Menu
Kategorier

Skrevet af den 7 maj, 2018 under Lgbt | 5 kommentarer

De lesbiske bør melde sig ud af LGBT Danmark

 

Da jeg i 1993 besluttede mig for, at tiden var inde for at jeg måtte springe ud som lesbisk, valgte jeg som en naturlig ting at opsøge det daværende LBL, Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske. Jeg husker, hvordan jeg med sommerfugle i maven gik frem og tilbage ad Knabrostræde, hvor landsforeningens lokaler dengang lå. Først i andet forsøg turde jeg gå igennem porten og ind i varmen hos de homoseksuelle. Jeg har aldrig fortrudt dette valg – ikke mindst fordi jeg få måneder efter hos LBL mødte min dejlige kone som jeg har levet lykkeligt sammen med lige siden.

Men i dag er jeg ikke medlem af den forening som nu hedder ”LGBT Danmark”, dvs. Landsforeningen for lesbiske, bøsser, biseksuelle og transkønnede samt diverse andre grupper som løbende tilføjes alfabetsuppen. Jeg er ikke medlem længere fordi den forening i dag alt andet lige er blevet til en forening der arbejder på at afskaffe homoseksualitet sådan som vi kender den, og ikke mindst på at lesbiske skal forsvinde som meningsfuld identitetskategori.

Denne tragiske udvikling er et resultat af at LBL i 2008 besluttede at inkludere transpersoner. Ingen kan rigtigt sige hvorfor en forening for bøsser, lesbiske og på dette tidspunkt også biseksuelle skulle inkludere transkønnede. Jeg var selv skribent for LBL’s elektroniske månedsbrev i denne periode, og jeg skrev forud for beslutningen ud til de daværende organisationer for transkønnede for at høre, om de var interesseret i at LBL også skulle organisere transkønnede. Det var der ingen af dem, der var. At vi er havnet i denne her situation er altså ikke noget man kan give transkønnede skylden for. Hvad jeg skriver, er derfor ikke rettet mod de mange modige, flittige og pragmatiske transaktivister, der bare stille og roligt arbejder for at transkønnede skal have bedre levevilkår. Hvad jeg skriver om, er hvordan radikale queeraktivister, intersektionelle feminister og radikale transaktivister har ødelagt homobevægelsen, både internationalt og her i Danmark, og om hvordan det især er lesbiske, der betaler prisen herfor.

Grundlæggende set er problemet, at hvis transkvinder ER kvinder, og transmænd ER mænd, sådan som det er efterhånden er blevet populært at sige, så medfører det at man må nydefinere hvad køn er – og dermed også hvad det vil sige, at være homoseksuel, altså det at være romantisk og seksuelt tiltrukket af sit eget køn. LGBT Danmark definerer selv seksuel orientering på følgende måde: ”Det er ens oplevede køn i forhold til den andens udtrykte køn, der definerer den seksuelle orientering”. (Den Lille Grønne om LGBT) Hvordan man oplever sit eget køn – og hvordan man udtrykker sit køn, står ikke lysende klart. Men klart er det, at homoseksualitet i denne definition ikke længere betyder, at man er romantisk og seksuelt interesseret i personer, der har samme biologiske køn som man selv har, og det selvom det ikke bare indtil for nyligt men også rent sprogligt er det, der ligger i udtrykket ”homoseksuel”. Denne klassiske forståelse af homoseksualitet er imidlertid i henhold til LGBT Danmark ”cis-normativ”, hvad betyder, at den tager udgangspunkt i et ikke-transkønnet perspektiv på køn, der efter sigende er ekskluderende i forhold til transkønnede.

I praksis betyder det at man som lesbisk, der ikke er interesseret i sex med personer, der har en penis, let kan blive beskyldt for at være transfobisk. Det er ikke en dårlig joke, at man i LGBT+ kredse nu kan mene, at man som lesbisk er et moralsk forkasteligt menneske, hvis man ikke vil have sex der inkluderer en penis. Det er i voksende grad desværre på vej til at blive den nye normalitet i LGBT+ sammenhænge. I princippet findes kravet om at man som bøsse bør være villig til at have sex med personer, der har en vagina, også. Men antallet af transmænd, der er interesseret i sex med biologiske mænd, er overskueligt, mens andelen af transkvinder der ønsker sex med biologiske kvinder, er ganske betydeligt. Og derfor er problemet reelt og voksende. Når lesbiske ikke vil have sex med transkvinder, så er det jo grundlæggende set fordi de forstår noget andet ved ”kvinde” end en person født med en penis. Og det kan sikkert virke krænkende på transkvinder, at man ikke vil gå hele skridtet nu når LGBT+ bevægelsen jo hævder, at transkvinder ER kvinder. Men hovedhjørnestenen for den lesbiske identitet har altså været, og er fortsat for de fleste lesbiske, at man IKKE vil have sex med personer, der har en penis.  Desværre ser det ud til, at LGBT+ bevægelsen både globalt og her i Danmark har valgt, at tage parti for ”T”’et frem for ”L”’et, og derfor er det på tide, at ”old school” lesbiske overvejer, om man i stedet kunne skabe en alternativ forening og alternative mødesteder, hvor præmissen er, at man anerkender, at det at være lesbisk handler om at man er en biologisk kvinde der er til andre biologiske kvinder.

 

 

Læs mere

Skrevet af den 23 maj, 2017 under Lgbt | 0 kommentarer

Transparadigmet

 

Transkøn er “the new black”. Medierne flyder over med historier om kendte og mindre kendte der springer ud som transkønnede. En identitetskategori der først opstod i 1990’erne, og som for få år siden var ukendt for de allerfleste, er nu blevet nærmest trendy – men også omstridt.

For i kølvandet på en berettiget og nødvendig kamp for at transkønnede, ligesom alle andre mennesker, skal beskyttes mod diskrimination på arbejdsmarkedet og mod vold og anden undertrykkelse, er der dukket et nyt paradigme op som forsøger at fortrænge alle andre forståelser af hvad køn er.

Paradigmer er en betegnelse for en overordnet måde at forstå verden på. Og som “transparadigmet” vil jeg betegne mange transaktivisters påstand om at køn udelukkende er et spørgsmål om identitet. Biologisk køn afvises som en social konstruktion med henvisning til eksistensen af diverse former for interkøn. Logikken synes at være, at hvis der findes mennesker som ikke entydigt er biologiske mænd eller kvinder, men som befinder sig i en art gråzone mellem disse to kategorier, så findes hovedkategorierne ikke. Altså hvis ikke alle er entydigt biologiske mand eller kvinde, så er der ingen der er det. Så en penis er et kvindeligt kønsorgan hvis dens ejer ser sådan på sagen.

Identitet fremstilles nemlig som noget essentielt, helligt og urørligt. Der er godt nok ikke rigtigt nogen, der kan sige hvad identitet så er når vi taler om køn. Spørger man “hvad vil det sige, at man identificerer sig som kvinde?” får man typisk svaret: “det betyder at man føler sig som en kvinde”. Og spørger man så om hvad det betyder, får man svaret: “det betyder, at man identificerer sig som kvinde”.

Dog er det der med at identitet er noget helligt og urørligt faktisk relativt – for alle skal i henhold til transparadigmet påtage sig en kønsidentitet. Og vil man ikke omtale sig selv som transkønnet, så har man værsågod at acceptere, at man er ciskønnet.

Transparadigmet bygger nemlig på en påstået urokkelig binaritet: Der er den lille forfulgte og marginaliserede minoritet af transkønnede, der ikke kan ”identificere sig” med det køn de “fik tildelt ved fødslen”, og så alle andre. Disse “andre” antages at “identificere” sig med deres “tildelte køn” og derfor er de privilegerede. Og fordi de er privilegerede, så er deres formål her i livet at træde ud ad solen og ind i skyggen, så de transkønnede kan få plads. Ingen undertrykkelse eller smerte som man som cis-kønnet kan have erfaret når nemlig de transkønnedes til sokkeholderne.

Når en kønsoverskridende lesbisk som mig f.eks. vover, at mene, at mit biologiske køn ikke er noget som en fødselslæge har tildelt mig men er min biologiske skæbne – men at jeg i øvrigt ikke accepterer de kønsroller som samfundet har tildelt mig pga. min biologi, sanker jeg brændende transaktivistiske kul på mit kætteriske hoved.

Man må nemlig aldrig sætte spørgsmålstegn ved transparadigmet! Hvis man mener, at en penis ikke er et kvindeligt kønsorgan eller at der er forskel på at være transkvinde og biologisk kvinde, så er man cisnormativ, transekskluderende og transfobisk.

I praksis betyder det, at der lægges pres på lesbiske for at få dem til at acceptere transkvinder som sexpartnere. Kvinder skal presses til at acceptere folk med penis i deres omklædningsrum . Pussyhats og generel omtale af kvindelige kønsorganer angribes for at være transekskluderende. Vagina monologerne forbydes og retten til fri abort må ikke omtales som en kvinderettighed da “også mænd kan blive gravide”. Og sådan kunne man blive ved.

Vi står altså overfor en blanding af en postfaktuel virkelighed og konkrete angreb på biologiske kvinders ret til seksuel selvbestemmelse herunder blufærdighed og behov for tryghed der hvor man er nødt til at være nøgen.

Når vi er nogen, der er begyndt at sige stop og løfte røsten mod dette vanvid, så er det ikke fordi vi vil nægte transkønnede deres ret til et godt liv – men fordi ingen, heller ikke de transkønnede, er tjent med at transkampen sker på bekostning af almindelig logik og biologiske kvinders rettigheder.

 

Læs mere

Skrevet af den 7 maj, 2017 under Lgbt | 4 kommentarer

Til forsvar for den kønsoverskridende lesbiske

 

Jeg er en kønsoverskridene lesbisk. Som barn legede jeg med drengelegetøj og jeg kunne slet ikke finde ud af pigernes intriger, og deres lege hadede jeg, så når jeg legede med nogen var det med drenge. Mht. tøj og frisure var jeg ambivalent mht. min stil – men da jeg som ung voksen sprang ud som lesbisk forbandt jeg det med, at jeg fremover ville have langt hår og gå i ”dametøj” da jeg var bange for at komme til at leve op til ”fordommen” om den maskuline lesbiske. Men dybest set havde jeg det ikke godt med denne tøjstil – og da jeg som midaldrende begyndte at turde bryde tabuet og gå med herretøj åbnede sig en ny verden for mig. Tænk at det kan være spænde at købe tøj! Tænk at føle, at jeg ser godt ud i det tøj jeg har på!

Jeg kan ikke lade være at tænke på at unge kønsoverskridende lesbiske i dag typisk ikke har nogen, de kan spejle sig i.

Hvis du er en biologisk ung kvinde/teenager, der lige fra barns ben af har haft det svært med de kvindelige kønsroller og kønsrolleforventninger, hvis du hader din menstruation og ser det som en indsnævring af dine frihed, at du har udviklet bryster, fordi folk nu ”da du er blevet til en kvinde”, begynder at kræve, at du skal være feminin, og hvis du så oven i købet er romantisk og seksuelt tiltrukket af kvinder, hvem kan du så spejle dig i? Der er jo godt nok mange flere lesbiske i medierne end da jeg var barn og ung. Men ofte, meget ofte er de feminine i deres klædedragt og frisure. Kønsoverskridende lesbiske passer øjensynligt ikke så godt til showbis.

Men medierne og internettet flyder over med historier om transkønnede – herunder transmænd – her vil den unge kønsoverskridende lesbiske kunne se eksempler på at man kan have problemer med at have en kvindes krop og de kønsroller som samfundet forbinder med at have en sådan krop. Og hvor den maskuline lesbiske i samfundet ofte ses som en kikset kvinde – som en grinagtig figur – som den hæslige betonlebbe – så kan rollen som transmand virke spændende og modig.

Transaktivismen bidrager til at usynliggøre den kønsoverskridene lesbiske. Da man her deler menneskeheden op i to kategorier, de transkønnede, som ”ikke identificerer sig med det køn de fik tildelt ved fødslen” og de ciskønnede, der efter sigende kan og gør dette, er der ikke plads til at man kan være en kønsoverskrider som ikke vil påtage sig etiketten ”transkønnet”. Og derfor bliver vi også mod vores udtrykte vilje stemplet som ”ciskønnede” og dermed sat i bås med f.eks. heteroseksuelle kvinder, der både dyrker og elsker de kvindelige kønsroller og opfatter dem som naturgive. Den kønsoverskridende lesbiske bliver hermed af transaktivster kategoriseret som en del af kønsmagten og normen – og det selvom det modsiger enhver logik.

De unge kønsoverskridende lesbiske har brug for at vide, at verden ikke nødvendigvis er delt op i transkønnede og ciskønnede – der findes alternativer til denne sort-hvide konstruktion. Man kan være en biologisk kvinde, der ikke er begejstret for hverken sine bryster eller sin menstruationscyklus, men som har lært at leve med sin krop fordi man har erkendt, at de kønsroller, som man ikke kan holde ud, er skabt af et kvindeundertrykkende samfund. Ofte er det nemlig ikke kroppen men kønsrollerne knyttet til kroppen som er problemet. Kønsroller er noget, som samfundet har fundet på, hvis man ikke kan identificere sig med dem, så kan man vælge, at leve som man selv føler at det passer en bedst, og det uden at skulle gribe til hormoner og operationer.

Læs mere

Skrevet af den 28 maj, 2016 under Lgbt | 0 kommentarer

Den transpolitiske dans om den varme grød

 

Out & About har valgt at bringe det som en nyhed, at Ketil Wathne Rasmussen de Andrade, der er bestyrelsesmedlem hos partiet de Nye Borgerlige i Gentofte og i øvrigt homoseksuel, på sin Facebook profil har en opdatering hvor han kritiserer kampen for at fjerne transkønnethed fra listen over psykiske sygdomme. Hans argumentation for at det er en dårlig ide er, at denne kamp bidrager til at stigmatisere psykisk syge og at transkønnethed med rette kan betegnes som en sygdom.

Dette er et følelsesladet emne, og når man debatterer sådanne emner er det en god ide at lægge ud med at få klarlagt hvad vi mener med de begreber vi taler om. I denne her sammenhæng er det oplagt at se på begreberne ”transkønnet” og ”psykisk sygdom”.

Selvom vi sjældent tænker på det i LGBT sammenhænge så er udtrykket ”transkønnet” faktisk ret nyt. Det får først rigtigt fodfæste i USA i 19990’erne og i Danmark slår det først igennem efter år 2000. Hvad det vil sige at være transkønnet og hvem der hører til under denne betegnelse er faktisk ikke helt nemt at få hold på. Det er mit indtryk, at der blandt transkønnede hersker forskellige holdninger om dette spørgsmål, men det er i mine øjne mest rimeligt at sige, at man er transkønnet hvis man betegner sig som sådan, og at dem der gør det ofte siger, at det køn de fik tildelt ved fødslen ikke svarer til deres kønsidentitet.

At betegne sig selv som transkønnet udløser ikke en psykiatrisk diagnose i det danske sundhedssystem og det er i mine øjne derfor et (politisk forståeligt) argumentationskneb at påstå, at transkønnede i Danmark bliver sygeliggjorte af sundhedssystemet. Faktisk er det meget svært at få diagnosen ”transseksualisme” som er den, der er stridens kerne. Det er ikke en diagnose som Systemdanmark smider i nakken på de transkønnede, det er tvært imod en diagnose som sundhedsvæsenet har været meget nærig med. Indtil videre er det nemlig kun et lille mindretal af dem, der har søgt om at få den, der faktisk har fået den stillet.

Grunden til at nogle transkønnede har søgt at få denne diagnose er typisk at den indtil indførelsen af loven om juridisk kønsskifte var forudsætningen for at kunne skifte juridisk køn, og at den forsat er forudsætningen for at kunne få kønskorrigerende/kønsbekræftende behandling. Da det imidlertid langt fra er alle transkønnede som ønsker en sådan behandling må man sige, at det danske sundhedssystem (kun) betegner det stærke og vedvarende ønske om og behov for en sådan behandling som en psykisk lidelse. Og at det så igen kun er en lille del af dem, der siger at de har dette ønske og behov, som systemet vil tro på.

Det næste begreb vi bliver nødt til at se på er begrebet ”psykisk sygdom”. Hvad vil det sige at være psykisk syg? Når man tænker over det er det faktisk ikke helt nemt at sætte ord på! Der kan dog ikke være nogen tvivl om at der i vores samfund er en tendens til at sætte psykisk sygdom lig med noget forkasteligt, som når man f.eks. betegner en adfærd som ”syg”. Og når selve spørgsmålet om hvorvidt behovet for kønskorrigerende/kønsbekræftende indgreb skal kunne udløse en psykiatrisk diagnose gøres til et politisk spørgsmål, så skyldes det jo bl.a. en berettiget antagelse om at psykiatriske diagnoser er stigmatiserende. Men når dette nu er tilfældet burde samfundet så ikke helt afskaffe de psykiatriske diagnoser? Burde vi så ikke se dem der i dag har en psykiatrisk diagnose som medmennesker med særlige udfordringer frem for syge mennesker? Jeg synes ikke, at vi kan komme udenom, at Ketil Wathne Rasmussen de Andrade har ret i at kampen mod ”sygeliggørelsen af transkønnede” sker på bekostning af alle de mange andre mennesker, der i dag har en psykisk diagnose. Men det som han overser er, at det er ganske typisk for identitetspolitiske kampe at man udelukkende ser på sin egen gruppes behov og interesser og ”lader Fanden tage resten”. Her er de transpolitiske aktivister ikke anderledes end f.eks. de homoseksuelle i forhold til deres kampe.

Der kan ikke være nogen tvivl om at det bliver en transpolitisk dans om normalitetens varme grød når diverse transpolitiske aktører skal argumentere for at transkønnede med et stærkt ønske om kønskorrigerende/kønsbekræftende medicinske og kirurgiske indgreb på den ene side skal have del i de privilegier der er forbundet med at have en sygdom når man lever i en velfærdsstat – nemlig gratis behandling – samtidigt med at man ikke vil have det stigma der i vores samfund er forbundet med at blive betegnet som syg. Her vil man nok bl.a. fremføre, at de transkønnede der har et behov for behandling kæmper med et rent fysisk problem.  Man vil med andre ord udnytte det forhold, at der er i vores samfund er mere prestige forbundet med at have et fysisk sundhedsproblem frem for at have et psykisk sundhedsproblem. Endnu engang vil man altså træde nedad (f.eks. på folk med ADHD eller spiseforstyrrelser) i kampen for at komme op ad normalitetsstigen. Og på denne måde vil man gøre nøjagtigt det samme som homoseksuelle har gjort i de sidste årtier, nemlig forsøge at blive anerkendt som normal ved at afgrænse sig fra dem som majoritetssamfundet ”ikke vil lege med”.

Læs mere