Børge Haahr Andersen og det kønsneutrale ægteskab

Børge Haahr Andersen, rektor for Dansk Bibel-Institut, der er den folkekirkelige højrefløjs teologiske højborg her i landet, har på en blog skrevet et længere udfald mod det kønsneutrale ægteskab.

Som så ofte, når der er tale om indlæg forfattet af høvdinge fra folkekirkelige højrefløj, er den teologiske standart lav. Det er således ikke rigtigt, når Børge Haahr Andersen påstår, at Jesus begrunder sin seksualmoral med henvisning til at Gud i begyndelsen skabte mennesket som mand og kvinde. For det første kan man næppe tale om at Jesus forkynder en egentlig lære om seksualiteten hhv. en veldefineret seksualmoral og for det andet handler den tekst (Matt. 19,3-12 & Mark. 10,1-12), som Børge Haahr Andersen hentyder til, altså om skilsmisse og ikke om seksualmoral som sådan.

Det er også tydeligt, at Børge Haahr Andersen ikke kan forstå, at moderne (heteroseksuelle) ægtefolk kan have det svært med de tekster, der typisk er blevet brugt i forbindelse med vielsesritualet, fordi de ikke tager udgangspunkt i den moderne opfattelse af ægteskabet som en kærlighedspagt mellem to ligeværdige personer.

Alt i alt opsummerer Børge Haahr Andersen sin modstand mod det kønsneutrale ægteskab i tre hovedpunkter. Det første lyder således:

”Kønsforskelligheden som en biologisk faktor og som et gode, vi må værne om. Uanset hvor sterile ritualer, der opfindes, er det ikke så enkelt at overse, at mennesket som biologisk væsen er enten mand eller kvinde. Denne forskellighed er en dynamisk faktor i ethvert ægteskab, venskab, arbejdsfællesskab og spiller med i alle de relationer, vi mennesker står i.”

Hertil må man sige, at hvis kønsforskelligheden var en biologisk faktor, så var der ikke nogen grund til at Børge Haahr Andersen skulle værne om den og indskærpe overfor andre, at den skal opretholdes. Man behøver ikke at fortælle folk, at de skal huske at trække vejret eller fordøje deres føde, det gør kroppen af sig selv, her er der nemlig tale om biologiske faktorer. Kønsforskellenes betydning ligger ikke i biologien men i den måde som vi tolker biologien på, det er derfor de kan blive ”truet” af nye ritualer, love, opdragelsesformer mfl.

Det er heller ikke rigtigt, at mennesket som biologisk væsen enten er mand eller kvinde. Historien om den sydamerikanske guldmedaljevinder, Castor Semenya, som vidste sig ikke at være en entydig mand eller kvinde men i stedet en såkaldt hermafrodit, viser det med al tydeligelighed. Med mindre, at man vil definere hermafroditter og andre, som ikke entydigt kan kønsbestemmes ud af menneskeheden, må vi altså acceptere, at menneskeheden er mere nuanceret end den fremstår i Børge Haahr Andersens optik.

At kønsforskellen er en dynamisk faktor i alle menneskelige sammenhænge er en påstand, som Børge Haahr Andersen klogelig ikke dokumenterer. Hvilken køns dynamik er der i et venskab mellem to af samme køn eller på en arbejdsplads, hvor der kun er enten mænd eller kvinder? Hvorfor skal der være en køns dynamik alle vegne? Børge Haahr Andersen lægger op til at alle mænd hhv. alle kvinder deler nogle essentielle egenskaber som det andet køn ikke har. Men er det virkeligt sådan? Kan mænd f.eks. ikke være omsorgsgivende og kvinder ikke være ledere?  Det næste skridt i denne her dyrkelse af kønsforskellene bliver, at man hævder, at kønsforskellene gør, at der er visse sociale funktioner som især kvinder ikke kan udføre pga. deres køn, så som at de ikke kan være præster eller præsidenter, direktører eller generaler, fordi kvinder er designet til at yde omsorg og til at tjene mens mænd er designet til at herske og til at lede. Eller med andre ord, der er ikke langt fra det ivrige forsvar for kønsforskellene til regulær diskrimination af primært kvinder pga. deres køn.

Børge Haahr Andersens anden anke mod det kønsneutrale ægteskab lyder:

”Fællesskab mellem mand og kvinde i ægteskabet som et unikt skabergode. Bibelen hylder mange former for fællesskaber. Ikke blot ægteskab, men familieskab, venskab, naboskab osv. Kærlighed i mange forskellige relationer er et nøgleord. Men blandt alle fællesskaber er det mest fundamentale den kønspolare forening af mand og kvinde i et fysisk, personligt og socialt livslangt (ægte)fællesskab”.

Igen får vi ingen dokumentation for at Bibelen skulle anse ægteskabet mellem en mand og en kvinde som det mest fundamentale af alle fællesskaber. I Det Gamle Testamente har vi en del eksempler på polygame ægteskaber og i Det Nye Testamente levede Jesus uden ægteskab og Paulus anbefaler på det varmeste det ægteskabsløse liv frem for ægteskabet. (Se 1. Kor. Kap. 7). Især de sidste to forhold taler klart imod Børge Haahr Andersens postulat.  Jeg vil i stedet vove den påstand, at det primære fællesskab i Det Gamle Testamente er Guds folk og i Det Nye Testamente Kristi kirke.

Under alle omstændigheder er ideen om det kønspolare ægteskab mellem mand og kvinde en moderne ide, der kan spores tilbage til midten af 1700-tallet. Antikken og de bibelske skrifter tænker ikke relationen mellem mand og kvinde i ægteskabet som polært men i en overordnet – underordnet hhv. primær – sekundær relation. Således fremgår det af 1. Mos. Kap. 2, at Gud skaber urmennesket – og det som mand. Da manden er ensom skaber Gud først dyrene, og da de ikke viser sig at være en brugbarløsning på mandens ensomhed skaber han kvinden ud af manden. Da manden ser kvinden udbryder han: ”Denne gang er det ben af mine ben og kød af mit kød” (vers 23), dvs. manden kan lide kvinden, ikke fordi hun er polær modsat til ham men fordi hun ligner ham. Men der er også en klar rangordning – manden er det primære menneske og kvinden er det sekundære, der er til for manden skyld og skal underordne sig ham, en tanke som Paulus jo senere gør ganske meget ud af. (Se f.eks. 1. Kor. 11,7-9)

Børge Haahr Andersens tredje anke mod det kønsneutrale er en længere smøre:

”Ændrer man ægteskabsforståelsen til en venskabskontrakt, ændrer man også fundamentalt børns vilkår og rettigheder. Det vil ikke længere være anset for det mest naturlige og mest optimale, at et barn vokser op i et trygt og stabilt hjem sammen med begge dets biologiske forældre. I stedet bliver børnenes rettigheder reduceret til en hensigtserklæring om, at det er godt nok, så længe børn bare har voksenkontakt fra to voksne mennesker, der er registrerede som gode venner. Det være sig en mand og en kvinde, eller 2 mænd eller 2 kvinder. Når mand og kvinde bliver intetkøn, bliver ordet far og mor en diffus betegnelse, der kan betyde alt lige fra biologiske forældre til sædleverandør eller rugemor. Eller hvor begrebet mor eller far slet ikke findes i relationen, fordi barnet vokser op i en familie, hvor de voksne lever i et homofilt parforhold.”

Nu må man spørge sig om hvilket land Børge Haahr Andersen bor i. Det kan i hvert fald ikke være Danmark. I Danmark er det nemlig ganske almindeligt, at forældre bliver skilt og at børn derfor vokser op i familier hvor der indgår såkaldte ”pap” mødre og fædre. Lesbiske par kan i dag blive forældre via kunstig befrugtning og homoseksuelle par har lov til at adoptere. I virkelighedens Danmark har vi allerede nu en mangfoldighed af familieformer, det er ikke en dyster trussel ude i horisonten.

Og nej, det er ikke, som Børge Haahr Andersen lægger op i til i slutningen af sit indlæg, starten på et kærlighedsløst samfund, at der findes en mangfoldighed af familieformer. De er tvært imod et resultat af, at samfundet af dag mener, at kærlighed skal være fundamentet for samliv og familieliv.