Menu
Kategorier

Skrevet af den 20 sep, 2010 under Ikke kategoriseret | 16 kommentarer

Den folkekirkelige rapport er en fuser

Et hurtigt arbejdende udvalg under kirkeministeriet er barslet med rapporten ”Folkekirken og registreret partnerskab” og det blev et dødfødt barn.

Grunden til at vi i dag er blevet beriget med rapporten ”Folkekirken og registreret partnerskab” er, at det i foråret så ud til at der kunne være flertal i folketinget for at give landets trossamfund adgang til at vie homoseksuelle par på lige fod med heteroseksuelle. For at få stoppet denne sejr for ligestillingen mellem homoseksuelle og heteroseksuelle, der uundgåeligt ville udløse et raseriudbrud fra Dansk Folkeparti, fik kirkeministeren den geniale ide at forhale processen ved at inddrage et folkekirkeligt udvalg, der skulle barsle med en anbefaling mht. hvordan folkekirken skal forholde sig til homoseksuelle pars ønske om at få lov til at indgå ægteskab på lige fod med heteroseksuelle par. Udvalgets sammensætning stod hun naturligvis selv for og dermed fik ministeren på en smart måde skabt forudsætningerne for det resultat vi står med i dag.

Det man kunne opnå flertal for i udvalget må betegnes som den næstlaveste fællesnævner. Homoseksuelle par, anbefales det, skal fremover tilbydes et autoriseret ritual (frem for det ikke autoriserede som er i omløb og som f.eks. undertegnede og min kone er blevet velsignet i henhold til). Ritualet skal indskrives i ritualbogen, men det bliver indledt med en henvisning til at man som præst har lov til at nægte, at velsigne homoseksuelle par.  Halvdelen af udvalget anbefaler, at man skal kunne indgå registreret partnerskab i kirken – men det kunne flertallet altså ikke bakke op om. Samtidigt med, at man mener, at det ville være for meget forlangt af heteroseksuelle par, at de først skulle vies på rådhuset for så blive velsignet i kirken mener man, at det ikke er for meget forlangt af homoseksuelle par at de skal rundt om rådhuset først, for så i øvrigt at blive spist af med et ritual, der ikke må kaldes en vielse.

Rapporten er præget af, at der bliver taget ualmindeligt meget hensyn til folkekirkens højrefløj. Dens mest højtråbende repræsentanter i udvalget, Jens Ole Christensen, generalsekretær for Luthersk Mission og den tidehvervske sognepræst Claus Thomas Nielsen, får umådeligt meget taletid. Jens Ole Christensen er en meget ivrig deltager i debatten om kristendom og homoseksualitet og står kort fortalt for den holdning, at homoseksuelle, der ikke lever i cølibat, vil komme i helvedet med mindre at de angrer og omvender sig og at folkekirkens eneste tilbud til homoseksuelle derfor skal være, at henvise dem til Agape, hvor de efter sigende kan blive helbredt for deres homoseksuelle følelser.  Claus Thomas Nielsen repræsenterer den holdning, som også Jesper Langballe og Søren Krarup står for, at ethvert forsøg på at ligestille homoseksuelle parforhold med det heteroseksuelle ægteskab vil medføre civilisationens sammenbrud.

En ting er, at man har følt det nødvendigt at give ubegrænset taletid til folkekirkens teologiske landsbytosser, en anden og langt værre ting er, at man ikke har givet taletid til dem, som sagen drejer sig om, nemlig de homoseksuelle, der ønsker, at blive gift i folkekirken.  Den eneste åbne homoseksuelle i udvalget er præsten Bennedicte Præstholm, der øjensynligt ikke har kunnet eller ikke har villet varetage rollen som repræsentant for de homoseksuelle, der ønsker et kirkeligt vielsesritual for homoseksuelle par. I stedet præges rapporten ”Folkekirken og registreret partnerskab” af at der er tale om heteroseksuelle, der forsøger, at finde en mellemvej mellem et folkeligt ønske om homoægteskab og en folkekirkelig højrefløj, for hvem enhver form for kirkelig anerkendelse af homoseksuelle parforhold er en vederstyggelighed.  At homoseksuelle kristne efterspørger et vielsesritual bliver aldrig nævnt, og at mange homoseksuelle par faktisk oplever og opfatter deres parforhold som et ægteskab synes ikke at være gået op for de 11 ud af udvalgets 12 medlemmer, der hævder, at det ville være” udtrykt for et ejendommeligt abstrakt syn på mennesket” at stile mod et kønsneutralt ægteskab. Resultatet er, at vi nu sidder med en rapport, der er udtryk for et ejendommeligt abstrakt syn på homoseksuelle. Man kan debattere vores kvaliteter som kristne og som par, men man vil ikke tale med os. Vores erfaringer, vores tro og vores situation er øjensynligt sagen ganske uvedkommende.

Det er simpelthen ikke holdbart, at de eneste der øjensynligt ikke skal høres i debatten om folkekirken og de homoseksuelle, er de homoseksuelle selv. Det viser, at det desværre er nødvendigt, at folketingets politikere træder i karakter og sikrer, at homoseksuelle ikke igen og igen bliver kørt over af hensyn til det lille højtråbende sammenrend af kristne fundamentalister som det store flertal af liberale folkekirkerepræsentanter lader sig kue af.

 

Rapporten kan hentes her: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/380968:Kirke—tro–Laes-rapport-om-homoseksuelle-vielser

Læs mere

Skrevet af den 16 sep, 2010 under Ikke kategoriseret | 20 kommentarer

Luthersk Mission, Afrika og homofobien

Der er øjensynligt ingen ende på de kort, som folkekirkens højrefløj er villige til at trække ud ad ærmet i deres indædte kamp mod en fuldgyldig folkekirkelig accept af homoseksuelle parforhold. Det sidste nye indslag er et læserbrev i Kristeligt Dagblad fra den 16.9.2010, forfattet af Jens Ole Christensen, generalsekretær for Luthersk Mission, Sune Skarsholm, generalsekretær i Dansk Ethioper Mission og Paulos Shune, vicegeneralsekretær i Mekane Yesus Kirken, Etiopien.

Læserbrevet handler om, at Afrikas kirker står uforstående, ja afvisende overfor Vestens kirkers accept af homoseksuelt samliv. Så afvisende er man, at man vil bryde forbindelsen med Folkekirken hvis denne indfører et ritual for homoseksuelle par. Og dette brud vil være meget alvorligt, for Afrikas kirker står for en levende kristendom mens kristendommen i Vesten, herunder Danmark, er døende.

Nu når Luthersk Mission mener, at Danmark skal lade sig lede af Afrika mht. synet på homoseksualitet, så er det vær at bemærke, at homoseksuelle relationer er kriminaliseret i hele Afrika undtagen Sydafrika.   Etiopien, hvis lutherske kirke nu truer folkekirken med at man vil bryde alle forbindelser, hvis folkekirken indfører et ritual for homoseksuelle par, er et af verdens mest homofobiske lande. Homoseksuelle handlinger straffes med fængsel, og en række religiøse ledere har krævet, at forbuddet mod homoseksualitet sågar skal indskrives i grundloven.

I mine øjne er trossamfund fra lande, hvor man forfølger homoseksuelle, etisk diskvalificeret fra at deltage i debatten om et folkekirkeligt vielsesritual for homoseksuelle med mindre, at de klart og entydigt tager afstand fra den samfundsmæssige kriminalisering og forfølgelse af homoseksuelle, der finder sted i deres hjemlande. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at kristne, der mener, at Bibelen retfærdiggør og nødvendiggør samfundsmæssig forfølgelse af homoseksuelle skal have noget som helst at sige i forhold til den statsstøttede danske folkekirkes politik overfor homoseksuelle.  Faktisk burde det undersøges, om danske skatteydermidler flyder via f.eks. Dansk Ethioper Mission til homofobiske initiativer i Etiopien og andre steder i Afrika. I så tilfælde bør støtten indstilles med det samme. Det bør også tages op til debat hvorvidt det er holdbart, at folkekirken deltager i fælleskirkelige samarbejdsinitiativer sammen med trossamfund, der støtter op om kriminaliseringen af homoseksuelle relationer eller ligefrem kæmper for en skærpelse af en allerede eksisterende lovgivning i denne retning. Folkekirken må ikke på nogen måde kunne beskyldes for at støtte forfølgelsen af homoseksuelle.

Læs mere

Skrevet af den 7 sep, 2010 under Ikke kategoriseret | 7 kommentarer

Selvcensur eller medieskabt virkelighed?

Man skal læse meget før øjnene triller ud – men det var godt nok lige før det skete da jeg læste følgende  overskrift i Kristeligt Dagblad fra den 7.9.2010: ”Selvcensur har bredt sig til gymnasierne”. Og det blev ikke bedre da jeg læste artiklens indledning, der lægger op til at det er os religionslærere i gymnasiet, der i særlig grad skulle have dette problem. Tak skæbne, tænkte jeg, for jeg underviser jo i religion på et studenterkursus/hf-kursus med mange muslimer, og det uden, at jeg oplever at min undervisning er styret af frygt og selvcensur, så gad vide hvor Kristeligt Dagblad har deres viden fra?

Men som så ofte så viser det sig, at en avis koger suppe på en pølsepind. Hele balladen handler om, at en forfatter til en undervisningsbog om islam af forlaget er blevet bedt om at ændre på nogle forhold, som forlaget mente kunne give problemer.  Det er altså forlaget, og ikke gymnasielærerne, der er bange. Den pågældende bog ”Islamdebat” er i øvrigt mig bekendt ikke synderligt udbredt, så helt ærligt, hvad er problemet?

Problemet er at Kristeligt Dagblad forsøger at indgyde befolkningen den forestilling, at os der har vores daglige gang og arbejde blandt og med muslimer lever i frygt og bæven. At en avis, der ellers sælger sig som en ekspert mht. religion, på den måde farer frem med råb om bål og brand på baggrund af lidt smårøg fra et tåbeligt forlag er beskæmmende. Hvis man havde været bare den allermindste smule seriøs havde man altså lige taget en snak med andre religionslærere end den lærebogsforfatter, der med rette eller urette er små fornærmet over den behandling, som hans forlag har udsat ham for.

Læs mere

Skrevet af den 10 aug, 2010 under Ikke kategoriseret | 12 kommentarer

Sekularisering, senmoderne religiøsitet og ateismen

En udbredt sekulariseringsforståelse er den, at sekulariseringen er et produkt af den naturvidenskabelige tankegang. I kraft af at vi bliver stadigt klogere på hvordan verden hænger sammen får vi mindre brug for religion, og en gang i en ikke så fjern fremtid vil religionerne derfor simpelthen være forsvundet fordi naturvidenskaben har overtaget deres rolle.

Der kan ikke være nogen tvivl om, at naturvidenskaben har sin andel i at kristendommen i Europa har mistet politisk indflydelse. At traditionel kristendom har mistet kontrollen med de europæiske befolkninger skyldes dog næppe kun naturvidenskaben, men mindst lige så meget, hvis ikke mere, de omfattende samfundsforandringer som moderniseringen af landbruget, landsbyfællesskabets nedlæggelse, industrialiseringen og urbaniseringen medførte. Den traditionelle kristendom var knyttet til landsbyfællesskabet samt de nære fællesskaber som kendetegnede købstæderne før industrialiseringen. I det senmoderne samfund, hvor sådanne fællesskaber er en saga blot og hvor samfundet i stedet er præget af fragmentering og individualisering, er det klart, at den traditionelle religiøsitet har dårlige vilkår.

Udviklingen i de religiøse landskaber i de sidste årtier har imidlertid vist, at hypotesen om at religiøsiteten vil forsvinde jo mere moderne samfundet bliver, ikke holder. Selvom kirkernes politiske og sociale indflydelse er aftagende kan det ikke påvises, at folk bliver mindre religiøse, snarere tvært imod. Derfor er der indenfor religionsvidenskaben i den senere tid kommet en del røster frem, der påpeger, at sekulariseringen ikke medfører religiøsitetens forsvinden, men at sekularisering i stedet handler om, at religiøsitet går fra at være en selvfølgelighed til at være et individuelt valg.

Den traditionelle religiøsitet, herunder den traditionelle kirkelighed, er altså ganske vist under pres, men det er ikke fordi folk bliver ateister men fordi folk selv vil vælge, bestemme og definere deres religiøsitet. Folk tror i dag sjældent, fordi de skal. De tror, fordi det giver mening for dem. De er i voksende grad ikke på udkig efter autoritet (hvad jeg skal tro og gøre?) men efter autentisitet (hvad oplever jeg som meningsfyldt, hvad appellerer til mine behov?).

Denne udvikling er ikke blot synlig indenfor liberal kristendom og den såkaldte åndelighed. Nej, den kan man sågar finde hos mange unge kristne som anser sig som Bibeltro. Selvom man nemlig påberåber sig Bibelen som autoritet er man her i stadigt voksende grad søgende i forhold til det kirkelige landskab. Man shopper mellem de forskellige bevægelser på folkekirkens højrefløj, ja også frikirkelighed og katolicisme kan man opsøge og lade sig inspirere af. Men er på jagt efter det, som man oplever som autentisk kristendom, og spørgsmål som f.eks. synet på dåb, nadver og det kirkelige embede, spørgsmål som tidligere blev tillagt afgørende betydning, er ikke længere vigtige. En lignende udvikling kan man også iagttage blandt unge muslimer i Danmark.

Denne udvikling i det religiøse landskab er naturligvis en udfordring for de traditionelle trossamfund, især for dem, hvor der er fokus på autoritet og krav om lydighed imod det, som de religiøse ledere kræver, at man skal tro på. Der er til gengæld gode muligheder hvis man tør åbne sig for kravet om at troen skal give individuel mening og skal kunne opleves som autentisk af den enkelte.

Denne udvikling i det religiøse landskab er imidlertid også en udfordring for ateismen. For mig at se er det klassiske ateistiske argument jo at religion bygger på påstande, der ikke kan bevises, ja som sågar videnskabeligt set er meningsløse. Et sådant argument har sine styrker når det rettes mod en religiøsitet der tager udgangspunkt i at dens påstande er noget, som alle skal tro på og som samfundet skal indrette sig efter. Men påstanden om at religion er irrationel og uforenelig med logik og videnskabelig bevisførelse bider ikke på en religiøsitet, der tager udgangspunkt i hvad den enkelte oplever som meningsfyldt, meningsgivende og autentisk.  Ateismen tager altså udgangspunkt i en religionsforståelse, der er under afvikling, samtidigt med, at den mangler svar på, eller måske også interesse i den religiøsitet, der er på fremmarch.

Læs mere