Birthe Rønn Hornbech og syltekrukkerne

Heldigvis tidligere kirkeminister Birthe Rønn Hornbech giver i en kronik i Berlingske Tidende fra den 8.5.2011 udtryk for stærk fortørnelse over, at jeg har vovet, at kalde det udvalg hun i 2010 nedsatte, som skulle arbejde med spørgsmålet om et folkekirkeligt ritual for registrerede par, for en syltekrukke. Men helt ærligt, så er der vist ikke mange der tror, at Birthe Rønn Hornbech havde nedsat dette udvalg, hvis der ikke havde været ”risiko” for at folketinget i foråret 2010 kunne finde på at vedtage en lov, der ville give trossamfundene mulighed for at foretage juridisk bindende vielser af homoseksuelle par.

Men der var nu næppe bare tale om et forsøg på en forhalingsproces. Birthe Rønn Hornbech udvalg var ikke bare en syltekrukke. Der var efter alt at dømme også tale om et forsøg på politisk benspænd. Efter det snart kommende folketingsvalg vil der med stor sandsynlighed være et flertal for at afskaffe det registrerede partnerskab til fordel for en ægteskabslov, der dækker både heteroseksuelle og homoseksuelle par samt for at give trossamfundene adgang til at foretage juridisk bindende vielser af homoseksuelle par. Så hvorfor nedsætter Birthe Rønn Hornbech et udvalg der eksplicit kun skal arbejde med et eventuelt folkekirkeligt ritual for registrerede par? Det skulle vel ikke være fordi hun dermed håbede på at kunne sætte dagsordenen for folketinget?

Birthe Rønn Hornbech skriver, at hun bevidst sammensatte udvalget sådant, at det ikke kunne blive enigt. Måske hun også sammensatte det sådan, at det udvalget kunne blive enig om, nemlig at folkekirken kun skal tilbyde homoseksuelle par en velsignelse af deres forud herfor registrerede partnerskab, var fastsat på forhånd? Et resultat som jo alt andet lige har påvirket den efterfølgende høring hos menighedsrådene? Hvordan kan man være tryg ved et udvalg sammensat udelukkende efter hvem Birthe Rønn Hornbech gerne ville høre på?

Birthe Rønn Hornbechs kronik bekræfter i hvert fald den stærke følelse af at det udvalg der skulle arbejde med spørgsmålet om et folkekirkeligt ritual for registrerede par var skabt i hendes eget billede. Til dette billede hører tydeligvis et stort engagement i at holde den folkekirkelige højrefløj ved godt humør, bl.a. ved at sikre, at deres røst bliver hørt. At det måske også havde kunnet være relevant at lytte til dem, som sagen drejer sig om, nemlig de homoseksuelle hvis parforhold jo de facto står til debat i denne her sag, hverken faldt eller falder derimod Birthe Rønn Hornbech ind.