Udryddede kristendomsformer

Hvis man tager et blik ud over det kirkelige landskab anno 2011 kan man ikke undgå at bemærke, at kristendom kan være rigtigt mange forskellige ting. Men i virkeligheden nedstammer alle de mange forskellige kirkesamfund af i dag fra en kristen bevægelse, som fik overtaget magten i de fleste kristne miljøer i løbet af 200-tallet og 300-tallet. Og som efter, at deres kristendom blev til statsreligion i det senromerske rige, fik udryddet hvad der var tilbage af de konkurrerende former for kristendom. Bart D. Ehrman fortæller i sin fortrinlige bog ”Lost Christianities – The Battles for Scripture and the Faiths We Never Knew” om disse nu udryddede former for kristendom, om deres hellige tekster og om deres modstander, den protoortodokse kristendom, som han kalder den.

Før de protoortodokse fik magten – og dermed også endegyldigt sat dagsordenen, fandtes der et mylder af kristendoms former, der indbyrdes afveg i en sådan grad, at alle skænderier og uenigheder i den moderne kristendom må blegne i forhold hertil. Man var f.eks. uenig om hvor mange guder der fandtes, om verden var skabt af en god eller en ond guddom. Om hvorvidt Jesus kun var et menneske, kun var en Gud eller begge dele. Man var uenig om hvorvidt Moseloven galt for kristne – eller om den måske var lavet af en anden Gud end Jesu Gud. Men til gengæld syntes alle at være enige om, at seksuel afholdenhed var bedre end ægteskab.

Bart D. Ehrman har fokus på tre kristendomsformer som i seriøs grad afveg fra de protoortodokse og som spillede en stor rolle i perioden fra ca. 100-300: Ebonitter, markionitter og gnostikere.

Ebonitter var en jødekristen bevægelse som havde rødder helt tilbage til apostlen Peter og Jesu broder Jakob. De mente, at de Jesus-troende var forpligtet til at holde alle Moselovens regler. Jesus var for dem et menneske af kød og blod, et produkt af den seksuelle forening mellem Josef og Maria. Jesus var kun Guds adopterede søn. De så Jesus som et perfekt menneske, der som det eneste menneske havde holdt Moseloven til punkt og prikke og hvis offerdød på korset derfor kunne forsone Gud og give syndsforladelse til dem, der tror på ham. Ebonitterne havde deres egne evangelier men ingen af dem har overlevet. Vi ved dog, at de også brugte en forkortet version af Matthæus Evangeliet, hvor barndomsfortællingerne var blevet fjernet. For ebonitterne var Paulus ærkekætteren hvis lære bragte de Jesus-troende på seriøst vildspor. De fremhævede, at han ikke var en ægte apostel, at han ikke kendte den historiske Jesus, men i stedet byggede sin lære på sine personlige åbenbaringer og fantasier.

Over i den anden boldgade finder man Markionitterne. De byggede på Markions lære, en mand der levede i midten af 100-tallet. Markion mente, at Det Gamle Testamente var skrevet af en anden Gud end Jesu Gud. Det Gamle Testamentes Gud, verdens skaber, var en overdreven streng herre med seriøse humørsvingninger og en hang til grusomhed, som da han f.eks. befaler israelitterne at myrde hele Jerikos befolkning, inklusive kvinder og børn (Jos. Kap. 6). Den Gud, som Jesus forkyndte og som han var udsendt fra, var en helt anden Gud, ukendt af verden indtil Jesus trådte frem. Ved at lade som om at han døde på korset frikøbte Jesus alle dem, der tror på ham, fra den anden Guds, jødernes Guds, lov, vrede og straf. Jeg skriver ”lade som om han døde på korset” for Markion var tilhænger af det som man kalder doketismen, en lære der kan rumme den forestilling, at Jesus var en sand Gud der havde forklædt sig som menneske sådan som Markion troede det. (Andre doketister mente, at Gud nedsteg i Jesus ved dåben for at forlade ham igen på korset – hvad gav Jesu dødsord ”Min Gud, hvorfor har du forladt mig” en helt særlig betydning).

Markion forfattede en del tekster, men ingen af dem har overlevet til i dag, vi har dem kun i mere eller mindre troværdige referater i hans modstanderes, de protoortodokses, skrifter. Men vi ved at Markion var den første i kristen sammenhæng som lavede en kanon, der bestod af Lukas Evangeliet samt et udvalg af Pauli breve. (Markion var meget glad for Paulus idet han mente, at han var den eneste af apostlene som faktisk havde forstået Jesus – fordi Jesus personligt havde åbenbaret sig for ham). Markion havde dog fjernet alt fra Lukas Evangeliet og Paulusbrevene som gav udtryk for en tro på jødernes Gud. Ifølge Markion var disse udsagn nemlig udtryk for at de hellige tekster var blevet udsat for forvanskende redegeringsforsøg af folk, der hang fast i troen på jødernes Gud.

Gnostikerne tilhørte den nok mest kendte gruppe af i forhold til de protoortodokse afvigende kristne i kristendommens allerførste århundreder. I deres tilfælde er det så heldigt, at vi har fundet nogle af deres skrifter – især er de skrifter som stammer fra Nag Hammadi af stor betydning. Gnostikerne var en overordentlig mangfoldig gruppe, så mangfoldig, at der sågar i forskningen i dag findes en debat om hvorvidt det giver mening at tale om gnosticismen som et samlet begreb. Alligevel kan man nok, med en masse forbehold for interne afvigelser sige, at gnosticismen kan bruges som et fællesbegreb for en bevægelse, der var kendetegnet ved en overbevisning om, at verden er blevet skabt af en ond og/eller dum lavere guddom, der er væsenforskellig fra den sande Gud, der er ren ånd og som intet har at gøre med den materielle verden. En særligt udvalgt gruppe af mennesker, i praksis dem med gnosis, der betyder indsigt/viden på græsk, har en ånd der er identisk med den sande Gud. Deres ånd er fanget i den materielle verden og det gælder om, vha. indsigt og radikal askese, herunder i særdeleshed seksuel afholdenhed, at frigøre ånden fra den materielle verden så den kan vende tilbage til den sande Guds verden. Derudover er gnosticismen præget af en række kosmologiske spekulationer, som det kan være svært at overskue, men som har fokus på hvordan den onde skabning kom til og hvordan de udvalgtes ånder blev fanget i materien.

Kendetegnende ved alle den tidlige kristendoms retninger er, at man er overbevist om at man selv, og kun en selv, har ret. Og at kun dem, der tror det rette vil blive frelst. Alle er enige om, at deres egen lære kan føres tilbage til Jesus og alle påberåber sig apostolisk autoritet. Og alle benytter sig af egne tekster, hellige tekster, som menes at fortælle om de dybeste sandheder. Alle taler dårligt om deres modstandere. Alle beskylder de deres modstandere for at have forfalsket den oprindelige sande lære og alle hævder, at de andre har lavet tekstforfalskninger, der skulle støtte den falske lære. Mht. det sidste gør Ehrman meget ud af at fremhæve, at det faktisk synes at være rigtigt. Alle, også de protoortodokse, skrev tekster i apostlenes navne for at fremme deres egen sag, og alle fiflede med ældre tekster, som f.eks. dem som vi nu finder i Det Nye Testamente. Således er en række af brevene i Det Nye Testamente, som f.eks. 1. og 2. Peters brev, med stor sandsynlighed ikke skrevet af apostlen Peter. Mht. fiflerier med ældre tekster, ja så må vi huske på, at vi ikke har nogle afskrifter af Det Nye Testamentes tekster der stammer fra før år 200 – hvis vi ser bort fra nogle få og bittesmå fragmenter. Det er derfor svært at sige noget med sikkerhed om hvilke ændringer der er blevet lavet i teksterne før den tid. Mht. alle de afskrifter som vi har fra oldtiden, så er der ikke to, der er fuldkommen ens. Dog skyldes de fleste tekstvariationer simple skrivefejl som er uundgåelige når tekster skal kopieres i hånden. Men i nogle tilfælde er der også klart tale om at man har korrigeret i teksterne om end det er svært at sige, hvem der startede med at korrigere og hvilken version, der er den oprindelige. Et eksempel af flere er Heb. 2,9. Stort set alle udgaver af Det nye Testamente skriver i dag her bl.a., at Jesus døde ”ved Guds nåde” – men i en række ældre versioner står der, at han døde ”adskilt fra Gud”. Har protoortodokse her ændret et vers, der kunne læses doketistisk? Eller har de blot ændret en doketistisk forfalskning?

Spændende er det i hvert fald hvorfor det var de protoortodokse, der vandt i kampen om hvem der skulle blive den altdominerende kristendom. Ifølge dem selv var det fordi de repræsenterede den sande lære, der kan føres tilbage til Jesus og hans apostle mens de andre repræsenterede en falsk lære, der var kendetegnet ved at være en bevidst fordrejning af sandheden af nyere dato og med kun få men til gengæld om så meget mere moralsk fordærvede tilhængere. Og den holdning kom til at præge den ældre kirkehistorie, for som bekendt er det jo sejrherrerne, der skriver historien. Men siden oplysningstiden har der været en voksende forståelse i forskningen for, at så simpelt er det ikke. Meget tyder på, at f.eks. Egypten i flere hundrede år var domineret af gnostikere. Ebonitterne kunne trække på forestillinger, som med rimelighed kan føres tilbage til Peter og Jakob, Herrens broder, jævnfør Pauli heftige udfald mod disse i Galaterbrevet. Snarere tabte de alternative former for kristendom fordi de ikke havde en bred nok appel i længden. Ebonitternes krav om at man som kristen skulle holde Moselovens mange regler, herunder spisereglerne, sabbatreglerne og omskæringen gjorde, at man ikke virkelig kunne appellere til masserne. Gnostikernes lære var også kun for en elite – og Markions kristendom led af den mangel, at den påberåbte sig en ny Gud og en helt ny lære – og dermed kom i konflikt med antikkens forkærlighed for de gamle religioner og mistænksomhed overfor nye.

Men de protoortodokse havde også deres egne fordele. Ved at insistere på at de ikke blot repræsenterede apostlenes lære – for det gjorde de andre jo også – men at deres biskopper kunne føre deres lære og embede tilbage til apostlene havde de en klar fordel. At det dette udsagn næppe har historisk holdbarhed ændrede nemlig ikke ved, at de protoortodokses fokus på bispeembedet og biskoppens absolutte autoritet i trosspørgsmål gav dem en stor magt, ikke mindst fordi biskopperne i de protoortodokse menigheder fik opbygget effektive netværk menighederne imellem, der inkluderende en voksende udveksling af penge, personer og ikke mindst hellige skrifter. På den måde fik man også, om end langsomt og med en hel del strid, samlet en kanon som man i slutningen af 300-tallet var næsten helt enig om, og som vi i dag kender som Det Nye Testamente.

Allerede i starten af 300-tallet, da kristendomsforfølgelserne ophørte, var den protoortodokse kristendom parat til at blive en effektiv samarbejdspartner for den romerske statsmagt, som igen gav denne form for kristendom de magtmidler den skulle bruge til at kunne udrydde de sidste af dens interne modstandere, brænde deres skrifter og tage patent på sandheden om kristendommen.