Menu
Kategorier

Skrevet af den 17 nov, 2016 under Lgbt | 0 kommentarer

Den queere blindhed

 

Den 14.11.2016 havde Storm Lillevang, der identificerer sig som transmand, et længere debatindlæg i Politiken der på mange måder var et vredt angreb på det samfund, som efter hans mening ikke giver plads til queere kroppe og dermed mennesker som ham. Især var Storm Lillevang vred over den skam, som han mener, at samfundet med dets normer påfører alle dem, der ikke er heteroseksuelle og ikke er ciskønnede. Med sidstnævnte menes mennesker ”der ikke identificerer sig med det køn de fik tildelt ved fødslen”. Det sjove er faktisk, at lige præcist begrebet ”ciskønnet” viser det dobbeltspil der ofte spilles, når man taler om normer og folk, der ikke passer til normerne. Jeg har i hvert fald oplevet adskillige transkønnede, der er blevet rasende fordi jeg nægter at bruge begrebet ”ciskønnet” om mig selv, da det passer lige så dårligt til min måde at forstå mit køn og leve mit liv på som begrebet ”trans-kønnet” gør. Men de fleste transkønnede er lige så normstyrede som de fleste andre mennesker – hvis man ikke vil tilpasse sig deres forståelse af køn, seksualitet og krop ja så er man et meget ondt menneske, der har at skamme sig! Og det er jo heller ikke så mærkeligt, for på trods af al den her tomme snak om ”normkritik”, som man elsker så meget i de queere kredse, så har alle mennesker en forestilling om rigtigt og forkert – de har normer – og disse normer påvirker deres syn på andre og på dem selv. At prøve på at få folk til at skamme sig hvis de ikke følger ens normer er også ganske almindeligt og almen menneskeligt, tænk blot på den iver hvormed visse vælgere og partier gerne beskrives som ”ikke-stuerene”. Storm Lillevang bruger såmænd også selv tricket f.eks. når han til sidst i indlægget prøver at få sine cis-kønnede venner, der har været uforsigtig nok til at identificere sig med forældre til transkønnede og deres ønske om at acceptere deres børn, til at skamme sig over at de i det hele taget kunne tro, at det skulle være et problem at være forældre til et transkønnet barn. Skam er et styringsmiddel der skal få folk til at tilpasse sig ens egne normer, det gælder for queere såvel som for alle andre.

Men det er da rigtigt nok, at det at være anderledes end de fleste på det seksuelle og det kønsmæssige område typisk opleves som skamfuldt. Jeg har som homoseksuel i hvert fald indtryk af, at man som homoseksuel helst snakker om de heteroseksuelles homofobi men ofte ikke kan sætte ord på sin egen internaliserede homofobi. Jeg tvivler bare på at Storm Lillevangs hyper aggressive sprog med al den her ”smadder den heteroseksuelle og ciskønnede verdensorden” logik er vejen frem. Det er i hvert fald trist hvis man kun kan holde op med at sparke indad ved at begynde, at sparke udad.

Logikken knækker dog totalt når Storm Lillevang skriver, at ”normerne og strukturerne er med til at installere skam i bestemte kroppe. Kroppe, der eksempelvis ikke er ciskønnede eller heteroseksuelle.” Det er nemlig i trans-sammenhænge meget udbredt at påstå, at man som transkønnet er ”født i en forkert krop” og lige fortiden består hovedparten af kampen for transkønnedes rettigheder i et krav om at transkønnede skal have ubegrænset og uhindret adgang til hormonbehandling og kirurgiske indgreb, hvis mål er at få deres kroppe til at lige normen for hvordan ens krop skal se ud som hhv. mand eller kvinde. Men hvis det er samfundet, der får transkønnede til at væmmes ved deres egen krop og mene, at den er forkert, er løsningen så på bedste a la Askepot maner at skære en hæl og klippe en tå, så de transkønnedes kroppe kan passe til majoritetssamfundets prinsessesko?

Problemet er jo tingene er vævet sammen. Hvis samfundet ikke havde nogle normer om hvordan man skal være, opføre sig, klæde sig etc. som mand hhv. som kvinde – hvis vi altså ikke havde kønsroller – så ville der slet ikke kunne findes transkønnede. Hele ideen om at ”man føler sig som kvinde”, ”identificer sig som mand”, ”er mand indeni og kvinde udenpå” etc. som man bruger i trans-sammenhænge forudsætter, at der er nogle kønsroller og dermed kønsnormer som er knyttet til begrebet ”mand” hhv. ”kvinde”. Jeg mener, hvordan skulle man ellers kunne vide, at ens sande ”indre” køn er anderledes end ens biologiske hvis det ikke er fordi man forbinder køn med kønsroller frem for kropslige forskelle? På samme måde ville der heller ikke være hverken homoseksuelle eller heteroseksuelle i en verden, hvor alle var totalt ligeglade med hvem man havde sex med eller levede sammen med. Smadrer man altså den heteroseksuelle og ciskønnede verdensorden, så smadrer man sådan set også sin egen identitet. Spørgsmålet er så om det faktisk er det som man vil.

 

Læs mere

Skrevet af den 8 nov, 2016 under Den katolske kirke, folkereligiøsitet, Katolsk folkereligiøsitet | 0 kommentarer

Skærsilden

 

Her i forbindelse med reformationsjubilæet vil den ene eller anden nok støde på begrebet skærsilden – for det var jo for at få et kortere ophold i denne at nogle i senmiddelalderen købte aflad – en praksis som Martin Luther som bekendt protesterede heftigt imod med sine 95 teser. Men hvad er så skærsilden for noget?

Ja, se det er faktisk ikke helt nemt at sige. Skærsilden er nemlig ikke himlen men heller ikke helvedet. De afdødes sjæle der befinder sig i skærsilden gælder for at være frelste, fordi de ikke er havnet i helvedet – men de pines og plages som straf for deres synder, så i himlen er de ej heller. I stedet befinder de sig i en liminal tilstand – en overgangsfase fra det syndige liv på jorden til det rene liv i himlen.

Skærsilden er en af de tre tilstandsformer for kirken som den katolske kirke opererer med. Man har den triumferende kirke: det er dem der har opnået at komme i himlen. Man har den kæmpende kirke: det er kirken her på jorden. Og så er der altså den lidende kirke, sjælene i skærsilden, der er på vej fra at være den kæmpende kirke til en gang at høre til den sejrende.

Siden læren om skærsilden blev ridset mere klart op af den katolske kirke i midten af 1200-tallet har påstanden været, at den kæmpende kirke her på jorden kan bistå den lidende kirke i skærsilden med sine bønner, med at lade læse messer for de afdødes sjæle, og ved at vinde (eller evt. købe) aflad til dem. På denne måde er de døde ikke bare døde – de forbliver en levende realitet i de efterladtes liv og deres livsvilkår afhænger af hvor meget vi levende bekymrer os for dem. Men denne relation er ikke ensidig. I 1800-tallet udviklede man en forestilling om at sjælene i skærsilden med deres forbøn også kunne hjælpe de fra dem kæmpende kirke på jorden, der viste dem omsorg ved at bede for dem. Sådanne alliancer mellem levende og døde kunne bidrage til begges frelse. Og lige så længe som der har været en tro på skærsilden har der også været en forestilling om, at de lidende sjæle fra skærsilden kunne vise sig for de levende mennesker, aflevere aftryk af en brændende hånd etc., for på denne måde at advare de levende om hvad der venter dem hvis de ikke omvender sig. På denne måde kunne man (til dels) indlemme den folkelige tro på spøgelser i den katolske tro.

Men som Diana Walsh Pasulka beskriver det indgående i sin bog ”Heaven can Wait – Purgatory in Catholic Devotional and Popular Culture”, så har der været en lang folkelig tradition for at placere skærsilden som et sted her på jorden, som levende mennesker kunne opsøge. Helt konkret beskriver hun hulen (hhv. hulerne for der var i tidens løb forskellige) ved Lough Derg (Den røde sø) i det sydlige Irland. Dette helligsted, der sandsynligvis har rødder tilbage til Irlands førkristne fortid, og som allerede synes at have været brugt i 800-tallet, var oprindeligt et sted for folk, der søgte at gøre bod for alvorlige synder de havde begået efter de var blevet døbt. Før læren om skærsilden slår igennem i midten af 1200-tallet var det nemlig en udbredt forestilling, at sådanne syndere kun kunne undgå at komme i helvedet hvis de udsatte sig for voldsomme selvpinsler og farer, ofte i forbindelse med en valfart. Der var ikke så meget billig nåde dengang. (I den forstand kan man også se læren om skærsilden som et led i en teologisk proces, hvor man nedtoner behovet for voldsom bod her i livet for at man kan frelses til fordel for ideen om at synderen kan indhente den manglende bod i efterlivet.) Højdepunktet i bodsritualerne ved Lough Derg var at man skulle lade sig spærre inde i 24 timer i en hule hvor man ville komme til at kæmpe med dæmoner om sit bare liv. Overlevende man var man blevet renset for sine synder. Men i forbindelse med denne kamp om frelsen oplevede så nogle udvalgte, at de fysisk og konkret rejste gennem skærsilden for der at kæmpe med dæmonerne, men også besøge og udspørge sjæle i skærsilden. Nogle af disse beretninger blev til de rene bestsellere i middelalderens Europa, og mange rejste til Irland for at gøre bod for deres synder og besøge skærsilden i levende live.

Der var imidlertid en del teologiske problemer for den katolske kirke forbundet med denne trafik. For hvis skærsilden er et sted på jorden som levende mennesker kan opsøge og hvor sjælene udsættes for konkrete plager i form af f.eks. brændende flammer, så gør man jo sjælen til noget fysisk og kropsligt. Men for den skolastiske teologi, der kommer til at gøre sin sejrsgang i højmiddelalderen, er sjælen et rent åndeligt fænomen som er klart adskilt fra materien (om end man kunne diskutere om sjælen har en form for åndelig materie, men den er dog ikke fysisk). Det er måske derfor heller ikke så mærkeligt, at kultstedet ved Lough Derg bliver forsøgt lukket og tilintetgjort af paven omkring år 1500. Det er i samme periode at man ophører med at tegne paradiset ind på verdenskortene. Den overnaturlige verden bliver i denne periode mere spirituel og troen på at den er en fysisk realitet i vores jordiske verden aftager. Men så let kunne man dog ikke ødelægge en folkelig tradition, og derfor fortsætter valfarterne til Lough Derg, og det på trods af både paveligt forbud og intensive forfølgelser fra de protestantiske myndigheder i Irland. Faktisk kan man stadigvæk valfarte til Lough Derg – men skærsilden kan man dog ikke længere besøge.

I løbet af oplysningstiden forsøger katolske teologer at gøre skærsilden til noget mere spirituelt og åndeligt, dvs. de forsøger at udbrede den teologisk korrekte skolastiske version af skærsilden til den almindelige befolkning. Man nedtoner ideen om at sjælen bliver ristet i gloende flammer til fordel for en forestilling om at skærsilden er en art renselsesproces og åndelig tilstand hvor smerten er af spirituel karakter –en sorg over at være fjern fra Gud og over at have syndet. Men sådanne forestillinger udsættes forsat fra konkurrence fra forestillingen om skærsilden som noget mere konkret og dens smerter som fysisk reelle.

Det Andet Vatikankoncil  (1962-1965) nedtoner det fysiske og materielle ved den katolske tro, så som den konkrete kontakt til den overnaturlige verden via diverse fromhedsøvelser og de hellige billeder samtidigt med at man nærmest helt glemmer den straffende Gud og omsorgen for de afdødes sjæle til fordel for den venlige og kærlige Gud og omsorgen for de lidende blandt de levende. Mange katolikker har i dag slet ikke noget forhold til skærsilden og tror måske at den er blevet ”afskaffet”. Men blandt diverse grupper af lægfolk man dog iagttage et forsøg på at genvække katolikkernes tro på skærsilden – og det typisk i dens konkrete og fysisk reelle form.  For længslen efter en kontakt til den overnaturlige verden og en mere materiel og konkret oplevelse af denne er på ingen måde død.

Læs mere

Skrevet af den 1 nov, 2016 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Jeg – en eks-fed

 

En tidlig morgen den 1. november 2013 lå jeg i min seng og var fortvivlet. Endnu en nat var blevet ødelagt af en voldsom diare – endnu engang signalerede min krop at noget var helt galt med min ernæring og livsstil. Jeg vejede 118 kilo på trods af at jeg kun er 165 centimer høj. Min fedme gjorde det svært for mig at gå meget mere end 500 meter af gangen. Jeg var plaget af hudproblemer, fordøjelsesproblemer, sure opstød og søvnapnø, og havde selvfølgelig også alle de praktiske problemer der er forbundet med fedme så som vanskeligheder med at finde tøj, der kunne passe, og for smalle togsæder. Men faktisk var jeg rimeligt meget ligeglad med de æstetiske sider af min fedme. Jeg tillagde det ikke den store betydning om andre syntes jeg var smuk eller grim. Men i disse tidlige morgentimer for tre år siden gik det op for mig, at enten så lægger du din livsstil om eller også så – ja så dør du. Det kan ikke blive ved på denne her måde! Så jeg lavede en plan. Jeg ville skære stærkt ned på fedt, sukker og alkohol og skrue stærkt op for grøntsager og frugt. Og så skulle moderate mængder af motion også forbedre min sundhed. Faktisk var det ikke planen at jeg skulle tabe mig. Jeg havde i tidens løb prøvet mange slankekure – havde tabt meget for blot i løbet af kort tid at tage endnu mere på – så jeg turde end ikke tænke i vægttab, jeg skulle bare have det bedre.

Det mærkelige var, at det viste sig forbløffende let for mig at lægge min livsstil om. Det hjalp, at jeg med det samme oplevede, at min fordøjelse fik det bedre og at de sure opstød og søvnapnøen forsvandt. Jeg blev også hjulpet af min dejlige kone, der gerne ville tabe nogle kilo og leve sundere, og efter et par uger gik det op for mig, at det her kan holde – og dermed åbnede muligheden sig for at jeg måske kunne tabe mig. Jeg arbejdede videre ud fra min oprindelige plan, men supplerede den med kalorietælling, som jeg i starten ikke havde orket. Men den store fordel ved kalorietælling er, at den giver en en ramme for dagen. Så meget kan du spise, og det kan man så tilrettelægge dagen efter – og f.eks. sørge for at der er plads til lidt af det ”sjove”. På baggrund af de spisevaner jeg havde udviklet i de første uger af mit nye liv, lagde jeg mig fast på, at jeg havde 1650 kalorier at gøre godt med hver dag. Dermed var der sikret plads til lidt lækkert hver dag samtidigt med at jeg ville kunne tabe mig.

En anden ting som jeg indførte i de første uger var, at jeg ville leve så vegetarisk som muligt. Kød skulle kun spises en sjælden gang imellem og de kalorier jeg sparede herved kunne bruges på flere grøntsager. Jeg havde altid troet, at jeg ikke kunne leve uden kød, men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg havde det meget bedre uden det daglige kød. Hvad jeg også lærte mig var, at den lykkefornemmelse jeg kendte til i forbindelse med at spise meget, og som havde været med til at forårsage min fedme, indtraf uafhængigt af om jeg fyldte mig med stegt flæsk og kartofler eller grøntsagssuppe. Faktisk blev jeg meget mere lykkelig af store mængder grøntsager end store mængder fed mad – både fordi min fordøjelse kan håndtere det første og ikke det sidste, men også fordi jeg ikke bliver så tung og træt af at grovæde sundt som af at grovæde usundt. Jeg lærte også, at jeg nyder små mængder af usunde ting som alkohol eller søde sager meget bedre end store. Og ja, det gør selvfølgelig sommetider lidt ondt når jeg må sige nej til mig selv, men jeg er også glad over at have lært det lille trick.

Sidst men ikke mindst betød den daglige motion, at jeg fik et nyt forhold til min krop. Den er ikke længere min fjende men i stedet en integreret del af hvem jeg er. Mht. træningen lagde jeg meget forsigtig ud for at undgå skader, og den dag i dag er jeg næppe det man vil kalde for en powertræner. Jeg oppe på en halv times stepping kombineret med håndvægtstræning på de dage hvor jeg ikke skal møde tidligt på arbejdet, ellers en til to gåture på en 2-3 kilometer om dagen. Mit mål var og er ikke, at blive mager. Jeg har en aftale med mig selv om at jeg ikke må veje mere end 65 kilo og ikke mindre ned 62. Da jeg nærmede mig min normalvægt regulerede jeg forsigtigt på mit kalorieforbrug. I det sidste halvandet år har jeg kunnet holde mig indenfor førnævnte vægtspænd ved at indtage 2000 kcal. om dagen.

Jeg er godt klar over, at jeg er eks-fed. Jeg går ikke rundt og tror, at jeg aldrig ville kunne blive fed igen. Og som mange, der har overvundet et alkoholproblem, er jeg taknemmelig for hver dag, hvor jeg har holdt mig til min aftale med mig selv. Men jeg vover alligevel den påstand, at det jeg har oplevet viser, at man kan gå fra at være fed til eks-fed og have et berettiget håb om at man kan forblive i den sidste kategori. Det afgørende er at man har et stærkt behov og ønske om forandring, det er det allervigtigste. Så hjælper støtte og opmuntring fra omgivelserne selvfølgelig. Kost- og motionsråd kan man finde på nettet – og så må man prøve sig frem. Og prøver man kan man lære nye sider af sig selv at kende. Så som at ens ynglingsretter kan ændre sig, at man kan få et nyt forhold til sin krop og at man kan lære at sige nej der hvor et nej i virkeligheden er et ja til livet.

 

Læs mere

Skrevet af den 31 okt, 2016 under Åbenbaringer, Den katolske kirke, Mirakler | 0 kommentarer

Jomfru Marias kamp mod Det Andet Vatikankoncil

 

Et bemærkelsesværdigt træk ved Det Andet Vatikankoncil var, at et af dets officielle mål var en bedre inddragelse af lægfolket i den katolske kirkes liv. Men på trods heraf blev koncilets reformer mødt med en række protester ikke mindst fra lægfolks side af. En overset men udbredt protestform var og er faktisk Maria-åbenbaringer! Og et eksempel herpå skildres relativt kort men grundigt af religionsforskeren Joseph P. Laycock i bogen ”The Seer of Bayside – Veronica Lueken and the Struggle to Define Catholicism”.

Veronica Lueken var, da hun begyndte at berette om overnaturlige erfaringer i 1968, en kvinde som livet havde været lidt hård ved. Hun var en hjemmegående husmor hvis mand havde svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet, der var sygdom i familien, og hun var også lidt af en social outsider i det middelklasse-husejer prægede katolske sogn i Bayside New York hvor hun havde sin faste gang.

Det første himmelske væsen Veronica Lueken får kontakt med var den hellige Teresa af Jesus barnet som hun havde bedt intensivt til i anledning af attentatet på Robert Kennedy, men hun får også uhyggelige og vanskeligt tolkelige visioner om dom og ødelæggelse. Præsterne i sognet gider hende tydeligvis ikke rigtigt og i starten tror hendes mand heller ikke på hende. Andre i lokalområdet tror dog på Veronica Lueken og efterhånden tager oplevelserne mere fast og håndterbar form. Nu begynder Jomfru Maria at tale til hende og annoncerer, at hun vil åbenbare sig for hende i forbindelse med en statue af Jomfru Maria udenfor Veronica Luekens sognekirke – og det på en fastsat dato. Hun prøver endnu engang at få sognets præster med på ideen og skriver og fortæller om sine oplevelser til diverse kirkelige personligheder men bliver mødt med en kold skulder. Veronica Lueken er derfor kun omgivet af få lokale supportere da Jomfru Maria som annonceret åbenbarer sig via Maria figuren ved sognekirken, kommer med budskaber og forkynder, at hun nu vil åbenbare sig regelmæssigt for Veronica Lueken i forbindelse med kirkelige festdage og det på dette sted.

Veronica Lueken bliver ikke taget alvorligt af de lokale kirkelige myndigheder, men traditionalistiske katolske grupperinger ser anderledes på sagen – især en gruppe fra Canada tager hendes åbenbaringer op og begynder at organisere valfarter til Veronica Luekens bønnemøder udenfor kirken i Bayside.

Veronica Lueken virker ret påvirket både af de kirkelige myndigheders ligegyldighed der, som jeg skal komme ind på, ændrer sig til hårdnakket modstand, af hendes tilhængeres forventninger, af tidens koldkrigs stemning og af modstanden mod Det Andet Vatikankoncil. En visionær bliver nemlig først til en profet når vedkommende ikke bare bliver troet men også bliver mødt med en feedback, der igen er med til at udvikle seerens identitet som profet. Modstandernes ”push” og tilhængernes ”pull” former i høj grad de profetiske budskaber. Veronica Luekens budskaber forbinder klassikere som at man skal bede rosenkransen og omvende sig med modstand mod håndkommunion, messe på modersmålet og kvinders ligestilling samt den fri abort. Men Veronica Luekens jomfru Maria taler også om en tredje verdenskrig, en komet der skal tilintetgøre verden og hævder, at UFO’er er sataniske fartøjer bemandet med dæmoner der via urene stråler forårsager besættelser og børns forsvinden. Til hendes dommedagsscenarier hører i øvrigt også hærgende bander af homoseksuelle og invaderende horder af sovjetiske soldater udstyret med dødsstråler. Og så fortalte Jomfru Maria hende også, at pave Paul VI, der stod for at gennemføre Det Andet Vatikankoncils reformer, blev holdt fangen i Vatikanet og at den regerende pave var en kommunistisk dobbeltgænger, der via plastik kirurgi var blevet fikset så han lignede den rigtige pave.

Denne blanding af traditionel katolicisme kombineret med dommedags- og koldkrigsangst samt diverse sammensværgelsesteorier vækker gehør hos en del katolikker, der er bekymret over samfundsudviklingen og som står uforstående overfor Det Andet Vatikankoncils reformer. Måske lidt som de amerikanere der i dag støtter Trump følte disse katolikker sig kørt over og fremmedgjort i en verden, hvis udvikling de ikke kunne forstå og som de derfor følte var skræmmende. Veronica Lueken og hendes budskaber fra Jomfru Maria og i øvrigt et hidtil uhørt antal af andre himmelske væsener satte ord på denne angst og frustration. Og budskabernes autentisitet blev for de troende forstærket af beretninger om mirakuløse helbredelser, rosenkranse der blev til guld, synet af en dansende sol og ikke mindst et stort antal polaroid fotos af hendes bønnemøder hvor der kan ses mærkelige lysfænomener. Pilgrimme i hundredvis, snart nærmest i tusindvis dukker nu op ved sognekirken i Bayside for at deltage i Veronica Luekens bønnemøder og se hhv. høre hende komme i ekstase og forkynde de himmelske budskaber. Det bliver hurtigt for meget for naboerne i det pæne middelklasse amerikanske lokalsamfund, hvis repræsentanter også er talstærkt repræsenterede i kirkens menighedsråd. Pilgrimmene tramper på de velklippede græsplæner, de smider affald, forretter deres nødtørft bag buskene i folks forhaver og så larmer de med deres højlytte rosenkransbønner og salmesang. Det kommer til fysiske sammenstød, større politistyrker må udkommanderes for at skabe orden i kaosset – og klagerne til den lokale biskop vælter ind – sammen med forespørgsler fra hele verden om hvad man skal tro om Veronica Luekens budskaber, der via diverse traditionalistiske nyhedsbreve hurtigt har fået en global læserskare og tilhængere på alle kontinenter.

Efter at have ignoreret Veronica Lueken i de første ca. tre år af hendes virke nedsætter biskoppen så en arbejdsgruppe, der skal bedømme hendes budskaber. Efter kun ét møde, en hurtig gennemlæsning af nogle af hendes budskaber samt aflytning af nogle båndoptagelser af selvsamme beslutter man at afvise dem som ikke autentiske. Man interviewer imidlertid hverken Veronica Lueken eller nogle af hendes tilhængere, ser ikke på de påståede mirakler og forsøger i øvrigt stadigvæk at holde lav profil. Men da konflikten mellem pilgrimmene og de lokale beboere i Bayside nærmer sig eksplosionspunktet og der er masser af pressebevågenhed om sagen, prøver man at stramme op. Man får en ekspertvurdering af udvalgte af de berømte polaroid fotos – og et mere kuriøs indslag er at udsendinge fra bispekontoret via en megafon mindst en gang forsøgte at læse den kirkelige afvisning af Veronica Luekens budskaber højt i forbindelse med et bønnemøde udenfor kirken, blot for at blive overdøvet af hendes rosenkransbedende tilhængere. Man skriver nu også rundt til katolske biskopper i hele verden og advarer mod Veronica Luekens budskaber, men det er for sent da bevægelsen har fået alt for meget momentum.

Det hele ender med en retssag for byretten – og at de verslige myndigheder viser en kompromisvillighed som de kirkelige ikke ville vise. Veronica Lueken og hendes tilhængere får lov til at bruge et område i en park i Queens hvor Vatikanets pavillon stod i forbindelse med verdensudstillingen i 1965. Her konsoliderer bevægelsen – der går under navnet bayside bevægelsen, sig godt hjulpet af store donationer fra dens mange tilhængere. Efter Veronica Luekens død i 1995 mister man dog en del af sine støtter og det bliver ikke bedre af at der opstår et internt skisma, så der i dag er to rivaliserende grupper, der mødes i parken i Queens for at afholde bønnemøder i Veronica Luekens ånd. Joseph P. Laycocks bog er fra 2015 og da var den ene bayside gruppe ret lille og lukket, mens den anden så ud til at være i vækst og have en del ressourcer og var måske generelt på vej til at blive lidt mere mainstream i sin katolicisme.

Veronica Lueken og hendes budskaber er på sin vis ret typiske for de moderne Maria åbenbaringer: Det store antal af budskaber som leveres på fastlagte tidspunkter, det apokalyptiske indhold, konfliktfladen i forhold til det sekulære samfund og de kirkelige autoriteter og afhængigheden af andre Maria åbenbaringer som f.eks. Fatima og Mary Ann Van Hoof fra Necedah – Wisconsin og Garabandal i Spanien. Hun afviste dog Medjugorje, der ellers er den mest succesfulde af de ikke-kirkeligt anerkendte Maria åbenbaringer i 1900-tallet. Denne afvisning hænger nok sammen med at Medjugorje har forbindelse til den katolske karismatiske bevægelse som de katolske traditionalister typisk er meget afvisende overfor. Historien om den falske pave er typisk for den mere ekstreme del af den traditionalistiske bevægelse, der går under betegnelsen sedevacantismen. Denne hævder, at den katolske kirke for tiden ikke har nogen sand pave overhovedet – om end nogen som reaktion herpå så har valgt deres egen. Men så langt gik Veronica Lueken aldrig. Hun opfordrede sine tilhængere til at blive indenfor den katolske kirke – og hun blev selv heller aldrig ekskommuniceret. På sin vis viser hendes historie og den bevægelse, som hun fik startet, at katolicismen er en meget mangfoldig størrelse og er i stadig udvikling også selv der, hvor man som traditionalismen hævder, at man repræsenterer den hellige tradition.

 

 

Læs mere