Menu
Kategorier

De seneste indlæg

Den intersektionelle feminisme er en trojansk hest

Den intersektionelle feminisme er en trojansk hest

Skrevet af den 11 apr, 2018 under Feminisme, Lgbt | 0 kommentarer

 

Hvis man ikke har det store indblik i eller interesse for f.eks. islam eller socialisme, så kan man nemt forledes til at tro, at der er tale om monolitiske og entydige fænomener. Men jo mere man fordyber sig i dem, jo mere vil man forstå, at de rummer et utal af retninger og ikke mindst interne konflikter. Dette gælder også for feminismen. Mange tror måske, at alle feminister mener og kæmper for det samme, men begynder man at følge med i de interne feministiske debatter, vil man hurtigt opdage, at det er en kæmpe misforståelse. Lige fortiden kører der faktisk en større konflikt mellem den intersektionelle feminisme og dens kritikere, der sommetider betegnes som radikalfeminister.

Den intersektionelle feminisme har typisk fokus på, at man skal kæmpe mod enhver form for undertrykkelse og diskrimination, mens radikal feminismen ser feminisme som kvindekamp, altså som kampen mod undertrykkelsen af kvinder.

Den intersektionelle feminisme har fokus på at problematisere kategorien ”kvinde”. Man deler den op i en række underkategorier, der baserer sig på hudfarve, klassebaggrund, om man har en funktionsnedsættelse etc. Og da det er af afgørende vigtighed for den interseksuelle feminisme, at transkvinder skal være inkluderet i feminismen, har man de facto opgivet at definere noget objektivt kriterium for det at være kvinde. Man er kvinde, hvis man føler sig som en kvinde, punktum!

Radikalfeminismen benægter ikke, at der f.eks. er sociale forskelle mellem kvinder eller at kvinder har forskellige hudfarver. Men man insisterer på, at alle kvinder grundlæggende set oplever undertrykkelse i samfundet fordi de er født med en kvindens krop. Det radikale i radikalfeminismen er grundlæggende set, at man insisterer på, at mænd forsøger at kontrollere og udbytte kvinders kroppe, og at den socialisering til at være kvinde som man modtager fra det øjeblik man bliver født, har til formål, at få kvinder til at acceptere denne udbytning.

Jeg, der skriver ud fra en radikalfeministisk position, oplever den intersektionelle feminisme som en art trojansk hest, der er godt på vej til at ødelægge kvindekampen. F.eks. er det et grundlæggende problem, at man vil være så inkluderende, at man ikke længere kan komme med nogen klar objektiv definition af hvad det vil sige, at være kvinde. Jeg mener, kan man forestille sig en arbejderbevægelse, der ikke kan definere en arbejder, og som ikke kan skelne mellem en arbejder og en arbejdsgiver/kapitalist? Og som lader det være op til den enkelte subjektivt at skønne om han eller hun er en udbyttet eller en udbytter?

Jeg synes også, at det er bemærkelsesværdigt, at intersektionelle feminister insisterer på, at kategorien ”kvinde” er en ren subjektiv størrelse, som det er frit for den enkelte at selvdefinere sig ind i eller ud ad, samtidigt med at samme feminister på det kraftigste kan afvise, at man selv kan afgøre om man f.eks. er sort eller hvid hhv. fed eller slank. Man insisterer på, at biologisk køn er en social konstruktion, og at det de facto er umuligt at definere hvad en biologisk kvinde er, men man har øjensynligt intet problem med at vide hvilke kvinder der er sorte og hvilke der er hvide hhv. hvilke der er tynde og hvilke der er fede.

Det under mig også, at man insisterer på, at man ikke bare kan tale om ”kvinder”, men i stedet hele tiden skal huske på alle de mange underkategorier af kvinder der findes. Og at man ikke mindst skal relativere nogle kvinders oplevelse af undertrykkelse set i forhold til andres, så som at man som hvid kvinde eller såkaldt ciskønnet kvinde skal vide, at ens undertrykkelse er for intet af regne i forhold til den som brune eller transkønnede kvinder oplever. Men f.eks. kategorien ”transkønnet kvinde” bliver ikke på samme måde delt op i undergrupper af hvide, brune, dem med og uden funktionsnedsættelser etc. som så bliver spillet ud mod hinanden mht. graden af undertrykkelse de måtte opleve. Øjensynligt er kategorien ”transkvinde” en der for en hver pris skal beskyttes, mens kategorien ”kvinde” i betydningen ”en person, der er født med en kvindes reproduktive organer” eller hunmennesker om man så vil, skal nedbrydes og ultimativt smides på historiens losseplads.

Og når det sker, så får det konsekvenser. Når den sociale kategori ”kvinde” løsrives fra de kropslige realiteter, så bliver den undertrykkelse man rammes af, fordi man er født med en kvindes krop, usynliggjort. Og hermed bliver det umuligt at føre en kamp mod de patriarkalske strukturer der muliggør denne undertrykkelse.

 

 

 

Fobi eller bare uenighed?

Fobi eller bare uenighed?

Skrevet af den 31 mar, 2018 under Lgbt | 0 kommentarer

 

For nylig så jeg i en debat på Fed Fronts Facebooks side en interessant kommentar. Fed Front er en fedmeaktivistisk gruppe, der kæmper mod samfundets fordomme mod fede, og kommentaren handlede om, at folk med spiseforstyrrelser så som anoreksi har fedtfobi, og dermed ikke kan sammenlignes med de autentiske fede, der lider under samfundets fedtfobi. Denne kommentar kom under heftig beskydning fordi den blev set som ondskabsfuld overfor folk med spiseforstyrrelser og den blev derfor hurtigt fjernet.

Det interessante ved denne kommentar var, sådan som jeg ser det, at den sådan set havde fat i hvad der oprindeligt var betydningen af begrebet ”fobi”. Folk med spiseforstyrrelser har en forstyrret oplevelse af deres krop, selvom de er undervægtige tror de fejlagtigt, at de er fede, og af rædsel for at være fede sulter de sig desværre sommetider ihjel. Der er her klart tale om en psykisk lidelse og derfor om noget, man ikke kan bebrejde den spiseforstyrrede. Tværtimod er det den spiseforstyrrede, der lider under denne fedme fobi og det er ikke en følelse som vedkommende bare kan holde op med at have. Det er et problem, der kræver professionel hjælp.

Problemet med den førnævnte kommentar om at spiseforstyrrede var fedtfobiske var, at den lige præcist ikke blev brugt for at udtrykke den oprindelige betydning af begrebet ”fobi”, men i stedet var udtryk for den nye betydning, hvor fobi er en betegnelse for et ikke nærmere forklaret eller defineret had til en bestemt gruppe. Første gang at ”fobi” fik denne betydning var mig bekendt i forbindelse med homoaktivisters brug af begrebet homofobi om folk, der afviser homoseksuelle forhold uanset begrundelsen, i stedet for i den ældre betydning af homofobi, hvor det var en betegnelse for en frygt for selv at være homoseksuel.

Nu har fobierne i den grad bredt sig, at man kan være fedtfobisk, transfobisk, islamofobisk og meget mere. Hvor den oprindelige betydning af fobi var, at det var en lidelse for den, der havde den, handler den nye betydning i stedet om, at fobien ødelægger livet for dem, som fobien hævdes at være rettet imod. Og dermed er fobikeren ikke længere en lidende person, men i stedet en der med sine ord og gerninger skaber lidelse i andres liv. Fobikeren er ikke længere syg, men i stedet i bedste fald uvidende men typisk grundlæggende set ond. At betegne nogen som fedtfobisk, homofobisk, transfobisk eller islamofobisk er altså at sige, at de er umoralske (eller om man vil syndige) mennesker, der skal gå i sig selv, omvende sig eller i det mindste holde deres mund. Fobi-anklagen er en moralsk kølle, der skal få folk til at underordne sig et bestemt moralsæt og er dermed udtryk for det, som kaldes for social disciplinering.

Nu bør der ikke være nogen tvivl om, at det ikke er i orden, at opfordre til vold mod fede, homoseksuelle, transkønnede eller muslimer. Gør folk sådant bør de mødes med moralsk afvisning og en politianmeldelse. Men er det udtryk for fedtfobi, hvis man synes, at fedme er usundt? Er det homofobisk, at mene, at homoseksuelle parforhold går imod Guds skabelsesorden? Er man transfobisk, hvis man mener, at en penis ikke kan være et kvindeligt kønsorgan? Er man en islamofob, hvis man ikke tror, at Muhammed er Guds profet? Er disse holdninger udtryk for had, foragt eller, for den sags skyld, frygt? Eller er der ikke snarere tale om holdninger, der er udtryk for, at der er nogen, der har et syn på teologiske spørgsmål, på sundhed og på hvad køn er, som man må kunne rumme i et demokratisk samfund?

Dermed være ikke sagt, at det ikke kan opleves som smertefuldt, når man støder på folk, der afviser det man selv synes at man er, identificerer sig som eller tror på. Selvfølgelig skal man have mulighed for at give udtryk for, at man føler stødt af en sådan afvisning. Men måske man skulle lære sig at skelne mellem uenighed, også når den gør ondt, og så had og opfordringer til vold. Ellers ender den nødvendige demokratisk debat i mudderkastning og ja, verbal aggression.