Kønspolaritet
Børge Haahr Andersen, der er teolog, rektor på Dansk Bibel-Institut og medlem af repræsentantskabet for Evangelisk-Luthersk Netværk, forsøger i en kronik i Kristeligt-Dagblad fra den 16.3.3009 at finde argumenter mod et kirkeligt vielsesritual for homoseksuelle par. Han har flere indfaldsvinker, men hans hovedfokus kan finde i følgende udsagn:
Ifølge den jødisk-kristne beretning om verdens og menneskets skabelse er kønspolariteten en del af menneskets gudbillelighed. Ud fra beretningen om Adam og Evas skabelse som fysiske og sociale væsener udspringer kravet om at forvalte sin seksualitet i det livslange parforhold mellem én mand og én kvinde. Livet uden for Paradiset skildres med mange spegede nuancer, men den etiske vejledning gennem hele det bibelske univers favoriserer det livslange forhold mellem én mand og én kvinde. På det punkt bidrager Jesus og Det Nye Testamente ikke med noget nyt.
Nu har det længe undret mig at dem, der så gerne vil forsvare Bibelen og den kristne tradition mod de aggressive homoseksuelle og deres krav, har så overfladisk et forhold til det, som de vil forsvare.
Mht. det monogame ægteskab, ja så kender Det Gamle Testamente til talrige polygame mænd, f.eks. Abraham, Jakob, David og Salomon. Det er da også meget sigende, at rabbinsk jødedom, der tager udgangspunkt i Mosebøgerne og resten af det, som kristendommen kalder for Det Gamle Testamente, først forbød polygame ægteskaber i middelalderen. Det Gamle Testamentes skrifter forbyder nemlig ikke polygami. Og skilsmisse er udtrykkeligt tilladt i henhold til Torahen (Mosebøgerne).
Mht. Det Nye Testamente, så forbyder Jesus skilsmisse, men intet steds anbefaler han ægteskabet, han levede jo også selv uden. Og Paulus anbefaler cølibatet, som en bedre vej end ægteskabet, hvad da vist ikke kan kaldes at favorisere det livslange forhold mellem én mand og én kvinde. At cølibatet stilles over ægteskabet er så afgjort noget nyt, som Det Nye Testamente kommer med, og det sætter sit præg på oldkirken. Det er først Luther, der som bekendt var en tidligere munk, der giftede sig med en tidligere nonne, som sætter spørgsmålstegn ved cølibatet som en bedre vej end ægteskabet og dermed bryder med ca. 1500 års kirkelig tradition og bibelforståelse.
Men det virkeligt interessante ved Børge Haahr Andersens kronik er hans påstand om, at den jødisk-kristne skabelsesberetning gør kønspolariteten til en del af menneskets gudsbilledlighed.
Nu har den jødisk-kristne tradition faktisk to skabelsesberetninger, der på en del punkter afviger fra hinanden. I den første og formodentligt yngste, som vi finder i 1. Mos. 1,1-2,3, skabes mennesket til sidst, som kronen på skabelsesværket: Og Gud skabte mennesket i sit billede; I Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. (1. Mos. 1,27) Denne tekst lægger op til, at mennesket har en helt unik og særlig værdi, og derfor skal behandles med respekt og omsorg, og det uafhængigt af hvilket køn det har. Men det er tydeligvis ikke det, som interesser Børge Haahr Andersen, han vil hellere bruge denne tekst til at sige, at nogle mennesker er rigtige mennesker, nemlig dem som tiltrækkes af det modsatte køn hhv. lever med en af modsat køn, mens dem der ikke har dette begær hhv. ikke lever i heteroseksuelle ægteskaber ligesom ikke er rigtige mennesker, og derfor med rette forskelsbehandles.
Børge Haahr Andersen lægger op til det i højrekristne kredse yderst populære postulat, at man først har del i den fulde gudslighed hvis man lever i et heteroseksuelt parforhold. Men i så tilfælde havde Jesus som menneske såvel som Paulus ikke del i den fulde gudslighed, fordi de levede i cølibat. Og i så tilfælde har f.eks. børn heller ikke del i den fulde gudslighed. Med andre ord, Børge Haahr Andersens påstand er et absurd og ubehageligt forsøg på at gøre en tekst, der handler om menneskets unikke værdi, til en tekst, der favoriserer dem der lever i heteroseksuelle ægteskaber på bekostning af alle dem, der ikke kan eller ikke vil leve i sådanne.
Men påstanden om at kønspolariteten skulle være en central del af den jødisk-kristne skabelsesberetning viser også, at Børge Haahr Andersen vist ikke har taget sig tid til at læse den 2. skabelsesberetning, 1. Mos. 2,4-25, grundigt igennem. Havde han det ville han nemlig have bemærket følgende: Her skaber Gud først mennesket i form af Adam, manden. Da Gud ser, at mennesket, dvs. manden, er ensom, forsøger han først at løse dette problem ved at skabe nogle andre væsener, nemlig dyrene. Men det hitter ikke hos Adam. De passer ikke til ham. Dernæst skaber Gud så kvinden ud af materiale taget fra mandens krop. Da Adam ser hende udbryder han: Denne gang er det ben af mine ben og kød af mit kød; hun skal kaldes kvinde, thi af manden er hun taget. (1. Mos. 2,23). Kvinden er lige netop ikke den polære modsætning til Adam. Så skulle hun jo være blevet skabt af noget andet materiale end ham. Hun er i stedet taget af ham, og fordi han kan genkende sig selv i hende, vækker hun hans interesse. Det er hendes lighed med ham, der interesser Adam, ikke hendes forskellighed. Dette svarer helt til den antikke opfattelse af køn, hvor man mente, at manden repræsenterede det rigtige, primære køn, mens kvinden det sekundære, lidt dårligere køn. Også i 1. Mos. Kap. 2 er det tydeligt, at manden er det primære køn, og at kvinden det sekundære, det der er til for hans skyld, og det er da også sådan, at Paulus tolker forholdet mellem mand og kvinde. (1. Kor. 11,7-9)
Den polære opfattelse af kønnene stammer fra midten af 1700-tallet, den er altså historisk set ret så ny, mens de bibelske tekster er forfattet i en tid, hvor man tænkte køn væsentligt anderledes end i dag, hvor man jo dyrker det der med, at mænd skulle være fra Mars og kvinder fra Venus. Men disse tanker bygger altså ikke på de bibelske tekster, men læses i stedet ind i dem af teologer som Børge Haahr Andersen, der leder med lys og lygte efter argumenter for at holde homoseksuelle ude i kulden.
I øvrigt kan jeg som lesbisk og feminist ikke dy mig for at gøre opmærksom på, at kvindens seksuelle begær til manden i ifølge Bibelen først dukker op i 1. Mos. Kap. 3, efter syndefaldet, hvor Gud siger til Eva: til din mand skal din attrå være, og han skal herske over dig! (1. Mos. 3, 16) Ud over de smertefulde svangerskaber, som jo også er resultatet af kvinders samliv med mænd (i tiden før prævention,) straffes kvinder altså med at skulle begære mænd, der ikke blot påfører dem ubehagelige graviditeter, men også bruger deres begær som et instrument til at herske over dem. Ingen radikalfeminist kunne såmænd sige det bedre!
Det som man i dag ville kalde det heteroseksuelle begær er ikke en del af Guds skabelsesorden hvis man vil læse 1. Mos. Kap. 2-4 bogstavelig. Det fremgår ikke blot af 1. Mos. 3,16 men også af, at manden og kvinden først bemærker hinandens nøgenhed (dvs.de opdager hinanden som seksualobjekter) efter syndefaldet ligesom vi først får at vide, at Adam har sex med Eva efter, at de var blevet fordrevet fra Paradiset. (1. Mos. 4,1) Det er bl.a. derfor, at oldkirken favoriserede cølibatet overfor ægteskabet, men det vil Biblens tro vogtere af i dag ikke være ved, fordi dette ikke passer til den moderne begejstring for heteroerotik.
Det er sjovt at du fremhæver Salomon som et eksempel på at bibelen ikke fremhæver parforholdet mellem én mand og én kvinde, eftersom det jo netop var hans mange koner, der blev ham til fald.
Når det gælder Abraham, så fremhæver bibelen jo i historien om Isaks fødsel at der netop var én ‘rigtig’ ægtefælle for Abraham, og det var Sara. Davids utroskab med Batseba straffede Gud også godt og grundigt.
Jeg forstår nok ikke hvorfor du vil tage polygami som forsvar for homoseksualitet. Det virker en smule forløjet, hvis ikke direkte nedgørende eller fornærmende, på den måde at sammenligne et homoseksuelt parforhold med et ulovligt.
Når det gælder Paulus’ anbefaling af cølibatet understreger han jo at det er hans egen regibemærkning. Jeg ser ingen fremhævninger af cølibatet inden Paulus.
Jesus gik til bryllupsfester, hvilket ikke just kan læses som en afvisning eller advarsel mod ægteskaber. I hvert fald bekræfter han at mennesket er skabt som mand og kvinde og i den skabelse ligger der en befaling om at “opfylde jorden”. Læs det som du vil, men det siger da i hvert fald noget om at mekanikken i en heteroseksuel relation er tilknyttet nogle særlige bemærkninger. Der er så at sige derfor en kønslig polaritet (ikke polarisering); et han-stik og et hun-stik, der sammen kan medvirke til at udføre Guds befaling. At Jesus ikke taler mod dette, men bekræfter det, er da interessant – og ret heterobegejstret..
Jeg kan ikke læse i Andersens indlæg at nogle mennesker er mere rigtige end andre. Prøv lige at tydeliggør når du konkluderer noget udfra hans tekst, det gør det lidt lettere at forholde sig til hvad du skriver. Jeg ved heller ikke helt hvad du har fat i når du taler om det der med gudsligheden. Men bibelen gør det vel klart at både mænd og kvinder er skabt i Guds billede, og at Gud derfor på den led må indeholde ting, som vi kan finde på at karakterisere som enten “mandlige” eller “kvindelige”. At Gud så samtidig er ét kan vel så læses som en understregning af den heteroseksuelle mekanik, jeg tidl. skrev om. Det gør vist allerede Hildegard af Bingen og flere før hende.
Din bibelkritik er interessant, men jeg synes ikke det lykkes dig at fastholde overhovedet at bibelen ikke er heteronormativ.
Ud fra den gamle hellig bog: Gudsbilledlighed – er det at mennesket i sin psykiske konstitution rummer både en maskuling og en feminin vektor, skabt i Guds billede som mand og kvinde.
Tanker om manden som ufuldkommen uden kvinden er næppe bibelsk men en rest af gammelgræsk mytologi, der anskuer det menneskelige væsen som oprindeligt androgynt og siden kløvet i to halvdele, der bestandigt søger efter den mistede halvdel. En tanke, genoptaget i romantiken.
I gammeltestamentlig sammenæng er Adam skabt fuldkommen som menneske og Kristus skikkelsen lige så fuldkommen som den anden Adam uden at have ægtefælle. Og i den historiske enhedskirke anskues Maria, Jesu moder, som den fuldkomne kvinde, der blev moder uden at “kende” nogen mand. Hun var i Kirkens tankeverden kysk og uberørt jomfru inden hun undfangede Jesus og var ligeså uberørt jomfru efter fødslen idet jesusbarnet gik igennem jomfruhinden uden at beskadige den.
I den historiske Kirke er ægteskabet imellem mand og kvinde ophøjet til et sakramente for at hellige det ægteskabelige fohold og anses for at være lidt lavere stående end den kyske ugifte stand.
Ud fra disse tanker, kan der ikke udledes noget normativt om heterosexualitet og homosexualitet. Biologisk er det fruktbarheden der giver baggrund for præference af heterosexuel adfærd. Med udsigt til truende overbefolkning tipper ligevægten dog efterhånden imod en ligelig aksept af heterosexuel og homosexuel adfærd.
Til Thomas
Problemet med Salomon var, hvis man skal følge GT’s fremstilling, ikke at han havde mange koner, men at han havde hedenske koner, der forførte ham til afguderi. Ved at have hedenske koner brød han med Moseloven, ikke ved at have mange.
Mht. Abraham, ja så straffes han jo ikke for at have forhold til to kvinder på en gang – det er i stedet slavinnen, der straffes. Et godt eksempel på praktiseret kvindeundertrykkelse.
David straffes ikke for at have mange hustruer, men for at have så mange hustruer og så alligevel få en anden mand myrdet for at få dennes hustru. (Se 2. Sam. 12,1-9)
Jeg forsvarer ikke polygame forhold, jeg kritiserer bare Andersen for at tale usandt mht. det monogame heteroseksuelle ægteskabs position i Bibelen.
Paulus kræver ikke cølibat, men han fremstiller det som den bedre løsning, og han blev af oldkirken taget på ordet.
Da diciplene bliver bestyrtede over, at Jesus forbyder skilsmisse og så spørger, hvilken mand der så vil gifte sig, henviser Jesus til dem, der har kastreret sig selv for himmelrigets skyld. (Matt. 19, 12) Og han taler om, at der i Guds rige ikke vil findes noget ægteskab men at alle vil leve som engle. (Matt. 22,30) Så ja, Jesus taler om cølibatet, både her på jorden og som rammen for menneskelivet i den kommende verden.
Jesus spiste sammen med syndere, toldere, farisæere, skriftkloge og deltog i bryllupper fordi han ikke udelukkede nogen fra sit nadverfællesskab. Der i ligger ikke nogen særlig fremhævelse af ægteskabet.
Mht. det med at opfylde jorden, så giver Gud den samme befaling til fuglene (og til fiskene mht. vandene) i 1. Mos. 1,22. Med mindre vi antager, at alle fugle og fisk lever i monogame ægteskaber må vi derfor slutte, at frugtbarhedskravet ikke er knyttet til ægteskabet og til en særlig gudsvillet heteroseksualitet blandt mennesker, men i stedet er rettet til alle levene væsener. I øvrigt, hvis vi som mennesker er forpligtiget til at formere os ved at indgå i heteroseksuelle ægteskaber, hvorfor var Jesus så ikke gift? Hvordan kan han så tale om at kastere sig selv for himmelrigets skyld? Og hvorfor anbefaler Paulus så livet uden ægteskab? Og hvis frugtbarhed er et krav, synder et heteroseksuelt ægtepar, der bruger prævention, så ikke mod det guddommelig krav der ifølge dig skulle være knyttet til ægteskabet?
Jesu ord i Matt. 19,4-5 om skabelsen af mand og kvinde skal ses i lyset af den sammenhæng de indgår i, nemlig i hans afvisning af Moselovens tilladelse til at mænd kan lade sig skille hvis de føler behov herfor. I stedet for denne kvinderundertrykkende lov fremhæver han, sådan som jeg ser det, at mand og kvinde er skabt lige og at den enhed som ægteskabet medfører forpligtiger manden på hans hustru, som kan derfor ikke kan kassere som en slidt sandal når hun ikke længere behager ham. Jesus anbefaler ikke ægteskabet, og påbyder det da slet ikke, lige så lidt som han kræver kønsspecifik adfærd af dem, som tror på ham. Jeg kan ikke se nogen heterobegejstring i det. Hvordan kan en tekst der forbyder skilsmisse i øvrigt være heterobegejstret? Den begrænser jo de heteroseksuelles seksuelle udfoldelse i den grad, at folkekirkens højrefløj ikke længere opretholder dens forbud mod skilsmisse hhv. mod at fraskilte gifter sig igen fordi et sådant krav er uforeneligt med ideen om de heteroseksuelles Guds- og naturgivne ret til seksuel udfoldelse, hvis man altså bare er gift.
Andersen påstår, at kønspolariteten skulle være en del af Gudsbilledligheden, dem der ikke dyrker denne, står altså helt eller delvist udenfor denne, og er dermed ikke mennesker i fuld forstand eller mennesker af ringere værdi end dem som dyrker heteroseksuelle aktiviteter. Hermed bliver det heteroseksuelle samleje vejen til Gud hhv. Gudsligheden eller Guds nåde, og ja, det mener jeg er en klar pervertering af det kristne grundbudskab om at alle mennesker er af uendelig værdi. Troen og ikke l heteroseksuel lagengymnastik er det, som frelser os.
Og nej, jeg mener ikke, at Gud er mandlig, kvindelig eller begge dele. For køn er knyttet til en krop og Gud har ingen krop. Men både mænd og kvinder har del i Gudsligheden, og det i fuld grad. Det er det befriende budskab i 1. Mos. 1,27.
Trist i øvrigt hvor stor en hang heteroseksuelle kan have til at se sig selv anerkendt og bekræftet af Gud og det på bekostning af homoseksuelle. Det er som om disse heteroseksuelle kun kan finde fred i deres egen seksualitet hvis de kan sige til sig selv, at vi andre står udefor i regnen. Hvad tyder på, at det heteroseksuelle liv må være ret så frustrerende.
Jeg elsker når liderlige protestanter sættes på plads af lesbiske feminister der illustrerer hvor lidt de ved om kristen sexuallære!
Når det så er sagt er det muligt at du har læst lidt for meget ind i BHA’s kommentar. Når han siger at Bibelen favoriserer forholdet mellem én mand og én kvinde er det tydeligvis ikke set i modsætning til cølibat (omend han sikkert gladeligt glemmer dette aspekt) men derimod i modsætning til homosexualitet, som Bibelen intetsteds anbefaler eller endda tolererer, men fordømmer på det kraftigste. Dette naturligvis, som du siger, ikke udfra et ideal om kønspolaritet men derimod kønskomplementaritet som er noget ganske andet (men gad vide om BHA overhovedet er opmærksom på distinktionen?).
Denne kønskomplementaritet kalder mennesket til en forening (cf. Adams søgen efter den anden der vil fuldende ham), som naturligvis ikke alene kan opnås via et heterosexuelt parforhold, men også, og på et langt dybere niveau, via mystisk forening med Gud – den menneskelige existens’ egentlige telos som ægteskabet mellem mand og kvinde blot er en svag skygge af, og som homosexualitet, i et metafysisk perspektiv, i sidste instans er en afvisning af.
Karen, var der ingen i Oldkirken, der gik imod denne tilsyneladende forkyndelse af cølibat?!
Jesus var jo ikke gift fordi han VAR Gud. Han var komplimenteret – en rigtigt fin kommentar fra Gideon der – i sig selv.
Du skriver om højrefløjens “forbud” – øh, hvornår har højrefløjen sådan kunne udstede forbud?
Din konklusion om at BHA må mene at det heteroseksuelle samleje er vejen til Gud er en gang sludder, og det tror jeg godt du ved. Det lyder ikke særlig højrefløjsagtigt at tale om at “heteroseksuel lagengymnastik” er vejen til Guds nåde, så det er jeg heller ikke sikker på at Andersen mener.
“Og nej, jeg mener ikke, at Gud er mandlig, kvindelig eller begge dele. For køn er knyttet til en krop og Gud har ingen krop.”
Ok, så du tror ikke på inkarnationen eller menneskets Gudsbilledlighed? Fair nok, det kunne du jo bare have sagt, så var det jo lettere at forstå hvorfor du er uenig med Andersen.
“Trist i øvrigt hvor stor en hang heteroseksuelle kan have til at se sig selv anerkendt og bekræftet af Gud og det på bekostning af homoseksuelle. Det er som om disse heteroseksuelle kun kan finde fred i deres egen seksualitet hvis de kan sige til sig selv, at vi andre står udefor i regnen. Hvad tyder på, at det heteroseksuelle liv må være ret så frustrerende.”
Prøv lige at kig på hvad bispekandidaterne i København mener om homoseksualitet, og fortæl mig så igen i ramme alvor at de, der står udenfor i regnen i Folkekirken i dag er de homoseksuelle og ikke de, der står fast på at ægteskabet er mellem en mand og en kvinde. Helt ærligt? Du har jo succes med dit foretagende, så glæd dig da over det.
Til Gideon
De bibelske skrifter kender ikke til betegnelsen homoseksualitet eller heteroseksualitet. Vi kan finde forbud mod sex mellem mænd, selvom det langt fra altid er entydigt er klart hvad teksterne taler om. Og der er intet klokkeklart forbud mod sex mellem kvinder. Bibelen kender derimod så afgjort til inderlig kærlighed mellem mænd. Tænk blot på Davids klagesang over den døde Jonathan hvor han siger: “Jeg sørger over dig, Jonatan, min broder, jeg holdt inderligt af dig. Din kærlighed var mig mere dyrebar end kvinders.” (2. Sam. 1,26). Ligesom den kender til inderlig kærlighed mellem kvinder. Tænk blot til Ruths ord til hendes svigermor Noomi: “Nej, hvor du går hen, vil jeg gå, hvor du bor, vil jeg bo; dit folk er mit folk, og din Gud er min Gud. Hvor du dør, vil jeg dø, og der vil jeg begraves. Herren ramme mig igen og igen: Kun døden skal skille os!«” (Rut 1,16-17)
I øvrigt kan Pauli ord til de kristne mænd, hav “jeres hustru i hellighed og ære og ikke i sanseligt begær som hedningerne, der ikke kender Gud” (1. Thess. 4,4-5), ikke ses som andet end en korrektur til dem, der tror, at Gud har givet frit lejde til lagengymnastik indenfor ægteskabet mellem mand og kvinde. Det er svært at se en heterobegejstring hos Paulus.
Hvordan det homoerotiske begær skulle stå i modstrid med sjælens forening med Gud, mens det heteroseksuelle skulle befordre det, kan jeg ialtså kke se. I kraft af at alle mennesker er skabt i Guds billede står muligheden for at forene sjælen med Gud også åben for alle mennesker, der tror på ham.
Til Thomas:
Mig bekendt var cølibatsidealet noget som oldkirken var enig om.
Måske du skulle beslutte dig for hvor du står mht. den kristne dogmatik. Det ene øjeblik siger du, at Jesus ikke var gift fordi han var Gud (og dermed overser du hans menneskelige natur hhv. mener, at den er blandet sammen med hans guddommelige, så at det guddommelige hos ham komplimenterer det menneskelige) og det andet øjeblik skubber du mig i skoene, at jeg skulle afvise inkarnationen, fordi jeg hævder, at Gud ikke har nogen krop. Men altså: Jesus var fuldt ud et menneske, derfor havde han kunnet gifte sig. Og når Gud bliver menneske så betyder det ikke, at Guds udrustes med en krop, for den guddommelige og den menneskelige natur i Jesus blandes ikke. Guds ord fik en krop som menneske, ikke som Gud. Samtidigt medfører inkarnationen, at Gud vandrede i blandt os, fordi hans guddommelige og menneskelige natur ikke kan skildes ad. Men nej, Jesu to naturer blandes ikke, så den ene kan komplimentere den anden – i så tilfælde giver det jo heller ingen mening, at Jesus kunne opleve angst og fortvivlelse – for det burde hans guddommelige natur jo så havde kunnet komplimentere for. Jesus var sand Gud og sandt menneske – ublandet og udelt, sådan hedder dogmet.
Menneskets gudsbilledlighed består ikke i, at Gud ligner mennesket i dets biologi og kropslighed, men i at mennesket ligner Gud i kraft af at det har en udødelig sjæl. Uheldigvis forsøger en agressiv gruppe af heteroseksuelle at underminere denne centrale kristne lære til fordel for en guddommeliggørelse af kønspolariteten, der er heteroseksualitetens hovedhjørnesten. Og ja, hvis man siger, at det heteroseksuelle ægteskab er forudsætningen for at have eller opnå den fulde gudslighed, så gør man det heteroseksuelle samleje til en frelsesvej. For man siger jo reelt set hermed, at dem der ikke foretager dette “ritual” ikke har den fulde gudslighed – og det i øvrigt uafhængigt af om de så tror på Kristus eller ej.
Den folkekirkelige højrefløj, denne gruppe af agressive heteroseksuelle, kæmper indædt for de heteroseksuelles privilegier og et vigtigt våben i denne kamp er at forsøge, at holde homoseksuelle udenfor i kulden. At man så har ih og åh så meget selvmedlidenhed fordi man ikke har så meget succes for tiden, ja det synes jeg man skal tage stille og roligt. Dem der kæmper aktivt for at udelukke andre fortjener ikke medlidenhed, hvis de selv oplever ikke at have flertallet bag sig mere.
Når du netop siger at Gud var ublandet i Kristus, jamen, så ER kroppen jo en del af Gud, og så begriber jeg overhovedet ikke hvordan du kan hævde at gudsbilledligheden er ren sjælelig. Okay, det er opportunt for dit synspunkt hvis man kan cutte kroppen og alt bibelen siger om den af, men altså, en del af vores Gudsbilledlighed er altså også at vi, som Gud, har krop; en krop der skal dø og opstå igen.
Så på den ene side ser det ud til at du vil gerne tage Jesu kropslighed til indtægt for at et heterosexuelt parforhold IKKE er vejen til Gud (noget, jeg stadig mangler at se Andersen rent faktisk mener) og på den anden side vil du afskrive menneskets gudsbilledlige kropslighed fordi det bringer nogle ubehagelige bemærkninger med sig i bibelen.
Jeg forstår ikke hvordan man kan forsøge at komme udenom menneskets kropslighed og dermed også dets sexualitet og køn på denne måde. Og hvis man skal tale om aggressivitet, så findes den vist snarere andre steder end hos en højrefløj, der så vidt jeg er orienteret, nøjes med at lufte deres holdninger på skrift og ikke skrider til demonstrationer eller terrorangreb, og som heller ikke har nogen politisk indflydelse. Hvis vi for alvor skal tale om hvor homoseksuelle holdes ude i kulden så handler debatten da i helt utrolig høj grad mere om adoptioner og muligheden for børn og er politisk mere end den handler om et lillebitte indflydelsesløst mindretal, som det er så helt utroligt let at tampe på. Men det er måske derfor du gør det?
Til Thomas:
Mener du at dette udsagn er løgn: “Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed” (Joh. 4,24)?
Ifølge den kristne teologi så er det Faderen, der er skaberen. Faderen har ikke, som sønnen, to naturer, men kun en, en guddommelig ikke-kropslig natur. Sønnen blev menneske i Jesus, men det skete altså længe efter skabelsen af mennesket. Hvis Gud pga. inkarnationen har en krop, så måtte det jo i øvrigt betyde, at Gud har en mandlig krop. Dermed ville kvinder altså ikke være skabt i Guds billede…
Hvis du bare vidste lidt om den kristne dogmatik, så ville du f.eks. vide, at når Jesus dør på korset, så er det hans menneskelige natur, der dør, for Gud er udødelig. Og det er i kraft af hans guddommelige natur, at han genopstår, fordi Gud er herre over liv og død. Vi dør og genopstår ifølge traditionel kristen teologi ikke i kraft af skabelsen, men hhv. i kraft af syndefaldet og frelsen i Kristus.
Jesus er i hans menneskelige natur et eksempel til efterfølgelse for mennesker – han er jo den nye Adam – det perfekte menneske – derfor mente oldkirken og middelalderkirken, at den der virkelig vil efterfølge Jesus naturligvis vælger at leve i cølibat ligesom ham.
Jeg kommer ikke udenom menneskets kropslighed og seksualitet – jeg protesterer mod at denne side af mennesket mistolkes på en undertrykkende måde.
Kan du fortælle mig i hvilke sammenhænge at nogen der kæmper for accept af kristne homoseksuelle har grebet til terrorangreb? Den kristne højrefløj kæmper med næb og klør mod samfundets og kirkens accept af homoseksuelle. Demonstrationer er her ikke ualmindelige, vi så f.eks. et tilfælde i forbindelse med årets “Tivoly goes gay” arrangement. Tænk også blot på USA. – Historisk set har den kristne højrefløj kæmpet imod afkriminaliseringen af sex mellem mænd, mod det registrerede partnerskab, mod et kirkeligt velsignelsesritual for homoseksuelle par, mod kunstig insemination af lesbiske og nu kæmper den mod homo-adoption og det kønsneutrale ægteskab. At man i stigende grad issolerer sig selv i en dansk sammenhæng med en sådan kamp – ja det er man ligesom selv uden om.
Lad mig også lige citere Den Augsburgske bekendelses artikel 1: “Menighederne lærer os med stor enighed, at den nicænske kirkeforsamlings bestemmelse om det guddommelige væsens enhed og om de tre personer er sand og bør tros uden tvivl, nemlig at der er et guddommeligt væsen, som både kaldes og er Gud, evig, ulegemlig, udelelig, af uendelig magt, visdom og godhed, skaber og opholder af alt, det synlige og det usynlige.” Se http://www.folkekirken.dk/om-folkekirken/folkekirkens-tro/bekendelsesskrifter/den-augsburgske-bekendelse/
Jeg synes du kommer lidt let uden om Jesu guddommelighed og menneskelighed, men det bliver vi vist ikke enige om.
Og hvorfor skal den danske højrefløj – hvad tæller den, 50.000 msk? – tages til indtægt for hvad der foregår i USA? Det er lidt ligesom hvis jeg gav dig skylden for korstogene. Ved Tivoli Goes Gay var det, sådan som jeg forstod det, ikke højrefløjen, men nogle frikirker, der demonstrerede, og det er ikke det samme. Så skæld dog dem ud i stedet.
Jeg synes du er ovre i en underlig form for afskrivning af legemets betydning à la græsk dualisme, og du kommer alt for let om ved kødets opstandelse. Også legemet skal frelses! Jeg har talt om Jesus, der blev menneske; blev et legeme, efter at have skabt mennesket med legemer; hvis du vil afskrive hans legeme som menneskelighed tror du vist ikke på at han var sand Gud og sandt menneske på en gang. Gud fik krop i Kristus og siden da har kirken været Guds legeme her på jorden. NT bruger det samme ord for “frelse” og “helbredelse”, fordi der ikke skelnes – derfor har kroppen en signifikans, som jeg synes er svær at afskrive, omend du da prøver ihærdigt.
Hvorvidt Gud har krop, okay, lad mig så sige det sådan, at han må have et åndeligt legeme; sådan et, som vi måske får på den nye jord. Jesus fik krop, var sand Gud og sandt menneske, hans krop lignede vores (lyder det til); altså forventer jeg også at den dag, vi skal se Gud, vil han genoprette vores gudsbilledlighed så vi vil kunne se, hvad der ligner – og når bibelen taler om kødets opstandelse har jeg mere end vanskeligt ved at tro at den gudsbilledlighed skulle være ren åndelig.
Karen, som jeg sagde: du har helt ret vedr. frit lejde til lagengymnastik. I modsætning til hvad mange protestanter tror er ægteskabet ikke en “licence to fuck”. Det er derimod en dyb forpligtelse overfor et andet menneske, en forpligtelse der omhandler ethvert tænkeligt aspekt af livet og som også indebærer en ansvarlig indgang til sexualitet som en afspejling af den guddommelige kærlighed og en “med-forfatten” på guds skaberværk – hvorfor sex altid bør være åbent overfor propageringen af mennskeliv (uden hvilken der alligevel ikke er tale om sex).
Mht. Bibelens forbud mod homosexualitet må jeg skuffe dig – dens forbud mod sexuelle handlinger mænd imellem er komplet utvetydige, og den eneste grund til at den ikke nævner sexuelle handlinger mellem kvinder (undtagen måske i Rom 1,26) er fordi det emne var endnu mere tabubelagt, hvilket det blev ved med at være helt op til starten af det 20. århundrede. Gud diskriminerer jo ikke – er det forkert for mænd at dyrke “sex” med deres eget køn er det det naturligvis også for kvinder. Iøvrigt sanktionerer Bibelen intetsteds andre livsformer end ægteskab (pr. definition mellem mand og kvinde(r)) og cølibat. De udtryk for “inderlig kærlighed” mellem folk af samme køn som du henviser til er ret uinteressante i denne sammenhæng i og med at der ikke er tale om sexuelle relationer. Det er rent faktisk muligt for to mennesker af samme køn at have et nært forhold til hinanden uden at der nødvendigvis er sexuelle følelser indblandet – eller ialtfald dyker “sex”. Det gælder for den sags skyld også folk af det modsatte køn – jeg har fx en søster jeg gerne siger at jeg elsker over alt på jorden uden at der af den grund kan sluttes at vi har et incestuøst forhold.
Grunden til at heterosexuelle handlinger er acceptable indenfor nærmere bestemte rammer og at homosexuelle handlinger aldrig er det er at sidstnævnte altid er i modsætning til den naturlige morallov – de er således meningsløse set fra et biologisk standpunkt og er ikke udtryk for en genuin affektiv komplementaritet. Mange homofile (ikke alle) vil sige at de opfatter deres tilstand som helt naturlig – det samme vil mange zoofile, koprofile, nekrofile og folk af snart sagt enhver anden sexuel deviation. Også kroniske masturbatorer som yours truly. Såvel betonstalinister som Dansk Folkeparti-vælgere synes også at de er helt normale mennesker – heldigvis for os virkeligt normale mennesker tager de begge fejl. On a more serious note: acceptabiliteten af vores handlinger afhænger ikke af vores egen subjektive bedømmelse men er baseret på objektive kriterier. Nogle ting er rigtige og gode, andre er forkerte. At hævde noget andet er simpel relativisme der giver én lov til at gøre hvadsomhelst. Gud skabte jorden på en bestemt måde (og nej, med det mener jeg ikke at han gjorde det på 6 dage) og ligesom alt i naturen er styret af eviggyldige fysiske love er inter- og intrapersonel adfærd styret af eviggyldige moralske love. Vi kan et langt stykke af vejen bestemme disses karakter vha. vores samvittighed og fornuft, hvis vi vel at mærke bruger dem oprigtigt. Der hvor vi er i tvivl har Gud oplyst os ved at sende Sine profeter og i sidste ende Sin søn, som har efterladt os Sin Kirke som et stadigt vidnesbyrd om Sandheden. Udfra hvad den lærer og altid har lært bør mennesket ikke være i tvivl om at homosexuelle handlinger ikke har nogen meningsfuld plads i verden. Gud skabte os som mand og kvinde for at illustrere Hans natur og forholdet mellem Ham og os: Gud er den maskuline, den aktive, mennesket den feminine, passive (men den helt særlige passive, der kan være aktiv på en forunderlig kreativ måde i sin passivitet, da hun kan undfange og føde liv når hun bevæges dertil af den aktive part – således bærer det feminine på den menneskelige existens’ dybeste mysterium). At lukke sig inde om sin maskulinitet eller femininitet ved at udøve homosexuelle handlinger er at afvise selve naturens indretning, Guds skaberorden, billedet på Hans egen natur – og derved er det også implicit en afvisning af ens egen menneskelighed som skabt i Guds billede og med Ham som mål.
Til Thomas:
Mht. spørgsmålet om homoseksualitet så ser jeg den kristne højrefløj som et sammenrend af konservative og fundamentalistiske kristne, som inspireres af og sammenarbejder med hinanden mht. at fastholde homoseksuelle i rollen som syndige, unormale og forkerte – og det på tværs af landegrænser og konfessionelle grænser.
Jeg tror, at dit problem er, at du ikke kan klare det der med at skelne mellem Jesu to naturer… Men i øvrigt, naturligvis er kroppen da vigtig for os mennesker, og naturligvis skal også den frelses, ligesom alt andet af det, som Gud har skabt. Som Paulus skriver i Rom. 8,21: “også skabningen selv vil blive befriet fra trældommen under forgængeligheden og nå til den frihed, som Guds børn får i herligheden”. Men dette betyder jo ikke, at hele skabningen har del i gudsbilledligheden.
I opstandelsen og den kommende verden vil der ske en omfattende forvandlig og åndeliggørelse af vores fysiske kroppe. Da du måske ikke kender skriftstedet fra 1. Kor. 15 vil jeg citere det udførligt: “v35 Men nogen vil spørge: Hvordan opstår de døde, og hvad slags legeme får de? v36 Tåbe! Det, du sår, får ikke liv, hvis ikke det dør. v37 Og det, du sår, er ikke den plante, der kommer op, men et nøgent korn, enten af hvede eller af en anden slags. v38 Men Gud giver det den skikkelse, han vil, og hver slags korn sin skikkelse. v39 Ikke alt kød er ens, men det er forskelligt for mennesker, kvæg, fugle og fisk. v40 Der findes både himmelske legemer og jordiske legemer; men de himmelske har én slags glans, de jordiske en anden. v41 Solen og månen og stjernerne har hver sin glans, og stjerne adskiller sig fra stjerne i glans. v42 Således er det også med de dødes opstandelse. Hvad der bliver sået i forgængelighed, opstår i uforgængelighed. v43 Hvad der bliver sået i vanære, opstår i herlighed. Hvad der bliver sået i svaghed, opstår i kraft. v44 Der bliver sået et sjæleligt legeme, der opstår et åndeligt legeme. Når der findes et sjæleligt legeme, findes der også et åndeligt legeme. v45 Således står der også skrevet: »Det første menneske, Adam, blev en levende sjæl,« den sidste Adam blev en ånd, der gør levende. v46 Men det åndelige legeme er ikke det første, det er det sjælelige, dernæst kommer det åndelige. v47 Det første menneske var af jord, jordisk, det andet menneske er fra himlen. v48 Som det jordiske menneske var, sådan er også de jordiske, og som det himmelske menneske er, sådan skal også de himmelske blive. v49 Og ligesom vi har båret det jordiske menneskes billede, skal vi også bære det himmelske menneskes billede. v50 Men det siger jeg jer, brødre: Kød og blod kan ikke arve Guds rige, og det forgængelige arver ikke det uforgængelige. v51 Se, jeg siger jer en hemmelighed: Vi skal ikke alle sove hen, men vi skal alle forvandles, v52 i ét nu, på et øjeblik, ved den sidste basun; for basunen skal lyde, og de døde skal opstå som uforgængelige, og vi skal forvandles. v53 For dette forgængelige skal iklædes uforgængelighed, og dette dødelige skal iklædes udødelighed.”
Da Jesus opstod fra de døde blev hans krop, der hører til hans menneskelige natur, forvandlet, blev til en åndeliggjort krop. Os, der trælles med den krop vi har arvet fra Adam, vil også ved opstandelsen opleve, at vores krop vil blive forvanlet, åndeliggjort. Ikke at der ikke er forbindelse med vores kommende krop og den vi har nu, men den er, som Paulus skriver det, som forholdet mellem et frø og den færdige plante. Vi vender ikke tilbage til den gamle krop før syndefaldet – vi får en ny en. For den gamle var skabt af jord, den var kød og blod, den nye vil være en åndeliggjort krop.
Denne grundlæggende forvandling, som vi vil gennemgå, taler Jesus også om, når han siger, at “I opstandelsen hverken gifter man sig eller giftes bort, men er som engle i himlen.” (Matt. 22,30). Ægteskabet og det heteroseksuelle samleje vil ikke overleve ind i opstandelsen – de er bundet til den jordiske, forgængelige verden, der skal forgå, og derfor kan de aldrig være en vej til gudsbilledligheden.
Det er jo også det, som Jesus peger mod mit sit cølibat – den kommende verden, der venter på os alle – den vil være aseksuel.
Mht. din insisteren på at Gud skulle være kropslig – hvad er i modstrid med den allermest elementere kristne teologi, så begår du den fejl, at forveksle skaberen med det skabte. Fordi du er underlagt det kropslige mener du, at så må Gud også være det. Men som Gud siger: “jeg er Gud, ikke menneske”. (Hos. 11,9). Ideen om de menneskelignende guder hører til i f.eks. græsk og oldnordisk religion – ikke i kristendommen, hvor Gud blev menneske i Jesus Kristus, men det er altså noget gansket andet.
Til Gideon
Jammen så er vi jo enige om, at alle, der dyrker ikke reproduktiv sex, dvs. alle heteroseksuelle, der onanerer, bruger prævention, har oral- og analsex, eller har sex med en person der er ufrugtbar (pga. alder eller i kvindens ufrugtbare perioder) samt alle, der dyrker sex med en af eget køn har Bibelen og den kristne tradition imod sig, hvis disse skal tages absolut bogstavelig. Alle der gør sådant falder altså udenfor normen og er dermed unormale.
Men end ikke den katolske kirke lever op til dette fordi den fra 1900-tallet af har tilladt ægtefolk at forsøge, at undgå at få børn, ved at have sex i kvindens ufrugtbarer perioder. Ligesom den katolske kirke også har set sig nødsaget til at ændre på den oldkirkelige og middelalderkirkelige påstand om at al seksuel lyst, også den som ægtefolk oplever når de forsøger, at avle børn, er syndig, om end det i tilfælde af at målet for samlejet er at få børn vil være en mindre synd – til en opfattelse af at den seksuelle lyst, der optræder i forbindelse med denne aktivitet, er god. Den gamle lære bygger på, at den seksuelle lyst, i henhold til en bogstavelig læsning af Bibelen, først dukker op efter syndefaldet, men altså, denne påstand er for svær at sælge ind i en moderne tid, så den blev ændret. Hvad jo igen viser umuligheden med en sådan fundamentalisme.
I øvrigt må den der vil tage Bibel og tradition absolut bogstavelig også anerkende, at cølibatet er den bedste vej og ægteskabet derfor den alt i alt ringere løsning om end ikke forbudte løsning.
Mht. Bibelens påståede entydighed mht. forbudet mod sex mellem mænd må jeg desværre skuffe dig. Et godt eksempel er 1. Kor. 6,9-11. Det der i den nuværende oversættelse oversættes med “mænd der ligger i med mænd” er faktisk to forskellige ord, nemlig “Malakoi”, der betyder en blød eller feminin eller udsvævende mand og
“Arsenokoitai”, et ord opfundet af Paulus, og som er blevet oversat med alt fra mand der besudler sig selv med mænd, over mandlige prostituerede og mænd der misbruger drenge seksuelt til (på Luthers tid) mænd der onanerer.
Det er godt nok morsom påstand, at noget kan være så tabubelagt, at det ikke bliver forbudt… Men det er selvfølgeligt noget ævl. Et samfund, der forbyder sex mellem mænd, kunne da også gøre det mht. til kvinder. 3. Mos. 18 forbyder f.eks. kvinder at have sex med dyr, og det kan vel næppe være mere tabubelagt end kvinder, der har sex med kvinder.
Men jo, du har ret, Gud diskriminerer ikke, derfor giver det heller ikke mening, at han skulle tillade heteroseksualitet (indenfor visse rammer) men forbyde homoseksualitet – ligeså lidt som han f.eks. skulle tillade mandlige præster men forbyde kvinder at være præst. Det er godt at se, at vi er enige på dette punkt. : )
Og ja, man kan gøre sig mange tanker om hvad naturen pålægger andre af adfærd – men naturen er såmænd noget mere mangfoldig end du vil gøre den til. I øvrigt, hvis jeg lukker mig om min feminitet, fordi jeg ikke lever sammen med en mand men i stedet lever med en kvinde, så gør en nonne det vil også, hun lever jo i et fællesskab bestående udelukkende af kvinder. Så nonner er vel da også i modstrid med naturen?
Og hvis denne “objektive” aflæsning af naturens orden kan sige os noget om hvordan vi skal leve, ja så kunne vi hverken have cølibat eller velfærdsstat. Den hensynsløse kapitalisme har jo også henvist til naturens orden som en undskyldning for sin adfærd, ligesom også nazismen begrundede deres racisme med naturens orden. Naturen kan ligesom Gud og Bibelen misbruges til at undertrykke med.
Men jo, det kræver en bemærkelsesværdig åndelige selvfedhed at mene at kunne diktere mig hvad der skal give mening for mig. Men lad mig nu se dig tage Bibelen fuldt og helt bogstaveligt. Hvis du ikke har solgt alt hvad du ejer, for at følge Jesus efter, vil jeg således bede dig om at få det gjort i en fart så du kan befinde dig i en position, hvor du kan tillade dig at fælde dom over andre.
Til Karen: “Jeg tror, at dit problem er, at du ikke kan klare det der med at skelne mellem Jesu to naturer.”
Du ved tydeligvis mere om hvad jeg kan ‘klare’ og hvad jeg ved end hvad jeg selv gør, så jeg tror jeg stopper her.
Jeg vil dog prøve lige med store bogstaver at sige at jeg ALDRIG HAR SAGT AT DET HETEROSEKSUELLE SAMLEJE ER EN VEJ TIL GUDSBILLEDLIGHED. Det synes jeg er en latterlig påstand, der oversexer skabelsen af mennesket med krop.
Det håber jeg var tydeligt nok for Karen M. Larsen.
Til Thomas
Tak for en interessant debat!
Kh
Karen
Fælde dom over andre?
Hvis det var mit ærinde var der ingen grund til at kommentere på deher ting.
“Hvis du ikke har solgt alt hvad du ejer…” – og hvis jeg var franciskanermunk ville du give mig lov til at dømme dig? Må se at få afleveret den ansøgning i en fart…
“Så nonner er vel da også i modstrid med naturen?” – det er ikke unaturligt at være ugift, det er faktisk ret normalt for de fleste mennesker i en periode af deres liv. Iøvrigt er nonner gift – med Kristus.
“I øvrigt må den der vil tage Bibel og tradition absolut bogstavelig også anerkende, at cølibatet er den bedste vej og ægteskabet derfor den alt i alt ringere løsning om end ikke forbudte løsning.” – absolut. Men den første kræver til gengæld mere overnaturlig nåde, og dermed mere ydmyghed og selvopofrelse.
“Det der i den nuværende oversættelse oversættes med “mænd der ligger i med mænd” er faktisk to forskellige ord” – to forskellige ord for mænd. Og din pointe er??
“3. Mos. 18 forbyder f.eks. kvinder at have sex med dyr, og det kan vel næppe være mere tabubelagt end kvinder, der har sex med kvinder.” – skal vi vædde? Husk at israelitterne var et hyrdefolk…
“Men jo, du har ret, Gud diskriminerer ikke, derfor giver det heller ikke mening, at han skulle tillade heteroseksualitet (indenfor visse rammer) men forbyde homoseksualitet…” – har Gud ikke tilladt homosexualitet? Sidst jeg checkede fandtes der da ellers en del tilfælde.
Homosexuelle handlinger derimod… men er det diskriminerende hvis jeg giver min søn et baseballbat og forklarer ham at han kun må bruge det til at spille baseball og ikke til at slå sin lillebror med, selvom både han og hans lillebror har vildt lyst til at lege ghetto war?
Hvad angår det oldkirkelige syn på sex og hvorvidt det står i modsætning til den nuværende Kirkes: jeg er ikke bekendt med de nærmere detaljer i de debatter over sexualmoral som udspillede sig i oldkirken. Jeg ved at adskillige havde det synspunkt at der ikke kunne være andre acceptable formål med sex end procreation. Skt. Augustin viste at det kunne der, nemlig kærligheden parterne imellem, og dette synspunkt har nydt bred accept siden. Hvad der derimod aldrig har været den mindste tvivl om igennem hele den katolske Tradition har været at sex kun var moralsk acceptabelt indenfor ægteskabet mellem mand og kvinde og at contraception og abort var absolut forkert. Fra Didache til Hippolytos til Augustin – alle er enslydende i deres fordømmelse af disse ting. Den katolske Kirke hævder kun den del af sin lære som er blevet lært konstant som værende ufejlbarlig.
Eftersom oldkirkens moralteologer ikke havde megen begreb om moderne reproduktionsbiologi er det nok for meget forlangt at de skulle have taget hensyn til dette i deres sexuallære. Det var derfor op til en senere tids Kirke at bestemme hvordan sexuallæren skulle forholde sig til biologien – uden hensyntagen til “den moderne tids” behov.
Og når du henviser til middelalderens sexualmoral – mener du så Skt. Albert den Stores og Skt. Thomas Aquinas’ moralteologi, efter hvilken den sexuelle lyst er skabt af Gud og således fundamentalt god, omend såret af arvesynd, og kan være et sæde for dyd?
Lad mig slutte med at sige: ægteskabet er for den Katolske Kirke et sakramente, et helligt mysterium, og det har det altid været. Sex har altid været anset som fundamentalt godt og helligt fordi det var en deltagelse i Guds skaberværk. Sexuel lyst derimod har altid været anset for mistænkeligt og potentielt farligt, hvad det også er (cf. voldtægt, chikane, misbrug, afhængighed). Men ialtfald siden Skt. Thomas har Kirken også anerkendt at sexuel lyst i og for sig selv er skabt af Gud og således godt, omend dens kapacitet for at udøve godt i det enkelte menneske er blevet kompromitteret af arvesynd – ingen modsætning her. Sexualitet er følgelig også en god ting for en cølibatær person, når den favnes på rette måde. Når mennesket modtager overnaturlig nåde fra Gud helbredes mennesket, og alle hans naturlige inclinationer, der før var holdt bundet og forkrøblede af synd, blomstrer op og bliver kilder til nyt liv.
Nyt liv i Helligånden – frihed fra synd. Var det noget?
Kravet til et liv uden ejendom er ikke kun rettet til munke og nonner, selvom den katolske kirke udlægger det således. Det fremgår tydeligt af Jesu ord om at “sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget”. (Luk. 14,33) Hvordan kan man bruge Bibelen som en rettesnor for andre men ikke for sig selv?
Hvis homoseksualitet er unaturligt, fordi vi ikke formerer os, så må dem der lever i et livslangt cølibat, og dermed ikke formerer sig, også være unaturlige. Hvis man mener, at kønsorganerne er designet til et bestemt brug så siger man jo også, at de faktisk er designet til at blive brugt. I øvrigt er munke da vel også gift med Jesus – så de er måske homoer alle sammen?
Min pointe mht. 1. Kor. 6,9 er at teksten ikke nødvendigvis handler om mænd, der har sex med mænd. Den kan også handle om meget udsvævende mænd eller om mænd der onanerer – eller der kan være tale om bestemte former for sex mellem mænd (såsom prostitution) og ikke alle former, der forbydes.
Du har stadigvæk ingen forklaring på, at sex mellem kvinder skulle være så tabubelagt at man end ikke tør forbyde det… Antikken kendte til sex mellem kvinder, men syntes, at det var så grinagtigt, at det ikke var værd at tage alvorligt, og det tyder jo ikke på den store tabufrygt. I øvrigt, når du siger, at manglen på inklusion af kvinder i teksterne er et udslag af tidens tankegang så siger du jo, at teksterne ikke er udtryk for Guds vilje men for tidens tankegang Og det har du jo ganske ret i!
At du sammenligner sex mellem samtykkende voksne med vold, ja det siger ikke så lidt om din tankegang. Hvem er det der lider overlast når jeg og min kone sover sammen?
Augustin mente, at menneskene nok havde haft sex i Paradis men at de ikke havde haft nogen seksuel lyst, lysten er en følge af arvesynden, og arvesynden bringes videre fra generation til generation via den lyst mand og kvinde oplever under samlejet. I hans ufuldendte værk mod Julian bemærker han, at lysten er noget dårligt som man sågar kan kalde for en synd, fordi den er opstået ud ad synd og stræber mod synd.
Augustin skelner dog mellem at føle og tilstræbe lyst. Den ægtefælle der føler lyst og som kræver sex af sin mand/kone af anden grund end at få børn begår en mindre synd den ægtefælle der yder sex efter opfordring, men som ikke selv har lyst eller søger denne, begår ikke nogen synd. Hvor romantisk
Men bevares, det er bedre end pave Gregor (død 604), der hævdede, at lysten aldrig kan være uden synd.
Hvis man ser på middelalderen så er der f.eks. den hellige Albertus Magnus, der godt nok ligesom Augustin mente, at sex for at få børn og som et svar på et krav fra ægtefællen ikke er synd, men som ligesom ham til gengæld betegner lysten, der opstår i denne forbindelse, for noget dårligt, en straf, og for noget beskidt, plettende, hæsligt, skammeligt, sygeligt, degraderende for ånden mfl.
Mht. Thomas Aquinas må man ikke glemme, at han mente, at komplet afholdenhed var forudsætningen for en fuldkommen fromhed og at de jomfruelige får 100 % himmelsk løn, mens enker og enkemænd får 60 % og de gifte 30 %. Så nok er ægteskabet et sakramente, men det trækker ned i det himmelske regnskab og er en hindring for at opnå fuldkommenhed.
Det belastede syn på seksualitet og lyst fremgår også af den katolske kirkes insisteren på at Maria var jomfru ikke bare før hun undfangede Jesus men også under fødslen af ham og efter hans fødsel. At man forsøger, at bortforklare Jesu brødre og søstre med at de var hans fætre og kusiner viser, at tanken om at Maria og Josef skulle have haft et sexliv opfattes som dybt ubehageligt Hvad igen ikke tyder på respekt for den seksuelle del af ægteskabet.
Tilladelsen til at benytte sig af de “sikre” dage er dybt ulogisk i forhold til ideen om, at sex skal være rettet mod prokreation. Jeg kan ikke se, at de “sikre dage” (som ikke kan beregnes uden brug af tekniske hjælpemidler – nemlig et termometer) skulle være mere naturlig end afbrudt samleje, som kirken har tradition for at forbyde.
“Nyt liv i Helligånden – frihed fra synd. Var det noget?” Tja, det er vist ikke noget som er muligt i henhold til den katolske morallære i hvert fald ikke for gifte heteroseksuelle.