Chikanesagen fra Mariager må give stof til eftertanke

Med en fortid som homoaktivist og et fortsat dybt engagement i den sag kunne jeg selvfølgelig ikke lade være med at lægge mærke til hele balladen om den påståede chikane som Tulle Krøyer, hendes hustru og hendes børn skulle have været udsat for i Mariager. Det var en stor sag tilbage i efteråret 2014. Jeg må tilstå, at jeg fra starten af så noget kritisk på sagen, som jeg har skrevet en del om, se f.eks. her  & her

Da jeg ikke var i besiddelse af de oplysninger om Tulle Krøyers person og adfærd overfor politiet som DR nu har afdækket kunne jeg ikke offentligt sætte spørgsmålstegn ved troværdigheden af hendes udsagn, blot ved logikken bag ved hele den offentlige opstandelse, ikke mindst blandt homoseksuelle, over denne sag.

Nu beviser det forhold, at Tulle Krøyer synes at have et ret afslappet forhold til sandheden selvfølgelig ikke, at der ikke kan være fundet nogen som helst chikane af hende og hendes lille familie sted, men lad os være ærlige, det har fra starten af været en mærkelig og i øvrigt også meget tynd sag.

Man kan f.eks. undre sig over, at pressen i så lang tid accepterede en historie, der grundlæggende set bygger på kun én persons udsagn. Hvis Mariager var det helvede på jord for homoseksuelle, som Tulle Krøyer nærmest ville have os til at tro, at det var, hvorfor var der så ikke andre homoseksuelle i byen, der blev udsat for samme type chikane som hun skulle have oplevet? Man kan endnu mere undre sig over, at den presse som ellers i tide og utide inddrager eksperter fra universiteterne når de dækker diverse sager, ikke have talt med nogen med forskningsbaseret viden om pinsekirken, der kunne have afkræftet sandsynligheden af at en dansk pinsemenighed anno 2014 skulle bedrive heksejagt på en lesbisk familie i en lille provinsby. Det var som om ingen blandt dem, der står for at give deres læsere og seere troværdige nyheder, turde sætte så meget som et lille kritisk spørgsmålstegn ved denne her historie.

Hvad der måske dog var allermest absurd var, at man uafhængigt af Tulle Krøyers troværdighed og ens forestillinger om hvordan pinsekristne i dagens Danmark agerer i forhold til homoseksuelle, burde have tænkt noget mere over det grundlæggende banale i de anklager Tulle Krøyer kom med. Intet af det som hun efter sigende var blevet udsat for gik ud over hvad man må kalde for grovkornet voksenmobning, ikke mindst set i lyset af den fysiske vold som homoseksuelle risikerer at blive udsat for på Københavns gader.

Men på det lidt dybere plan burde ”Mariager-sagen” også få ikke mindst det aktivistiske homomiljø til at stoppe op og begynde at arbejde med de fordomme som man selv lader sig styre af. Tulle Krøyer var nemlig ikke kommet særligt langt med sin historie, hvis der ikke havde været en udbredt fordom mod pinsekristne (eller kristne i det hele taget) hos en del homoseksuelle. Ja, det er rigtigt, at man indenfor pinsekristendommen typisk mener, at homosex er syndigt og at man under ingen omstændigheder vil vie homoseksuelle par. Men om man nu kan lide det eller ej, så er det en mening man har lov til at have i Danmark, hvor der som bekendt hersker religionsfrihed. Og det at man har religiøse forbehold overfor homoseksuelt samliv betyder altså ikke, at man går rundt og chikanerer homoseksuelle i ens nabolag.

Hvis vi virkeligt mener det alvorligt, når vi er fortalere for et mangfoldigt samfund, så må vi også kunne rumme en mangfoldighed af holdninger, også til homoseksualitet. Ellers er al den her mangfoldighedssnak blot et skalkeskjul for et ønske om at indføre en holdningsmæssig ensretning i mangfoldighedens navn. Den mistænkeliggørelse som Tulle Krøyer og allierede udsatte pinsekirken i Mariager for var udtryk for et fordomsfyldt syn på ens medmennesker og var i øvrigt aldrig blevet bredt accepteret i homomiljøet, hvis der havde været tale om muslimer og ikke pinsekristne. Om man nu kan lide pinsekristendom eller ej, så er de pinsekristne altså en minoritet, ligesom homoseksuelle, muslimer og jøder. I et mangfoldigt samfund må der også være plads til dem og de bør beskyttes mod generel mistænkeliggørelse blot fordi de er anderledes.