Menu
Kategorier

Skrevet af den 21 apr, 2009 under Ikke kategoriseret | 1 kommentar

Medjugorje og Vassula – den mentale baggrund

Medjugorje og Vassula – den mentale baggrund

 

Et bemærkelsesværdigt kendetegn ved den katolske kirkes spirituelle situation i det sidste århundrede og i starten af det nye årtusinde har været en utrolig vækst i antallet af påståede åbenbaringer og andre “mirakuløse” begivenheder. Medjugorje og Vassula er, om end måske nogle af de mere kendte af disse, langt fra de eneste. Medjugorje og Vassula er simpelthen en del af den “åbenbaringsbølge”, der er vældet ind over den katolske kirke i de sidste hundrede år og især siden det andet Vatikankoncil. Således har der i perioden 1905 til 1995 været 295 tilfælde af påståede åbenbaringer, hvoraf dog kun 11 er blevet anerkendt af den katolske kirke. Faktisk er antallet af nye påståede åbenbaringer så stort, at det er svært for de kirkelige myndigheder, at følge trop, især set i lyset af at den kirkelige undersøgelsesproces er ret så langvarig og vanskelig. Bedre bliver det ikke af, at de kirkelige myndigheder udsættes for et voksende pres fra de mange troende, der er begejstrede tilhængere af disse “åbenbaringer” og som ikke vil acceptere noget som helst andet end en kirkelig accept af dem.

Nu har mennesket altid været fascineret af det spektakulære, så det er på ingen måde nyt, at “åbenbaringer” og “mirakler” skaber opmærksomhed. Alligevel synes alle iagttagere af “privatåbenbaringsfænomenet”, at være enige om, at både antallet af påståede åbenbaringer såvel som den interesse, de udløser, er uhørt stor. Derfor er det altså rimeligt, at antage, at vi her faktisk står overfor et ganske særligt fænomen inden for kirkehistorien.

Forklaringerne på hvorfor vi ser en sådan vækst i antallet af påståede åbenbaringer er mange. Tilhængernes egen forklaring er den, at de mange åbenbaringer og mirakler er et tegn på, at dommedag er nær og de ser dem som et udtryk for, at Gud vil advare sine børn og kalde til bod og omvendelse. Det er også den forklaring, som de “visionære” selv bruger og vi finder den både hos “seerne” fra Medjugorje og hos Vassula. At historien vil få en ende og at dommedag vil komme er en del af den kristne tro. Også jeg tror og håber på, at Gud en dag vil gøre en ende på vore lidelser og skabe en ny himmel og en ny jord. Men kirkehistorisk set er dommedags påståede snarlige komme blevet prædiket et utal af gange og som bekendt er det ikke sket endnu. Derfor er det under alle omstændigheder en god ide, at slå koldt vand i blodet, når nogen prøver, at piske en dommedagsstemning op.

En anden mulighed for at forklare den eksplosive vækst i antallet af påståede åbenbaringer er, at se dem som en reaktion på en krise inden for den katolske kirke. Dvs. man kan se dem som en reaktion på sekulariseringen og som en følge af en tillidskrise mellem dele af det katolske miljø på den ene side og det katolske hierarki på den anden side. Sekulariseringen har utvivlsomt medført en del usikkerhed blandt mange konservative katolikker. Kirkens magt, både politisk og socialt, er blevet svækket ganske meget i de sidste hundrede år og den konservative katolik kan efterhånden godt føle sig som en trængt, ja til tider forfulgt, minoritet. Ikke at troende katolikker forfølges her i vesten, men det forhold, at folk stiller spørgsmålstegn ved katolicismen, måske sågar latterliggør den eller afviser, at acceptere, at den skal bestemme hvordan samfundet skal indrettes og hvad der skal være tilladt og forbudt, f.eks. inden for det seksuelle område, bliver af en del katolikker opfattet som en forfølgelse. Mere realistisk er det dog nok at sige, at konservativt troende katolikker efterhånden er en mere eller mindre selvforskyldt marginaliseret gruppe. Sådanne grupper har en tradition for at tolke deres egen situation som et tegn på, at dommedag står nær. De forskellige “visionære” optræder altså her som dem, der giver en blanding af trøst og bekræftelse til en gruppe, der føler, at den er i en trængt situation.

Nu skulle man imidlertid lige netop af troende katolikker forvente, at de i en trængt åndelig situation ville vende sig til deres hyrder, dvs. til præsterne, biskopperne og Paven, for at få hjælp. Ifølge den katolske tro er det jo dem, der formidler både de såkaldte nådesmidler såvel som Guds vilje og vejledning til de troende. Når folk imidlertid kommer strømmende til i store skare, hver gang der går rygter om en Maria åbenbaring eller en grædende Madonna figur, mens mange kirker står halvtomme, så hænger det sammen med, at der i tiden efter det andet Vatikankoncil er opstået en ikke ubetydelig tillidskrise mellem mange konservative katolikker på den ene side og det dele af det katolske præsteskab og nogle af biskopperne på den anden side, mens de konservative katolikker som udgangspunkt dog er ganske positive overfor Paven. Grunden til denne tillidskrise skal søges i, at mange konservative katolikker blev bådet forvirret og foruroliget pga. de mange store omvæltninger inden for den katolske kirkes liturgi og lære, der blev udløst af det andet Vatikankoncil. Mange biskopper og præster var i de første årtier efter koncilet meget liberale og progressive og kom dermed i konflikt med de konservative katolikker blandt lægfolket (og naturligvis også dem inden for gejstligheden, der ikke var så begejstrede for de nye vinde, der blæste). De konservative katolikker kunne ikke forstå, at rosenkransbøn, sakramental tilbedelse, Jesu hjerte fromhed, valfarter og skriftemålet nu pludselig skulle være umoderne. De brød sig ikke om, at katolicisme nu mest skulle handle om at kæmpe for social retfærdighed i stedet for at være fokuseret på at gå til messe, bede bønner og værne om de traditionelle normer. De blev chokerede over, at katolikker, herunder præster og biskopper, stod frem og offentligt gik til angreb på Paven og hans afgørelser. Men interessant nok lærte disse konservative  katolikker også af koncilet. For et af det andet Vatikankoncils hoved ideer var, at lægfolket skulle blive mere myndigt. De konservative  katolikker blandt lægfolket viste og viser også i dag en særlig form for konservativ myndighed ved, at de nægter, at adlyde præster og biskopper, hvis de vurderer, at disse ikke lærer og lever en traditionel katolicisme hhv. hvis de føler, at disse hyrder ikke er lydige mod Paven. I stedet søger de efter andre “formildere mellem Gud og menneskene”, som de føler, at de kan have tiltro til og til denne gruppe hører, udover Paven, altså også de mange “visionære”, der er dukket op i de senere årtier. På den måde gennemlever også de mere konservativt indstillede dele af den katolske kirke en art afkatolisering. I stedet for, som den katolske tro egentligt foreskriver, at underkaste sig kirkens hyrder, fordi de i kraft af den apostolske succession har en af Jesus indstiftet myndighed til at lede kirken og formidle Guds vilje, anerkender mange konservative katolikker af i dag kun de åndelige ledere, som de opfatter som gode konservative  katolikker. (Og det, at en biskop er kritisk overfor f.eks. Medjugorje eller Vassula kan i dag være nok til, at han stemples som “progressiv”) Selvom man typisk med afsky vil afvise tanken om, at kirkelige embeder skulle besættes vha. demokratiske afstemninger eller på anden måde skulle få en mere protestantisk form for ledelse, så ser man ikke noget problem i at nægte, at adlyde præster og biskopper, hvis man har dem mistænkte for at være progressive. Men ikke nok med det. Det er også som om disse katolske kredse er grebet af en dyb længsel efter et mere umiddelbart møde med det hellige. Mens man inden for katolicismen traditionelt opererer med, at mødet med Gud formidles gennem det indviede præsteskab der, uafhængigt af dets varetageres personlige hellighed, formidler mødet med Gud gennem sakramenterne, så søger mange konservative katolikker i dag efter, at få mødet med Gud formidlet af karismatiske personligheder og efter, at opleve den særlige begejstring,
der typisk opstår, når store skare af troende samles om sådanne hhv. trænges omkring grædende Madonnaer eller andre “overnaturlige” fænomener. (Det var i øvrigt lidt samme type massebegejstring, som de store pavemesser, som Pave Johannes Paul blev så kendt for, levede af) Der er altså en stor efterspørgsel efter folk, der kan fortælle om, at Maria eller Jesus viser sig for dem og fortæller dem budskaber. Det er som om, at man ikke længere har nok i, at der er et præsteskab, der på embeds vegne kan formidle et møde mellem himmel og jord. Ligesom man heller ikke længere har nok i, at Paven sammen med biskopperne på embeds vegne formidler Guds vilje, nej man længes efter budskaber “direkte” fra Jesus eller Maria! Man vil have “konkrete” beviser for Guds eksistens midt i en verden, der bliver mere og mere sekulariseret! Man vil have åndelige oplevelser her og nu! “Åbenbaringsbølgen” er altså et udslag af et mere eller mindre bevidst konservativt katolsk lægmandsoprør mod en kirkelig ledelse, som ikke kan stille dets åndelige behov og give det tilstrækkeligt håb for, at den sekulære udfordring kan overvindes. Her ses i øvrigt også en tydelig indflydelse fra den karismatiske bevægelse, der på sin vis er ved at udhule den konservative  katolicisme til fordel for en kristendom, hvor det kirkelige lærerembede om ikke afløses, så dog suppleres og reelt set overbydes af “profeter”, “visionære” og andre, der påstås at have en kontakt med Gud, der ikke er bundet til et embede, men er af karismatisk natur. Lige netop indflydelsen fra den karismatiske bevægelse betyder da også, at de stærkeste kritikere af denne her udvikling faktisk er at finde inden for de traditionalistiske kredse inden for den katolske kirke. Sidstnævnte gruppe er nemlig i modsætning til de mere eller mindre frustrerede konservative katolikker såvel som de karismatiske selv samme totalt allergiske mod alt, hvad der ikke er i overensstemmelse med traditionel katolicisme sådan som den så ud før det andet Vatikankoncil. De opfatter f.eks. katolikker, der taler i tunger som frafaldne, også selvom disse også beder rosenkrans og de er generelt ofte ret så smålige i deres kritik, men de har på den anden side et godt øje for det bedrag, som de påståede visionære benytter sig af og de er unægteligt gode til at se, hvor lidet katolske mange af de påståede “budskaber” og “åbenbaringer” i virkeligheden er.

For den katolske kirkes ledelse udgør dette boom af påståede åbenbaringer en meget vanskelig udfordring. For på den ene side må den tage afstand fra den ofte tvivlsomme teologi, det åbenlyse bedrageri og den tydelige udhuling af det katolske lærerembede, som disse typisk medfører. På den anden side, så tiltrækker disse påståede åbenbaringer den gruppe af katolikker, nemlig de konservative, som den katolske kirkes lederskab har brug for som støtter i kampen mod progressive kræfter internt og den sekulære verden eksternt. De katolikker, der er tilhængere af de mange nye “åbenbaringer” gør meget ud af, at de er “pavetro” og det hører man mere end gerne i Vatikanet. Siden Johannes Paul d. II blev pave har der nemlig ikke kunne været nogen tvivl om, at den katolske kirkes lederskab ønsker den katolske kirke tilbage på en traditionel kurs. Man har her lagt stor vægt på troskab mod Paven. Enhver der har været villig til at støtte Pavens kamp mod abort, prævention, kvindelige præster og accept af homoseksuelle og for traditionel fromhed som f.eks. rosenkransbøn, har kunnet regne med, at blive set på med venlige øjne. Set i lyset heraf er det ud fra et taktisk synspunkt forståeligt, at Vatikanet på en gang forsøger, at distancere sig fra de ofte meget problematiske “privatåbenbaringer” (sådan som man faktisk har gjort mht. f.eks. Medjugorje og Vassula) samtidigt med, at man ikke tør gøre for meget ud af, at man faktisk afviser dem. Spørgsmålet er dog, om man i længden kan undgå, at tage et opgør med “åbenbaringsuvæsenet”, men det vil tiden jo vise.

 
 
 

Læs mere

Skrevet af den 21 apr, 2009 under Ikke kategoriseret | 1 kommentar

Ligheder mellem Vassula og Medjugorje

Ligheder mellem Vassula og Medjugorje

 

Forholdet mellem Medjugorje tilhængerne og vassulaisterne kan måske bedst sammenlignes med forholdet mellem socialister og kommunister. Ligesom en kommunist også altid er socialist, mens en socialist ikke nødvendigvis er kommunist, så er en vassulaist altid tilhænger af Medjugorje, mens en tilhænger af Medjugorje ikke nødvendigvis er vassulaist.

Vassula påstår selv, at Jesus skulle have bedt hende om at rejse til Medjugorje, hvad må tolkes som et udtryk for, at Vassulas “Jesus” siger god for Medjugorje. Det er også typisk, at hjemmesiden www.vassula.dk linker til indtil flere Medjugorje hjemmesider. Der er også meget, der tyder på, at en del Medjugorje tilhængere via deres engagement også er stødt på Vassula og har tilsluttet sig hendes bevægelse. Ligeledes er der øjensynligt blevet gjort forsøg på, at etablere et samarbejde mellem Vassula og Medjugorje bevægelsen. Det fremgår af følgende: “”Den 12. juni 1993 før konferencen (Omaha, Nebraska i juni 1993) hvor Fader Ljudevic Rupcic, OFM, også skulle tale (Fader Rupcic er teolog og underviser i skiftfortolkning i Sarajevo. Han havde under det kommunistiske styre i Jugoslavien i 1983 modet til at udgive ’The Apparition of Our Lady in Medjugorje’ (Åbenbaringen af Vor Frue i Medjugorje), som var den første bog, der blev udgivet om disse tilsynekomster), mødtes Vassula Ryden, Fader Michael O’Carroll, fr. Christine Lynch, udgiver af den engelske, trykte udgave, hr. Pat Callahan fra Trinitas, udgiver af hendes oprindelige, håndskrevne udgave, og hr. John Lynch på Vassulas hotelværelse for at diskutere, hvilken politik der skulle følges angående udbredelsen af budskaberne fra Sandt Liv i Gud. ” (http://www.vassula.dk/sider/artiklermm/lidelseshist.html ) (Fader Ljudevic Rupric har i øvrigt fået biskoppeligt forbud mod at læse messe og prædike i Medjugorje.) Vassulas “budskaber” er øjensynligt også ofte blevet promoveret på pro-Medjugorje konferencer og lignende. Jeg har dog ikke kunne finde noget, der tyder på, at Medjugorje “seerne” eller Medjugorje franciskanerne, der spiller en vigtig rolle mht. at kontrollere “seerne”, officielt har udtalt sig til fordel for Vassula. Det hænger nok sammen med, at mens Medjugorje fænomenet har millionvis af tilhængere, og derfor ikke behøver, at gøre sig godt til bens i forhold til andre “visionære”, så er Vassulas bevægelse stadigvæk, i hvert fald i forhold til Medjugorje, stadigvæk en lille fisk. Men det gør det naturligvis endnu vigtigere for hende, at fiske tilhængere hos Medjugorje bevægelsen. 
 

Først og fremmest har Medjugorje “seerne” og Vassula det tilfældes, at de på en gang forsøger, at sælge sig som gode katolikker (selvom at Vassula ikke er katolik, så gør hun meget ud af at fremhæve hvor vigtig lydighed mod Paven er) samtidig med, at de ikke er villige til at acceptere de relevante kirkelige myndigheders afgørelse mht. ægtheden af deres “visioner”. Deres reaktion på de kirkelige myndigheders afvisning af ægtheden af deres “visioner” er også ens og kan skildres som en firefoldig strategi:

1. De kirkelige myndigheder trues med guddommelig straf, hvis disse ikke omvender sig og begynder at tro på “visionerne” hhv. i det mindste ikke ophører med, at fastholde, at de ikke er fra Gud. Således hedder det i et “budskab” fra “Gospaen” til biskop Zanic fra d. 21.6.1983: “Sig til fader Biskop, at jeg forlanger af ham, at han med det samme omvender sig til begivenhederne i Medjugorje, ellers vil det en gang være for sent. (…) Jeg sender ham hermed den næstsidste advarsel. Hvis han ikke gør det, som jeg fortæller ham, venter på ham min dom og min søns dom. Det betyder, at han ikke har fundet min søns Jesus vej.” (Citeret efter Thomas Lintner: Der Stellenwert von Privatoffenbarungen am Beispiel der “Gospa” von Medjugorje, Nordhausen 2003, s. 74f) Vassulas “budskaber” er fyldte med trusler mod de “vantro” hyrder. Lad mig blot nævne to eksempler: “All these years, Christ has been begging His Church for peace, reconciliation and unity among the shepherds; He has been speaking to them, to His own. Yet, to this day, unity is not being accepted. Instead, many of His shepherds are scorning His very words given in these inspirations, making fun of His intimate Love and treating the word “unity” as an enemy in their hardened hearts. These very ones are at the brink of destruction, and yet they go on their own way doing their own thing.” (http://www.tlig.org/tsunami.html ) & “and so it is …. so do not say, “with whose authority has she (Vassula) come to speak to us?” I am her Authority and this Authority has come to tell the mockers (the shepherds who behave like ‘Cain’ and do not pasture the sheep confided to them. They are those who are like wolves dressed in sheepskin; some of them have high positions, and persecute the ‘Abels’, the good and faithful shepherds and all His Good Works),  “I will expel you from your seats but I will lift the lowly to send them out and evangelize a dechristianized people;” I drew a long breath, sighing, while I was passing by those mockers; entirely overgrown is their spirit with nettles; as I was gazing on the Vineyard (the Church) My Son Jesus Christ left to them (the priests), I drew another long breath; “where is the banquet of fine wines? of food rich and juicy, of fine strained wines? is this the place where a thousand vines used to be? (…) when adversity came, I came to rescue, but no one truly, from the officials of the Church, listened; “it is only a private revelation, you need not lend your ear to it;” they would say; to conceal My Voice is a mortal sin; to sift Me through and through and scan Me is an abhorrent sin in My Eyes; will your incredulity say one day: “but look, we did not know; we did not know that we offended Your Mercy;” indeed you have offended My Mercy; not only have you offended My Mercy but you have allowed the evil powers to gain ground and despoil the House My Son bought with His Precious Blood, because of your incredulity; and how! how ingeniously you get round My Words in order to justify your incredulity! do you not realize that you have taken My Seat? do you realize that you are becoming the enemy of the whole human race? since hindering and diminishing the value of My Words through My prophets you are obstructing them from pronouncing My Will to My people and from gathering together and uniting the House of My Son?” (http://www.tlig.org/msg/vasb1060.html )

2. Så vidt som muligt prøver man, at lade som om, at der ikke har været tale om nogen afvisning fra den kirkelige ledelses side. For så vidt som man forholder sig til den tolkes den som et udtryk for personlige brister hos de kirkelige myndigheder. Medjugorje “seerne” beskyldte således biskop Zanic for ikke at være nogen ordentlig kristen og Vassula har ladet det skinne igennem, at Troslærekongregationens notifikation vedr. hendes skrifter fra 1995 skyldes, at der er folk i Vatikanet, der modarbejder Gud. 

3. Man påstår, at Paven privat støtter hhv. Medjugorje og Vassula. Dermed lægger man både op til, at Paven på sin vis er en fange i Vatikanet og dermed ikke i stand til at sikre, at sandheden læres inden for den katolske kirke, samtidigt med, at man fejlagtigt lægger op til, at en paves personlige meninger er af at autoritativ karakter inden for den katolske kirke.

4. Kirkelige erklæringer, der reelt set afviser ægtheden af de påståede åbenbaringer bliver fremstillet som om de er udtryk for e

n kirkelig anerkendelse. Dette har jeg dokumenteret mht. vassulaisternes omgang med den daværende kardinal Ratzingers brev om Troslærekongregationens stillingstagen til Vassula i artiklen “Kejserens nye klæder”. Men noget lignende har også Medjugorje tilhængerne forsøgt sig med mht. Troslærekongregationens bekræftelse af den Jugoslaviske bispekonferences stillingtagen til Medjugorje fra 1998.

 

Medjugorje fænomenet og Vassula har også det tilfælles, at de begge kan drage nytte af en slående mangel på kritisk pressedækning. De verdslige medier omtaler stort set altid begge positivt, når det altså kommer til en omtale. Det er dog generelt et problem, at de verdslige medier ofte fejler mht. at lave en ordentligt kritisk research før de publicere meldinger om “overnaturlige” begivenheder. Mere interessant er det, at også den kirkelige (den katolske såvel som den protestantiske) presse udmærker sig ved en manglende research mht. både Medjugorje og Vassula, hvad igen medfører, at offentligheden kun får disse fænomener skildret i et meget favorabelt lys. Den almindelige læser af f.eks. Katolsk Orientering eller Kristeligt Dagblad må umiddelbart få det indtryk, at Vassula og Medjugorje er accepteret af den katolske kirke.

 

Medjugorje fænomenet og Vassula har ligeledes det til fælles, at der i begge tilfælde er tale om en enorm mængde af påståede åbenbaringer og deraf udledte “budskaber”, en “produktion” der ingen ende synes at ville tage. Hvor Maria skulle have vist sig 18 gange for den hellige Bernadette i Lourdes, så er det tilsvarende tal for Medjugorje blevet beregnet til mere end 8000. Også Vassula har “modtaget” en sand strøm af “budskaber” der fylder flere bøger. Jomfru Maria hhv. Jesus fremstilles altså som uhyrligt snakkesaglige. Men det interessante er dog, at “budskaberne” stort set altid handler om det samme. De temaer, som Maria taler om i Medjugorje budskaberne, nemlig fred, omvendelse, bod, faste, skriftemål, rosenkransbøn, den hellige messe, dommedag og nødvendigheden af at tro på budskaberne hhv. de temaer, som Vassulas Jesus taler om, nemlig de samme som Medjugorjes kombineret med et krav om kirkens enhed, kunne faktisk sagtens koges ned til et par håndfulde korte budskaber. Det er derfor også uendeligt kedeligt, at læse sig gennem disse “budskaber”, da de hele tiden gentager sig selv. Man kan derfor undre sig over denne tomgang. Hvilket formål har den? For det første kan det tænkes, at den kontinuerlige produktion af “budskaber” skal sikre, at de troende holder fast ved hhv. Medjugorje og Vassula, i stedet for at ile videre til den næste påståede åbenbaring. Der er nemlig i dag en utrolig hunger blandt konservative katolikker (eller måske bedre sagt neokonservative selv samme) samt blandt karismatiske kristne efter åbenbaringer, mirakler og guddommelige tegn. Det viser det forhold, at billeder af Jesus eller Maria, der “mirakuløst” skulle være dukket op under broer, på gulve, i træer og sågar i en spagettireklame kan tiltrække i tusindvis af troende. Men så snart “miraklerne” ophører, iler de mirakelhungrende videre. De neokonservative katolikker og karismatikerne er nemlig et produkt af den sapperkultur, som de egentligt afskyr. Når der ikke længere sker noget spændende, så sapper hhv. iler man et andet sted hen. For det andet, så betyder det forhold, at “budskaberne” ikke er ophørt, at tilhængerne af hhv. Medjugorje og Vassula overfor sig selv og andre kan forklare fraværdet af en kirkelig godkendelse af disse fænomener med, at kirken ikke kan anerkende privatåbenbaringer, så længde disse ikke er afsluttet. Det man glemmer at bemærke sig hhv. gøre opmærksom på er, at den katolske kirke ganske rigtigt ikke vil anerkende privatåbenbaringer, så længe disse ikke er afsluttede, men der er intet til hinder for, at den kan nægte anerkendelse af sådanne også selvom fænomenet ikke er ophørt, hvad den da også har gjort både mht. Medjugorje og Vassula. Det er i øvrigt interessant, at antallet af “budskaber” synes at være aftagende og det både hos Medjugorje “seerne” og hos Vassula. Tre af de seks Medjugorje “seere” modtager i dag kun “budskaber” en gang om året (mod dagligt i starten af fænomenet) og Medjugorje sogn publicerer i dag kun et budskab en gang om måneden (mod tidligere en gang om ugen). På samme måde kan man se, at den hjemmeside, der publicerer Vassulas “budskaber” på nettet (http://www.tlig.org/msg/messl.html ) slet ikke har nogen fra 2004 og 2005 og for 2003 kun 4, mens man finder hele 45 alene for perioden januar til marts 1987. Er man måske ved at miste pusten?

 
Vassula fænomenet og Medjugorje har også det til fælles, at der i begge tilfælde er tale om, at det er lægfolk, der modtager “åbenbaringer”. Dette er ikke i sig selv specielt inden for den katolske tradition, det er imidlertid usædvanligt, at dem der modtager “åbenbaringer” ikke som en følge heraf går i kloster. (Sådan som vi kender det fra “seere” fra Lourdes og Fatima). Vassula forsætter med at leve i et ægteskab, der i følge katolsk tradition er ugyldigt og syndigt, da hun er en fraskilt, der har giftet sig igen. Der gik ligeledes flere år fra Vassula begyndte at “modtage budskaber” fra Jesus mfl. og til hun fandt det nødvendigt, at bede den ortodokse kirke om at acceptere hendes nye ægteskab, der var indgået borgerligt. I dag er også alle “seerne” fra Medjugorje gift og de har alle sammen børn på trods af, at det oprindeligt hed sig, at de ville gå i kloster. To af dem, nemlig Ivan Dragicevic og Vicka Ivankovic prøvede da også, at blive hhv. nonne i et alternativt klosterfællesskab og franciskanermunk, men begge opgav imidlertid deres forehavende. Også Marija Pavlovic overvejede, at blive nonne. “I mange år troede jeg, at jeg skulle blive nonne. Jeg begyndte at besøge et kloster og mit ønske om at indtræde i dette var meget stærkt. Men forstanderinden fortalte mig engang: “Marija, hvis du vil indtræde, så er du meget velkommen; men hvis biskoppen beslutter, at du ikke må tale om Medjugorje, så må du adlyde ham”. I det øjenblik begyndte jeg at tænke på, at mit kald muligvis kunne være at vidne om hvad jeg så og hørte og at jeg vil være i stand til at finde vejen til hellighed uden for klosteret.(Michael Davis: Medjugorje after Twenty-One Years – The Definitive History, s. 198)

Tanken om at skulle være lydig mod de kirkelige autoriteter var øjensynligt nok til at få Marija til at opgive sine drømme om at blive nonne. Vassula var også i starten bange for, at Jesus skulle kræve, at hun skulle gå i kloster. F.eks. hedder det i en “konversion” mellem Vassula og Jesus:

V: Er hjertet det, som tæller mere end klosterlivet?
J: Ja, hjertet er det, som er det vigtige. Forbliv nær ved Mig, forbliv nær ved Mig. Du er ikke nær ved Mig, sådan som Jeg ønsker det! Jeg føler, at du viger fra Mig.
V: Jesus var ikke glad…
J: Jeg er Hellig, så Jeg vil også have dig til at være hellig.
V: Jeg ønsker virkelig at være nærmere ved Dig!
J: Mener du det virkelig? Søger du Mig virkelig?
V: Forlad mig ikke!
J: Det vil Jeg ikke gøre!
V: Aldrig?

J: Aldrig! Min datter, frygter du for, at en ordensdragt ville volde dig sorger? Kom, sig det så! (NB. Teksten i den engelske original er vanskelig at forstå pga. Vassulas (og dermed Jesu!) dårlige engelsk. Måske var den oprindelige mening, at Jesus skulle hentyde til Vassulas angst for, at han skulle kræve, at hun skulle vælge ordenslivet)

V: Jeg samlede alt mit mod. For at sige det, som det er: Jeg ønsker faktisk ikke at være nonne. Jeg elsker Dig også, sådan som jeg er…
J: Endelig fandt du mod til at sige det! Min datter! Du glæder Mig, fordi du er sandfærdig! Jeg, Gud, elsker dig. Du kan se, at du ville have løjet Mig op i Mit åbne Ansigt, hvis du h

avde sagt det modsatte.
V: Jeg følte, at Gud var så glad. Men måske blev Han også ked af det på grund af det, jeg havde sagt til Ham.
J: Jeg er ikke ked af det! Lyt til Mig. Jeg ønsker, at din hellighed skal være en hjertets hellighed; den skal ikke bestå i en ordensdragt.
V: Hvad er det at være halvhjertet? Ville det ikke være halvhjertet ikke at bære en ordensdragt?

J: Halvhjertethed må ses på den rigtige måde: Man trænger ikke til en ordensdragt for at være hellig. Hvad er en ordensdragt værd, hvis hjertet ikke er helligt? Så er man som salt, der har mistet sin smag. Jeg vil lære dig at være nærmere ved Mig. Jeg vil bringe dig nærmere til Mig. Føl dig elsket af Mig. Vær ikke bange for Mig, Jeg er Fred. Jeg, Jesus, fører dig, Jeg leder dig. Bed mere, og arbejd med Mig på denne måde. Forøg din tro på Mig. Hav behov for Mig; vær årvågen, for tiden er nær.(http://www.vassula.dk/sider/budskabssider/1986/11dec.html ) Både Vassula og Medjogorje “seerne” er typiske produkter af det andet Vatikankoncil, der bl.a. gjorde op med tanken om, at man burde vælge livet som præst eller nonne, hvis man ønsker, at leve et helligt liv. Det er imidlertid også typisk, at de på trods af al deres snak om at vi skal gøre ofre, forsage verden og omvende os ikke selv er villige til nogen af delene.

 

Denne opprioritering af lægfolkestanden på bekostning af ordensstanden hænger muligvis også sammen med, at både Vassula og Medjugorje fænomenet synes at være påvirket af den karismatiske bevægelse. Vassula omtaler ofte karismatiske fænomener, som tungetale, åndedåb, falden i ånden og lægfolks brug af bøn for syge med håndspålæggelse i meget positive vendinger. Hendes påstand om, at hun er en profet og hendes uvilje mht. at adlyde de kirkelige myndigheder tyder også på en stærk karismatisk påvirkning. På samme måde skulle Gospaen d. 25. juli 1982 havde sagt: “Bed for de syge! Fast for de syge! Læg hænderne på dem! Giv dem den karismatiske salvning med olie! Enhver lægperson kan gøre det, gør det!) (Thomas Lintner: Der Stellenwert von Privatoffenbarungen am Beispil der “Gospa” von Medjugorje, Nordhausen 2003, s. 57) Jomfru Maria skulle altså bede de troende om at bryde med den katolske lære om, at den sakramentale salvning af syge med olie er forbeholdt præsteskabet. Fra den 23. til den 25. august 1983 blev der i Medjugorje afholdt en karismatisk kongres, hvor alle “seerne” og et antal af præster og nonner fra Medjugorje sogn modtog åndedåben. Fader René Laurentin, der er en af de mest centrale fortalere for både Vassula og Medjugorje (og som i øvrigt ikke er bange for at manipulere med sandheden for at fremme sagen) er også en af de centrale skikkelser inden for den katolske karismatiske bevægelse. Og sidst men ikke mindst, både Vassula og Medjugorjes “seerne” lægger stor vægt på dannelsen af karismatisk inspirerede bedegrupper.

 

Den sidste væsentlige lighed mellem Vassula og Medjugorje “seerne” er, at de alle fremstiller hhv. Jesus og Jomfru Maria som evigt klagende personligheder. De lider ikke med den lidende menneskehed, nej de lider pga. menneskenes synder. Et sådant syn på tilstanden i den himmelske herlighed er ganske anderledes end den, som vi kender fra de bibelske skrifter.

Anvendt litteratur (ud over citater):
 

Lisbeth Davidsen og Niels Christian Hvidt: Olala, min engel taler til mig i Weekendavisen 30. december 199

 
Michael Davis: Medjugorje after Twenty-One Years – The Definitive History
 
Joe Nickell: Looking for a Miracle – Weeping Icons, Relics, Stigmata, Visions & Healing Cures, New York 1993
 
Thomas Lintner: Der Stellenwert von Privatoffenbarungen am Beispil der “Gospa” von Medjugorje, Nordhausen 2003
 
”True Life In God – Vassula: Conversations With Jesus – Notebooks 1-31”(Udgaven fra 1991), s. XIV
 
http://www.unitypublishing.com/Apparitions/BrianF.html

Læs mere

Skrevet af den 21 apr, 2009 under Ikke kategoriseret | 1 kommentar

Medjugorje

Medjugorje

 

Hvis man vil forstå Vassula-fænomenet, så er det ikke nok bare at se på hvad Vassula og hendes tilhængere gør og siger, man er også nødt til at se vassulaismen i en bredere kultur-religiøs sammenhæng. Vassula søger ind på hhv. “sælges” nemlig på et “marked” inden for den katolske kirke, hvor der er meget stor efterspørgsel efter overnaturlige fænomener i form af åbenbaringer, himmelske budskaber, grædende madonnaer og andre “mirakler”. Faktisk er Vassula endnu kun en relativ lille fisk set i forhold til det “markedsdominerende” fænomen, der går under betegnelsen Medjugorje.

 

Medjugorje var oprindelig et lille ubetydelig sogn i Bosnien. Dette skulle imidlertid ændre sig ganske dramatisk, da der begyndte at gå rygter om, at Jomfru Maria, eller “Gospa”, som hun kaldes på kroatisk, skulle vise sig for en række store børn og give disse budskaber. Det er ikke helt nemt, at få et overblik over begivenhederne, men her er et forsøg på at rekonstruere hvordan vor tids mest populære ikke kirkeligt anerkendte katolske valfartssted opstod og siden hen har udviklet sig. Jeg støtter mig i den efterfølgende gennemgang hovedsageligt til Thomas Lintner: Der Stellenwert von Privatoffenbarungen am Beispiel der “Gospa” von Medjugorje, Nordhausen 2003 samt til Michael Davis: Medjugorje after Twenty-One Years – The Definitive History (Den opdaterede version fra maj 2004). Sidstnævnte bog kan gratis downloades på www.mdaviesonmedj.com

 

Den 24. juni 1981 skulle Jomfru Maria have vist sig for Ivanka Ivankovic (født d. 3.9.1964) og Mirjana Dragicevic (født d. 18.3.1965). De unge piger var øjensynligt gået ud til en høj ved navn Podbrdo i nærheden af den lille landsby Bijakovici, der hører til Medjugorje sogn, for at ryge. Mirjana havde kort forinden læst en bog om det katolske valfartssted Lourdes og det er meget muligt, at de to pigers samtale bl.a. har handlet om Maria åbenbaringer. På tros af hendes lekture havde Mirjana dog et dårligt ry i landsbyen. Hun blev kaldt “pankerica”, der betyder punker! Dette skal man dog nok ikke tage alt for bogstaveligt, for pankerica blev af de ældre landsbybeboere også brugt om unge, der klædte og opførte sig som de unge i de store byer. På vej hjem fra Podbrdo skulle Ivanka så have set “Gospaen” stå på højen, men da hun fortæller det til Mirjana opfatter denne det som en spøg. De går derfor videre og møder den trettenårige Milka Pavlovic, der beder dem om at hjælpe ham med at bringe nogen får hjem. Det får dem til at gå tilbage i retning af Podbrdo, hvor de nu alle ser en smuk kvinde med et lille barn på armen. Kort tid herefter slutter også Vicka Ivankociv (født d. 3.9.1964), Ivan Dragicevic (født d. 25.5.1965) og den tyveårige Ivan Ivankovic sig til dem og også de kan se den smukke kvinde med barnet. Muligvis gav kvinden dem tegn til at komme nærmere, men det hersker der dog en vis usikkerhed omkring. Endnu større usikkerhed hersker der mht. hvordan de unge mennesker reagerede på synet af den smukke unge kvinde. Beretningerne strækker sig fra skildringer af vild panik til andægtig bøn, men sandsynligt er det i hvert fald, at de fortalte andre om deres oplevelse.

 

Den næste dag forsvinder to af “seerne” ud af historien igen, nemlig Milka Pavlovic og Ivan Ivankovic, de vælger nemlig at blive hjemme, den ene, fordi hun skulle hjælpe til derhjemme og den anden, fordi han mente, at det hele var nogle narrestreger. De andre unge, dog med undtagelse af Ivan Dragicevic, vælger at vende tilbage til Podbrdo og de tager også to andre unge med, nemlig Marija Pavlovic (født den 1.4.1965) og Jakov Colo (født d. 6.3.1971). Her ser de Gospaen igen, der denne her gang dog ikke har noget Jesus barn med. Denne her gang følger de hendes tegn om at komme nærmere og de knæler ned for at bede. Gospaen taler med dem og hun besvarer Ivanka, der spørger til hvordan det går med hendes afdøde mor, med et “Det går hende godt. Vær ikke bekymret! Hun er hos mig.” Mirjana beder om et tegn, så de ikke længere bliver grinet af og Gospaen lover dem et sådant, samt at hun vil komme tilbage den næste dag. (Dette og de mange andre tegn, som der bliver lovet, er dog indtil i dag ikke blevet til noget)

 

Den 26. juni 1981 ledsages de unge af ca. tusind mennesker. De sidstnævnte skulle have set nogle lysglimt, mens “seere” igen ser Gospaen, der fortæller, at hun er den salige Jomfru Maria. Da Ivanka spøger om hun har en besked fra hendes afdøde mor svarer Gospaen, at det har hun, Ivanka skal adlyde og hjælpe sin bedstemor. På vej ned fra højen ser Marija Pavlovic igen Gospaen, der nu virker sørgmodig. Hun har et stort sort kors bag ved sig og hun siger “fred, fred, fred!” mens hun under tårer betoner: “Der skal igen herske fred mellem Gud og menneskene! Der skal også være fred blandt menneskene”!

 

Den 27. juni 1981 får seerne besked om at melde sig til myndighederne i det nærliggende Citluk. Her bliver de forhørt og underkastet en lægelig undersøgelse, der dog øjensynligt ikke kunne finde noget usædvanligt. De får igen en “vision” kl. 18.00 på højen og Jakov beder endnu engang om et tegn, da de unge øjensynligt udsættes for et stærkt pres fra befolkningens side.

 

Søndag d. 28. juni 1981 udspørger franciskaneren Pater Jozo Zofko, Medjugorjes sognepræst, for første gang de seks “seere” og han optager dette “forhør” på bånd. Han spørger bl.a. om Gospaen ikke kunne vise sig i sognekirken, men det vil de i første omgang ikke lægge sig fast på.

Om aftenen samler der sig ca. 15000 mennesker fra hele Herzegowina. Gospaen svarer villigt på en række spørgsmål om hvad hun ønsker af de troende, Hendes svar er, at folk skal være faste i troen og bønnen.

 

Den 29. juni bliver de unge bragt med en ambulance til den psykiatriske afdeling på Mostars hospital. Her bliver de endnu engang undersøgt, men heller ikke her finder man tegn på nogen psykisk sygdom hos dem.

 

Den 30. juni fortæller Mirjana P. Jozo Zolfko, at Gospaen har fortalt hende, at visionerne kun vil vare i endnu tre dage.

 

Interessant er i øvrigt en episode, der fandt sted i visionernes første tid. 5 af de 6 “seere” var øjensynligt blevet trætte af eller skræmt af den store opmærksomhed de fik fra den hurtigt voksende folkemængde, der hver dag samledes omkring Podbrdo. De kørte derfor en eftermiddag væk fra Medjugorje sammen med to unge kvinder. De modtog så deres vision i Cerno, en landsby der ligger ca. 6. km. fra Medjugorje. De spurgte Gospaen om hun var vred over, at de havde valgt et andet sted for at se hende, men det var hun ikke. De spurgte også, om hun ikke fremover kunne vise sig i deres sognekirke i stedet for på Podbrdo. Det var Gospaen ikke så begejstret for, men gik til sidst med til det. Derudover fortalte hun de unge, at hendes besøg ville ophøre om tre dage. Denne historie er imidlertid inden for Medjugorje mytologien blevet til, at de unge var blevet bortført af de statslige myndigheder, for at presse dem til at opgive deres “virke”.

 

Den 1.7.1981 finder visionerne første gang sted i Medjugorjes sognekirke. Fra nu af er det også tydeligt, at Pater Zofko har overtaget styringen. Han prædiker for de store folkemængder, der samles i kirken og fortæller hvordan man skal forstå “visionerne”. Han kommer til at spille en stor rolle, især øjensynligt mht. at sikre, at de indtil da ganske banale budskaber fra Gospaen får lidt mere kød på sig. Efterhånden kommer han og nogle andre franciskanere til at virke som en art puffer mellem de unge “seere” og omverdenen. “Seerne” bliver beskyttet mod de troende, der er alt for krævende og entusiastiske og samtidigt hermed står franciskanerne for en art redigering, censurering eller måske direkte inspiration af de såkaldte “budskaber”.

 

Den 3. juli skulle det have været den sidste dag for ”

visionerne”. “Seerne” fortæller da også samstemmende, at Gospaen skulle have sagt, at hun ikke ville vise sig mere. Men en franciskaner forkyndte for den forsamlede folkemængde, at seerne ville synde mod Gud, hvis disse visioner blev afbrudt. Dette budskab var tydeligvis rettet til “seerne” og de forstod øjensynligt hvad der blev forlangt af dem, for som bekendt forsatte “visionerne” og det frem til skrivende stund.

 

Budskabet om “visionerne” i Medjugorje breder sig som en løbeild og der gøres øjensynligt også allerede fra starten af stor reklame herfor. Det kan derfor ikke undre, at den lokale biskop, Pavao Zanic, der var biskop for Mostar-Duvno, blev nødt til at forholde sig til begivenhederne, for ifølge den katolske kirkelov er det i første omgang den lokale biskop, der skal tage stilling til påstande om visioner eller mirakler.

I slutningen af juli måned 1981 drager biskop Zanic da også til Medjugorje for at tale med “seerne”. Han får dem til at sværge ved et kors på, at de vil fortælle sandheden. Han finder dog hurtigt ud af, at Mirjana kommer med urigtige beskeder, idet hun starter med at fortælle, at hun var ude for at vogte får den dag, da hun første gang skulle have set Gospaen. En hjælpepræst ved Medjugorje sogn griber dog straks ind og henviser til, at hun tidligere havde sagt, at hun var ude for at ryge. Mirjana viser dernæst biskoppen et ur, som hun påstår er et mirakel, fordi viserne ikke længere bevæger sig. Da biskoppen senere viser uret til en urmager, får han den besked, at uret ikke går længere, fordi det er gået i stykker i forbindelse med at det sandsynligvis har lidt en skade ved at blive tabt. Alligevel synes biskop Zanic dog i starten at have forsvaret seerne og ægtheden af deres “visioner”, dette ændrede sig imidlertid omkring årsskiftet 1981/82.

Biskop Zanic havde nemlig i længere tid haft problemer med franciskanerne i hans bispedømme, som ikke rigtigt ville acceptere, at Vatikanet havde taget retten til at besætte præsteembeder ved sognekirkerne i bispedømmet Mostar-Duvno fra Franciskanerordenen og i stedet havde overgivet denne ret til biskoppen af førnævnte bispedømme. To hjælpepræster ved sognekirken i Medjugorje, franciskanerpaterne Ivica Vego og Ivan Prusina nægtede simpelthen at adlyde biskoppens tjenstlige ordre til dem om at flytte fra byen og overtage embeder i Mostar. Biskoppens indstilling til de to franciskanerpatere blev ikke ligefrem bedre af, at han fik oplysninger om, at pater Vego havde gjort en nonne gravid! Biskoppen forsøgte pga. disse forefald at få de to patere smidt ud af franciskanerordenen såvel som det katolske præsteskab. Dette støder imidlertid på stærk modstand fra “seerne”, der både overfor ham og andre gentagne gange beretter, at Gospaen siger, at paterne er uskyldige og at det er biskoppen, der ikke er nogen god kristen. (Der var dog for så vidt så meget hold i biskoppens anklager, at Vatikanet faktisk smed paterne ud af den gejstlige sand, om end denne afgørelse senere må rettes pga. en formfejl. For pater Vego får dette dog ikke den store betydning, for i mellemtiden giftede han sig nemlig med den føromtalte nonne, som han havde gjort gravid.)

Biskop Zanic er nu alarmeret over det, som foregår i Medjugorje, for det er klart, at “seerne” ikke har bestået den mest vigtige test af alle i forbindelse med den traditionelle katolske bedømmelse af visionære, nemlig disses absolutte lydighed mod de kirkelige myndigheder. Den 10.1.1982 danner han derfor en undersøgelseskommission bestående af fire personer, der skal vurdere begivenhederne i Medjugorje. Halvdelen af denne kommissions medlemmer består af franciskanere, der er tilhængere af Medjugorje fænomenet og det forklarer måske hvorfor den øjensynligt ikke kommer nogen vegne. Biskop Zanic forholder sig afventende, tager ikke offentlig stilling til Medjugorje og synes i det hele taget at lade situationen flyde samtidigt med, at Medjugorjes popularitet vokser eksplosivt. Først d. 25.3 1984udvider biskoppen kommissionen, så den i alt kommer op på at have 15 medlemmer og der begynder nu langsomt at ske noget mht. at nå frem til en officiel stillingtagen til begivenhederne i Medjugorje. Grunden til at biskoppen lod stå så meget til var måske bl.a., at de jugoslaviske myndigheder d. 17. august 1981 arresterede Pater Zofko, som de beskyldte for at drive religiøs og kroatisk nationalistisk hetz mod den jugoslaviske stat. Myndighederne forbyder også pilgrimme og besøgende, at opsøge Podbrdo. Biskop Zanic protesterede offentligt imod Pater Zofkos arrestation og gjorde hvad han kunne for at hjælpe ham. Men det var øjensynligt ikke meget, for d. 22. oktober 1982 idømmes pateren 3 ½ års fængsel. Han løslades dog d. 17. februar 1983, før han fuldt havde afsonet sin straf, men han pålægges ikke at vise sig i Medjugorje. Pater Zofkos rolle som åndelig leder for “seerne” blev overtaget af Pater Tomislav Vlasic, der d. 18. august 1981 havde fået hvervet som hjælpepræst i Medjugorje. Han varetog rollen som åndelig vejleder for “seerne” frem til september 1984, hvor Medjugorje tilhængerne skifter ham ud efter at biskop Zanic havde fået informationer om, at Pater Vlasic i 1977 havde fået et barn med en nonne. Pater Vlasic havde imidlertid ikke blot problemer med cølibatet, men også med at kontrollere “seerne” og det er da også typisk, at det er i hans periode som åndelig leder, at seerne kommer med en række mere eller mindre bizarre fortællinger. F.eks. tilbyder “seerne” i august 1981 de tilstedeværende ved en af deres seancer, at de, hvis de havde lyst, kunne få lov til at røre ved Gospaen. Folk tog med begejstring mod dette tilbud, og vidner kunne senere berette om at de havde følt en særlig varme, mens andre talte om et art strømstød. Men midt i det hele afbrydes denne seance af, at “seerne” begyndte at råbe, at ingen mere måtte røre ved Gospaen, idet de mente, at kunne se pletter på hendes tøj. Gospaen skulle have begyndt at græde og fortalt “seerne”, at pletterne stammede fra folks synder. Det skal i øvrigt bemærkes, at “seerne” flere gange har berettet om, at de har rørt ved Gospaen, men her synes hun ikke at lidt nogen overlast. Er “seerne” med andre ord uden synd?

Den 4. september 1981 bliver “seerne” bedt om at spørge Gospaen om hvorvidt følgende historie var sand: En taxachauffør mødte en mand, der var helt indsmurt i blod. Manden gav taxachaufføren et blodigt lommetørklæde og bad ham om at kaste det i floden. Taxachaufføren ville gå hen til floden, men mødte undervejs en kvinde, der var klædt i sørgedragt. Hun standsede ham og sagde, at han skulle give hende lommetørklædet. Han hav hende hans eget, men hun insisterede på at få det blodige. Han gav det så til hende og hun sagde da: “Hvis du havde kastet det i floden ville verden med det samme være gået under!” Gospaen svarede: “Det er sandt. Manden der var indsmurt i blod var min søn Jesus og kvinden i sørgedragten var mig selv, Guds Moder.” Maria har altså frelst verden fra at blive ødelagt af hendes søn, en ødelæggelse, der ville være indtruffet, hvis et blodigt lommetørklæde var blevet kastet i en flod. Hvis verden ikke skal gå under, skal vi med andre ord adlyde Gospaen og ikke Jesus. 

Det var også under Pater Zofkos fangeskab, nemlig d. 1. oktober 1981, at Gospaen fortæller “seerne”, at alle religioner er lige for Gud.

 

Den kommission, som biskop Zanic havde (ny)nedsat d. 25. marts 1984 holdt den jugoslaviske bispekonference underrettet om dens arbejde. Det får den effekt, at den jugoslaviske bispekonference d. 12. oktober 1984 offentlig beder om, at der ikke foretages nogen officielle pilgrimsrejser til Medjugorje, for ikke dermed at skabe en præcedens, der kunne hindre kommissionens arbejde.

 

Den 30. oktober udsender biskop Zanic en “ikke officiel” position, hvor han giver udtryk for, at der ikke er belæg for, at Jomfru Maria viser sig i Medjugorje.

 

Den 25. marts 1985 skriver biskop Zanic til den daværende sognepræst for Med

jugorje, Tomislav Pervan. Her anordner han at : Det skal forhindres, at seerne optræder i offentligheden. “Visionsseancerne” i sognekirken skal ophøre. Sognets præster skal holde op med at tale om “visionerne” og de må ikke udbrede et eneste af de såkaldte “budskaber”. De andagter, der har udviklet sig som en følge af “visionerne” og “budskaberne” skal ophøre. Der må ikke længere sælges souvenirs og bøger, der handler om “visionerne”. Franciskanerpaterne Jozo Zofko, Tomislav Vlasic og Ljudevit Rupcic får forbud mod at læse messe og prædike i sognet. “Seerne” skal udlevere alt hvad de har nedskrevet til biskoppen og den af ham nedsatte undersøgelseskommission. Ingen af disse anordninger bliver i det følgende overholdt, idet hverken “seerne”, franciskanerne eller Medjugorjes mange tilhængere var hhv. er villige til at acceptere den lokale biskops ret til at træffe afgørelser, der vedrører fænomenerne i Medjugorje. Allerede i 1983 havde “seerne” faktisk hævdet, at Gospaen skulle have krævet, at biskoppen skulle omvende sig og tro på “budskaberne”.

 

Den 25. april informerer biskop Zanic kardinal Ratzinger, den daværende leder af Troslærekongregationen, om at man må regne med at den biskoppelige kommission vil komme med en negativ bedømmelse af Medjugorje. Ratzinger beder biskoppen om at udskyde offentliggørelsen af kommissionens afgørelse.

 

Den 2. Maj 1986 afholder biskoppens kommission en hemmelig afstemning. 11 ud af de 15 medlemmer stemmer mod en anerkendelse af, at der skulle finde overnaturlige begivenheder sted i Medjugorje. Den 15. maj 1986 informerer biskop Zanic Troslærekongregationen om denne afgørelse. Interessant nok bliver denne afgørelse imidlertid ikke offentliggjort. I stedet vælger Troslærekongregationen efter mere end et halvt års ventetid, at sende sagen videre til den jugoslaviske bispekonference, der skal nedsætte en ny undersøgelseskommission. Denne bekendtgør d. 14. februar 1987, at den har nedsat en sådan og giver i denne forbindelse også besked om, at der fortsat ikke må organiseres officielle valfarter til Medjugorje.

 

Den 10. april 1991 bekendtgør den jugoslaviske bispekonference resultatet af dens undersøgelser: Det kan ikke bekræftes, at der foregår noget overnaturligt i Medjugorje. Biskopperne gav også udtryk for, at de vil hjælpe den lokale biskop med at sikre, at de mange troende, der drager til Medjugorje, modtager en pastoral omsorg, der er i overensstemmelse med en sund katolsk Mariafromhed. I forbindelse med enkelte biskoppers forespørgsel bekræfter Troslærerkongregationen den 23. marts 1996 og den 26. maj 1998 den jugoslaviske bispekonferences afgørelse. I forbindelse med den sidste bekræftelse gør Troslærekongregationen også opmærksom på, at valfarter til Medjugorje kun er tilladt, hvis disse ikke betragtes som en anerkendelse af begivenhederne i Medjugorje.

 

Borgerkrigen i Bosnien gjorde det så længe den varede vanskeligt, at tage på valfart til Medjugorje, men i stedet begyndte “seerne” at rejse rundt i verden og overalt hvor de opholdt sig modtog de åbenbaringer, i nogen tilfælde måske sågar mod betaling eller i hvert fald på opfordring. Efter borgerkrigens ophør genoptoges de store valfarter til Medjugorje. Medjugorje er i dag en boomende valfartsby, hvor der i øvrigt er blevet opført en række klostre og andre sakrale bygninger uden den nødvendige biskoppelige tilladelse hertil. “Seerne”, der alle kom fra fattige forhold og som ikke har nogen erhvervsuddannelse er i dag ganske velhavende, flere af dem har bygget hoteller i Medjugorje såvel som store private villaer. Antallet af nye “budskaber”, der publiceres, er blevet nedreguleret betydeligt i forhold til den første tid. Man har udviklet sig fra daglige til først ugentlige og nu månedlige “budskaber”. Tre af seerne “modtager” i dag kun “budskaber” en gang om året. Man er øjensynligt også blevet mere forsigtig mht. at tale om kommende store tegn, der skulle bevise ægtheden af “seernes” påstande. Alligevel sker der fra tid til anden stadigvæk svipsere. F.eks. besluttede den franske kameramand Jean-Louis Martin d. 14. januar 1985 at teste “seernes” påstand om, at de befinder sig i en dyb ekstase under deres “visioner” og derfor er umodtagelige for ydre indtryk. Han mødte op til en af deres seancer i Medjugorjes sognekirke og under “seernes” påståede ekstase lod han som om at han ville stikke sine fingre ind i Vicka Ivankovics øjne. Det videobånd som han optog, viser, at det giver et sæt i Vicka og at hun med et ryk bevæger sit hoved bagud og væk fra hans fingre. Hun forlader med det samme rummet, men vender efter få minutter tilbage med Ivica Vego, der på dette her tidspunkt allerede er udstødt af franciskanerordenen. Men det hindrer ham øjensynligt ikke i at optræde i en ledende rolle i Medjugorje. Han havde nemlig imidlertid øjensynligt instrueret Vicka i hvad hun skal sige og hun forklarer derfor over den forsamlede skare, at grunden til at hun bevægede sig var, at hun i sin vision så, at Jomfru Maria var ved at tabe Jesus barnet. Hendes bevægelse var altså et udtryk for, at hun ville redde det lille Jesusbarn fra at slå sig! Ud over, at det i sig selv lyder besynderligt, at Jomfru Maria skulle være en så sløset mor, og det på trods af, at hun skulle være både uden arvesynd og nu befinde sig i den himmelske herlighed, så ville man nok også forvente, at en person der vil gribe et barn, der er ved at blive tabt, vil bevæge sig fremad og ikke bevæge sit hoved væk fra begivenhederne.

Et andet eksempel: Pater Tomislav Vlasic grundlagde i 1987 sammen med en tysk kvinder ved navn Agnes Heupel et klosterfællesskab for mænd såvel som kvinder i Parma (Italien). Den katolske kirke har ikke tradition for, at unge mænd og kvinder lever sammen i et klosterfællesskab. (Nok af gode grunde, tænk blot på at Pater Vlasic selv havde gjort en nonne gravid i 1977). Grundlæggelsen af dette alternative klosterfællesskab synes da også at have udløst en del kritik inden for Medjugorje bevægelsen. Pater Vlasic havde imidlertid den trumf i ærmet, at Marija Pavlovic, en af “seerne”, i februar 1988 var trådt ind i dette fællesskab. (Hvor hun forblev indtil juli sammen år, da hun forlod det sammen med hendes kommende ægtefælle Paolo Lunetti.) Mens hun endnu befandt sig i klosteret afslørede hun overfor offentligheden, at klosterfællesskabet var blevet etableret, fordi Vor Frue udtrykkeligt havde krævet dette. Det vakte derfor nogen bestyrtelse, da hun i juli 1988 overfor det hellige sakramente (dvs. de indviede alterbrød) svor på, at hendes påstand om at Vor Frue skulle have krævet oprettelsen af førnævnte klostersamfund var falsk.

Og endnu et eksempel: I starten af 1995 modtager et religiøst fællesskab i Holland en bøn om økonomisk hjælp til at opføre et pastoralt center i Medjugorje. En familie fra byen, der var beslægtet med fællesskabets leder, ønskede at opføre dette center og bad om en større sum i D-mark. En datter af denne familie skrev et tre sider langt brev hvoraf det fremgik, at Vicka skulle have spurgt Madonnaen om dette forehavende og denne skulle have givet besked om, at de kunne starte med byggeriet. Det omtalte byggeri viste sig at være et hotel med 100 senge, et kapel og en restaurant for pilgrimme. Fællesskabet undrede sig over, at Jomfru Maria skulle beordre opførelsen af et hotel og sendte derfor et brev til Fader Slavko Barbaric, der på dette tidspunkt var “seernes” åndelige vejleder, hvor de spurgte ham om hvorvidt Vicka virkelig i Marias navn skulle have givet denne familie besked om at starte med opførelsen af dette projekt. Før han imidlertid kunne nå at svare, var Vicka øjensynligt blevet foruroliget over, at det hollandske fællesskab måske ikke ville skaffe de nødvendige økonomiske midler. Hun skrev derfor d. 19. marts 1995 et brev til det hollandske fællesskab, hvor hun gav udtryk for forundring og irritation over, at man ikke troede på hende. Hun skrev bl.a.: “Når Madonnaen, Guds Moder, giver sin tilladelse og insist

erer på opførelsen af byggeriet, så kan jeg ikke forstå hvorfor I har tvivl og spørger efter andre budskaber eller om almindelige menneskers tilladelse.” Den 28. marts svarer  Fader Slavko Barbaric på det hollandske fællesskabs brev. Her fortæller han, at Jomfru Maria ikke har givet sin tilladelse til opførelsen af byggeriet! Det hollandske fællesskab undrede sig forståeligt nok over hvad der egentligt foregik og bad derfor Fader Slavko Barbaric om at forklare situationen. Den 3. april skriver han til dem, at han nu har talt med Vicka og at hun undskyldte forvirringen med, at hun ikke syntes, at det havde været så vigtigt! Hun havde bare skrevet under på et brev uden at læse indholdet, fordi hun havde travlt, da hun skulle rejse til Rom. Fader Slavko Barbaric er dog ikke mere bestyret over forløbet end at han d. 14. februar 1996 skriver til det hollandske fællesskab og rykker efter penge til byggeriet, idet han henviser til, at den føromtalte familie allerede har investeret en stor sum penge i byggeriet, der nu ikke kan fortsætte, fordi hollænderne ikke vil sende dem penge.

 

Den 24. juli 1993 træder biskop Zanic tilbage som biskop for bispedømmet Mostar-Duvno, da han havde nået de 75, dvs. den normale pensionsalder for katolske biskopper. Han blev afløst af Ratko Peric, der om muligt er endnu mere kritisk overfor Medjugorje fænomenet end hans forgænger. Han gør løbende et stor arbejde for at advare katolikker mod Medjugorje, men indtil videre synes han i det store hele at tale for døve øre. Så effektiv har Medjugorje industrien, der sandsynligvis har en omsætning på flere hundrede millioner kroner, været, at de færreste katolikker ved, at de kirkelige myndigheder har taget afstand fra, at der skulle ske noget overnaturligt i Medjugorje. Katolske aviser og tidsskrifter, der vover at trykke Medjugorje kritiske artikler, bliver bestormet med vrede læserbreve og de mister naturligvis også de gode annonceindtægter, som annoncer for Medjugorje relaterede produkter bringer. Ja, der findes sågar beretninger om, at Medjugorje kritikere er blevet truet på livet. Konsekvensen af alt dette er, at mange millioner katolikker tror på, at Maria både har talt til verden gennem Medjugorje og stadigvæk gør det. Denne tro understøttes af, at ledende gejstlige, som f.eks. den østrigske kardinal Schönborn, på trods af den officielle kirkelige afvisning af Medjugorje fænomenet, har udtalt sig til fordel for Medjugorje. Til gengæld synes den lokale biskop, at have mistet enhver kontrol med situationen i Medjugorje. Kirker og klostre opføres uden hans tilladelse, præster, der har forbud mod at læse messe og foretage andre kirkelige handlinger i Medjugorje sogn, gør det alligevel. Oprøret har også spredt sig til nabosognene, hvor de oprørske franciskanere sågar i 1997 lod en falsk biskop (der senere viste sig at være diakon i den gammelkatolske kirke) foretage firmelser. Medjugorje er et godt eksempel på, at biskoppernes autoritet inden for den katolske kirke befinder sig på et absolut lavpunkt.

Læs mere