisme. Men alligevel er den meget populær blandt politiske og religiøse ledere i nutidens Afrika. Formodentligt fordi ideen om at afrikanerne ikke kendte til homoseksualitet var det eneste positive, som kolonisterne havde at sige om afrikanerne. En ”positiv” fordom er ikke så let at give afkald på, ikke mindst når man siden aids epidemien har måttet kæmpe med fornyede fordomme om afrikanernes påståede manglende evne til at styre deres seksualitet.
Og lige præcis mht. bekæmpelse af hiv og aids har ideen om at homoseksualitet ikke findes i Afrika vist sig at være meget uheldig. For der er ganske rigtigt kun ekstremt få afrikanerne bosiddende i Afrika, der definerer sig selv som homoseksuelle, biseksuelle eller transpersoner. Men hvis man tør kigge efter og ikke lader sig afskrække af advarsler, beskyldninger om racisme og en betydelig uvilje til at tale om tingene vil man hurtigt finde ud af, at en hel del afrikanerne har sex med personer af eget køn, herunder mænd der har ubeskyttet analsex med andre mænd. Så når aids præventionskampagner nægter at informere om smitteoverførsel i forbindelse med sådanne former for sex ud fra en påstand om at ingen afrikanske mænd har sex med andre mænd, ja så er konsekvenserne ganske alvorlige. Og det bliver ikke bedre af, at langt de fleste afrikanske mænd, der dyrker ubeskyttet analsex med andre mænd, også har sex med kvinder, hvorved smitten på ingen måde kan siges at kunne afgrænses til et ”homoseksuelt” miljø.
Det er derfor vigtigt, at få gjort noget ved myten om det homofri Afrika, og det er også vigtigt, at få gjort noget ved den homofobi som desværre præger den offentlige diskussion af homoseksualitet i Afrika. I denne forbindelse er det oplagt at se på hvordan situationen så ud før den europæiske kolonialisme. Her advarer Marc Epprecht dog mod at ville romantisere fortiden. De få og spredte oplysninger vi har om samkønnet sex i det før koloniale Afrika er også præget af de europæiske opdagelsesrejsendes forudindtagethed. Ligesom det også er problematiske at ville generalisere fra en afrikansk nation til en anden. Men hvad man kan sige er, at sex mellem personer af samme køn i nogen sammenhænge blev accepteret og i andre ikke blev det. I øvrigt kan man i fortidens og nutidens Afrika se et stærkt fokus på at gifte sig og få børn – og i øvrigt også en udbredt forestilling om at kun et vaginalt samleje mellem mand og kvinde er sex i egentlig forstand.
Der er næppe tvivl om at det er rigtigt meget kamp op ad bakke hvis situationen for lgbt personer i Afrika skal forbedres. Vestlig identitetspolitik er ikke nødvendigvis nogen god vej, især da den i Afrika kan vække minder om fortidens kolonialisme. Afrikanske lgbt’er bliver altså ikke hjulpet af trusler om sanktioner og andre indgreb fra Vesten men må i stedet udvikle deres egen strategier med respekt for de særlige afrikanske forhold, der i øvrigt er forskellig fra land til land i dette store kontinent.
Skrevet af Karen M. Larsen den 19 feb, 2013 under Religionsdebat |
Fra tid til anden kan man i religionsdebatten støde på den påstand, at monoteisme er nært knyttet til fanatisme og religiøs aggression mens det eksplicit eller implicit påstås, at de polyteistiske religioner skulle være langt fredeligere. Senest kan man finde sådanne ideer hos religionshistorikeren og religionsdebattøren Jens-Andre Herbener.
Nu kan der slet ikke være tvivl om, at de monoteistiske religioner, især kristendommen og islam, i fortid og nutid har været brugt hhv. bliver brugt som begrundelse for vold. Meget vold. Denne vold har været rettet mod grupperinger indenfor den egne religion, som man har været uenige med, den har været rettet mod andre monoteistiske religioner og den har været rettet mod polyteistiske religioner. Brugen af vold og tvang er en (om end ikke den eneste) grund til at monoteistiske religioner, primært kristendommen og islam, har haft en kæmpe succes på bekostning af de polyteistiske. Alligevel er der nogle væsentlige problemer med Andre Herbeners påstand om at det forhold, at en religion tror at der kun findes en gud og at denne gud er identisk med deres Gud, gør at denne religions tilhængere vil være intolerante og aggressive overfor anderledes troende eller i hvert fald vil have en tendens til at være det, mens dette problem ikke findes hos dem der tror på religioner, hvor man tror på eksistensen af mere end en gud.
Der findes nemlig også eksempler på at polyteister har forfulgt folk med andre religiøse forestillinger. De romerske myndigheder forfulgte de første kristne. I slutningen af 200-tallets Persien forsøger myndighederne at rense riget for alle religioner bort set fra den klassisk persiske. I Mekka forfulgte polyteisterne de første muslimer. Og i middelalderens Kina har vi i hvert fald et eksempel på at kejseren med støtte fra tilhængere af Konfutse og daoister forfulgte landets buddhister. I den moderne verden kan vi se, at hindunationalister forfølger og sommetider begår drab på muslimer og kristne i Indien.
Dertil kommer, at mange af de førmoderne riger, hvis religion var polyteistisk, f.eks. det babylonske rige, romer riget og azteker riget var aggressive imperialistiske riger, der med vold undertvang sig deres naboer for dernæst at udbytte dem økonomisk. I moderne tid kan vi se hvordan de japanske imperialister brugte shintoismen som en ideologisk underbygning for deres aggressive politik, der kostede millioner af asiater livet under 2. verdenskrig.
I denne forbindelse er det vigtigt at huske på, at forholdet mellem religion og samfund og mellem samfund og individ var ganske anderledes i de førmoderne samfund, og det uafhængigt af hvor mange guder man officielt troede på, end de er i dag i de senmoderne vestlige demokratier med deres individualisme og rettighedskultur. Religionen gennemtrængte de førmoderne samfund ligesom samfundet gennemtrængte religionen – og det i en sådan grad at det ikke giver mening at ville skelne mellem politik og religion eller religion og kultur.
I de førmoderne samfund var krig ikke en ren verdslig sag. Krigen havde også religiøse aspekter. Sejr eller nederlag i krig var typisk noget som guderne eller Gud bestemte over og gudernes/Guds støtte blev derfor normalvis aktivt søgt ligesom man takkede dem/ham for en sejr. I et samfund hvor man som det var tilfældet i mange polyteistiske lande havde en gud for krig og hvor man havde myter om gudernes krige mod andre guder eller dæmonagtige væsener, siger det egentligt sig selv, at det at være kriger og føre krig er at gå guderne vej. Krig som sakral handling er altså på ingen måde noget som man kun kan finde indenfor monoteistiske religioner. Mest ekstremt var det måske hos aztekerne, hvor den ideologiske begrundelse for deres talrige krige mod deres naboer var at skaffe krigsfanger til de omfattende menneskeofringer, der var nødvendige for at sikre gudernes og dermed universets overlevelse.
I de førmoderne samfund var religion som udgangspunkt en kollektiv sag – og man havde mere fokus på udførelsen af ritualer og overholdelsen af regler end på hvad man troede på. Dette gælder såmænd også til en vis grad for de lande hvor en monoteistisk religion sætter sig på magten. F.eks. var det mig bekendt ikke forbudt i middelalderens Danmark at tro på Thor, men der var dødsstraf for at ofre til ham eller andre af de oldnordiske guder. På samme måde var man i det førkristne romer rige sådan set ligeglad med om man troede på en eller flere guder. Men man var ikke ligeglad med om der var nogen, der ikke ville deltage i de store offerfester eller som ikke ville ofre til kejseren. For dem der ikke ville ære guderne vha. ofringer og fester blev set som en trussel mod samfundet, da man måtte regne med at sådanne religiøse afvigelser ville udløse straf fra guderne, f.eks. i form at hungersnød eller naturkatastrofer. Samme tankegang blev i middelalderen brugt til at retfærdiggøre at man forfulgte dem, der ofrede til andre guder end den kristne. Sådanne religiøse afvigere udgjorde nemlig også her en trussel for samfundet da man måtte regne med, at Gud ville straffe de lande, der tillod ”afgudsdyrkere” med f.eks. hungersnød eller naturkatastrofer. I begge tilfælde kan vi se, at fokus er lagt på samfundets overlevelse, som man mente blev truet af religiøs afvigelse.
Fortidens religiøse forfølgelser hang altså i høj grad sammen med den rolle religionen spillede i samfundet og det giver derfor ikke meget mening at ville finde svaret i rent dogmatiske spørgsmål som hvor mange guder man tror på. I dag handler religiøse konflikter ofte om identitetsspørgsmål, og her er der igen ingen grund til at antage, at polyteister per definition skulle være mere tolerante end monoteister.
Seneste kommentarer