Menu
Kategorier

De seneste indlæg

Selvkritik er et “hvidt” privilegium

Selvkritik er et “hvidt” privilegium

Skrevet af den 6 feb, 2014 under Religionsdebat | 0 kommentarer

Debatten om Yahya Hassans digtsamling har nu kørt et stykke tid – og tager stadigt flere krumspring. Således har det i den danske offentlighed vagt en del kritik, at den svensk-iranske forfatter Athena Farrokhzad har skrevet en ret kritisk anmeldelse af denne digtsamling. Det er ikke faldet i god jord, at hendes kritik har haft fokus på det som hun forestiller sig at højrefløjen vil bruge Yahya Hassans digte til. Men nu er adoptionsforskeren Lene Myong faret i det digitale blækhus for at komme Athena Farrokhzad til undsætning og forsvare hende mod “hvide mænd i magtfulde positioner“, der tror at de ved hvad minoriteterne har brug for. Lene Myongs forsvarsskrift når måske sit retoriske højdepunkt når hun skriver: “hvilke konsekvenser får det for os ikke-hvide minoriteter, med eller uden muslimsk baggrund, at vi på uværdig vis, igen og igen, får udlagt vores behov af en hvid offentlighed. Af hvem og hvornår er vi blevet spurgt om det?” Og som det seneste skud på stammen deler nu også Christoffer Emil Bruun Lene Myongs kritik af dem, der kritiserer Athena Farrokhzad for at kritisere Yahya Hassan.

Der er ligesom noget metaagtigt over denne her kritik – men måske det også lidt er strategien – hvis man nemlig kan dreje debatten bort fra Yahya Hassans konkrete kritik og i stedet over på hvad højrefløjen, racisterne, islamkritikerne etc. (hvis man ellers i det hele taget skelner mellem dem) kan bruge denne kritik til, så kan man jo også forhindre, at vi kommer til at tale om de problemer, som Yahya Hassan egentligt vil gøre os opmærksomme på.

Nu kan det jo i en svensk sammenhæng, hvor der ikke gives så meget plads til angreb på indvandrere, muslimer etc. måske nok være rigtigt, at digte som Yahya Hassans kunne starte en kritisk og også nedladende debat som der hidtil ikke har været så meget af. Men her i Danmark, hvor der siden midten af 1990’erne er væltet en verbal shitstorm af tsunami-agtige dimensioner ned over hovedet på landets muslimske mindretal, er det sådan set lidt svært at se hvordan Yahya Hassans digte skulle kunne gøre situationen meget værre. Dem der har et behov for at lægge muslimer for had har tydeligvis ikke haft brug for en Yahya Hassan for at kunne finde undskyldninger for deres islamofobi. Ja, faktisk er det jo et typisk kritikpunkt rettet mod landets muslimer, og dem der gerne vil forsvare dem, at de er tavse mht. de problemer med vold, kvindeundertrykkelse, homofobi etc. som der findes i visse muslimske miljøer. Tavshedens strategi virker måske (endnu) i Sverige – men den er alt andet lige kontraproduktiv i Danmark.

Men der er også et mere grundlæggende problem med Athena Farrokhzads og Lene Myongs kritik. De ser nemlig begge to at “sortes” kritik af andre “sorte” kan og vil blive misbrugt af diverse racister – men de bliver så også stående der. Ingen af de to reflekterer over, at vi dermed har den situation, at kritik af ens egen kultur og religion er et “hvidt” privilegium. At “sorte” ikke har samme frihed som “hvide” til at fortælle om vold, misbrug og undertrykkelse i deres egen kultur – at mennesker med muslimsk baggrund ikke har samme frihed til at afsky deres religion som mennesker med en kristen baggrund har, tages som noget givet, som noget man bør medtænke når man ytrer sig frem for en uretfærdighed, som man burde bekæmpe.

Tavshedens strategi har imidlertid også en pris – der er bare ingen win-win situation i denne her kamp. Jeg kender den selv fra min egen katolske opvækst og ungdom. Jeg er også blevet opdraget med at man skulle passe på med kritik af kritisable forhold i det katolske miljø fordi denne kritik ville kunne blive misbrugt i et antikatolsk samfund. Og det er jo ikke nogen helt forkert observation. Katolicisme er måske den mest forhadte religion i Danmark efter islam – og medierne elsker også at skrive negativt om den katolske kirke. Men den katolske tavshedskultur har betydet, at overgreb af forskellig karakter har kunnet foregå i årevis uden at nogen greb ind. Selvom man måske ikke samtykker når man tier – så forhindrer man heller ikke overgrebene – og man hjælper helt sikkert ikke dem, der bliver ofre for dem. Det kan godt ske, at nogen som Athena Farrokhzad mener, at de “hvides” racisme er værre end den patriarkalske vold i visse muslimske miljøer og at nogle katolikker mener, at angreb på den katolske kirke er værre end de overgreb, der er sket i katolsk sammenhæng. Men det kunne også tænkes, at nogle af ofrene faktisk gerne vil have hjælp og få en stemme – i stedet for at blive mødt med en mur af “velmenende” tavshed.

Dåb, folkekirken og muslimerne

Dåb, folkekirken og muslimerne

Skrevet af den 15 dec, 2013 under Folkekirken | 0 kommentarer

I Kristeligt Dagblad har der i de senere dage været en omfattende debat foranlediget af at folkekirkepræsten Massoud Fouroozandeh, der er tidligere muslim og tidligere frikirkepræst, har fået en næse af sin biskop for at have døbt tidligere muslimer uden at indmelde dem i folkekirken sådan som han er forpligtet til. Især i Tidehvervske kredse, hvor man har taget Massoud Fouroozandeh til sig, er man meget forarget over at den kristne pligt til at døbe sådan bliver tilsidesat af øjensynligt rene bureaukratiske årsager.

Men jeg kan slet ikke se noget mærkeligt i, at voksne der lader sig døbe af en folkekirkepræst selvfølgelig skal indmeldes i folkekirken. Det samme sker jo også med de spædbørn, som bliver døbt i folkekirken. Hvis voksne skal have lov til at fravælge folkekirkemedlemskabet i forbindelse med dåben, ja så har forældre vel også lov til at fravælge folkekirkemedlemskabet på deres spædbørns vegne? Og set i lyset af at langt de fleste medlemmer af folkekirken blev meldt ind i forbindelse med at de blev barnedøbt ville en lempelse af reglerne her let kunne have ret så alvorlige følger for folkekirken.

Alle ikke-døbte, der kommer til tro på Jesus Kristus, kan blive døbt af en folkekirkepræst. Den kristne dåbspligt bliver altså ikke krænket på nogen måde af at dåb i folkekirken også betyder indmeldelse i folkekirken. Døren til dåben er åben, man skal som dåbssøgende blot acceptere, at når man lader sig døbe af en folkekirkepræst, ja så bliver man også medlem af folkekirken. På samme måde bliver man jo også f.eks. medlem af den katolske kirke, hvis man lader sig døbe af en katolsk præst. Ønsker man ikke at blive døbt ind i en bestemt kirke, ja så må man jo opsøge præster eller lægfolk indenfor kirkesamfund, hvor dåben ikke er det samme som en indlemmelse i et konkret kirkefællesskab.

Hvad der undrer mig mest ved denne her debat er, at der ikke rigtigt synes at være nogen interesse for hvorfor de tidligere muslimer, som Massoud Fouroozandeh har døbt uden at indmelde dem i folkekirken, ikke vil være medlem af folkekirken. Det virker på mig højst besynderligt, at man gerne vil døbes af en præst men i den grad ikke vil have noget med dennes kirkesamfund at gøre, at man øjensynligt ikke vil døbes hvis dåben medfører, at man bliver indmeldt i dette. Hvad er altså problemet? Det kunne selvfølgelig være, at man er bange for at nogle muslimer vil reagere voldeligt på at man har forladt islam og er blevet kristen. Men sådanne rabiate muslimer er nok ret ligeglade med om man er medlem af folkekirken eller ej. Derfor synes det mere sandsynligt, at disse tidligere muslimer enten ikke vil være medlem af folkekirken fordi man ikke bryder sig om det den står for – eller at man ikke vil være medlem, fordi man ikke vil betale kirkeskat. Eller måske er det en kombination af begge disse grunde.

Det er selvfølgelig fair nok, at man ikke bryder sig om folkekirken, men så må man jo finde en præst eller en lægmand m/k indenfor et kirkesamfund, som man føler sympati for og så lade sig døbe af ham eller hende. Og hvis man ikke vil betale til en kirke, ja så må man jo finde en præst eller lægmand m/k tilknyttet et kirkesamfund hvor man ikke behøver det. En folkekirkepræst må have kærlighed og respekt nok til hhv. for folkekirken til at kræve, at dem der vil lade sig døbe af ham eller hende selvfølgelig skal indmeldes i folkekirken. Mangler man denne kærlighed til og respekt for folkekirken skulle man måske finde et andet kirkesamfund at være præst i.