Inkvisitionen var bedre end sit rygte

 

Når folk føler trang til at opliste kristendommens forbrydelser i al almindelighed og den katolske kirkes i særdeleshed vil de typisk, ud over at nævne korstogene og hekseforfølgelserne, komme ind på inkvisitionen. Inkvisitionen, det ved vi jo alle, var den der torturrede og brændte uskyldige mennesker i tusindvis, de var et rædselsfuldt magtinstrument i hænderne på en magtsyg kirke. Men er det nu rigtigt, eller bygger vores forståelse af inkvisitionen på fordomme med rødder i reformationstiden og oplysningstiden?

Det er dette spørgsmål som den areligiøse protestantiske historiker Peter Godman undersøger i sin bog ”Die geheime Inquisition – Aus den verbotenen Archiven des Vatikans”. Peter Godman undersøger den romerske inkvisition, der eksisterede fra 1542 til den blev omdøbt til Troslærekongregationen i 1965 samt Index Kongregationen, der stod for bogcensuren. Den romerske inkvisition skal ikke forveksles med middelalderens inkvisition eller med den spanske inkvisition, der kørte sine egne løb. Til gengæld stod den romerske inkvisition direkte under paven og dermed har den officielle katolske kirke et særligt ansvar for dens beslutninger.

I dag står den romerske inkvisitions og Index Kongregationens omfattende arkvier åbne for historikerne der frit kan forske i materialet frem til år 1903 hhv. 1917 med undtagelse af sager der handler om gejstliges seksuelle fejltrin. Godman var den første der i omfattende grad fik adgang til dette materiale samt udvalgt materiale fra perioden efter 1903.

Og det Godman finder ud af er, at den romerske inkvisition var langt mindre grusom end dens rygte lægger op til. Dens fængsler havde en bedre standart end de verslige i denne periode, man brugte kun tortur hvis den anklagede f.eks. nægtede at udtale sig eller generelt ikke ville samarbejde. Og selv om den tortur man bruge – de bagbundne anklagede blev hængt op i armene – selvfølgelig er forfærdelig for os i dag, så var den dog næppe mere grusom end nutidens amerikanske myndigheders brug af waterbording. Og inkvisitionens mål var ikke at få henrettet så mange kættere som muligt, men i stedet både at bekæmpe de afvigende holdninger og få kætteren til at angre og afsværge sine fejltagelser. Var han villig hertil blev han ikke udleveret til myndighederne og brændt. Enhver brændt kætter var faktisk en art fiasko for den romerske inkvisition! Og i 1500-tallet, hvor den spanske inkvisition brændte flere hundrede protestanter i Spanien og flere tusinder blev brændt i Holland og Tyskland, blev under 50 brændt i Rom.

Mange har jo hørt om at Giordano Bruno blev brændt på bålet. Færre ved nok at han blev brændt for at benægte kristne trossandheder som f.eks. Marias jomfrufødsel (noget der også havde kunnet kostet ham livet i datidens protestantiske verden). Selve retssagen mod Bruno varede hele 2 år, og han fik mange muligheder for at tilbagekalde sine udsagn og slippe med livet i behold. Ikke at det retfærdiggør at man henrettede ham, men totalitære regimer som Hitlers eller Stalins viste noget mindre hensyntagen til deres modstandere.

Godman prøver også at sætte den berømte sag mod Galileo Galilei i perspektiv. Det er en meget kompleks sag for hans teori om heliocentrismen (at jorden drejer rundt om solen) blev ikke blot set som værende i modstrid med Bibelen men var heller ikke anerkendt af hovedparten af datidens astronomer som f.eks. Tycho Brahe. Inkvisitionen havde givet Galileo en diskret mundtlig advarsel om at man ikke ville kunne acceptere heliocentrismen, men man ønskede ikke officielt at fordømme ham, da han faktisk var ikke så lidt af en videnskabelig stjerne allerede i sin egen samtid. Det er først da Galileo misforstår nogle signaler fra en ny pave (Urban VIII) som var åben overfor nye ideer og i øvrigt gerne vil styre udenom den magtfulde inkvisition, at tingene går galt. Galileo publicerer et nyt værk hvor heliocentrismen indgår med en kirkelig trykketilladelse uden at Paven havde godkendt bogen først. Paven bliver rasende og føler sig snydt og først da kommer inkvisitionen på banen og Galileo må officielt trække sin teori tilbage. Sagen om Galileo handler i høj grad om at tingene ofte gik kaotisk for sig, der var magtkampe mellem den romerske inkvisition, Index kongregationen, paven og diverse andre aktører og en høj grad af vilkårlighed herskede. Folk der arbejdede for inkvisitionen kunne finde deres egne bøger på listen over forbudte værker og selv en renæssance pave fik posthumt en af sine bøger forbudt, ligesom man forbød nogle af kirkefaderen Augustins værker blot fordi de blev brugt af protestanterne.

Godmans hovedpointe er faktisk, at den romerske inkvisition og Index kongregationen ikke var grusom men ofte uhyre inkompetent når man kastede sig over store tænkere som Hobbes, Voltaire, Montesquieu og Kant eller forfattere som Victor Hugo eller Graham Greene. Den typiske bogcensor kunne ikke andre sprog end latin og italiensk, og var kirkejurist eller i bedste fald en teolog, som aldrig havde læst andre bøger end dem den katolske kirke havde tilladt. Og dermed havde de mere end svært ved at så meget som at forstå oplysningstidens tænkere eller moderne europæisk litteratur, som de derfor ofte fordømte ud fra ren uvidenhed og angst for det nye.

Fra 1600-tallet af gik det støt ned ad bakke for Vatikanets reelle politiske magt. Man kunne ikke forhindre, at de forbudte bøger blev solgt under disken i Italien og mere eller mindre frit i resten af Europa. Ja, at komme på listen over forbudte bøger var på mange måder salgsfremmende, hvis bogcensorerne ellers havde fået skrevet det korrekte forfatternavn på listen, hvad langt fra altid var tilfældet.

I virkeligheden skadede inkvisitionen og Index Kongregationen først og fremmest Vatikanet selv. Man lukkede af for den intellektuelle og kulturelle udvikling der skete i Europa fra reformationen frem til midten af 1900-tallet – og spørgsmålet er om man ikke forsat kæmper med den arv den dag i dag.