Menu
Kategorier

De seneste indlæg

Iben Thanholm og brødrene Price

Iben Thanholm og brødrene Price

Skrevet af den 29 mar, 2014 under Den katolske kirke | 0 kommentarer

Vi lever i en tid hvor de kendtes Facebook opdateringer hurtigt bliver til nyheder i det som man en gang troede var seriøse medier. Derfor kan det ikke undre, at den katolske debattør og journalist Iben Thranholms Facebook opdatering, hvor hun langer ud efter brødrene Prices udsendelse fra Rom, blev til nyhedsstof i såvel Jyllandsposten som Berlingske Tidende. Denne Facebook opdatering er da heller ikke uinteressant og fortjener at blive bragt i sin fulde ordlyd:

“Jeg er dybt rystet over Brødrene Prices tur til Rom, som blev vist i aften på DR1. Det var en lang vanhelligelse af Den katolske Kirke. Først var det brødrenes olivenolie orgie, der blev sammenlignet og krydsklippet til den sidste olie, som er en af kirkens syv sakramenter. Så var det røgen fra gryderne, der blev sammenlignet med den hvide røg ved pavevalg. Dernæst så vi brødrene på Peterspladsen gøre sig lystige over pædofiliskandalerne og gøre nar af de præstelige klæder og kalotter uden for en af Roms klerikale butikker. Men den perverse vanhelligelse nåede sit højdepunkt da Adam Price brugte en Jomfru Maria statue som kødhammer til saltimboccaen. Programmet blev afsluttet med dumsmarte bemærkninger om Bruno, som blev brændt på bålet på Campo dei Fiori. Er det dansk madkultur i Rom og humor, at man sviner Den katolske kirke til samtidigt med man på pervers vis vælter sig i mad. De to brødre, som har gjort bugen til deres gud, bør undskylde for deres bespottelse og latterliggørelse af 1,2 milliarders menneskers tro.”

Nu har vi ytringsfrihed her i Danmark, hvad der jo blev slået fast med syvtommersøm i forbindelse med Muhammedkrisen. Det betyder, at man reelt set ustraffet kan forhåne religiøse forestillinger, blasfemi paragraffen er jo de facto en død lov, men selvfølgelig har man også lov til at kritisere denne forhånelse. Med andre ord, Iben Thranholm har lov til at udtrykke sin fornærmelse – men hun har bare ikke krav på at vi følger hendes logik.

Og lad det være sagt med det samme, jeg synes også, at det virker respektløs at bruge en Maria statue som kødhammer, men jeg kunne dog også forestille mig værre ting som man kunne bruge sådan en figur til. Og de andre forhold virker i mine øjne som legitime emner for humor, selvom de berørte selvfølgelig har ret til at mene noget andet. I et pluralistisk samfund bør der være plads til religionskritik, herunder den der har karakter af mere eller mindre vellykket humor.

Hvis man kigger rundt på katolske grupper på Facebook får man da også hurtigt det indtryk, at en hel del katolikker ikke er fornærmede men i stedet tager afstand fra Iben Thranholms heftige sprogbrug. Spørgsmålet er da også, om Iben Thranholm ikke alt andet lige skader den katolske kirke i Danmark med sit vrede udfald, der ikke ligefrem oser af “vend den anden kind til” og “elsk jeres fjender” eller andre tegn på den åndelighed hun selv hævder at danskerne mangler. Det er i hvert fald tvivlsomt, om man opnår særligt meget sympati med kravet om en undskyldning, der jo unægtelig ligner de krav som vrede muslimer i første omgang rettede til Jyllandsposten efter publikationen af Muhammedtegningerne.

I et interview i Berlingske Tidende uddyber Iben Thranholm så sin kritik, ide hun påstår, at den famøse udsendelse var udtryk for en slags kristendomsforfølgelse – og ikke mindre end tre gange kommer hun ind på homoseksuelle, og hævder, at dem tager man hensyn til mens man er hensynsløs overfor de kristnes følelser.

Men altså, plat humor og kritik af den katolske kirke er jo nok udtryk for manglende respekt for denne, men det interessante er jo, at de forhold som Iben Thranholm nævner i sin statusopdatering alle omhandler specifikt katolske forhold. Der kan derfor ikke tales om et angreb på kristendommen som sådan, men kun den katolske version af selvsamme. Og til en egentlig forfølgelse skal der nu nok mere til end et plat madprogram. Ellers måtte man vel også sige, at Jyllandspostens Muhammedtegninger var udtryk for en forfølgelse af muslimer? Under alle omstændigheder så er det jo lidt bemærkelsesværdigt, at Iben Thranholm har forholdt sig tavs til det forhold at Putin, som hun har udnævnt til at være en stor kristen leder, nu holder hånden over dem, der er godt i gang med at fordrive katolikkerne fra Krim. Er den behandling som katolikker i Krim udsættes for ikke alt andet lige noget værre end brugen af en Maria figur som kødhammer?

Og hvorfor homoseksuelle nu skal rodes ind i den her sag er ikke godt at vide. Jeg er i hvert fald ikke sikker på at der er tale om sammenlignelige størrelser. Men man må da gerne gøre grin med homoseksuelle for min skyld – og så håber jeg i øvrigt ikke, at man i skolegårdene råber “katolik” efter dem, man bliver sure på eller at der er et omfattende problem med katolikhadere, der ligger på lur ved samlingssteder for katolikker for at give dem en gang bank. Og jeg håber da slet ikke, at der kommer en stor kristen leder til magten her i landet, som vil indføre en lov, der gør det forbudt at lave katolsk propaganda overfor børn hvad i praksis betyder, at enhver positiv tilkendegivelse til fordel for katolikker og deres rettigheder i offentligheden bliver til en strafbar handling.

Når det så er sagt, så forholder det sig jo sådan, at man i Danmark har en lang tradition for grovkornet humor ja direkte hån rettet mod katolicismen. Det er såmænd ikke tegn på en kultur i forfald sådan som Iben Thranholm påstår, men er i stedet et produkt af reformationen, hvor man sagde og tegnede ting om katolicismen og katolikker, der får Price brødrenes tåbelige stunt til at blegne. Hvis man sådan ganske stille og roligt havde taget en debat om det antikatolske fjendebillede, der trives i Danmark, ja så havde man kunne sætte gang i en god og nødvendig samtale. Men det havde krævet en debattør med lidt mindre hang til tænke i provokerende og skingre overskrifter – og så nogle medier, der var interesseret i en seriøs debat frem for de hurtige og overfladiske fortællinger, der skal underholde frem for at gøre os klogere på os selv og på andre.

FN og Vatikanet har forspildt en chanche

FN og Vatikanet har forspildt en chanche

Skrevet af den 7 feb, 2014 under Den katolske kirke | 0 kommentarer

Der har været en del mediefokus på det forhold, at FN’s komité for børns rettigheder som noget helt nyt og uhørt i skarpe vendinger har kritiseret Vatikanet for dets håndtering af de mange sexovergrebssager, der er væltet ind over den katolske kirke i de senere år. Særlig opmærksomhed har det også vagt, at FN’s komité for børns rettigheder ikke nøjes med at kritisere Vatikanets håndtering af sexovergrebssagerne, men at man også kritiserer dele af den katolske kirkes lære f.eks. mht. abort og homoseksualitet for at bidrage til at forværre børns livssituation. Som vel nærmest ventet afviser Vatikanet kritikken og frabeder sig verdslig indblanding i den katolske kirkes indre anliggender mens katolske grupperinger verden over opfordrer til protest og modstand mod FN’s anklager.

Nu er den katolske kirkes organisationsstruktur mere kompliceret end mange tror – herunder er ansvarsfordelingen mellem Vatikanet og de lokale bispedømmer ikke altid lige nem at forstå. Men basalt set kan man sige, at det er de lokale biskopper, der har ansvaret for hvem der får lov til at blive katolske præster, hvor de skal arbejde og om de skal forflyttes etc. Og der kan slet ikke være nogen tvivl om, at problemerne med sexovergreb foretaget af katolske præster i høj grad har hængt sammen med at biskopperne alt for ofte har svigtet deres tilsynspligt i forhold til præsterne. Men Vatikanet kan ikke vaske sine hænder i uskyld når biskopperne fejler. For det er Vatikanet og kun Vatikanet der permanent kan fratage en katolsk præst retten til at virke som præst – og her har man alt for ofte været alt for langsommelig også der hvor den lokale biskop har presset på for en løsning. Og så er det jo i øvrigt Paven der vælger de lokale biskopper – og det gør han som udgangspunkt ud fra de anbefalingerne som de relevante medarbejdere i Vatikanet giver ham. Hvis biskopperne ikke har gjort deres arbejde godt nok er det altså ikke nok at bebrejde dem deres fejl – man må lægge noget af ansvaret over på dem, der har besluttet, at disse mænd skulle være biskopper.

FN’s komité for børns rettigheder har også grundlæggende set ret i at f.eks. den katolske kirkes meget negative beskrivelse af homoseksuelle parforhold alt andet lige har en negativ indflydelse på børn og unge, der er homoseksuelle eller som har homoseksuelle forældre. Men man kan alligevel ikke lade være med at tænke på om komitéens kritik af den katolske kirkes lære ikke også er en tak for sidst for alle de gange hvor Vatikanet i FN regi har kæmpet mod fri abort og homoseksuelles rettigheder. Og det er jo nok spørgsmålet om et sådant tak for sidst, hvor forståeligt det nu end rent menneskeligt er, er en særlig klog strategi. For man skal ikke kende særligt meget til den katolske kirkes typiske reaktionsmønstre for at kunne regne ud, at denne kritik vil blive udlagt som et angreb på religionsfriheden og som et bevis på at FN’s kritik blot er et ideologisk indspark i en værdikamp, og derfor kan og skal siddes overhørig. På denne måde har FN forspildt chancen for at gøre opmærksom på, at der fortsat er alvorlige mangler mht. sikringen af børn mod sexovergreb i katolsk regi. F.eks. pålægger den italienske bispekonferences først for nyligt indførte guidelines for håndtering af sexovergrebssager ikke den enkelte biskop at kontakte politiet, hvis han står i den situation, at han bliver bekendt med troværdige anklager mod en præst. Som bispekonferencens sekretær biskop Galantino, der i øvrigt er udnævnt af Pave Frans, udtalte, så er en biskop ikke en offentlig embedsmand eller minister – man skal ikke forvente af ham at han angiver sine egne præster. Med andre ord, det er stadigt op ad bakke at få alle biskopper til at forstå alvoren når det kommer til sexovergreb begået af katolske præster.

Men også Vatikanet har forspildt en chance for at vise, at den meget omtalte Pave Frans effekt er slået igennem. Pave Frans gør jo meget ud af at den katolske kirke skal fremstå som ydmyg. En ydmyg reaktion på FN’s komité for børns rettigheders anklager havde været, at Vatikanet havde indrømmet, at der er blevet begået alvorlige fejl og at man beklager det dybt. En ydmyg reaktion havde været, hvis Vatikanet havde tilbudt at samarbejde med FN’s komité for børns rettigheder for at forebygge fremtidige sexovergreb. Og Vatikanet havde fremstået som ydmyg hvis man i stedet for at reagere med vrede og krænkelse over at den katolske kirkes lære blev kritiseret i venlige og rolige vendinger havde forklaret, at man ikke opfatter kirkens lære om abort og homoseksualitet som skadelig for børn og unge. Vatikanets nærmest klassiske automatreaktion på FN’s komité for børns rettigheders kritik kunne tyde på, at Pave Frans enten ikke kan eller ikke vil ændre på Vatikanets hang til at se sig selv som hævet over kritik samtidigt med at man elsker at være ude med riven efter den sekulære verden.