Menu
Kategorier

Skrevet af den 6 feb, 2014 under Religionsdebat | 0 kommentarer

Selvkritik er et “hvidt” privilegium

Debatten om Yahya Hassans digtsamling har nu kørt et stykke tid – og tager stadigt flere krumspring. Således har det i den danske offentlighed vagt en del kritik, at den svensk-iranske forfatter Athena Farrokhzad har skrevet en ret kritisk anmeldelse af denne digtsamling. Det er ikke faldet i god jord, at hendes kritik har haft fokus på det som hun forestiller sig at højrefløjen vil bruge Yahya Hassans digte til. Men nu er adoptionsforskeren Lene Myong faret i det digitale blækhus for at komme Athena Farrokhzad til undsætning og forsvare hende mod “hvide mænd i magtfulde positioner“, der tror at de ved hvad minoriteterne har brug for. Lene Myongs forsvarsskrift når måske sit retoriske højdepunkt når hun skriver: “hvilke konsekvenser får det for os ikke-hvide minoriteter, med eller uden muslimsk baggrund, at vi på uværdig vis, igen og igen, får udlagt vores behov af en hvid offentlighed. Af hvem og hvornår er vi blevet spurgt om det?” Og som det seneste skud på stammen deler nu også Christoffer Emil Bruun Lene Myongs kritik af dem, der kritiserer Athena Farrokhzad for at kritisere Yahya Hassan.

Der er ligesom noget metaagtigt over denne her kritik – men måske det også lidt er strategien – hvis man nemlig kan dreje debatten bort fra Yahya Hassans konkrete kritik og i stedet over på hvad højrefløjen, racisterne, islamkritikerne etc. (hvis man ellers i det hele taget skelner mellem dem) kan bruge denne kritik til, så kan man jo også forhindre, at vi kommer til at tale om de problemer, som Yahya Hassan egentligt vil gøre os opmærksomme på.

Nu kan det jo i en svensk sammenhæng, hvor der ikke gives så meget plads til angreb på indvandrere, muslimer etc. måske nok være rigtigt, at digte som Yahya Hassans kunne starte en kritisk og også nedladende debat som der hidtil ikke har været så meget af. Men her i Danmark, hvor der siden midten af 1990’erne er væltet en verbal shitstorm af tsunami-agtige dimensioner ned over hovedet på landets muslimske mindretal, er det sådan set lidt svært at se hvordan Yahya Hassans digte skulle kunne gøre situationen meget værre. Dem der har et behov for at lægge muslimer for had har tydeligvis ikke haft brug for en Yahya Hassan for at kunne finde undskyldninger for deres islamofobi. Ja, faktisk er det jo et typisk kritikpunkt rettet mod landets muslimer, og dem der gerne vil forsvare dem, at de er tavse mht. de problemer med vold, kvindeundertrykkelse, homofobi etc. som der findes i visse muslimske miljøer. Tavshedens strategi virker måske (endnu) i Sverige – men den er alt andet lige kontraproduktiv i Danmark.

Men der er også et mere grundlæggende problem med Athena Farrokhzads og Lene Myongs kritik. De ser nemlig begge to at “sortes” kritik af andre “sorte” kan og vil blive misbrugt af diverse racister – men de bliver så også stående der. Ingen af de to reflekterer over, at vi dermed har den situation, at kritik af ens egen kultur og religion er et “hvidt” privilegium. At “sorte” ikke har samme frihed som “hvide” til at fortælle om vold, misbrug og undertrykkelse i deres egen kultur – at mennesker med muslimsk baggrund ikke har samme frihed til at afsky deres religion som mennesker med en kristen baggrund har, tages som noget givet, som noget man bør medtænke når man ytrer sig frem for en uretfærdighed, som man burde bekæmpe.

Tavshedens strategi har imidlertid også en pris – der er bare ingen win-win situation i denne her kamp. Jeg kender den selv fra min egen katolske opvækst og ungdom. Jeg er også blevet opdraget med at man skulle passe på med kritik af kritisable forhold i det katolske miljø fordi denne kritik ville kunne blive misbrugt i et antikatolsk samfund. Og det er jo ikke nogen helt forkert observation. Katolicisme er måske den mest forhadte religion i Danmark efter islam – og medierne elsker også at skrive negativt om den katolske kirke. Men den katolske tavshedskultur har betydet, at overgreb af forskellig karakter har kunnet foregå i årevis uden at nogen greb ind. Selvom man måske ikke samtykker når man tier – så forhindrer man heller ikke overgrebene – og man hjælper helt sikkert ikke dem, der bliver ofre for dem. Det kan godt ske, at nogen som Athena Farrokhzad mener, at de “hvides” racisme er værre end den patriarkalske vold i visse muslimske miljøer og at nogle katolikker mener, at angreb på den katolske kirke er værre end de overgreb, der er sket i katolsk sammenhæng. Men det kunne også tænkes, at nogle af ofrene faktisk gerne vil have hjælp og få en stemme – i stedet for at blive mødt med en mur af “velmenende” tavshed.

Læs mere

Skrevet af den 15 dec, 2013 under Folkekirken | 0 kommentarer

Dåb, folkekirken og muslimerne

I Kristeligt Dagblad har der i de senere dage været en omfattende debat foranlediget af at folkekirkepræsten Massoud Fouroozandeh, der er tidligere muslim og tidligere frikirkepræst, har fået en næse af sin biskop for at have døbt tidligere muslimer uden at indmelde dem i folkekirken sådan som han er forpligtet til. Især i Tidehvervske kredse, hvor man har taget Massoud Fouroozandeh til sig, er man meget forarget over at den kristne pligt til at døbe sådan bliver tilsidesat af øjensynligt rene bureaukratiske årsager.

Men jeg kan slet ikke se noget mærkeligt i, at voksne der lader sig døbe af en folkekirkepræst selvfølgelig skal indmeldes i folkekirken. Det samme sker jo også med de spædbørn, som bliver døbt i folkekirken. Hvis voksne skal have lov til at fravælge folkekirkemedlemskabet i forbindelse med dåben, ja så har forældre vel også lov til at fravælge folkekirkemedlemskabet på deres spædbørns vegne? Og set i lyset af at langt de fleste medlemmer af folkekirken blev meldt ind i forbindelse med at de blev barnedøbt ville en lempelse af reglerne her let kunne have ret så alvorlige følger for folkekirken.

Alle ikke-døbte, der kommer til tro på Jesus Kristus, kan blive døbt af en folkekirkepræst. Den kristne dåbspligt bliver altså ikke krænket på nogen måde af at dåb i folkekirken også betyder indmeldelse i folkekirken. Døren til dåben er åben, man skal som dåbssøgende blot acceptere, at når man lader sig døbe af en folkekirkepræst, ja så bliver man også medlem af folkekirken. På samme måde bliver man jo også f.eks. medlem af den katolske kirke, hvis man lader sig døbe af en katolsk præst. Ønsker man ikke at blive døbt ind i en bestemt kirke, ja så må man jo opsøge præster eller lægfolk indenfor kirkesamfund, hvor dåben ikke er det samme som en indlemmelse i et konkret kirkefællesskab.

Hvad der undrer mig mest ved denne her debat er, at der ikke rigtigt synes at være nogen interesse for hvorfor de tidligere muslimer, som Massoud Fouroozandeh har døbt uden at indmelde dem i folkekirken, ikke vil være medlem af folkekirken. Det virker på mig højst besynderligt, at man gerne vil døbes af en præst men i den grad ikke vil have noget med dennes kirkesamfund at gøre, at man øjensynligt ikke vil døbes hvis dåben medfører, at man bliver indmeldt i dette. Hvad er altså problemet? Det kunne selvfølgelig være, at man er bange for at nogle muslimer vil reagere voldeligt på at man har forladt islam og er blevet kristen. Men sådanne rabiate muslimer er nok ret ligeglade med om man er medlem af folkekirken eller ej. Derfor synes det mere sandsynligt, at disse tidligere muslimer enten ikke vil være medlem af folkekirken fordi man ikke bryder sig om det den står for – eller at man ikke vil være medlem, fordi man ikke vil betale kirkeskat. Eller måske er det en kombination af begge disse grunde.

Det er selvfølgelig fair nok, at man ikke bryder sig om folkekirken, men så må man jo finde en præst eller en lægmand m/k indenfor et kirkesamfund, som man føler sympati for og så lade sig døbe af ham eller hende. Og hvis man ikke vil betale til en kirke, ja så må man jo finde en præst eller lægmand m/k tilknyttet et kirkesamfund hvor man ikke behøver det. En folkekirkepræst må have kærlighed og respekt nok til hhv. for folkekirken til at kræve, at dem der vil lade sig døbe af ham eller hende selvfølgelig skal indmeldes i folkekirken. Mangler man denne kærlighed til og respekt for folkekirken skulle man måske finde et andet kirkesamfund at være præst i.

Læs mere

Skrevet af den 5 nov, 2013 under Den katolske kirke | 0 kommentarer

Den katolske kirke og skilsmisserne

Den katolske kirke er kendt for et i den senmoderne vestlige virkelighed strengt virkende syn på skilsmisse. Ægteskabet ses som et sakramente, og det skal vare indtil ens ægtefælle eller man selv dør. Går ægtefællerne alligevel fra hinanden, ja så må de leve resten af livet i cølibat. Gifter de sig alligevel igen må det ske udenfor den katolske kirke – og de bliver ekskommuniceret. Og så dog, for man kan som katolik også søge om at få sit mislykkede ægteskab erklæret ugyldigt. Det gøres ved at man beder en kirkelig domstol om at få en erklæring om at ægteskabet slet ikke var noget ægteskab, da vigtige forhold der skal til for at et ægteskab er gyldigt i katolsk forstand ikke var blevet opfyldt. Det er en lang og besværlig proces, der i hvert fald af nogen omfattes som ydmygende og der er ingen garanti for at domstolen vil dømme som man ønsker det. Men får man succes så skyldes det ofte, at man kan overbevise domstolen om at man og/eller ens ægtefælle ikke forstod, hvad ægteskabet går ud på i katolske forstand, at man var personlig umoden, da man blev gift, ikke var indstillet på, at det skulle vare for evigt etc.

Nu har Pave Frans indkaldt til et internationalt bispemøde i 2014, der skal se på det katolske ægteskabs udfordringer. Mange forventer nok lettelser af reglerne i en eller anden form. Men lad os nu se. Jeg kan imidlertid ikke lade være med at undre mig lidt over den katolske kirkes hidtidige forståelse af og håndtering af skilsmisser hhv. fraskilte, der gifter sig igen.

F.eks. lærer den katolske kirke, at den ikke kan sige god for at katolikker bliver skilt og gift igen da Jesus i henhold til Det Nye Testamente har forbudt skilsmisse klart og entydigt. Det er jo rigtigt nok. Men han har også f.eks. forbudt brugen af titler som f.eks. ”fader”, da vi ikke har nogen anden far end ham i himlen. (Matt. 23,9)Og det har jo altså ikke forhindret den katolske kirke i at bruge udtryk som f.eks. ”den hellige fader” om Paven. Når man altså ikke er bundet på hænder og fødder af Jesu ord om brug af titler, hvorfor er man det så når det gælder om ægteskabets uopløselighed?

Mere grundlæggende må man jo også sige, at Jesus intet steds i Det Nye Testamente taler om ugyldige ægteskaber. Ideen om at et par kan have været gift i f.eks. 20 år, have fået flere børn sammen etc. – og så alligevel faktisk være i et ugyldigt ægteskab, det er ikke en ide man finder belæg for i Bibelen. Bevares, det giver jo nok mening, at folk der med vold er blevet tvunget til at gifte sig ikke skal være bundet heraf for livet, men de typiske årsager til at et ægteskab erklæres ugyldigt virker på mig mindre overbevisende, ikke mindst set i forhold til kirkens praksis og tro i øvrigt.

Lad os f.eks. sige, at to unge katolikker, der ikke er troende, gifter sig for at gøre deres forældre glade selvom de ikke tror på ægteskabets uopløselighed. Hvis de senere går fra hinanden kan de få ægteskabet erklæret ugyldigt, så de kan gifte sig på ny. Men hvad nu hvis de bliver sammen – og på et tidspunkt begge to bliver dybt troende og engagerede katolikker. Skal de så blive gift igen fordi deres hidtidige ægteskab var ugyldigt? Har nogen nogen sinde hørt at det er sket? Men sådan burde det vel være, for ægteskabets gyldighed har jo efter den katolske kirkes tro ikke noget at gøre med om ægtefællerne går fra hinanden eller bliver sammen.

Lad os tage et andet eksempel. Et ungt katolsk par er dybt troende, de bliver gift. Efter nogle år mister den ene troen – og bryder ud af ægteskabet. Den part der sidder tilbage kan ikke blive gift igen uden at blive mødt med ekskommunion fordi han eller hun ligesom ægtefællen ved ægteskabets indgåelse troede på og accepterede den katolske kirkes lære om ægteskabet. Havde de begge derimod været ateister, der giftede sig katolsk for en forms skyld, ja så kunne den der blev forladt, godt blive gift igen med kirkens velsignelse. I tilfælde af at man bliver forladt af ens ægtefælle bliver man som katolik altså straffet for at være troende når man giftede sig, mens man belønnes for at blive gift uden oprigtighed.

I det hele taget er det i mine øjne ikke helt uproblematisk, at ville gøre et sakramentes gyldighed afhængigt af om modtageren er moden nok til at forstå, hvad der drejer sig om og er fuldt med på hvad det handler om. I hvert fald når vi taler om sakramenter, der er tænkt til at virke resten af livet. En sådan indstilling vil jo f.eks. gøre barnedåben ugyldig. Og hvad med de nok ikke helt få katolske store børn hhv. teenagere, der bliver firmet fordi det er en katolsk tradition selvom dette sakramente ikke siger dem særligt meget og de ikke er med med hjertet? Skal de genfirmes hvis de som voksne indser at de som unge ikke vidste hvad det var, som de som dengang sagde ja til?

Spørgsmålet er derfor om det ikke ville give mere mening at droppe alle disse lange og dyre processer ved de kirkelige domstole og i stedet erkende, at ægteskaber her i vores faldne verden somme tider mislykkes og det derfor er nødvendigt, at finde veje til at man som fraskilt katolik kan få lov til at blive gift igen, være det nu med kirkens velsignelse eller stiltiende accept, uden at man bliver mødt med ekskommunion?

Læs mere

Skrevet af den 12 okt, 2013 under Den katolske kirke | 3 kommentarer

Iben Thranholm undsiger Paven

Iben Thranholm er kendt for sine skarpe holdninger til abort og det sekulære samfund – og hun er ikke mindst kendt for at være en meget åben katolik, der elsker at henvise til Paven i tide og utide. Alligevel er det i virkeligheden slet ikke så overraskende, at hun i en kommentar på Facebook gruppen “Katolikker i Danmark” er ude med riven mod Pave Frans. Her skrev hun den 11.10.2013.: “Hvis kærligheden dyrkers uden sandhed, skrider grundlaget. Som Benedikt XVI og Johannes Paul II slog fast igen og igen, så kan kærlighed og sandhed ikke skilles ad. Når pave Frans f.eks. udtaler, at det bare handler om at gøre det Gode med stort G uanset om man er ateist eller har en anden religion, synes jeg han er i fare for at komme på afveje og ende som relativist. Hvad er det gode? En synes abort er det bedste der er sket for vores samfund, en anden at det er mord? Hvem har ret her – hvem af de to gør det gode? Er det gode ikke at fortælle sandheden? Det har været Den katolske kirkes standpunkt i 2000 år. Det bliver spændende at se om Frans vil holde fast i det“.

De danske medier har godt nok i det store hele overset det, men der er faktisk en voksende modstand mod Pave Frans blandt dele af verdens katolikker. Allerede få dage efter at han blev valgt til Pave flød traditionalistiske blokke over med harme over den nye pave. Traditionalister er en betegnelse for en meget lille men også meget højtråbende gruppe af katolikker, der er imod de reformer som den katolske kirke indførte under Det Andet Vatikankoncil (1962-1965), hvor den katolske kirke indførte en ny venlig retorik om de andre trossamfund og hvor grundlaget blev lagt for at gudstjenesten fremover hovedsagelig foregår på lokalsproget frem for latin. Pave Benedikt havde brugt uhørt meget energi på at komme denne gruppering i møde – men Pave Frans var fra sin fortid som ærkebiskop i Argentina kendt for at være meget lidt begejstret for den gamle messe – og meget begejstret for dialogen med protestanter, jøder og muslimer. Eller med andre ord, lige fra starten af var Pave Frans ikke traditionalisterens kop the.

Men i den senere tid er også ultrakonservative katolikker begyndt at ryste med sablerne. Til forskel fra traditionalisterne bakker de i princippet op om Det Andet Vatikankoncil – men de har det tilfælles med dem, at de er ivrige modstandere af den fri abort og samfundets accept af homoseksuelle – og de er ofte også ret så skeptiske overfor en dialog med islam. Mht. de to første emner har de haft fuld støtte af Pave Johannes Paul II og Pave Benedikt XVI, mht. det sidste emne kunne de til dels finde støtte hos Pave Benedikt.

Men de ultrakonservative katolikker føler nu, at de bliver svigtet af Pave Frans, der tydeligvis gør sig store anstrengelser for at række hånden ud til de grupper af katolikker, der har følt sig marginaliseret under de to sidste paver. Det er også tydeligt, at Pave Frans ønsker en oprigtig dialog med de andre religioner, også islam, og at han ligeledes ønsker et bedre forhold til den sekulære verden. Der er imidlertid ikke tale om, at Pave Frans vil ændre på den katolske kirkes lære om f.eks. abort og homoseksuelle ægteskaber – men han ønsker blot, at den katolske kirke skal prioritere andre emner højere, ikke mindst forkyndelsen af Guds kærlighed og barmhjertig. Og som en del af denne forkyndelse skal man også prøve at tale pænt om f.eks. homoseksuelle. Der er altså tale om en ændring af diskursen frem for dogmatikken – men det er nok til at udløse ubehag hos dem, der havde vænnet sig til at have Paven i ryggen, når de talte dunder mod abort, homoseksuelle eller generelt sekulariseringen og den såkaldte relativisme.

Den kendte katolske kommentator John L. Allen Jr. har beskrevet disse katolikkers reaktion som “den ældre søn problematikken”. Det er en hentydning til lignelsen om den fortabte søn, hvor faderen bliver så glad da den fortabte søn vender hjem igen, at han holder et stort party for ham. Den ældre søn begynder så at beklage sig over, at han jo altid har gået derhjemme og været en god dreng – men hvornår fik han en fest”? Man kan altså måske sige, at den katolske kirkes højrefløj er skuffede over, at Paven vender sin kærlighed mod alle de “dårlige” katolikker, frem for til dem, der fortjener den, nemlig dem selv.

Men man kunne naturligvis også sige, at den katolske højrefløj i de sidste 30 år har været budt til fest hos de regerende paver, mens den katolske venstrefløj fik kun få eller ingen krummer fra de riges bord. Og samtidigt med denne fest for insiderne blev forholdet til de vestlige sekulære demokratier kølet ned til næsten frysepunktet. Det vil Pave Frans lave om på, og det må en Iben Thranholm nok lære at leve med.

Læs mere