Må man være lesbisk i år 2018?

 

Må man være lesbisk i år 2018? Ja, i hvert fald i den vestlige verden skulle man jo mene, at det må man så afgjort! Accept af homoseksuelle bliver nærmest fremstillet som en dansk værdi af de fleste politikere, inklusive dem der repræsenterer partier, som indtil for få år siden kæmpede med næb og klør mod at lesbiske skulle have adgang til kunstig befrugtning i det offentlige sundhedssystem.

Men hvis man spørger LGBT-miljøet her i året 2018, så er svaret knapt så entydigt. Her synes svaret nemlig efterhånden at være det, at selvfølgelig må man godt være lesbisk, men man er et ondt og fordomsfuldt menneske, hvis man som lesbisk ikke vil date personer født med en penis, også når disse ser sig selv som lesbiske. Et meget illustrativt eksempel på denne logik er den lange debattråd som et interview med mig i Out & Abouts november udgave har udløst.

Der er noget bemærkelsesværdigt ulogisk i den argumentation som så ofte fremføres af radikale transaktivister og intertionelle feminister, når de forsøger, at gøre transfortællingen til det som skal forme alle andres køns- og seksualitetsforståelse. For det hedder sig jo ellers, at vi har ret til selv at definere vores køn. Man hvis man så vover, at definere sig som biologiske kvinde, der er seksuelt og romantisk interesseret i andre biologiske kvinder, så er Fanden godt nok løs i Laksegade. Så er man transfobisk, benægter transkvinders eksistens, og står på den ene eller anden måde i ledtog med Brasiliens nyvalgte højreekstremistiske præsident, og hvad ved jeg. Retten til selvdefinition stopper tydeligvis når denne ikke svarer til den queere/intersektionelle transaktivismes forestillinger. I hvert fald når vi taler om lesbiske kvinder, så har vi pligt til at acceptere en definition af vores seksualitet (at den i princippet er rettet mod alle, der kalder sig for kvinder uanset biologisk køn) som andre har lavet. Det manglede da bare, at vi gik rundt og troede, at vi selv må bestemme hvordan vi vil se og forstå vores køn og vores kærlighed!

Sådan som jeg forstår logikken, eller hvad man nu skal kalde det, i mange af angrebene på mig, så handler det om, at der øjensynligt blandt mine kritikere er den fremherskende holdning, at der ikke findes forskellige forståelser og fortolkninger af køn. Køn ER bare – men denne kønsmæssige væren tager ikke udgangspunkt i f.eks. konkrete anatomiske forhold, end ikke i kønsstereotyper. Nej, i stedet er påstanden nu den, at transkvinder er kvinder fordi de siger, at de er kvinder. Beviset på at de er kvinder, er, at de findes. Altså er det forhold, at der findes personer født med en penis, der siger, at de er kvinder, et uomstødeligt bevis på at de er kvinder. Og hvad vil det så sige, at være en kvinde? Ja, det at være en kvinde vil sige, at man siger, at man er det. Køn er med andre ord ikke andet end en selverklæring, der udmærker sig ved, at den ikke har noget indhold. Det svarer lidt til at sige, at hvis der på en dåse står ”salt”, så er dens indhold per definition ”salt”. Og ”salt” er det, som befinder sig i dåser, hvorpå der står ”salt”. Køn er på den ene side en helt essentiel del af hvem vi er – en art grundlæggende væren som har krav på ubetinget anerkendelse fra andre – og som trues på livet hvis den ikke mødes med ubetinget anerkendelse – men denne væren består af det rene udefinerbare luft. Men helt ærligt, mon dog ikke de fleste transkvinder har en forestilling om hvad det vil sige, at være en kvinde? Hvordan kan de ellers være overbevist om at de er kvinder og ikke mænd? Dette her queere forsøg på at opløse køn opløser dybest set også kategorien ”transkønnet”. Hvis ingen kan sige, hvad det vil sige, at være en mand eller en kvinde, samtidigt med at man er en kvinde, hvis man siger, at man er er det (og det samme mht. til mand), hvordan kan man så vide, at man har det køn man siger, at man har? Hvor mange mennesker kan virkelig finde identitetsmæssig ro og balance i påstanden om at ”jeg er en kvinde, fordi jeg siger, at jeg er det?” Er det måske derfor alle andre skal piskes til at fortælle dem det hele tiden?

På samme måder opløser de queere/intersektionelle såmænd også kategorien ”interkønnet”, som de ellers i den grad har taget til hjertet. Når de hævder, at eksistensen af interkønnede beviser, at kategorierne ”biologisk mand” og ”biologisk kvinde” er en social konstruktion som det reelt set er umuligt, at definere, og som derfor ikke eksisterer, så siger de sådan set, at eksistensen af interkønnede beviser, at kategorien ”interkønnet” ikke eksisterer. ”Interkønnet” betyder nemlig, at man biologisk set befinder sig et sted mellem de biologiske kategorier mand (hanmenneske) og kvinde (hunmenneske). Hvis disse to kategorier ikke eksisterer, kan de interkønnede heller ikke eksistere, da der jo så ikke længere er to køn som de befinder sig et sted i mellem. Man kan jo heller ikke tilhøre en kategori, der befinder sig et sted mellem drage og varulv, da disse to kategorier er fantasivæsener. Med mindre man selvfølgelig mener, at man er en drage eller en varulv, hvis man siger, at man er det…

Men nu er det altså i første omgang lesbiske i klassisk forstand, der reelt set ikke længere er velkomne i det LGBT-fællesskab som har sat vores bogstav først, men som sætter vores identitet på spil for at servicere de mest ekstremistiske forkæmpere for ”T’et”. Det er ikke sundt at komme i fællesskaber, hvor ens seksuelle orientering ikke bliver respekteret, men hvor man i stedet bliver fordømt, og hvor man mødes med et moralsk krav om at man skal skifte identitet, hvis man vil høre til. Derfor er det på tide at vi lesbiske, som ikke er med på den queere/intersektionelle vogn, danner vores eget netværk eller vores egen forening. Ny Lesbisk Bevægelse Danmark, der indtil videre kun findes på Facebook, vil snart komme på banen også i real life!