Den kvindeforagtende LGBT Danmark formand
Som jeg efterhånden har skrevet om nogle gange, så bragte LGBT-magasinet Out&About et længere interview med mig i deres november udgave. Dette interview udløste en sand shitstorm. Diverse radikale transaktivister og deres støtter fra det intersektionelle miljø gik apeshit bananas over at magasinet havde givet spalteplads til ”sådan en som mig”. Man skulle tro, at jeg havde krævet dødsstraf for transkønnede eller i det mindste omtalt transkvinder som mænd for at udløse sådan et raseri. Og måske troede nogle da også, at jeg havde gjort det, al den stund at en del i disse miljøer synes at sætte en ære i IKKE at læse hvad jeg skriver samtidigt med at de har stærke meninger om mine tekster. Hvad jeg sagde var faktisk noget mere fredeligt, så som at for mig er en kvinde en biologisk kvinde – og en lesbisk en biologisk kvinde der er til andre biologiske kvinder – men at folk selvsagt har lov til at identificere sig som det de vil. Men køn og seksualitet er øjensynligt ikke noget man i LGBT-sammenhænge længere har lov til at definere sådan så de giver mening ud fra ens egen levede livserfaring. Næ, enten følger du det queere dogme om at køn er en ikke nærmere definerbar identitet eller følelse – eller simpelthen blot en selverklæring – eller også er du transfobisk og skal dyppes i tjære, rulles i fjer og sættes i brand – i hvert fald sådan rent retorisk.
Out&Abouts redaktør fortrød vist sit modige ønske om at give mig spalteplads, og synes nu at være i færd med at gøre hvad han kan for at begrænse skaden. Han har jo også en forretning der skal drives. I hvert fald promoverer magasinet nu med stor iver et indlæg fra LGBT Danmarks formand Peder Holk Svendsen som er tænkt som et modsvar til interviewet med mig. Og hvad skal jeg sige, Farmand er vred, meget vred, om end han forsøger at pakke sin vrede ind i en gang politiker bullshit tomgangssnak hvor han med stor træfsikkerhed formår at undgå at forholde sig til hvad jeg faktisk sagde i interviewet. Det er så hvad det nu er, men han forfalder også til en direkte løgnagtig påstand. At jeg nemlig skulle have sagt i interviewet eller skrevet noget andet sted at LGBT-Danmark billiger overgreb og voldtægt af lesbiske er en grotesk fordrejning af hvad jeg faktisk siger, når jeg påpeger det problematiske i at udskamme lesbiske, der ikke er til sex med transkvinder. Jeg har lidt svært ved at tro, at Peder Holk Svendsen ikke skulle kunne se forskellen på fysiske overgreb og så moralsk fordømmelse af dem hvis seksualitet afviger fra den nye queere norm. Men det er selvsagt nemmere at fordreje sin modparts udsagn ud i det absurde frem for at skulle forholde sig til det problem, som jeg fremfører. Så al hans i egne øjne retfærdige harme over mine ”fake news” er lige præcis fake. Men at han er rasende over at der findes lesbiske som ødelægger den gode stemning til LGBT+++ familiefesten ved at påpege, at de bliver mobbet, virker oprigtigt nok. Han er bare ikke vred over at det sker, han er vred over at man taler om det.
Generelt kan jeg som sagt ikke se at Peder Holk Svendsen i det hele taget forholder sig til hvad jeg sagde i interviewet altså bort set fra, at han skriver noget om, at det skulle have handlet om retten til at definere en kvinde, og at dette skulle være noget problematisk da ”vi” (hvem det så end er) i årtier har kæmpet mod at få trukket en majoritets normer ned over vores hoveder. Men hvad jeg talte om i interviewet var som sagt min ret til at definere hvad en kvinde er for mig. Jeg talte om min ret til at definere mit eget køn og min egen seksualitet. Er der noget, der er hyklerisk, så er det da at ævle op om kampen mod samfundets undertrykkende normer når man samtidigt hermed lige præcist de facto bakker op om den undertrykkelse af lesbiske der består i at pådutte os en norm om at man er transfobisk hvis man ikke ønsker sex med personer født med en penis uanset deres kønsidentitet.
LGBT-formandens foragt for kvinder, der selv vil bestemme hvordan de forstår deres køn og som ikke vil acceptere, at deres seksuelle orientering udskammes fordi den ikke inkluderer personer født med en penis, er hverken mere eller mindre end foragt for kvinder. Det er ikke nyt, at mænd vil fortælle os kvinder hvad vi må sige om vores køn, krop og seksualitet. Det nye er at de tror, at de er mangfoldighedsfavnende, progressive og tolerante når de gør det i den radikale transaktivismes navn.
Os for hvem det at være kvinde handler om ens kropslige udgangspunkt og ikke om en udefinerbar påstået mental kvindelighed er de nye normbrydere i LGBT-miljøet. Og guess what – vi har ikke tænkt os at holde kæft. Nogle af vores norske lesbiske medsøstre, der også er dybt involveret i denne her kamp, har lavet denne hyldest til ja, tænk jer, kvinder med vagina!
Nyd den : )
Seneste kommentarer