Køn som et spektrum

 

En gang da jeg og min kone besøgte en af hendes tyske veninder kom vi til at tale om vores bryllup tilbage i 1995. F.eks. fik vi lige i forbifarten nævnt, at min kones far nægtede at deltage da han ikke ville være med til ”sådan noget” mens min svigermor dukkede op, men under brylluppet og den senere fest var dopet med Valium da det hele var så pinligt… Min kones veninde blev først rystet over den historie – men så fortalte hun om hvordan hendes mands forældre også havde nægtet at deltage i deres bryllup fordi de ikke ville acceptere hende.

Denne samtale fik mig til at tænke over, at man som homoseksuel måske sommetider glemmer, at også heteroseksuelle kan opleve at deres kærlighed bliver afvist – f.eks. fordi deres forældre ikke vil anerkende deres partners hudfarve, religion eller klassebaggrund. Selvom man som homoseksuel har nogle særlige udfordringer i og med at man kun er til sit eget biologiske køn så betyder det ikke, at kærlighedslivet altid er nemt for heteroseksuelle. Retten til at elske hvem man vil er ikke noget som homoseksuelle nødvendigvis altid nægtes eller heteroseksuelle nødvendigvis altid bevilges.

Noget der i denne sammenhæng har slået mig i forbindelse med transdebatten er, at mange transaktivister nærmest automatisk synes at gå ud fra at man, hvis man ikke kalder sig selv for transkønnet, intet ved om hvordan det er at være kønsmæssigt anderledes. Kalder man sig nemlig ikke for transkønnet så puttes man typisk i kassen ”ciskønnet”, dvs. det antages at man ”identificerer sig med det køn man fik tildelt ved fødslen” – og det ligger her og svinger mellem linjerne at man derfor har det helt fint med alt hvad der har med ens køn at gøre.

Nu er kønnet ikke noget ”vi får tildelt ved fødslen”. Denne sætning giver kun mening for de 2 ud af 10.000 nyfødte børn hvis biologiske køn ikke klart kan placeres enten i kategorien ”dreng/mand” eller kategorien ”pige/kvinde”. For alle os andre gælder det, at vores biologiske køn (senest) blev konstateret ved fødslen. Hvad vi i stedet ”får tildelt” er en kønsrolle. Vi bliver fra fødslen af mødt med en række udtalte og ikke mindst uudtalte forventninger, normer og krav der tager udgangspunkt i vores biologiske køn, men som i sig selv er socialt skabte fænomener. Vi bliver altså forsøgt socialiseret ind i de forhåndenværende kønsroller. Man prøver at lære os at performe disse kønsroller så korrekt i forhold til normen som muligt. Men det spændende er, at de færreste (om nogen) virkeligt formår at performe deres tildelte kønsrolle perfekt.

Det giver ikke nogen mening at tale om biologisk køn som et spektrum al den stund, at 9998 ud af 10.000 enten kan kategoriseres som hhv. kvinder eller mænd. Man ville end ikke grafisk kunne gengive et sådant spektrum med den korrekte størrelse af søjlerne simpelthen fordi så godt som alle enten er i den ene eller den anden ende af spektret. Men ser man på kønsrolleperformance, på i hvilket omfang vi lever op til kønsrollerne, på i hvilket omfang vi oplever at vi kan spejle os i de kønsrolleforventninger og -stereotyper som vi mødes med, ja så er der helt klart tale om et kønsspektrum.

Man kan derfor godt have oplevet forskellige former for sanktioner, afvisning og sommetider sågar vold pga. ens måde at leve på i henhold til kønsnormerne, selvom man ikke ser sig selv som transkønnet, for slet ikke at tale om almindelige misforståelser så som ”fejlkønning” og lignende. Man behøver ikke at være transkønnet for at have gjort sig tanker om sit køn, for at have oplevet sig som kønsmæssig afvigende eller for at have haft hhv. have problemer med ens biologisk kønnede krop. For piger kan det at få menstruation og udvikle bryster f.eks. opleves som både ubehageligt, forkert og skræmmende og det uanset hvordan man ellers håndterer kønsrollerne.

Verden er bare meget mere kønsmæssigt kompleks end de to binære kasser ”transkønnet” og ”ciskønnet” som helt refleksionsløst bruges indenfor den radikale transaktivisme og den intersektionelle feminisme. Disse ”kasser” er ekstra meningsløse når de bruges om kønsrolleafvigende bøsser, lesbiske og biseksuelle. Det er i dag i LGBT+ sammenhænge VERBOTEN at nævne at der er en gråzone mellem førnævnte og så nonbinære, samt transkvinder og -mænd der er til deres eget biologiske køn. Men taleforbud og rasende beskyldninger om transfobi ændrer ikke ved at enhver med øjne i hovedet kan se at der er mennesker som bevæger sig mellem disse identiteter, der på ingen måde har vandtætte skotter mellem hinanden. Det er i stedet en realitet vi bliver nødt til at forholde os til, ikke mindst når vi skal finde den bedste strategi i forhold til kønsrolleafvigende børn og unge.