Iben Thranholm undsiger Paven
Iben Thranholm er kendt for sine skarpe holdninger til abort og det sekulære samfund – og hun er ikke mindst kendt for at være en meget åben katolik, der elsker at henvise til Paven i tide og utide. Alligevel er det i virkeligheden slet ikke så overraskende, at hun i en kommentar på Facebook gruppen “Katolikker i Danmark” er ude med riven mod Pave Frans. Her skrev hun den 11.10.2013.: “Hvis kærligheden dyrkers uden sandhed, skrider grundlaget. Som Benedikt XVI og Johannes Paul II slog fast igen og igen, så kan kærlighed og sandhed ikke skilles ad. Når pave Frans f.eks. udtaler, at det bare handler om at gøre det Gode med stort G uanset om man er ateist eller har en anden religion, synes jeg han er i fare for at komme på afveje og ende som relativist. Hvad er det gode? En synes abort er det bedste der er sket for vores samfund, en anden at det er mord? Hvem har ret her – hvem af de to gør det gode? Er det gode ikke at fortælle sandheden? Det har været Den katolske kirkes standpunkt i 2000 år. Det bliver spændende at se om Frans vil holde fast i det“.
De danske medier har godt nok i det store hele overset det, men der er faktisk en voksende modstand mod Pave Frans blandt dele af verdens katolikker. Allerede få dage efter at han blev valgt til Pave flød traditionalistiske blokke over med harme over den nye pave. Traditionalister er en betegnelse for en meget lille men også meget højtråbende gruppe af katolikker, der er imod de reformer som den katolske kirke indførte under Det Andet Vatikankoncil (1962-1965), hvor den katolske kirke indførte en ny venlig retorik om de andre trossamfund og hvor grundlaget blev lagt for at gudstjenesten fremover hovedsagelig foregår på lokalsproget frem for latin. Pave Benedikt havde brugt uhørt meget energi på at komme denne gruppering i møde – men Pave Frans var fra sin fortid som ærkebiskop i Argentina kendt for at være meget lidt begejstret for den gamle messe – og meget begejstret for dialogen med protestanter, jøder og muslimer. Eller med andre ord, lige fra starten af var Pave Frans ikke traditionalisterens kop the.
Men i den senere tid er også ultrakonservative katolikker begyndt at ryste med sablerne. Til forskel fra traditionalisterne bakker de i princippet op om Det Andet Vatikankoncil – men de har det tilfælles med dem, at de er ivrige modstandere af den fri abort og samfundets accept af homoseksuelle – og de er ofte også ret så skeptiske overfor en dialog med islam. Mht. de to første emner har de haft fuld støtte af Pave Johannes Paul II og Pave Benedikt XVI, mht. det sidste emne kunne de til dels finde støtte hos Pave Benedikt.
Men de ultrakonservative katolikker føler nu, at de bliver svigtet af Pave Frans, der tydeligvis gør sig store anstrengelser for at række hånden ud til de grupper af katolikker, der har følt sig marginaliseret under de to sidste paver. Det er også tydeligt, at Pave Frans ønsker en oprigtig dialog med de andre religioner, også islam, og at han ligeledes ønsker et bedre forhold til den sekulære verden. Der er imidlertid ikke tale om, at Pave Frans vil ændre på den katolske kirkes lære om f.eks. abort og homoseksuelle ægteskaber – men han ønsker blot, at den katolske kirke skal prioritere andre emner højere, ikke mindst forkyndelsen af Guds kærlighed og barmhjertig. Og som en del af denne forkyndelse skal man også prøve at tale pænt om f.eks. homoseksuelle. Der er altså tale om en ændring af diskursen frem for dogmatikken – men det er nok til at udløse ubehag hos dem, der havde vænnet sig til at have Paven i ryggen, når de talte dunder mod abort, homoseksuelle eller generelt sekulariseringen og den såkaldte relativisme.
Den kendte katolske kommentator John L. Allen Jr. har beskrevet disse katolikkers reaktion som “den ældre søn problematikken”. Det er en hentydning til lignelsen om den fortabte søn, hvor faderen bliver så glad da den fortabte søn vender hjem igen, at han holder et stort party for ham. Den ældre søn begynder så at beklage sig over, at han jo altid har gået derhjemme og været en god dreng – men hvornår fik han en fest”? Man kan altså måske sige, at den katolske kirkes højrefløj er skuffede over, at Paven vender sin kærlighed mod alle de “dårlige” katolikker, frem for til dem, der fortjener den, nemlig dem selv.
Men man kunne naturligvis også sige, at den katolske højrefløj i de sidste 30 år har været budt til fest hos de regerende paver, mens den katolske venstrefløj fik kun få eller ingen krummer fra de riges bord. Og samtidigt med denne fest for insiderne blev forholdet til de vestlige sekulære demokratier kølet ned til næsten frysepunktet. Det vil Pave Frans lave om på, og det må en Iben Thranholm nok lære at leve med.
Fint nok, men jeg synes nu ikke: “mht. det sidste emne kunne de til dels finde støtte hos Pave Benedikt”. Bortset fra en tolkning af Regensburg udtalelsen, som var et citat i et citat, synes jeg ikke, at Benedict har været direkte afvisende?
I sin tid som formand for Troslærekongregationen var Ratzinger kendt for at være en strammer i forhold til islam. Forventningen til hans pontificat var derfor, at han ville fortsætte denne strammere linje. Regensburg talen kan ses i denne optik – men pga. den krise som talen udløste måtte Pave Benedikt ændre kurs.
Gut, also – det anede jeg faktisk ikke. Fin artikel i øvrigt – det bliver spændende at se, hvordan Iben Tranholm nu vil orientere sig …