Vielsesritualet kan sagtens gøres kønsneutralt
Et af argumenterne mod et folkekirkeligt kønsneutralt vielsesritual er at det vil kræve et nyt ritual – og at det vil ødelægge ritualet for de heteroseksuelle par. Sådanne påstande bygger på den antagelse, at et vielsesritual, der kan bruges i forbindelse med vielse af såvel homoseksuelle som heteroseksuelle par, nødvendigvis må være et helt nyt og anderledes ritual.
En sådan antagelse er imidlertid forkert. Jeg vil vove den påstand, at det blot kræver indførelse af en udvidet valgfrihed i det nuværende ritual for at det kan bruges både til heteroseksuelle og til homoseksuelle par. Vi har altså slet ikke brug for et nyt ritual, vi skal blot bruge mulighederne i det gamle til at gøre det mere rummeligt.
Det nuværende vielsesritual indledes således med en bøn der faktisk er kønsneutral og som derfor sagtens kan bruges også til homoseksuelle par.
Efter denne bøn kommer der tre korte skriftlæsninger. En fra 1. Mosebog der omhandler hvordan Gud skabte mennesket, en hvor Jesus (som et led i hans begrundelse for hvorfor skilsmisse ikke er tilladelig) genfortæller dele af skabelsesberetningerne og en fra Paulus, der handler om at vi skal bære hinandens byrder.
Der eneste der skal til her for at åbne ritualet for homoseksuelle par er, at man indfører valgfrihed. Altså i stedet for at alle tre læsninger skal læses, skal der blot åbnes op for at parret kan vælge om de vil have alle tre læsninger, kun to eller blot en. De fleste homopar vil så nok nøjes med læsningen fra Paulus, men man kan også sagtens tænke sig at en del heteropar vil foretage samme valg.
Mht. selve tilspørgslen så lyder den i det nuværende ritual sådan her:
Så tilspørger jeg dig N.N (brudgommens navn): Vil du have N.N (brudens navn), som hos dig står, til din ægtehustru? – Ja! Vil du elske og ære hende, og leve med hende både i medgang og i modgang, i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer, som en ægtemand bør leve med sin ægtehustru, indtil døden skiller jer ad? – Ja!
For at gøre tilspørgslen kønsneutral kræves blot at regibemærkningerne om brudgommens hhv. brudens navn udelades samt at følgende valgmuligheder indføjes:
Så tilspørger jeg dig N.N: Vil du have N.N , som hos dig står, til din ægtehustru/ægtemand? – Ja! Vil du elske og ære hende/ham, og leve med hende/ham både i medgang og i modgang, i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer, som en ægtemand/ægtehustru bør leve med sin ægtehustru/ægtemand, indtil døden skiller jer ad? – Ja!
Indfører man samme valgmulighed i tilspørgslen til bruden har vi gjort denne del af ritualet kønsneutralt.
Præstens efterfølgende erklæring om at parret nu er rette ægtefolk er i sig selv kønsneutral og kræver ingen tilføjelser.
I den efterfølgende forbøn er der ganske rigtigt en bøn hvor det hævdes at Gud skabte mand og kvinde til at leve sammen i ægteskab. Men ritualet forslår også en anden bøn, der kan erstatte førnævnte. Den lyder sådan:
Kære himmelske Fader! Giv denne brudgom og brud nåde, lykke og velsignelse både til sjæl og legeme! Giv dem at elske hinanden med trofast kærlighed og tjene dig oprigtigt i alle ting, så at de må leve som dine kære børn og engang samles hos dig i de evige boliger! Hør os i Jesu navn.
At gøre denne bøn kønsneutral kræver kun at der indføjes valgmuligheden ”giv disse to”, der kan bruges i stedet for ”denne brudgom og brud”.
De efterfølgende bønner er alle kønsneutrale og kræver ingen tilføjelser.
Med andre ord, ved en beskeden udvidelse af den allerede forhåndenværende valgfrihed i det nuværende vielsesritual kan det gøres kønsneutralt, dvs. kan det åbnes for homoseksuelle par. Ændringerne er så beskedne at det end ikke kræver udstedelsen af et nyt ritual for slet ikke at tale om en ny, udvidet, ritualbog. Alt hvad der skal til er blot en vejledning i brugen af ritualet, der åbner for ovennævnte mindre justeringer.
Og fordelene ved en sådan mindre justering er åbenlyse:
De homoseksuelle par får et ritual der er identisk med det som heteroseksuelle par tilbydes. Hermed sikrer man den reelle ligestilling som de homoseksuelle efterspørger.
De heteroseksuelle par får ikke lavet deres ritual om – de kan, hvis de ønsker det, få præcist det samme ritual som det der findes nu.
Folkekirken behøver ikke at indføre et nyt ritual, men kan i stedet, som tilfælde var med tilladelsen til at ordinere kvindelige præster, nøjes med at udvide hvem et bestående ritual kan bruges til. Og dermed bortfalder også grundlaget for den højrekirkelige opstandelse over at skulle have en ritualbog med et for dem uacceptabelt ritual liggende på kirkens alter. Det vil jo være den samme ritualbog og grundlæggende set det samme ritual som vi har nu.
Hvis man derimod, som kirkeministeren insisterer på, i stedet for et kønsneutralt ægteskabsritual skal lave et særligt ritual for et juridisk bindende kirkeligt velsignelsesritual for homoseksuelle par, ja så skal man lave et nyt ritual og tage alle de kampe som det medfører. Fuld ligestilling er derfor klart at foretrække, også af praktisk e grunde.
Var det ikke bedre med et særskilt ritual for homosexuelle par? De små ændringer i vielesritualet, som du går ind for er rituelt lødige nok. Men de får let et præg af surugatægteskab. En homosesuel mand ønsker sig næppe en pseudokvinde ved sin side, men en ægte maskulin mand. Ellers havde han sikkert valgt at gifte sig med en kvinde. Han ønsker sig en ven, han kan stole på i medgang og i modgang, en følgesvend der kan få øje på de samme ting, som han selv ser. Det kvindagtige byder ham imod.
Var det ikke bedre så med et ritual for en venskabspagt, en blodblanding der får to mænd til at stå sammen i tykt og i tyndt, i stedet for et blødagtigt “ægteskab”
For homosexuelle kvinder gælder sikkert noget andet. De vil nok gerne have noget med tyl og roser o.l.
Nu skal man passe på med at have forudfattede holdninger om hvordan homoseksuelle ser på deres partnere. Men min faring er at vi homoseksuelle, som allerede nu opfatter os som ægtepar, typisk kalder vores partner for ægtefælle hhv. vores mand (hvis man er bøsse) eller kone (hvis man er lesbisk). Og det passer jo fint til de forslag som jeg har opstillet. Og jeg kan ikke noget blødagtigt i ægteskab…
Du har ret – jeg taler ud af en fantasi. Jeg er gift med en sød kone, har fem børn og elve børnebørn, så jeg skal nok holde mig fra den emnekreds, du behandler. Jeg kunne ikke tænke mig at stå i en kirke og blive viet til en mand. Skulle jeg i tanken finde noget, skulle det være en fast kammerat, lidt som mig selv. Ham kunne jeg love troskab og følgeskab, lidt som følgesvenden i H.C.Andersens eventyr ” Rejsekammeraten ”
Og det har jeg allerede fundet i Mesteren fra Nazareth. Han er min kammerat og følgesvend på livsvejen hjem til vores far i Himlen.
Lad os få alt det bryllupshalløj ud af kirken. Et registreret partnerskab er en juridisk aftale mellem to mennesker. Det er en verdslig kontrakt, hvor kirken intet kan tilføje. Ønsker man en kirkelig velsignelse, kan enhver og ethvert par møde op i kirken ved søndagens højmesse og modtager den apostolske velsignelse.
Det største problem er ikke at gøre vielsesritualet kønsneutralt. Problemet er, at ægteskab i Bibelen altid forstås som et forhold mellem mand og kvinde.
Hvis Jesus eller Paulus havde ment, at påbudet om at elske sin næste – altså også den homosexuelle – skulle have den konsekvens, at det skulle føre til Guds velsignelse af forhold(ægteskab)mellem to af samme køn, så er jeg sikker på det ville være fremgået af deres udsagn om ægteskabelige forhold i Bibelen.
Hvordan kan vi mennesker tillade os at “påbyde” Gud at velsigne noget, der ikke er belæg for i hans ord?
Tja, og ud fra samme logik kan man jo så også begrunde at kvinder ikke kan være præster – hvis Gud ville have ønsket sådanne så havde han jo sørget for at der var kvindelige præster i GT og at Jesus havde valgt sig nogle kvindelige apostle.
Men nu når folkekirken mener, at den kan have kvindelige præster – på trods af manglen på bibelske forbilleder – så kan den også vie homoseksuelle par.
Tja, og sådan bliver den ene fejltagelse brugt til at legitimere den næste.
På samme måde som homofile par nu vil have ret til at adoptere ud fra argumentet om, at når enlige/homosexulle må adoptere, så giver det ingen mening, at to homosexuelle, der lever sammen i en registreret forhold ikke må. Jeg forstår argumentationen, for den er jo logisk, men fejlen opstår der, hvor man ved at give enlige ret til at adoptere fratager barnet retten til i udgangspunktet at have både en far og en mor.
Tilbage til spørgsmålet om kvindelige præster. Kvinder i Bibelen forkynder også evangeliet, men de sættes ikke til at være hyrder og lærere for menigheder (præstens opgave). Kvinder og mænd er fuldstændig ligeværdige og lige vigtige, når det gælder udbredelsen af det kristne budskab, men kvinder og mænd har fået/er skabt til forskellige opgaver. Men alt dette er jo en anden diskusion, og på flere punkter holder sammenligningen mellem indførelse af kvindelige præster og vielse af homofile da heller ikke.
Det sjove er jo bare at ingen så et problem i at enlige adoptantforældre sådan “fratager” børns “ret” til en far og en mor før debatten om homoadoption startede… Det afgørende er at et barn har mindst en forældre der giver det en kærlig og tryg opvækst. Alt det andet handler lige præcis ikke om barnets tarv men om kampen for at opretholde en bestemt norm om hvordan en familie skal se ud.
Og kvindelige præster er en ganske relevant sammenligning her – ligesom vielse af fraskilte også er det. Faktum er at Folkekirken ikke er en bibelfundamentalistisk kirke – og Gud ske tak og lov for det! Den har kvindelige præster, vier fraskilte og velsigner homoseksuelle par – ligesom den har åbne homoseksuelle præster og snart vil den også vie homoseksuelle par. Kan man ikke leve med det er der nok af andre kirkesamfund man kan tilslutte sig.
“Alt det andet handler lige præsis ikke om barnets tarv, men om kampen for at opretholde en bestemt norm om, hvordan en familie skal se ud” !!
Hvis du for alvor ser det at have et forhold til en far, eller i det allermindste at have principiel mulighed for at vide, hvem der er ens ene (genetiske) ophav – hvis du mener, at dette er det “andet”, som bare er et forstokket forsøg på at holde på en norm … så afslører det for mig at se en forblændelse af egen kamp, der er blevet til en håbløs ide om kønsforskellens “ligegyldighed”.
Kønsforskellen og dens menneskelige og kulturelle betydning, samt dens betydning for børns opvækst og udvikling – det er da en mundfuld, som nu altså bare skal negligeres for at fremme anerkendelsen af og respekten for homoseksuelle pardannelser!
Det sidste kan man kun ønske for jer, men det vil ikke fremme denne respekt at give udtryk for en fuldstændig mangel på forståelse for, hvordan tilværelsen ser ud for andre.
Netop derfor er det ikke en ligegyldig biting, om det medtages i ritualet eller ej, at vi er skabt som mand og kvinde. Det er vi de facto – uanset de seksuelle følelser.
(Så to forskellige ritualer må være den ærlige løsning – og ingen fordømmelse af de præster, som ikke vil stille op til det ene!)
Det handler om barnets tarv, at samfundet ikke giver sig ud i bortforklaringer af, at børn stadig har gener fra to personer af forskelligt køn. Hvorfor træde på det store flertals viden om, at det er godt at kende og have et godt samspil med både en mor og en far. (Selv om det så måske ikke altid er muligt)? Hvis det skal fortrænges, p.g.a. en politisk idé om at der ikke må tales om forskelle eller undtagelser, så er det en nivellering, der ikke i længden gavner tolerancen og forståelse os alle imellem.
Derfor bl.a. handler dette om noget væsentforskelligt fra sagen om “kvindelige præster” – det er ikke kun en sag om bibelfundamentalisme eller ej.
Det fremgår af en række undersøgelser (se f.eks. http://infolink2003.elbo.dk/PsyNyt/Dokumenter/doc/14390.pdf )at børn i bevidst valgte regnbuefamilier klarer sig lige så godt som børn i heteroseksuelle familier.
Og ja, kvindelige præster er relevant mht. debatten om et folkekirkeligt vielsesritual for homoseksuelle par. Hvorfor? Fordi Paulus klart skriver at kvindens underordning under manden i kirke og hjem er en del af skabelsesordenen. (1. Tim. 2,11-13 & 1. Kor. 11,3-10)Når Folkekirken således har accepteret at det ikke er holdbart at opretholde ideen om at kønsrollerne i kirke og hjem er fastlagt en gang for alle af Gud – og altså lader kvinder indtage en rolle som Paulus klart fremstiller som imod Guds skabelsesorden – ja så kan man altså også vie homoseksuelle par.
Nej – argumentationen virker stadig ikke spor overbevisende!
Når kvinder ikke er underordnede, som det var almindelig accepteret i antikken, og som Paulus giver en skabelsesteologisk (men ikke særlig konsistent) begrundelse…, så kan man også vie mand/mand par og kvinde/kvinde par og kalde det ægteskab – for så er kønsforskellen ligegyldig!!
Iveren for at få det ritual, som nu har været målet en del år, lukker simpelthen for en rimelig argumentationsform, og konsekvenserne gennemtænkes slet ikke.
Jeg har fungeret som præst i mange år; og ser ikke hvorfor den funktion skulle medføre, at så er kønsforskellen i alle livets forhold ligegyldig.
Og det færdige svar om den lille undersøgelse i Danmark, der (helt upartisk?) beviser, at fædre er ganske overflødige, hvis det er det, vi nu ønsker p.g.a. vore følelser? Det er ikke holdbart.
Livet er mere kompliceret end vi, med fokus på et bestemt ønske, vil se det. Og i kirken bør vi være ærlige: Ægteskab og partnerskab er ikke det samme – alle involverede følelser ufortalt.
Paulus siger at konsekvensen af at mennesket er skabt som mand og kvinde er at manden er overordnet kvinden i social og kirkelig forstand og at kvinden i samme forstand er underordnet manden. Det er hans konsekvens af at menneskeheden er delt op i dem med mandlige kønsorganer og dem med kvindelige kønsorganer. Vi har i Danmark en mindst 1000 år gammel social og kirkelig tradition for at kønsorgansforskellene lige præcist har udløst klare økonomiske, sociale og religiøse forskelle. Men de sidste 100 års ligestillingskamp har lige så stille og roligt udhulet fundamentet for forestillingen om at menneskenes kønsorganer afgør hvad man kan og hvad man må for samfundet og kirken.
Nu når de eksisterende livsrealiteter altså har lært os, at kvinder kan varetage klassiske maskuline roller som f.eks. præst, soldat eller politiker og at mænd kan varetage klassiske kvindelige roller som f.eks. sygeplejerske og børnehave pædagog, hvorfor kan vi så ikke også optage og acceptere den livsrealitet at to mænd eller to kvinder kan være rette ægtefolk og i øvrigt gode forældre?
Dine nedladende kommentarer om den undersøgelse jeg henviser til viser en grundlæggende problematik i denne her debat. Homoseksuelle skal bevise at de er gode nok – og når vi så prøver på det – så er det ikke godt nok – for det er jo allerede bestemt, at vi ikke er gode nok. Det er præcis den samme nedgørende attitude som de første kvindesagskæmpere i 1800-tallet blev mødt med.
I øvrigt, hvem er det nu som har fokus på et bestemt ønske? Kunne det ikke tænkes at dit ønske om at blive præst har påvirket dit syn på det teologisk holdbare i at have kvindelige præster? Du må da vel have bemærket at det store flertal af verdens kristne afviser kvindelige præster? Hvad får dig til at tro at du er neutral i spørgsmålet om ligestillingen mellem homoseksuelle og heteroseksuelle? Det svarer til at en mandlig modstander af kvindelige præster ville hævde at han da er neutral i dette her spørgsmål mens de kvindelige tilhængere af kvindelige præster er drevet af deres egne ønsker. Hvis kirken skal være “ærlig” og erklære, at ægteskab og partnerskab ikke er det samme så skal den, for at være konsekvent, også være “ærlig” og sige, at kønsforskellene umuliggør kvindelige præster – men evt. kan vi så opfinde en alternativ ordning for kvinder, sådan en slags ordinerede kirkemedarbejdere, for at vise vores gode vilje samtidigt med at vi er loyale overfor skrift og tradition og derfor fastholder, at præsteskabet kun er for mænd – alle involverede følelser ufortalt.
Men dog!
Jeg bilder mig ikke ind at være neutral på alle måder – men fastholder, at det er en fejl, og en beklagelig fejl, at hægte spørgsmålet om homoseksuel pardannelse i kirken på spørgsmålet om kvindelige præster.
Når nu, ganske enkelt, forkyndelsens autoritet ligger i Ordet, og ikke i præstens køn, så er det en anden type spørgsmål omkring præstevielsen, og om hvordan Paulus evt. så på de dele.
Jeg argumenterer faktisk ikke med skrift og tradition!
Men en anden sag er familiedannelsen, som uanset hvor regnbueagtig voksne kan finde på at danne den, dog ikke ændrer på det faktum, at børn bliver til ved at to køn mødes.Også når det gøres rent klinisk.
Hvad jeg siger er kun, at argumentationen bliver uærlig, hvis den vil skjule, bortforklare eller ligegyldiggøre det.
Anonyme donorer og påstande om at en far da ingen betydning har for et barn, som ikke moderen også har, det tyder på manglende realitetssans.
Familiesituationer er mangfoldige, ja – men det principielle fravalg og iveren for at ligegyldiggøre det, er for mig et faresignal.. Ikke noget med at være god nok, men noget med ikke at ville være ved, at der er forskelle.
Hvorfor ville hente sin respekt for partnerskabet i ægteskabets termer – hvis det er holdbart “for Gud og mennesker”, så kan det vel også være ærligt omkring sin egenart?
Med søsterlig hilsen
Karen
Ja, og hvis autoriteten ligger i Ordet og ikke i præstens køn – så kunne man jo også sige at ægteskabet består i det omsatte ønske om at leve sammen i medgang og modgang – og ikke i parrets kønssammensætning.
Mht. familiedannelse – ja så er der to ting her.
For det første så indeholder folkekirkens nuværende vielsesritual lige præcis ikke et eneste ord om familiedannelse, børnefødsel, frugtbar etc. Det er jo meget sigende at man i teksten fra 1. Mos. kap. 1 har udeladt det vers hvor Gud befaler menneskene frugtbarhed. Med andre ord så viser folkekirken herved at det centrale ved ægteskabet lige præcist ikke er frugtbarheds/familiedannelses princippet. Og det er nok klogt det samme, for ellers kan man let ende i den katolske version hvor ægteparet så ikke må vælge børn/frugtbarheden fra. Og så slipper man jo også fra at skulle forholde sig til hvorvidt et pensionist par kan erklæres for rette ægtefolk nu når de jo ikke kan få børn sammen. Med denne prioritering falder muligheden for at bruge “frugtbarheds”/”familiedannelses” argumentet som et argument mod en folkekirkelig vielse af homoseksuelle par i midlertid bort. Hvis det var så vigtigt – så havde man jo lige præcis ikke udeladt det i ritualet. At nogle så nu vil hente det tilbage for at finde et slående argument mod homoægteskabet – ja det viser jo blot at man ikke spiller ærligt spil men blot med lys og lygte leder efter gode grunde til at holde homoseksuelle ude i kulden.
Det andet er at det er en livsrealitet at der findes mangfoldige måder at være familie på. Og i og med at folkekirken vier fraskilte i stor stil – ja så bidrager man da selv i høj grad til dannelsen af nye familier hvor børn vokser op uden daglig kontakt til begge deres biologiske forældre.
Mht. den manglende realitetssans – ja så er det jo dig der smider om dig med beskyldninger om regnbueforældrenes manglende forældreegnethed og de skader deres børn helt sikkert lider. Måske du skulle stole lidt mindre på “din realitetssans” og lidt mere på hvad forskningen indtil videre har kunnet finde ud af? Se f.eks. http://www.apa.org/pi/lgbt/resources/parenting.aspx
Måske du skulle overveje at tage dig en snak med nogle regnbueforældre og deres børn i stedet for at komme med udokumenterede angreb som lige præcist ikke tager udgangspunkt i deres livsrealitet. Hvor meget viden har du i det hele taget om dette her spørgsmål? Man skal passe på med at bygge sine domme over andre på ens antagelser og ikke på konkrete møder og erfaringer med dem man har så stærke holdninger om.
Mht. forskelle så skal man altså passe gevaldigt på at denne forskelsretorik ikke bliver til et forsvar for diskriminering. Forskellen på mænds og kvinders kønsorganer er i fortid og i nutid blevet brugt hhv. bruges forsat til at legitimere undertrykkelse af kvinder. Forskelle i hudfarve er ofte blevet brugt til at retfærdiggøre racisme. Apartheid undskyldte f.eks. sin systemssatte racisme med respekt for raceforskellene.
Så nej, jeg vil ikke anerkende en forskel på dig og mig der gør, at din samlivsform er noget essentielt anderledes end min. Jeg kan ikke se en sådan forskel – men jeg kan se hvad man kan bruge påstanden om en sådan forskel til – nemlig til at opretholde diskrimineringen af homoseksuelle.
Vi taler tydeligvis forbi hinanden nu.
Din sammenstilling af udsagn om kvinders mulighed for at fungere i arbejdet som præst – og det at ægteskab bør opfattes kønsneutralt, giver for mig at se ingen mening. Men jeg er ked af på denne måde at blive brugt som argument. Også økumenisk.
Min viden stammer bl.a. fra adoptivbørn og andre, der har været ofre for de voksnes fortielser om deres ophav, og derfor reagerer med en endeløs søgen… og af børn, der oplever alt for få mænd i deres opvækst, især en far som har en rolle at spille.
Og jeg synes, at i denne sag og for nuværende bliver diskriminationskortet overspillet.
Min samlivsform har ikke været nævnt, men jeg synes ikke, at børn er noget, man kan have ret til at få. Derimod er børn den svage part, dem er der risiko for at diskriminere, hvis de voksnes rettighedstænkning bliver for stærk.
Jeg regner hermed debatten for slut for mit vedkommende.
Ja – vi kommer ikke længere – derfor blot disse slutbemærkninger fra min side af:
Hvis du bliver ked af at blive brugt som argument – så må du huske på at mange homoseksuelle bliver kede af hele tiden at få slynget argumenter a la dine i hovedet. Hvis du ikke bryder dig om at skulle retfærdiggøre hvorfor du kan være præst – så skulle du lade være med så kontant at afvise homoseksuelle der gerne vil giftes.
Hvis man ikke har ret til børn – ja så kan man jo f.eks. også forbyde Jehovas vidner eller raceblandede par at få børn. For man har jo ikke ret til børn, ikke sandt? Og mht. diskrimination af børn så er det da i højeste grad diskriminerende at forbyde en række børn retten til at blive til – hhv. at fortælle dem, der er blevet til, at det burde de så sandeligt ikke være blevet.
Og de eksempler du kommer med handler jo ikke om regnbuebørn. Der er en forskel på at børn fra starten af vokser op i en situation hvor de f.eks. har to mødre, hvor man er åben om hvordan det er blevet til og hvor man forklarer det hvorfor det er kommet til verden på denne måde, og så situationer hvor man har forsøgt at snyde barnet eller holde noget skjult for det. Man kan ikke overføre erfaringer fra brudte og mislykkede heteroseksuelle familier til velfungerende homoseksuelle familier.
Og mht. adoptiv børn er der intet der tyder på at de klarer sig bedre med heteroforældre end med homoforældre.
god start