Skrevet af Karen M. Larsen den 9 sep, 2023 under Lgbt |
Sasha Louise Sprange skåner ingen i sin selvbiografiske bog ”Min kamp for at blive kvinde”. Ikke mindst hendes forældre og deres omfattende svigt af hende som barn udpensles i bogens første kapitler, der er hårde at komme igennem. Men igennem hele bogen forskåner hun heller ikke sig selv når hun krænger sit liv ud for læseren. Der kan næppe være tvivl om at Sasha intenderer at være hudløs ærlig.
Sasha starter livet som Christian, en genert og piget dreng med kun få venner, der vokser op i et hjem præget af druk, vold, urinstank og almen opløsning og kaos. I skolen bliver han mobbet for at være bøsse – men begynder også i det spæde at udleve showbisdrømme. Christian indser at han må være homoseksuel, men da hans forældre i mellemtiden er blevet medlemmer af Jehovas Vidner, er det selvsagt ikke en nem situation at stå i.
Christian flytter som ung fra Lolland til København og opdager her hurtigt Ørstedsparken. Og hermed begynder et vildt sexliv, som Sasha selv beskriver som ”sexafhængighed”. Det kan ikke blive vildt nok og der spares ikke på de detaljerede sexscener – som generelt fylder en del i bogen. Det hele accelererer da han finder ud af at han er til heteroseksuelle, primært muslimske mænd.
Sådanne mænd vil nemlig selvsagt have en kvindelig partner, så Christian må blive til Sasha. Først starter hun med hormoner udskrevet illegalt af en dansk gynækolog, dernæst får hun lavet bryster på en dansk klinik selvom hun fortsat har et mandligt CPR-nummer. Sasha falder pladask for en ”kendt dansk skuespiller”, men denne afviser hende da han finder ud af at hun er transkønnet. Og det er så her, at Sasha beslutter sig for at få en vaginaplastik. Dette havde hun ellers længe tøvet med af frygt for at miste sin seksualitet ”som driver mig”. Sasha fortæller, at hun var bange for operationen fordi hun ”kender mange transkønnede, der er blevet skruphamrende skøre, fordi de ikke længere kan få orgasme”.
Efter et besøg på en thailandsk klinik, hvor Sasha afskrækkes af dårlig hygiejne og ringe operationsresultater, vælger hun af få sin neovagina lavet i USA. Men hun havde ikke behøvet at være bange hvad orgasmerne angår, for dem får hun få dage efter operationen blot ved at se på nogle sexede ortodokse jødiske mænd på vej til synagogen…
Uheldigvis for Sasha vil den mand, hun er forgabt i, stadigvæk ikke have hende og det får hende til nærmest af stalke ham, afpresse ham og det hele ender med en scene hvor hun forsøger at presse ham til sex, hvad han dog afviser og i stedet ringer efter politiet.
I stedet indleder hun så romantiske og seksuelle forhold til andre mænd, hvor hun holder sit biologiske køn hemmeligt. Det er, skriver Sasha, fantastisk at ”go stealth”, altså holde sit biologiske køn helt hemmeligt også for sin mandlige heteroseksuelle partner. Men det holder nu altid kun i kort tid – og når mændene finder ud af sandheden, vil de ikke længere være sammen med hende.
Sasha vælger så i stedet at go public. Hun bliver side 9 pige (hvor sandheden dog først kommer frem efter at Sasha blev ”Månedens side 9 pige”, ved at deltage i Robinson og ved at deltage i DR 3 dokumentaren ”Hunkøn”, der handler om transkvinder.
Men al denne her publicity gør ikke Sasha godt. Frustrationer bl.a. i anledning af den nye situation som kendis, dårlig privatøkonomi, et håbløst kærlighedsliv og nye konflikter med familien ender med et selvmordsforsøg.
I de sidste kapitler prøver Sasha så at samle lidt op på hvor hun står i dag. Og her, ligesom i bogen som sådan, sender hun tvetydige signaler.
Sasha har altid følt sig som en kvinde, hævder hun. Men det fremstår ikke synderligt klart i genfortællingen om barndommen, medmindre det at føle sig som en kvinde er det samme som at drømme om at være en Barbie og elske makeup og smykker. Sasha hævder, at hun da ikke tror, at hun bliver kvinde af at bruge makeup, men skriver også, at ”der kommer en kvinde frem” når hun lægger makeup. Og selvom hun ”altid har følt sig som en kvinde”, så føler hun øjensynligt også at hun rummer både en ”Christian”, der er hæmmet og generet, og en ”Sasha”, som er vild og til fest og farver. Sasha har aldrig kunnet lide sine kønsdele, får vi at vide, men det er nu ikke det indtryk man får når man læser om Christians hede sexliv. Sasha skriver: ”Se på mig! Dine drømme kan gå i opfyldelse!” Men til sidst i bogen skriver hun så, at hendes smil er fake, at hun er ulykkelig, og at hun nedslides af at skulle spille en rolle som kvinde, som hun har svært ved at navigere rundt i. Psykisk stabil synes Sasha i hvert fald ikke helt at være. Hun er ærlig om at hun i fuldskab kan gå amok over at blive hånet som trans, hvad så indebærer at hun smider med tasker, sko og underbukser, hvis hun har sådanne på…
Sasha vil med sit going public, og sikkert også med sin bog, gerne være et forbillede for unge transkønnede. Man skal jo, er hendes logik, prøve lykken mens man er ung og ikke vente til man sidder tilbage, slidt og gammel, uden at have udlevet sine drømme. Men måske kan ”Min kamp for at blive kvinde” også læses som en advarsel om at man ikke skal tro, at lykken, hverken den romantiske eller den der handler om indre ro og ballanse, venter på den anden side af den store operation. Nissen har det nemlig med at flytte med.
Skrevet af Karen M. Larsen den 18 jun, 2023 under Lgbt |
Da den canadiske og på dette tidspunkt åbne lesbiske skuespiller Ellen Page sprang ud som transkønnet, og i denne forbindelse skiftede navn til Eliot Page, gik nyheden verden rundt. Transmænd hhv. transmaskuline personer hører man jo ikke så meget til i medierne, andet end når de beslutter sig for at offentliggøre billeder af sig selv som ”gravide mænd”, så interessen var på sin vis forståelig nok. Også undertegnede syntes at det kunne være interessant at lære mere om Eliots overvejelser om sit køn og køn generelt, så derfor fik jeg købt autobiografien ”Pageboy” kort tid efter at den udkom. Men indrømmet, det var faktisk rimelig skuffende læsning (eller lytning for mit vedkommende da jeg valgte lydbogsversion).[1]
”Pageboy” handler nemlig forbløffende lidt om det at være transkønnet – og Eliot gør sig aldrig nogle refleksioner over hvad det vil sige, at være en kvinde eller en mand. Ej heller sætter han eksplicit ord på hvad det var for nogle personlighedstræk ved sig selv der overbeviser ham om, at han er en mand og ikke en kvinde. Ja, jeg er end ikke helt sikker på at Eliot virkeligt ser sig selv som en mand, måske hans problem snarere er at han ikke kan holde ud at blive set og se sig selv som en kvinde?
Eliot bruger til gengæld meget tid på at fortælle om sin tid som lesbisk. Hvordan hun blev mobbet og udstødt af sine klasse- og fodboldskammerater for at være lesbisk, at hendes mor ikke kunne acceptere sin datters homoseksualitet og at budskabet i det ellers åh så progressive filmmiljø var, at det ville være ødelæggende for hendes karriere hvis det blev kendt, at hun var til kvinder. Resultatet heraf er, at Eliot har enormt svært ved at acceptere sin seksualitet og løbene presser sig selv til at indgå i seksuelle forhold med mænd. Vi får igen og igen fortalt om hvor svært det var for Eliot i det hele taget at komme i gang med at etablere romantiske og seksuelle forhold til kvinder, selvom hun i den grad længtes efter dem. Og da det endeligt begynder at lykkes, bliver det indgående skildret hvordan disse forhold så lider og til sidst går i stykker fordi Eliot, og sommetider også hendes kæreste, er i skabet. Eliot bruger også en del plads på at fortælle om de forhold hun prøver på at få i tiden efter at hun i 2014 sprang ud som lesbisk, inklusive ret udpenslede sexscener, og igen ender det så med at Eliots hjerte knuses og lykken forbliver udenfor rækkevidde.
Men jo, Eliot fortæller da også om at hun som lille elskede drengetøj og -legetøj, og at hun helst hang ud med drengene – og at hun så gerne ville være med i deres fællesskaber. Eliot fortæller om hvor svært det var for hende at komme i puberteten og dermed udvikle kvindelige former – for hermed sluttede den tid hvor hun mere frit komme klæde sig og opføre sig som hun ville. Men dette kan man også se hos stærkt kønsrolleafvigende lesbiske. Det er da også først da Eliot er omkring de 30 år og er i dyb krise pga. Coronabetinget arbejdsløshed, et lesbisk ægteskab under opløsning, og et forhold til faderen der er smeltet helt ned, at han udvikler hvad der ligner en invaliderende kropsdysfori hovedsageligt rettet mod sine bryster. Beslutningen om at han er transkønnet, og at hans bryster skal opereres væk, synes at være blevet truffet nogenlunde samtidigt. Og sidstnævnte sker så ganske hurtigt i kraft af at han har pengene til at få det gjort i privat regi uden forudgående psykiatrisk udredning.
”Pageboy” beskriver ikke Eliots liv kronologisk fremadskridende. I stedet springer fortællingen frem og tilbage mellem barndom, ungdom og voksenalder med fokus på de to første. Det gør det svært at afklare sammenhænge. Hvis der er noget fokus, så er det pås at fortælle om Eliots smerte, sorg og håbløshed. Eliot beskriver sin barndom som at hun var reelt uønsket af sin far, blev mobbet groft og vedvarende af sin stedmor, og at hendes mor nok elskede hende, men ikke kunne rumme hendes homoseksualitet og kønsrolleafvigende adfærd. Pga. fortællingens springende karakter er det ikke muligt for mig at afgøre om det at hun blev mobbet og holdt udenfor fællesskabet i skolen var noget der skete før hendes karriere som barne- og ungdomsfilmstjerne startede eller om at det forsatte hele skoletiden (inklusive gymnasiet). På samme måde skildrer Eliot sin barndom og ungdom som en ensom tid uden venner – men så er der også historier om en række nære venner f.eks. fra (men ikke kun fra) skuespillerverdenen.
Og livet som skuespiller, ja det skildres som en barfodet dans på tidsler og torne. Hun presses til at leve i skabet som lesbisk. Og for at ingen skal tro at hun er det, så skal hun helst spille feminine kvinderoller, og performe highfemme når hun skal promovere filmene, møde pressen, til gallafester etc. Og endnu værre er, at Eliot bliver groomet og seksuelt misbrugt af voksne mænd og en enkelt kvinde da hun selv stadigvæk er mindreårig.
Alt i alt er ”Pageboy” trist læsning. Eliots liv fremstår mest af alt som et skib uden styrmand som flyder rund på det åbne hav drivende med strømmen, altid i fare for at støde på grund eller for at kæntre i de storme der kommer og går. Jeg fortolker Eliots beslutning om at han er transkønnet som et forsøg på endeligt at gribe roret og styre sit liv i en sikker havn, hvor den nu end måtte findes. Lad os håbe, at det lykkes.
[1] Jeg bruger i denne anmeldelse fra nu af navnet Eliot, mht. pronominer så omtaler jeg Eliot som ”hun” i tiden før og ”han” i tiden efter at han sprang ud som transkønnet.
Seneste kommentarer