Menu
Kategorier

Skrevet af den 3 dec, 2022 under Den katolske kirke | 0 kommentarer

Ratzinger og overgrebssagerne indenfor den katolske kirke

 

Det er blevet stille omkring Josef Ratzinger, der blev verdenskendt under titlen Pave Benedikt XVI. Hans efterfølger Pave Frans står selvsagt nu i centrum som den katolske kirkes leder – og pave emeritus Benedikt er på det sidste også blevet for gammel og svag til at komme med sit besyv på verdens og den katolske kirkes tilstand.

Men man bør ikke glemme, at Josef Ratzinger for ikke så længe siden var en den store ledestjerne blandt konservativt mindede katolikker – og såmænd også andre kristne som f.eks. den tidligere chefredaktør for Kristeligt Dagblad Erik Bjerager, der i en leder fra den 28.2.2013 beskrev ham som ”et intellektuelt fyrtårn, der er befriende ophøjet over tidsånden. Mens så mange andre løber efter tidens strømninger og skiftende luner, har Benedikt stået fast”.

Det er derfor nok på sin plads at se på det medansvar som Ratzinger bærer for den misbrugskrise som den katolske kirke fortsat befinder sig i, og som den bl.a. pga. afgørelser som han i sin tid traf, formodentligt vil forblive i også i de kommende år. Det er i hvert fald det som Doris Reisinger og Christoph Röhl gør i deres bog “Nur die Wahrheit rettet – Der Missbrauch in der katholischen Kirche und das System Ratzinger”.

Doris Reisinger og Christoph Röhl dokumenterer at Ratzinger ikke blot svigtede ledelsesmæssigt i forhold til at håndtere den misbrugskrise, der rullede ind over den katolske kirke i hans tid som pave, sådan som selv nogle af hans fans så som Bjerager er villige til at indrømme. Hans konkrete håndtering af misbrugssager f.eks. i hans tid som leder af Troslærekongregationen i Vatikanet såvel som hans tiltag i forhold til disse sager afspejler andet og mere end ledelsessvigt. Doris Reisinger og Christoph Röhl viser i deres bog, at Ratzingers svigt er uløseligt knyttet til hans teologi og her ikke mindst hans afvisning af ”tidsånden”.

Ratzinger træder for første gang ind på den historiske scene da han var rådgiver for den tyske ærkebiskop og kardinal Josef Frings under Det Andet Vatikankoncil (1962-1965). Dette kirkemøde igangsatte en omfattende reformproces indenfor den katolske kirke. Under koncilet gav Ratzinger udtryk for en moderat progressiv teologisk position – men i tiden efter koncilet, hvor han arbejder som teologiprofessor, medfører konfrontationer med oprørske unge studenter at han udvikler en stadigt mere kritisk holdning til de progressive katolske strømninger der påberåbte sig koncilet. Og dette holdningsskift åbner med tiden vejen for Ratzingers strålende karriere indenfor den katolske kirke, hvor han i 1977 gøres til ærkebiskop og kardinal for ærkebispedømmet München for så, i 1981 af Pave Johannes Paul II at blive udnævnt som leder af Troslærekongregationen, en af de mest magtfulde positioner i Vatikanet. I de kommende år bliver han som leder af denne kendt for sin intensive bekæmpelse af progressive katolske teologer og for hans generelle kamp for at opretholde den katolske tros ”renhed”. Og som kronen på værket bliver han så som bekendt Pave i 2005.

Ratzingers kirkepolitiske positioners betydning for hans håndtering af misbrugssager viser sig f.eks. i 1985 i hans behandling af en amerikansk biskops ansøgning om at få en ung præst, der havde fået en betinget fængselsdom for sexovergreb begået på 6 drenge, fjernet fra præstestanden og dermed permanent frataget retten til at virke som katolsk præst. Sagen var blevet dækket intensivt i medierne og biskoppen var ivrig for at slippe af med sit problem. Men Vatikanet havde syltet sagen i årevis. Til sidst henvender biskoppen sig i 1985 direkte til Ratzinger. Men Ratzinger vil ikke bidrage til at sætte fart på processen. Hans begrundelse var, at han var bekymret for at det ville være skadeligt både for kirken og for de troende hvis den unge præst blev fjernet fra præstestanden. Nu ville mange nok mene, at det alt andet lige ville være mere skadeligt for den katolske kirke og ikke mindst for de troendes børn, at lade en pædofil mand fortsætte som katolsk præst. Men Ratzingers logik følger som bekendt ikke ”tidsånden”. Hans udgangspunkt var i stedet, at store skare af præster i de forgange år havde forladt deres embede. Både Pave Johannes Paul II og kardinal Ratzinger var opsatte på at dæmme op herfor, bl.a. ved at gøre det væsentligt sværere af få lov til at forlade præstestanden uden at blive idømt ekskommunikation. For Ratzinger var det altså så vigtigt at opretholde det budskab at bordet fanger, når man en gang har ladet sig vie til katolsk præst, at han ikke kunne gå med til at få en pædofil katolsk præst smidt ud af præstestanden ASAP.

Men da overgrebssagerne får mere og mere opmærksomhed i medierne især i den engelsksprogede verden begynder Ratzinger at forstå, at noget må gøres. Troslærekongregationen udsender derfor i 2001 den pavelige skrivelse ”Sacramentorum sanctitatis tutela” (dvs. ”Beskyttelsen af sakramenternes hellighed”). Dette dokument oplister en række forbrydelser begået af præster der fremover skal behandles af Troslærekongregationen alene. Der lægges ud med forbrydelser mod alterets sakramente – hovedsageligt synes der at være tale om handlinger der er relateret til noget der måske handler om sataniske messer eller magi, men der er f.eks. også anført det forhold at en katolsk præst koncelebrerer sammen med protestantiske præster. Dernæst nævnes forbrydelser mod bodens sakramente, så som at en præst giver en person syndsforladelse for en synd som han har foretaget sammen med personen. Til allersidst anføres så forbrydelser mod det 6. bud begået af en præst med en mindreårig under 18 år. Bemærk, at der tales om ”forbrydelser mod det 6. bud” og at denne form for forbrydelser nævnes efter en opremsning af en række former for ”vanhellig” omgang med den katolske kirkes sakramenter. For Ratzinger er problemet øjensynligt at de præster, der udsætter børn og unge for seksuel vold, begår en form for helligbrøde. Og dermed er ofret for præsternes forbrydelser kirken – og i sidste instans Gud – og ikke de berørte børn og unge. Disse er basalt set blot vidner til præsternes helligbrøde – og sådan bliver de reelt set også set den dag i dag i forbindelse med kirkeretslige processer mod pædofile præster. Dvs. de reelle ofre har f.eks. ingen ret til aktindsigt i processen, ja de har end ikke ret til at vide om præsten blev dømt eller frikendt. Og de har selvsagt ingen ret til erstatning.

At Ratzinger har holdt fast i denne logik, der vel om noget mod siges at være i modstrid med tidsåndens syn på præsters sexovergreb på børn, fremgår også af en meget problematisk skrivelse som han offentliggjorde i 2019 da han var pave emeritus (og hvor han ellers have lovet at han ikke længere ville blande sig i kirkelige forhold). Her forsøger han ikke blot at give 68-oprøret ansvaret for præsternes seksuelle overgreb på børn og unge. Nej, Ratzinger fortæller også om hvordan et offer fortalte ham om hvordan den præst, der voldtog hende da hun var ministrant, altid indledte overgrebene med ordene ”dette er mit legeme der hengives for dig” – dvs. med en henvisning til indstiftelsesordene som præsten udtaler over brødet og vinen under messen. Hans kommentar til denne rystende fortælling var at vi virkelig må bede Herren om tilgivelse herfor og bønfalde ham om at vi på ny må forstå hvor stor hans lidelse og hans offer var, og at vi må gøre hvad vi kan for at beskytte alterets sakramente mod misbrug!  Skriver man noget sådant hvis man er ”et intellektuelt fyrtårn”? Måske, men man skriver det næppe hvis man har er et fyrtårn for næstekærligheden.

 

En anden væsentlig problemstilling ved Ratzinger og hans betydning for den katolske kirkes håndtering af overgrebssagerne er hans intensive støtte og opbakning til de såkaldte ”nye bevægelser” indenfor den katolske kirke.

Disse nye bevægelser er en broget flok, og det er forskelligt hvor udbredte de er på global plan. I dansk sammenhæng kendes især Opus Dei og Neokatekumenatet – men der er også andre såsom Kristi Legionærer, Comunione e Liberazione, og en del andre. Disse bevægelser udmærker sig ved  et stort engagement blandt deres medlemmer som også viser sig ved at de er i stand til at generere ganske mange ”præste- og ordenskald”.  De er typisk meget konservative i deres syn på kontroversielle emner så som kvindelige præster, abort og homoseksuelles rettigheder – og de sætter en ære i at fremstå som loyale overfor pavedømmet og dukker derfor gerne op i stort tal til f.eks. ”verdensungdomsdage” hvor den kirkelige ledelse har brug for at der kan genereres tv-billeder af store mængder af unge mennesker der med begejstring hylder Paven. Disse bevægelser er imidlertid også præget af sekteriske træk, herunder en tendens til at se alle andre katolikker som i bedste fald ”slappe” hvis ikke direkte frafaldne eller hedenske. De kræver ofte betingelsesløst loyalitet og underkastelse under bevægelsens ledelse hvorved få personer indenfor ledelsen kan få uhørt stor magt over dens medlemmer. Bevægelsen ”Das Werk”, som Doris Reisinger selv var med i, og hvor hun blev udsat for både spirituelle og seksuelle overgreb, har f.eks. nogle grundlæggende krav til medlemmerne der kan opsummeres med sætningen: resoner ikke, diskuter ikke og kritiser ikke!

Ratzinger knyttede kontakter til flere af de nye bevægelser allerede da han ”kun” var en kendt konservativ teologiprofessor. Og da han blev leder af Troslærekongregationen fremmede han aktivt deres sag og trak i øvrigt på deres arbejdskraft og loyalitet overfor hans person. Således ansatte han flere præster fra de nye bevægelser som medarbejdere i Troslærekongregationen, han benyttede sig af kvindelige medlemmer til at varetage hans husstand og han besøgte ofte f.eks. Das Werks center i Rom. Dette nære samarbejde fortsatte også da han blev Pave.

Ratzingers begejstring for de nye bevægelser giver i høj grad mening ud fra hans teologiske ståsted. Deres kombination af konservatisme, evne til at tiltrække unge til præsteskabet og ordenslivet og uhyre iver for at kaste sig ind i kampen mod tidsånden gjorde, at de var oplagte frontkæmpere i hans korstog mod liberale kræfter både indenfor og udenfor den katolske kirke. Men Ratzinger lukkede øjnene for de problematiske sider ved disse bevægelser – der i nogle tilfælde nåede helt absurde højder.

Det værste hidtidige eksempel på ekstreme forhold hos de nye bevægelser var skandalen omkring grundlæggeren af Kristi Legionærer, Marcial Maciel Degollado, der i de mange år som karismatisk leder af denne bevægelse begik sexovergreb på et utal af drenge og unge mænd tilknyttet bevægelsen. Og ved siden af havde han så også i hemmelighed to hustruer, som han fik en datter og to sønner med. De sidstnævnte udsatte han så også for seksuelle overgreb.

Ratzinger tog sig god tid med at gøre noget ved ”problemet Marcial” selvom han længe havde været informeret herom. Og da han endelig skred til handling, var indsatsen ikke imponerende. Først fik Ratzinger i 2005 Marcial til at lade sig pensionere som leder af Kristi Legionærer, og året efter, lod han Troslærekongregationen udsende en noget tåget meddelelse om at der havde været anklager mod Marcial, men at man af hensyn til hans høje alder ikke ville føre en kirkeretslig proces mod ham – men i stedet opfordrede ham til at tilbringe resten af sit liv i stilhed, bøn og bod. Skrivelsen var formuleret sådan at det ikke stod klart hvorvidt man i Vatikanet faktisk troede på anklagerne – og når man tænker på med hvilken iver Ratzinger jagtede teologer, præster og ordensfolk med ”forkert” teologi må man nok sige at massevoldtægtsmanden Marcial slap billigt. Ikke mindst fordi Kristi Legionærer, der insisterede på hans uskyld, betalte ham en månedsløn på 20.000 dollars, der gjorde det muligt for ham at tilbringe sine sidste leveår med at rejse verden rundt med den ene af hans hustruer og deres fælles datter, og det uden at det udløste nogle kirkelige sanktioner. Det var først efter Marcials død i 2008, at Ratzinger kunne få sig selv til at tage virkeligt afstand fra ham – men han kæmpede indtil det sidste – og indtil videre med succes – for at Kristi Legionærer skulle overleve som bevægelse – ikke mindst ”af hensyn til bevægelsens mange præster”.

Selvom skandalen om Marcial og Kristi Legionærer indtil videre har været den værste, så har det vist sig at også to andre grundlæggere af nogle af de mindre kendte nye bevægelser nemlig ”Ephraim” fra ”Communauté des Béatitudes” og Marie-Dominique Philippe fra ”Communauté Saint Jean” har udnyttet deres magt til at udsætte medlemmer for seksuelle overgreb, også her har Vatikanets politik været tilbageholdende. Ingen af dem har fået frataget retten til at virke som katolsk præst.

Det ser ud til at Pave Frans er villig til at sætte hårdere ind overfor overgrebsmænd i præste- og bispeklæder. Det er også mit indtryk, at hans empati for ofrene er reel nok. Generelt er den katolske kirke i den vestlige verden gået i gang med at finde veje til bedre at håndtere overgrebssager og man forsøger, at udvikle retningslinjer, der skal forhindre sådanne. Men ikke nok med at især Afrika og Asien halter bagud, så udgør de sommetider problematiske hvis ikke direkte giftige miljøer indenfor de nye bevægelser en særlig udfordring. F.eks. har Neokatekumenatet gjort det muligt for den dybt problematiske tidligere abbedisse for Maria Hjertekloster at fortsætte med at drive klostre i Peru, Tyskland og Spanien. Man må desværre frygte, at hun fortsætter med at udsætte store piger og unge kvinder i hendes klostre for de samme spirituelle og fysiske overgreb som hun gjorde da hun virkede her i Danmark. Medmindre Vatikanet sætter massivt ind overfor de nye bevægelser for at stoppe misbrug og overgreb indenfor deres regi må vi regne med, at de i fremtiden vil genere en lind strøm af nye overgrebsskandaler.

 

Læs mere

Skrevet af den 8 nov, 2022 under Den katolske kirke | 1 kommentar

Drømmen om den katolske kirke

 

Konvertitberetninger er en kendt genre indenfor religionernes verden. For den der er konverteret, kan de tjene til at få overblik over og finde mening i ens egen rejse til den tro man nu er overbevist om. De kan bruges til at sammenligne sig med og lade sig berige af andre trosfællers erfaringer med at finde fred i samme tro. Og sidst men ikke mindst kan de bruges til at præsentere andre, der overvejer at konvertere, med fortællinger som de kan spejle sig i og lade sig inspirere af, så de får mod til tage springet.

Konvertitberetninger har en tendens til at være ret ens. Man starter med en krise af en art, der udløser en søgen, som ender med at man finder den rette trosmæssige hylde til sig selv. På sin vis har disse beretninger derfor en bemærkelsesværdig lighed med coming-out historier. Fortiden har en tendens til at have en mørk undertone, selv når man fremhæver en evt. lykkelighed barndom. For der manglede jo noget, noget vigtigt. Men fremtiden ser til gengæld lys ud, for nu har man jo fundet sit hjem, sit sande jeg, eller hvad man nu ellers er nået frem til, og antagelsen er, at den man er nu, det er også den man vil forblive med at være resten af livet.

”Hjem – 20 fortællinger om at blive katolik”, redigeret af Marguerita Olga Hvid Spandsberg, passer godt ind i dette mønster. Og det er selvsagt fint nok, man får helt klart det man må forvente af at anskaffe sig en sådan bog. Her fortæller unge som gamle, mænd som kvinder, folk med folkekirkebaggrund men også f.eks. en muslim og et tidligere medlem af Jehovas Vidner om deres rejse ”hjem til moderkirken”.

I en tid, hvor religion i den offentlige debat ofte handler om værdikonflikter, om identitetspolitik og angsten for ”de andre”, er det på sin vis opløftende at læse om almindelige menneskers tanker om Gud og meningen med livet, der endte med et i dansk sammenhæng ikke almindeligt valg, nemlig at blive katolik.

Det er også bemærkelsesværdigt, at flere af konvertitterne beretter om hvad man vel må kalde for mystiske erfaringer, så som drømmesyn eller oplevelsen af et intenst overnaturligt nærvær ved hellige steder. Den genfortryllelse af verden, som nogle religionsforskere hævder, er knyttet til den senmoderne religiøsitet, synes at være på spil her.

Det er til gengæld måske en del af genren, at man i bogens fortællinger må lede forgæves efter teologiske refleksioner der knytter an til universitetsteologien. Selvom mange af fortællingerne handler om hvordan de præster og nonner, der stod for de konvertitkurser konvertitterne gik til ”kunne svare på alle spørgsmål”, så bærer beretningerne præg af at konvertitten hovedsageligt accepterer den katolske kirkes lære fordi den føles rigtig. Og hvis følelserne ikke spiller med, så stoler man på kirkens autoritet.

Ingen af konvertitterne fortæller om at de på det personlige plan befinder sig i et konfliktforhold til den katolske kirkes normer og krav. I hvert fald er der ikke nogen der beretter om at de er homoseksuelle eller gengifte fraskilte. Men der er en beretning fra en tidligere kvindelige præst i folkekirken der nu som katolik ikke længere kan virke som præst, hvad tydeligvis gør ondt på hende selvom hun accepterer at det er sådan det er. At vælge katolicismen kan have sin pris.

Efter at have læst de 20 historier i ”Hjem – 20 fortællinger om at blive katolik”, sidder jeg tilbage med en følelse af, at disse 20 konvertitters store kærlighed til den katolske kirke mest af alt er rettet mod ”drømmeversionen” af katolicismen. Der er i hvert fald meget få refleksioner over virkelighedens kirke. De eneste der kommer med nogle sporadiske kritiske kommentarer, er de tre, der tydeligvis er tilhænger af traditionalismen, dvs. den gren indenfor den katolske kirke der er kritisk overfor de store reformer, ikke mindst de liturgiske reformer, som blev iværksat under og efter Det andet Vatikankoncil (1962-65).

Men grundtonen i fortællingerne er, at de katolske menigheder er præget af kærlige kirkegængere, der møder nytilkomne med varme, af stærkt troende og engagerede præster, og af højtidelige og smukke gudstjenester. Og ikke mindst fremstilles det som om at man indenfor den katolske kirke slipper for at skulle forholde sig til et utal af fortolkninger og udlægninger af troen, samtidigt med at man i kirken har en fast værdimæssige klippe, der ikke lader sig rokke af tidsåndens krav.

Virkelighedens katolske kirke ser, efter min erfaring, noget anderledes ud. Nu ville det selvsagt være urimeligt at forlange, at konvertitter til den katolske kirke skal være lige så kritiske overfor katolicismen som en, der har forladt den. Men der er, alligevel, efter min mening, noget ikke helt uproblematisk ved konvertitternes uvilje til at forholde sig til virkelighedens katolske kirke og dens problemer. Disse er nemlig alt for ofte, i hvert fald efter min vurdering, af mere grundlæggende systemisk karakter. Så længe man lukker øjnene for dette, og højst vil tale om enkeltstående fejl begået af enkelte svage karakterer, ja så får man aldrig fat om nældens rod.

 

 

 

Læs mere

Skrevet af den 2 nov, 2021 under Den katolske kirke, Kristendom og homoseksualitet, Lgbt | 0 kommentarer

Et monsters bekendelser

 

Når man som undertegnede vælger at debattere emner som folk kan have stærke holdninger om, herunder emner hvor folk kan have noget personligt i klemme, kan man opleve at blive lagt for had. Jeg har selv kunnet konstatere, at der er folk der pga. min ”debat-aktivisme” ønsker mig både død og ødelæggelse om end jeg faktisk indtil videre ikke har fået personlige trusler i min egen ind-boks. Jeg kan imidlertid forstå, at der er nogen derude der hader mig rimeligt helhjertet og er overbevist om at jeg er et meget ondt og modbydeligt menneske.

Det er ikke nyt for mig at blive mødt med foragt. Jeg blev trods alt mobbet intensivt og vedholdende op gennem hele mine 9 lange, triste og ensomme år i folkeskolen. Men denne mobning handlede, sådan som jeg ser det, ikke så meget om et had til mig og mine holdninger men snarere om en foragt for en person, der var tydelig anderledes, nok ikke altid så god til at aflæse de sociale koder, og som under alle omstændigheder kunne være den, man kunne underholde sig med at sparke til (både fysisk men især verbalt) så man kunne få afløb fra egne problemer og frustrationer.

Som kristen og homoseksuel har jeg selvsagt også mødt en del foragt. For de kristne fundamentalister var (og er) jeg en ubodfærdig synder. For nogle homo- og queer-aktivister var (og er) jeg en elendig eksistens med manglende viljestyrke til at droppe min ”homofobiske religion”. Kun som outspoken eks-katolik og katolicismekritiker har jeg imidlertid mødt noget som godt kunne virke som virkeligt had. Jeg ved af egen erfaring fra min fortid som katolsk fundamentalist, at kritik af den katolske kirke kan gøre rigtigt ondt hvis man har investeret (for meget) mental energi i opretholdelsen af dens ære og respekt i verden. Og den hvis ord udløser smerte kan du let komme til at hade.

Men det er dog først da jeg begyndte at komme i konflikt med den radiale transaktivisme at jeg i massiv grad har oplevet ikke bare vrede og foragt men også åbenlyst had. Og selvfølgelig må det jo udløse nogle selvrefleksioner.

Allerede for nogle år siden skrev en transaktivist i en Facebook debat med mig at ”jeg nok troede at jeg var et godt menneske”, underforstået at det var jeg i hvert fald ikke! Hvis man hører til de få der kender mig rigtigt godt ville man vide, at jeg ikke render rundt og tror, at jeg er et godt menneske. Jeg tror dog heller ikke, at jeg er et unikt ondt menneske. Der skal i virkeligheden vel en særlig grad af åndelig højrøvethed til at tro, at man er ”verdens ondeste menneske” og lignende, som jeg i tidens løb har set ”fromme” mennesker sige om sig selv. Jeg vurderer mig selv til at være helt gennemsnitlig ond. Og dermed er jeg, sådan som jeg ser det, blot et menneske, for at vi mennesker har noget mørkt og destruktivt i os, der kæmper mod lyset og kærligheden, er et helt centralt element i mit menneskesyn.

Jeg har faktisk ikke noget behov for at være bevidst ondskabsfuld overfor andre mennesker. Jeg føler ingen glæde ved at tilføje andre smerte. Et smil varmer mit hjerte, mens en tåre let udløser tårer hos mig. Men man kan tilføje andre, især dem man elsker allermest, meget smerte ud fra almindelig tankeløshed, egoisme og selvoptagethed og det har jeg desværre rigeligt at dele ud af. Nu hører det imidlertid til min religiøse overbevisning, at jeg og alle andre mennesker af vores natur ikke er ”gode nok”, da vi alle svigter i forhold til kærlighedens lov. Men det gør bare heller ikke noget, for Jesus har gjort os alle gode nok ved at give sit liv for os på korset. At jeg ultimativt er god nok handler derfor slet ikke om mig selv, om alle mine svigt eller mine forsøg på at være bedre. At blive ultimativt favnet, elsket og hjulpet videre er efter min overbevisning ikke en velfortjent belønning for egen indsats men i stedet en gave som vi får ganske ufortjent.

Jeg synes faktisk, at der en trist tendens hos dem, der så gerne vil være woke, til at være nærmest besat af tanken om at fremstå som gode. Der synes i disse kredse at være en bemærkelsesværdig hang til at iscenesætte sig selv om personer, der har alle de rigtige holdninger, som altid opfører sig korrekt eller i hvert fald altid retter ind når medlemmer af en undertrykt minoritet giver dem besked herpå. På sin vis minder de mig lidt om den type kristne som elsker at fremhæve at de følger Bibelen og/eller kirkens lære med højeste grad af samvittighed – og at de altid anger og omvender sig hvis de skulle komme til at fejle i forhold til disse.

Min erfaring med dem, som er meget optaget af tanken om at blive anerkendt som ”gode og rigtige” er desværre, at de ikke blot ofte har et stærkt behov for at have nogle ”forkerte og onde” de kan spejle deres egen godhed i. Nej, de bliver også let direkte ondskabsfulde overfor dem, der ikke som dem lever, tænker og handler ”rigtigt”. Det ser ud til at man kan blive så rummelig og mangfoldighedsfavnende at man kan blive direkte aggressiv og ondskabsfuld overfor dem, der ikke lever op til ens egne høje moralske krav.

Misforstå mig ikke. Jeg er ikke ude på at værdirelativere. Det er vigtigt og nødvendigt at turde og kunne sige fra overfor uretten. Det er sådan set også tanken bag min egen aktivisme. Derfor skriver jeg ting som jeg godt ved nogen vil blive oprørte over. Jeg skriver det dog ikke fordi jeg vil gøre dem oprørte, men fordi jeg føler, at det er min pligt at forsvare de kvinder og børn som ud fra en misforstået tolerance lige for tiden kastes under bussen.  Det er altid rarere at kunne sprede en god stemning, men sommetider er man desværre nødt til at være en killjoy, dvs. en der ødelægger ”den gode stemning ved middagsbordet” ved at påpege de ting, der er løbet helt af sporet.

Hvad jeg vil sige er, at man skal passe på med at dæmonisere og monstergøre dem, som man er uenig med. Den jeg oplever som ulidelig, træls eller direkte ubehagelig kan være et menneske som andre elsker og værdsætter. Vi mennesker er sammensatte væsener, og andre, ikke mindst dem der kun kender os fra de sociale medier, kender typisk ikke alle vores mange og måske ofte selvmodsigende væsenstræk. Alle mennesker har en umistelig værdighed som lige præcist det de er, medmennesker. Hvis vi ikke kan være uenige, herunder diskutere det, der kan gøre ondt at tale om, så bryder vores demokrati sammen. Derfor er der ingen anden vej end samtalen. Den samtale, hvor man husker, at der sidder et medmenneske bag ved skærmen. Og det skal ikke mindst jeg selv hele tiden huske mig på.

Læs mere

Skrevet af den 24 aug, 2020 under Den katolske kirke, Kristendom og homoseksualitet, Lgbt | 0 kommentarer

Lad os tage de vanskelige samtaler

 

Fra jeg var ca. 12 år indtil jeg var omkring 23 år gammel ville jeg være nonne. Dette ønske fyldte rigtigt meget i mit unge liv. Jeg besøgte forskellige klostre/ordensfællesskaber og jeg endte da også med at være postulant (første skridt i uddannelsen til at blive nonne) i et karmelitter-nonnekloster i Wien. Men i det meste af denne tid kæmpede jeg med et nagende spørgsmål: Var jeg virkelig kaldet til at være nonne? Hvad ville det sige at have et kald? Var det nok, at jeg bare rigtigt gerne ville være nonne, eller skulle jeg også have en eller anden mere overnaturlig følelse af at dette var Guds vilje? Det var det ikke rigtigt til at få et svar på, da det der med ”ordenskaldet” eller ”kaldet til at blive katolsk præst” havde det med (og stadigvæk har det med) at være omgivet af en del mystik.

Når spørgsmålet om hvad et kald virkeligt er er så svært at få sat ord på i en katolsk sammenhæng, så hænger det nok bl.a. sammen med at det ud fra en teologisk og organisatorisk synsvinkel kan være problematisk, at skulle forholde sig til at dem, der vil være præster, munke og nonner ikke så sjældent kan have ofte ubevidste motiver af psykologisk og social karakter ud over de rent spirituelle. Hele det katolske ”klassesystem” med lægfolket der ledes af præsteskabet og opdelingen i almindelige troende og så ordensfolk bygger på tanken om at denne ordning er befalet af Gud. Ingen har ret til at melde sig selv ind i kirkens ”elite”, det skal være Gud, der sender en derhen. Derfor opfattes det let som et frontalangreb på den katolske kirke hvis man taler om at ønsket om at blive katolsk præst, munk eller nonne kunne hænge sammen med et ønske om f.eks. at få en klar identitet og status og/eller en flugt fra f.eks. en homoseksualitet som man ikke tør udleve åbent eller måske i det hele taget forholde sig til. Opgiver man derfor denne livsvej og fortæller man om sådanne eller andre ikke-spirituelle motiver til at man oprindeligt ville gå den, bliver det udlagt som at det beviser, at man bare slet ikke havde noget kald.

På en måde virker det på mig som om debatten om transidentiteten, ikke mindst blandt børn og unge, kunne ses i samme lys. Også her har vi denne her bemærkelsesværdigt uklare kategori ”transkønnet” hvis konkrete indhold virker så mærkværdigt svævende. Hvad vil det sige, at ”identificere” sig som kvinde eller mand hhv. at ”føle sig” som en kvinde eller mand? Hvordan kan man vide, hvad man skal føle for at være en kvinde og ikke en mand eller omvendt? Hvordan kan man være sikker på, at man ikke forveksler andre behov og følelser med en ”kønnet” følelse? Det er også mit indtryk, at en del transaktivister ønsker at vi skal se identiteten som transkønnet som noget, der er løsrevet fra barnets/den unges konkrete liv og psykologiske udfordringer og i stedet forstå den som om et medfødt og af alt andet uafhængigt essentielt kernepersonlighedstræk. Det er i hvert fald et tabu i disse kredse at tale om hvorvidt ønsket om at skifte køn hos børn og unge kunne skyldes f.eks. ubehaget ved at skulle leve i henhold til de kønsstereotyper som samfundet pådutter os eller vanskeligheder ved at håndtere at man er en kønsrolleafvigende homoseksuel. Og dem, der dropper ud af transidentiteten og fortæller om sådanne motiver, beskylder man for aldrig at have været rigtige transkønnede. Her er der en klar parallel til den katolske kirkes uvilje til at se på ”ikke-spirituelle” motiver til at ville være katolsk præst, munk eller nonne.

Spørgsmålet er imidlertid om ikke man i begge tilfælde ville undgå mange personlige tragedier hvis man faktisk turde tage disse samtaler. For den katolske kirke ville det vel være en fordel, hvis dem der valgte livet som katolsk præst, munk eller nonne havde den nødvendige personlige modenhed og afklarethed som et sådant liv kræver hvis det skal blive til gavn både for den enkelte og kirken. Det er jo bemærkelsesværdigt at man i den katolske kirke lader unge voksne love at de for altid vil give afkald på et almindeligt voksenliv med seksualitet, personlig selvbestemmelse etc. som de ingen eller kun lidt kendskab har til. Men den katolske kirke burde også sørge for at have tilbud om råd og støtte til at finde en anden vej for dem for hvem præstegerningen eller ordenslivet ikke vil være en god løsning, sådan at de ikke ender med at stå skuffet og frustreret tilbage hvis de sorteres fra. Jeg selv var akut selvmordstruet da min drøm om at blive nonne i første omgang sank i grus, og jeg vil den dag i dag sige, at det var dybt problematisk, at jeg ikke fik noget tilbud om hjælp og støtte fra kirken til at komme videre i livet. Dette måtte jeg selv finde ud af. Og det gjorde jeg jo så, men det forhold, at jeg jævnligt drømmer, at jeg er tilbage i klosteret, viser mig, at der nok er et resttraume der roder rundt i min underbevidsthed.

På samme måde kan man undre sig over med hvilken iver den radikale transaktivisme presser på for at de såkaldte transbørn skal have adgang til at skifte juridisk køn (se bare regeringens forslag om dette) og så ellers sættes på et eksprestog i retning af hormonbehandling og operationer. Det minder mig om det nu lukkede Maria Hjerte Kloster på Djursland (hvor jeg selv kom da jeg var 14-16 år gammel) hvor Abeddisen optog piger helt ned til 16 år ud fra den devise, at man risikerede, at deres kald ville gå tabt, hvis man lod dem vente. Det kom der ikke noget godt ud af. Og der vil heller ikke komme noget godt ud af at forveksle kønsusikkerhed, eksperimentering med kønnet eller ønsket om at måtte få lov til det samme som det modsatte køn hos børn og unge med en permanent modsatkønnet kønsidentitet. Hvordan kan man sige god for at børn og meget unge voksne får foretaget irreversible kropslige indgreb – indgreb i en krop hvis naturlige funktioner, herunder erotiske og reproduktive potentialer de kun har lidt eller ingen kendskab til? Men også her er det vigtigt, at børn og unge, der kæmper med deres kønsopfattelse/kønsidentitet, skal have andre tilbud om hjælp og støtte til at håndtere livet. Tilbud der hjælper dem til at blive modne og afklarede voksne mennesker der kan tage de valg der passer bedst til deres ønsker og behov.

Læs mere