Skrevet af Karen M. Larsen den 8 nov, 2016 under Den katolske kirke, folkereligiøsitet, Katolsk folkereligiøsitet |
Her i forbindelse med reformationsjubilæet vil den ene eller anden nok støde på begrebet skærsilden – for det var jo for at få et kortere ophold i denne at nogle i senmiddelalderen købte aflad – en praksis som Martin Luther som bekendt protesterede heftigt imod med sine 95 teser. Men hvad er så skærsilden for noget?
Ja, se det er faktisk ikke helt nemt at sige. Skærsilden er nemlig ikke himlen men heller ikke helvedet. De afdødes sjæle der befinder sig i skærsilden gælder for at være frelste, fordi de ikke er havnet i helvedet – men de pines og plages som straf for deres synder, så i himlen er de ej heller. I stedet befinder de sig i en liminal tilstand – en overgangsfase fra det syndige liv på jorden til det rene liv i himlen.
Skærsilden er en af de tre tilstandsformer for kirken som den katolske kirke opererer med. Man har den triumferende kirke: det er dem der har opnået at komme i himlen. Man har den kæmpende kirke: det er kirken her på jorden. Og så er der altså den lidende kirke, sjælene i skærsilden, der er på vej fra at være den kæmpende kirke til en gang at høre til den sejrende.
Siden læren om skærsilden blev ridset mere klart op af den katolske kirke i midten af 1200-tallet har påstanden været, at den kæmpende kirke her på jorden kan bistå den lidende kirke i skærsilden med sine bønner, med at lade læse messer for de afdødes sjæle, og ved at vinde (eller evt. købe) aflad til dem. På denne måde er de døde ikke bare døde – de forbliver en levende realitet i de efterladtes liv og deres livsvilkår afhænger af hvor meget vi levende bekymrer os for dem. Men denne relation er ikke ensidig. I 1800-tallet udviklede man en forestilling om at sjælene i skærsilden med deres forbøn også kunne hjælpe de fra dem kæmpende kirke på jorden, der viste dem omsorg ved at bede for dem. Sådanne alliancer mellem levende og døde kunne bidrage til begges frelse. Og lige så længe som der har været en tro på skærsilden har der også været en forestilling om, at de lidende sjæle fra skærsilden kunne vise sig for de levende mennesker, aflevere aftryk af en brændende hånd etc., for på denne måde at advare de levende om hvad der venter dem hvis de ikke omvender sig. På denne måde kunne man (til dels) indlemme den folkelige tro på spøgelser i den katolske tro.
Men som Diana Walsh Pasulka beskriver det indgående i sin bog ”Heaven can Wait – Purgatory in Catholic Devotional and Popular Culture”, så har der været en lang folkelig tradition for at placere skærsilden som et sted her på jorden, som levende mennesker kunne opsøge. Helt konkret beskriver hun hulen (hhv. hulerne for der var i tidens løb forskellige) ved Lough Derg (Den røde sø) i det sydlige Irland. Dette helligsted, der sandsynligvis har rødder tilbage til Irlands førkristne fortid, og som allerede synes at have været brugt i 800-tallet, var oprindeligt et sted for folk, der søgte at gøre bod for alvorlige synder de havde begået efter de var blevet døbt. Før læren om skærsilden slår igennem i midten af 1200-tallet var det nemlig en udbredt forestilling, at sådanne syndere kun kunne undgå at komme i helvedet hvis de udsatte sig for voldsomme selvpinsler og farer, ofte i forbindelse med en valfart. Der var ikke så meget billig nåde dengang. (I den forstand kan man også se læren om skærsilden som et led i en teologisk proces, hvor man nedtoner behovet for voldsom bod her i livet for at man kan frelses til fordel for ideen om at synderen kan indhente den manglende bod i efterlivet.) Højdepunktet i bodsritualerne ved Lough Derg var at man skulle lade sig spærre inde i 24 timer i en hule hvor man ville komme til at kæmpe med dæmoner om sit bare liv. Overlevende man var man blevet renset for sine synder. Men i forbindelse med denne kamp om frelsen oplevede så nogle udvalgte, at de fysisk og konkret rejste gennem skærsilden for der at kæmpe med dæmonerne, men også besøge og udspørge sjæle i skærsilden. Nogle af disse beretninger blev til de rene bestsellere i middelalderens Europa, og mange rejste til Irland for at gøre bod for deres synder og besøge skærsilden i levende live.
Der var imidlertid en del teologiske problemer for den katolske kirke forbundet med denne trafik. For hvis skærsilden er et sted på jorden som levende mennesker kan opsøge og hvor sjælene udsættes for konkrete plager i form af f.eks. brændende flammer, så gør man jo sjælen til noget fysisk og kropsligt. Men for den skolastiske teologi, der kommer til at gøre sin sejrsgang i højmiddelalderen, er sjælen et rent åndeligt fænomen som er klart adskilt fra materien (om end man kunne diskutere om sjælen har en form for åndelig materie, men den er dog ikke fysisk). Det er måske derfor heller ikke så mærkeligt, at kultstedet ved Lough Derg bliver forsøgt lukket og tilintetgjort af paven omkring år 1500. Det er i samme periode at man ophører med at tegne paradiset ind på verdenskortene. Den overnaturlige verden bliver i denne periode mere spirituel og troen på at den er en fysisk realitet i vores jordiske verden aftager. Men så let kunne man dog ikke ødelægge en folkelig tradition, og derfor fortsætter valfarterne til Lough Derg, og det på trods af både paveligt forbud og intensive forfølgelser fra de protestantiske myndigheder i Irland. Faktisk kan man stadigvæk valfarte til Lough Derg – men skærsilden kan man dog ikke længere besøge.
I løbet af oplysningstiden forsøger katolske teologer at gøre skærsilden til noget mere spirituelt og åndeligt, dvs. de forsøger at udbrede den teologisk korrekte skolastiske version af skærsilden til den almindelige befolkning. Man nedtoner ideen om at sjælen bliver ristet i gloende flammer til fordel for en forestilling om at skærsilden er en art renselsesproces og åndelig tilstand hvor smerten er af spirituel karakter –en sorg over at være fjern fra Gud og over at have syndet. Men sådanne forestillinger udsættes forsat fra konkurrence fra forestillingen om skærsilden som noget mere konkret og dens smerter som fysisk reelle.
Det Andet Vatikankoncil (1962-1965) nedtoner det fysiske og materielle ved den katolske tro, så som den konkrete kontakt til den overnaturlige verden via diverse fromhedsøvelser og de hellige billeder samtidigt med at man nærmest helt glemmer den straffende Gud og omsorgen for de afdødes sjæle til fordel for den venlige og kærlige Gud og omsorgen for de lidende blandt de levende. Mange katolikker har i dag slet ikke noget forhold til skærsilden og tror måske at den er blevet ”afskaffet”. Men blandt diverse grupper af lægfolk man dog iagttage et forsøg på at genvække katolikkernes tro på skærsilden – og det typisk i dens konkrete og fysisk reelle form. For længslen efter en kontakt til den overnaturlige verden og en mere materiel og konkret oplevelse af denne er på ingen måde død.
Skrevet af Karen M. Larsen den 31 okt, 2016 under Åbenbaringer, Den katolske kirke, Mirakler |
Et bemærkelsesværdigt træk ved Det Andet Vatikankoncil var, at et af dets officielle mål var en bedre inddragelse af lægfolket i den katolske kirkes liv. Men på trods heraf blev koncilets reformer mødt med en række protester ikke mindst fra lægfolks side af. En overset men udbredt protestform var og er faktisk Maria-åbenbaringer! Og et eksempel herpå skildres relativt kort men grundigt af religionsforskeren Joseph P. Laycock i bogen ”The Seer of Bayside – Veronica Lueken and the Struggle to Define Catholicism”.
Veronica Lueken var, da hun begyndte at berette om overnaturlige erfaringer i 1968, en kvinde som livet havde været lidt hård ved. Hun var en hjemmegående husmor hvis mand havde svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet, der var sygdom i familien, og hun var også lidt af en social outsider i det middelklasse-husejer prægede katolske sogn i Bayside New York hvor hun havde sin faste gang.
Det første himmelske væsen Veronica Lueken får kontakt med var den hellige Teresa af Jesus barnet som hun havde bedt intensivt til i anledning af attentatet på Robert Kennedy, men hun får også uhyggelige og vanskeligt tolkelige visioner om dom og ødelæggelse. Præsterne i sognet gider hende tydeligvis ikke rigtigt og i starten tror hendes mand heller ikke på hende. Andre i lokalområdet tror dog på Veronica Lueken og efterhånden tager oplevelserne mere fast og håndterbar form. Nu begynder Jomfru Maria at tale til hende og annoncerer, at hun vil åbenbare sig for hende i forbindelse med en statue af Jomfru Maria udenfor Veronica Luekens sognekirke – og det på en fastsat dato. Hun prøver endnu engang at få sognets præster med på ideen og skriver og fortæller om sine oplevelser til diverse kirkelige personligheder men bliver mødt med en kold skulder. Veronica Lueken er derfor kun omgivet af få lokale supportere da Jomfru Maria som annonceret åbenbarer sig via Maria figuren ved sognekirken, kommer med budskaber og forkynder, at hun nu vil åbenbare sig regelmæssigt for Veronica Lueken i forbindelse med kirkelige festdage og det på dette sted.
Veronica Lueken bliver ikke taget alvorligt af de lokale kirkelige myndigheder, men traditionalistiske katolske grupperinger ser anderledes på sagen – især en gruppe fra Canada tager hendes åbenbaringer op og begynder at organisere valfarter til Veronica Luekens bønnemøder udenfor kirken i Bayside.
Veronica Lueken virker ret påvirket både af de kirkelige myndigheders ligegyldighed der, som jeg skal komme ind på, ændrer sig til hårdnakket modstand, af hendes tilhængeres forventninger, af tidens koldkrigs stemning og af modstanden mod Det Andet Vatikankoncil. En visionær bliver nemlig først til en profet når vedkommende ikke bare bliver troet men også bliver mødt med en feedback, der igen er med til at udvikle seerens identitet som profet. Modstandernes ”push” og tilhængernes ”pull” former i høj grad de profetiske budskaber. Veronica Luekens budskaber forbinder klassikere som at man skal bede rosenkransen og omvende sig med modstand mod håndkommunion, messe på modersmålet og kvinders ligestilling samt den fri abort. Men Veronica Luekens jomfru Maria taler også om en tredje verdenskrig, en komet der skal tilintetgøre verden og hævder, at UFO’er er sataniske fartøjer bemandet med dæmoner der via urene stråler forårsager besættelser og børns forsvinden. Til hendes dommedagsscenarier hører i øvrigt også hærgende bander af homoseksuelle og invaderende horder af sovjetiske soldater udstyret med dødsstråler. Og så fortalte Jomfru Maria hende også, at pave Paul VI, der stod for at gennemføre Det Andet Vatikankoncils reformer, blev holdt fangen i Vatikanet og at den regerende pave var en kommunistisk dobbeltgænger, der via plastik kirurgi var blevet fikset så han lignede den rigtige pave.
Denne blanding af traditionel katolicisme kombineret med dommedags- og koldkrigsangst samt diverse sammensværgelsesteorier vækker gehør hos en del katolikker, der er bekymret over samfundsudviklingen og som står uforstående overfor Det Andet Vatikankoncils reformer. Måske lidt som de amerikanere der i dag støtter Trump følte disse katolikker sig kørt over og fremmedgjort i en verden, hvis udvikling de ikke kunne forstå og som de derfor følte var skræmmende. Veronica Lueken og hendes budskaber fra Jomfru Maria og i øvrigt et hidtil uhørt antal af andre himmelske væsener satte ord på denne angst og frustration. Og budskabernes autentisitet blev for de troende forstærket af beretninger om mirakuløse helbredelser, rosenkranse der blev til guld, synet af en dansende sol og ikke mindst et stort antal polaroid fotos af hendes bønnemøder hvor der kan ses mærkelige lysfænomener. Pilgrimme i hundredvis, snart nærmest i tusindvis dukker nu op ved sognekirken i Bayside for at deltage i Veronica Luekens bønnemøder og se hhv. høre hende komme i ekstase og forkynde de himmelske budskaber. Det bliver hurtigt for meget for naboerne i det pæne middelklasse amerikanske lokalsamfund, hvis repræsentanter også er talstærkt repræsenterede i kirkens menighedsråd. Pilgrimmene tramper på de velklippede græsplæner, de smider affald, forretter deres nødtørft bag buskene i folks forhaver og så larmer de med deres højlytte rosenkransbønner og salmesang. Det kommer til fysiske sammenstød, større politistyrker må udkommanderes for at skabe orden i kaosset – og klagerne til den lokale biskop vælter ind – sammen med forespørgsler fra hele verden om hvad man skal tro om Veronica Luekens budskaber, der via diverse traditionalistiske nyhedsbreve hurtigt har fået en global læserskare og tilhængere på alle kontinenter.
Efter at have ignoreret Veronica Lueken i de første ca. tre år af hendes virke nedsætter biskoppen så en arbejdsgruppe, der skal bedømme hendes budskaber. Efter kun ét møde, en hurtig gennemlæsning af nogle af hendes budskaber samt aflytning af nogle båndoptagelser af selvsamme beslutter man at afvise dem som ikke autentiske. Man interviewer imidlertid hverken Veronica Lueken eller nogle af hendes tilhængere, ser ikke på de påståede mirakler og forsøger i øvrigt stadigvæk at holde lav profil. Men da konflikten mellem pilgrimmene og de lokale beboere i Bayside nærmer sig eksplosionspunktet og der er masser af pressebevågenhed om sagen, prøver man at stramme op. Man får en ekspertvurdering af udvalgte af de berømte polaroid fotos – og et mere kuriøs indslag er at udsendinge fra bispekontoret via en megafon mindst en gang forsøgte at læse den kirkelige afvisning af Veronica Luekens budskaber højt i forbindelse med et bønnemøde udenfor kirken, blot for at blive overdøvet af hendes rosenkransbedende tilhængere. Man skriver nu også rundt til katolske biskopper i hele verden og advarer mod Veronica Luekens budskaber, men det er for sent da bevægelsen har fået alt for meget momentum.
Det hele ender med en retssag for byretten – og at de verslige myndigheder viser en kompromisvillighed som de kirkelige ikke ville vise. Veronica Lueken og hendes tilhængere får lov til at bruge et område i en park i Queens hvor Vatikanets pavillon stod i forbindelse med verdensudstillingen i 1965. Her konsoliderer bevægelsen – der går under navnet bayside bevægelsen, sig godt hjulpet af store donationer fra dens mange tilhængere. Efter Veronica Luekens død i 1995 mister man dog en del af sine støtter og det bliver ikke bedre af at der opstår et internt skisma, så der i dag er to rivaliserende grupper, der mødes i parken i Queens for at afholde bønnemøder i Veronica Luekens ånd. Joseph P. Laycocks bog er fra 2015 og da var den ene bayside gruppe ret lille og lukket, mens den anden så ud til at være i vækst og have en del ressourcer og var måske generelt på vej til at blive lidt mere mainstream i sin katolicisme.
Veronica Lueken og hendes budskaber er på sin vis ret typiske for de moderne Maria åbenbaringer: Det store antal af budskaber som leveres på fastlagte tidspunkter, det apokalyptiske indhold, konfliktfladen i forhold til det sekulære samfund og de kirkelige autoriteter og afhængigheden af andre Maria åbenbaringer som f.eks. Fatima og Mary Ann Van Hoof fra Necedah – Wisconsin og Garabandal i Spanien. Hun afviste dog Medjugorje, der ellers er den mest succesfulde af de ikke-kirkeligt anerkendte Maria åbenbaringer i 1900-tallet. Denne afvisning hænger nok sammen med at Medjugorje har forbindelse til den katolske karismatiske bevægelse som de katolske traditionalister typisk er meget afvisende overfor. Historien om den falske pave er typisk for den mere ekstreme del af den traditionalistiske bevægelse, der går under betegnelsen sedevacantismen. Denne hævder, at den katolske kirke for tiden ikke har nogen sand pave overhovedet – om end nogen som reaktion herpå så har valgt deres egen. Men så langt gik Veronica Lueken aldrig. Hun opfordrede sine tilhængere til at blive indenfor den katolske kirke – og hun blev selv heller aldrig ekskommuniceret. På sin vis viser hendes historie og den bevægelse, som hun fik startet, at katolicismen er en meget mangfoldig størrelse og er i stadig udvikling også selv der, hvor man som traditionalismen hævder, at man repræsenterer den hellige tradition.
Seneste kommentarer