Menu
Kategorier

Skrevet af den 4 apr, 2023 under Lgbt | 1 kommentar

Sætter Amnesty og LGBT+ organisationerne børns helbred på spil?

 

Der er i de sidste år opstået en voksende bekymring for at behandlingen af ”transkønnede” børn og unge med stop- og krydshormoner foregår på et usikkert forskningsmæssigt grundlag, og at vi muligvis sågar står overfor en omfattende medicinsk skandale[1]. Sundhedsmyndighederne i Sverige[2], Finland[3], Storbritannien[4] og Norge[5] har besluttet at begrænse eller helt stoppe adgangen til denne behandling fordi de vurderer, at der mangler videnskabeligt belæg for behandlingens påståede positive effekter, og fordi der er bekymring for at den kunne have en række negative konsekvenser for de behandlede børn og unge. Også Sexologisk Klinik, hvor behandlingen af ”transkønnede” børn og unge her i landet foregår, har nu besluttet at være ekstra tilbageholdende med at tilbyde behandling med stop- og krydshormoner indtil mere forskning har givet behandlingssystemet evidensbasseret viden om behandlingens effekter[6].

Også på det politiske niveau er der nu kommet fokus på denne behandling. Mest kendt er det nok at en række republikansk ledede amerikanske delstater har forbudt eller er i gang med at forbyde denne behandling af børn og unge[7]. Men også her i landet har Nye Borgerlige fremsat et lovforslag i Folketinget, der skal forbyde ”kirurgisk eller medicinsk kønsskiftebehandling” af børn under 18 år[8].

Nu kan det diskuteres hvorvidt spørgsmålet om hvad der er en lægefaglig forsvarlig behandling, er noget som politikere kan og skal lovgive om. Men man skal dog være opmærksom på, at det ikke kun er fra højrefløjen, at der har været politisk interesse for emnet.

Den 18.2.2020 stiller Karoline Vind fra SF således Region Hovedstaden, der har det overordnede ansvar for Sexologisk Klinik, nogle spørgsmål[9] som jeg her bringer i uddrag: ”Begrebet Rapid Onset Gender Dysphoria er, så vidt jeg er oplyst, et stærkt kritiseret lægefagligt begreb, med meget lidt, og ikke anerkendt forskning bag. Hvilket videnskabeligt og lægefagligt grundlag baserer behandlerne sig på, når de rådgiver forældre til børn og unge under udredning for kønsidentitetsforhold til at forholde sig afventende, med henvisning til begrebet Rapid Onset Gender Dysphoria? (…)  Hvad er de lægefaglige bevæggrunde for kun i sjældne tilfælde at tilbyde børn og unge under 15 kønsbekræftende behandling med østrogener og androgener?

Region Hovedstadens Center for Sundhed besvarer den 8.6.2020 disse spørgsmål[10]. De skriver bl.a.:

 

Familier bliver ikke rådgivet til at forholde sig afventende med henvisning til begrebet Rapid Onset Gender Dysphoria (ROGD). De oplyses og informeres om, at begrebet findes, og at der inden for området sker udvikling. Der foreligger kun et studie af ROGD, og Region Hovedstadens Psykiatri er bekendt med de begrænsninger, dette studie har og den kritik, der kan fremføres. Det er dog vurderingen, at studiet alligevel indeholder vigtig viden. I lighed med andre nordiske lande har Region Hovedstadens Psykiatri en bekymring for, at denne gruppe af børn og unge, som udredes for kønsidentitetsforhold, køns- /kropssdysfori eventuelt skyldes andre vanskeligheder, så som kropsdysmorfi (psykisk lidelse, der indebærer en ekstrem optagethed af eget udseende og et forvrænget billede af, hvordan man bør se ud), gryende seksualitet, og generelle identitetsvanskeligheder. På den baggrund kan man være bekymret for om, hormon- og kirurgisk behandling af deres krop har den forventede effekt på deres trivsel. Herunder er det en bekymring om, de på lang sigt får det bedre, eller om de ønsker at vende tilbage til deres fødselstildelte køn (detransitionerer). Det bemærkes, at professionelle i sammenlignelige lande, professionelle i NGO-organisationer, som arbejder med køn og seksualitet blandt unge, transpersoner og andre i LGBT-miljøet har de samme bekymringer. Det er ikke muligt rent lægefagligt at afgøre, hvem der vil detransitionere, eller hvem der ikke vil profitere af behandlingen i deres fremtidige liv. Der er foreløbig 5 unge (tildelt kønnet pige), som er blevet tilbudt testosteronbehandling, men som har valgt at stoppe den. (…) Behandlerne holder sig opdateret om, hvad andre lande gør i forhold til denne behandling, hvor der ikke er undersøgelser af de langsigtede konsekvenser. De relevante familier orienteres om disse bekymringer og mulighederne for at vende tilbage til sit fødselstildelte køn, specielt når vi står overfor en ung, hvor kønsdysforien er kommet relativt hurtigt. Ved denne tilgang er det Region Hovedstadens Psykiatris ønske at tage så meget ansvar for den unge og dennes situation, som det lægefagligt er muligt i den nuværende situation.” (…) ”Det er kun i sjældne tilfælde, at familier ønsker at gå i gang med kønshormonbehandling, når barnet eller den unge er yngre end 15 år gammel. I sådanne tilfælde tager Sexologisk Klinik en dialog med familien. Såfremt barnet/den unge giver udtryk for vedvarende kønsdysfori, og der ikke er noget, der taler imod behandling (som f.eks. alvorlig psykisk lidelse eller mistanke om anden lidelse), og forældrene samtykker, så kan behandling iværksættes. (…) Langt de fleste (over 75%) er 14 år eller over, når de bliver henvist til behandling grundet kønsdysfori.”

 

Jeg citerer Region Hovedstadens Center for Sundheds svar så udførligt fordi det efter min mening er ganske interessant. Allerede i 2020 er man altså i det danske behandlingssystem opmærksom på at forestillingen om at man er transkønnet f.eks. kan skyldes psykiatriske problemstillinger eller vanskeligheder ved at håndtere sin seksualitet (måske homoseksualitet?) Man er også bekymret for at børn og unge, der nu ser sig som transkønnede, kunne udvikle sig væk fra denne identitet, og dermed komme til at fortryde behandling med krydshormoner. Denne bekymring bygger på ingen måde blot på en enkelt undersøgelse og findes i øvrigt i lande som vi ellers sammenligner os med. Men når det så er sagt, så er man absolut villig til at give krydshormoner til under 15-årige efter en konkret vurdering.

 

Men bekymring og forsigtighed er ikke noget som LGBT+ organisationerne og interessant nok også Amnesty International vil vide af. Det fremgår ret tydeligt i et brev[11] som Copenhagen Pride, LGBT+ Ungdom, LGBT+ Danmark, Transaktion og Foreningen for Støtte til Transkønnede børn samt Amnesty International den 30.6.2020 sender til Region Hovedstadens Sundhedsudvalg.

Her kritiserer man ligesom Karoline Vind RODG-begrebet som man helt fejrer af bordet som irrelevant. Man går let og elegant hen over at fem piger her i Danmark har fortrudt deres behandling med krydshormoner og at sundhedsmyndigheder i med os sammenlignelige lande også er bekymret for negative sider af behandlingen, i stedet roder man meget rundt i hvilke NGO’er det skulle være, der også er bekymrede. Bekymring er nemlig grundlæggende set helt forkert. Som de f.eks. skriver: ”Forskningen viser, at kønsmodificerende behandling kan give forbedringer af transkønnede børn og unges livskvalitet. Det skyldes, at hormonbehandling giver en tiltrængt pause fra de vedvarende og irreversible fysiske forandringer der sker i puberteten i overgangen fra barn til voksen. Den fortsatte behandling bringer det oplevede og udlevede køn i balance med væsentligt forøget livskvalitet til følge.” (…) ”Det kan også undre, at Region Hovedstaden ikke samtidig vælger at informere forældre om den omfattende forskning, der faktisk viser transpersoners forbedrede livskvalitet, når de modtager den behandling de har behov for.” (…) ”Som menneskerettigheds- og LGBT+ organisationer deler vi ikke den bekymring. Vi er gennem vores rådgivende arbejde i højere grad opmærksomme på de unge, der ikke får adgang til behandling i tide, og derfor kommer til at gennemgå de faser i puberteten, hvor der sker vedvarende og irreversible fysiske forandringer, hvilket har store menneskelige omkostninger” (…) ”Der er da også forskning, der viser at transkønnede børn og unge kan være meget bevidste om deres kønsidentitet tidligt. Som udgangspunkt vil de også som voksne, opfatte sig som transkønnede. Det er glædeligt, at behandling åbenbart kan iværksættes til unge under 15 år. Det er vores håb, at Sexologisk Klinik fremover vil kommunikere det mere tydeligt overfor de unge og deres forældre. På nuværende tidspunkt får familierne det klare indtryk, at det kun kan lade sig gøre helt undtagelsesvis og kun efter konkret dispensation.”

 

Mht. disse her vedvarende forsøg på at diskreditere ROGD-begrebet kan jeg henvise til Lone Franks dygtigt researcherede artikel i Weekendavisen[12] fra den 3.7.2020, hvor hun påviser, at kritikken af den forskningsartikel, hvor dette begreb blev introduceret, grundlæggende set er uberettiget og i øvrigt et produkt af den radikale transaktivismes hang til at chikanere forskere der ikke leverer de forskningsresultater som aktivisterne ønsker.

LGBT+ organisationerne og Amnesty International er meget skråsikre mht. at børns og unges identitet som transkønnede vil fortsætte ind i voksenlivet. Her forbigår de, at der allerede i 2020 forelå en omfattende forskning[13] der påviser, at de fleste børn faktisk vokser ud af denne hvis man ikke griber ind med behandling med stophormoner.

LGBT+ organisationerne og Amnesty International er ikke bare ligeglade med det danske sundhedsvæsens bekymringer, de ignorerer også den bekymring over den manglende videnskabelige evidens for behandlingen som allerede var blevet artikuleret af sundhedseksperter i f.eks. Sverige[14] og Storbritannien[15] i den periode hvor brevet blev skrevet.

Man fortier, at behandlingen af børn og unge med stop- og krydshormoner, der i alle vestlige lande tager udgangspunkt i den såkaldte Hollandske Protokol, oprindeligt kun var tiltænkt unge der allerede som små børn viste klare tegn på kønsdysfori og som i øvrigt ikke havde alvorlige psykosociale problemstillinger at kæmpe med[16]. På det tidspunkt hvor brevet blev skrevet havde finsk forskning[17] vist, at mange af dem, der i dag opsøger behandlingen, især de unge piger, først udviklede kønsdysfori i puberteten og i øvrigt ofte har en række diagnoser så som autisme. Men også det bliver ignoreret.

 

Man sidder tilbage med det indtryk, at LGBT+ organisationerne og Amnesty International er optaget af at børn og unge, der opsøger Sexologisk Klinik fordi de ønsker behandling med stop- og krydshormoner, alt andet lige skal bekræftes i at det er et godt valg. Børn og unge samt deres forældre skal øjensynligt ikke gøres alt for meget opmærksom på at der er tale om en eksperimentel behandling hvis resultater der reelt set mangler solide data for. Og øjensynligt kan det i henhold til disse organisationer kun gå for langsomt mht. at få sat børn og unge på krydshormoner hvis de altså ønsker dette. Men det passer selvsagt udmærket til at LGBT+ Danmark i anden sammenhæng har skrevet, at ”det er den enkelte der selv vælger og kan fornemme, hvad der afhjælper deres kønsdysfori[18]. Hermed lægger man jo op til at der slet ikke er behov for et udredningssystem indenfor sundhedsvæsenet da den enkelte (herunder børn og unge) er den der ved bedst.

 

En ting er, at LGBT+ organisationerne, som i denne her sammenhæng agerer som rene transaktivistiske organisationer, sætter børn og unges helbred på spil for at opnå en identitetspolitisk gevinst. Den problematik skildres også i Hannah Barnes meget anbefalelsesværdige bog ”Time to Think – The Inside Story of the Collapse of the Tavistock’s Gender Service for Children” der handler om skandalen vedrørende den britiske pendant til Sexologisk Klinik, en klinik der nu bliver lukket ned af de britiske sundhedsmyndigheder pga. dens dybt problematiske behandling af børn og unge med kønsidentitetsproblematikker. Men det er rystende, at Amnesty International er villig til lade sig misbruge i et sådant projekt. Amnesty International havde ikke behøvet at bruge mange timer på at gennemskue, at LGBT+ organisationernes påstande om behandlingens positive effekter modsiges af kompetente aktører og det er også mærkeligt, at man er så uberørt af det danske behandlingssystems vurdering af problematikken.

 

Interessant nok kunne det se ud som om kræfter i LGBT+ Danmark måske er begyndt at være mere moderate i deres udmeldinger.  I hvert fald skriver Susanne Branner Jespersen, sekretariatschef for LGBT+ Danmark og medunderskriver af brevet, her for nyligt i en Twitterdebat med undertegnede ”Tror kun ca 20 unge modtog hormonbehandling sidste år. Så der skal findes andre forløb og tilbud til de unge og deres familier”. Mon de andre organisationer vil følge trop?[19]

 

 

 

 

 

[1] https://www.economist.com/science-and-technology/2021/05/13/doubts-are-growing-about-therapy-for-gender-dysphoric-children

[2] https://lakartidningen.se/aktuellt/nyheter/2022/02/socialstyrelsen-unga-ska-bara-fa-hormonbehandling-i-undantagsfall/?utm_source=dlvr.it&utm_medium=twitter&utm_campaign=socialstyrelsen-unga-ska-bara-fa-hormonbehandling-i-undantagsfall&fbclid=IwAR2Nt3pu3oPxKRfQmbKHFIfxekgr2tToJ2dwPRlFFkgjSsQ0Kr77M29IWNk

[3] https://segm.org/Finland_deviates_from_WPATH_prioritizing_psychotherapy_no_surgery_for_minors

[4] https://segm.org/England-ends-gender-affirming-care

[5] https://www.aftenposten.no/norge/i/jlwl19/vil-ha-tryggere-behandling-for-barn-som-vil-skifte-kjoenn-mangelfull-kunnskap-om-risikoen?utm_source=substack&utm_medium=email

[6] https://sund.ku.dk/nyheder/2023/01/tusinder-af-folkeskoleboern-overvejer-deres-koen–men-vi-ved-for-lidt-om-hvornaar-vi-boer-behandle-dem/?fbclid=IwAR2WgTDKf1MWkMHwpwwLELzvYXWBbJSFM17oZw8PyMLLU8RVKLen64tsvSo

[7] https://www.reuters.com/world/us/us-republicans-target-transgender-youth-healthcare-legislative-push-2023-02-16/

[8] https://www.ft.dk/ripdf/samling/20222/beslutningsforslag/b62/20222_b62_som_fremsat.pdf

[9] https://www.regionh.dk/politik/spoergsmaal-fra-regionsraadet-til-administrationen/Documents/2020/Svar-paa-spml-016-20-vedr-behandling-af-transkoennede-boern-paa-sexologisk-klinik-stillet-af-Karoline-Vind.pdf

[10] https://www.regionh.dk/politik/spoergsmaal-fra-regionsraadet-til-administrationen/Documents/2020/Svar-paa-spml-016-20-vedr-behandling-af-transkoennede-boern-paa-sexologisk-klinik-stillet-af-Karoline-Vind.pdf

[11] Brevet kan ikke tilgås online – men jeg er efter en ansøgning om aktindsigt kommet i besiddelse heraf. Til Sundhedsudvalget i Region Hovedstaden pr. 30.

[12] https://www.weekendavisen.dk/2020-27/samfund/transpolitiet-kvaeler-forskning

[13] https://www.psypost.org/2017/12/many-transgender-kids-grow-stay-trans-50499

[14] https://www.sbu.se/sv/publikationer/nya-vetenskap-och-praxis/konsdysfori-vetenskapligt-oklart-hur-unga-mar-pa-sikt/

[15] https://www.rcgp.org.uk/representing-you/policy-areas/transgender-care

[16] https://www.tandfonline.com/doi/full/10.1080/0092623X.2022.2046221?fbclid=IwAR08f8ZakFsVMCZwrVbh2Vx6aiIQa-Gvfli7IjvST_4em-PIknryQQpx6ZA

[17] https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC4396787/#__ffn_sectitle

[18] https://lgbt.dk/ordbog/stophormoner/

[19] https://twitter.com/brannersusanne/status/1642444454702333956?s=46&t=WeqO3tvIiQ1dhzVbI5EiTA

Læs mere

Skrevet af den 8 mar, 2021 under Lgbt | 0 kommentarer

LGBT+ Danmark og pressefriheden

 

Susanne Branner Jespersen, der er sekretariatschef for LGBT+ Danmark (og som øjensynligt er den, der reelt sætter den politiske dagsorden i foreningen da det stort set altid er hende der optræder i pressen på foreningens vegne) langer på Twitter voldsomt ud mod Weekendavisen som hun beskylder for at have ”startet sin egen ideologiske krig mod transkønnede børn og unge”. Det kniber godt nok for Susanne Branner Jespersen at komme med konkrete beviser for denne ”krig”. Men hun hævder, at foreningen har gennemgået alle avisens artikler om ”emnet” i perioden 1.11.2019 til 22.10.2020. Man fandt 11 indlæg hvoraf ”kun 3 kunne siget at være positiv overfor trans*personer”. De andre var ”anti-trans indlæg/artikler/kronikker”. Og så hævder Susanne Branner sågar, at jeg skulle have ”frit spil” hos Weekendavisen…

Bevares, politikere, aktivister, foreninger etc. har selvsagt lov til at være utilfredse med mediernes eller et enkelt medies dækning af deres interesseområder. Det står dem frit for f.eks. at skrive et kritisk modsvar – og så vidt jeg husker har LGBT+ Danmark og Co. da også fået bragt sådanne i Weekendavisen. Men for LGBT+ Danmark har disse muligheder tydeligvis ikke været tilfredsstillende. Det fremgår nemlig også af Twitter, at Susanne Branner har sendt en mail til avisens chefredaktør ”for at spørge om vi kunne holde et møde mellem os i LGBT+ Danmark og redaktionen på WA, for i det MINDSTE at starte en samtale. Det er ikke blevet til noget endnu.

Det er godt nok uhyggeligt at LGBT+ Danmark, en statsstøttet lobbyorganisation, i ramme alvor mener at have retten til at kræve indflydelse på en dansk avis redaktionelle beslutninger om hvilke artikler og debatindlæg den vil bringe. Det viser at vi har med en forening at gøre, der ikke har respekt for ytringsfriheden og den frie presse. Og det bliver ikke mindre uhyggeligt af at selvsamme forening også kæmper for en udvidelse af forbuddet mod ”hadefuld tale” til også eksplicit at indeholde ”kønsidentitet”. I fremtiden vil LGBT+ Danmark nok ikke nøjes med at forsøge på at indkalde avisredaktioner til ”kammeratlige” samtaler når de bringer artikler eller debatindlæg om transrelaterede emner som ikke falder i foreningens smag. Hvis Folketinget vedtager LGBT+ Danmarks drømmelovgivning vil sådanne avisredaktioner kunne regne med en politianmeldelse.

Læs mere

Skrevet af den 27 jun, 2020 under Lgbt | 4 kommentarer

LGBT+ Danmark fylder befolkningen med misinformation

 

Susanne Branner Jespersen, der er sekretariatschef i LGBT+ Danmark, blev den 25.6.2020 interviewet i Deadline. Emnet var den shitstorm som radikale transaktivister har udsat J.K. Rowling for fordi hun har vovet at insistere på, at det at være kvinde er uløseligt knyttet til at have en kvindes krop. I dette interview kommer Susanne Branner Jespersen med en række misvisende oplysninger om centrale problematikker i forhold til debatten om de problematiske sider ved den transaktivisme som hendes forening er bannerfører for.

Susanne Branner Jespersen lægger ud med at påstå, at Rowling kommer med misinformation når hun taler om ”Rapid onset gender dysphoria”, da dette begreb skulle bygge på ”en enkelt artikel der er blevet tilbagevist”. ”Rapid onset gender dysphoria” som handler om at teenagere, ofte piger, ofte lesbiske, ud af det blå begynder at hævde, at de er transkønnede, selvom de som børn ikke gav indtryk af at have problemer med deres køn. Men hvis dette fænomen ikke har hold i virkeligheden, så kan det godt nok undre, at både de britiske myndigheder og det svenske medicinsk-etiske råd er så bekymrede over udviklingen, at de vil have undersøgt hvorfor så mange teenagere vil skifte køn. Faktisk ville det være mere end på tide, at vi fik en lignende undersøgelse i Danmark.

Dernæst påstår Susanne Branner Jespersen, at Rowlings udsagn om at 60-90 procent af de børn, der ser sig som det modsatte køn, som voksne lærer at acceptere deres biologiske køn, ikke har hold i virkeligheden. Men der er imidlertid ikke mindre end 12 studier, der viser, at det lige præcist forholder sig sådan.

Susanne Branner hævder nærmest refleks-agtigt, at Rowling ”udelukker” en lang række af kvinder, når hun afviser begrebet ”personer der menstruerer” for der er jo mange kvinder, så som Susannes mor, der ikke har menstruation. Men Rowling har aldrig påstået, at man skal have menstruation for at være en kvinde. Hun sagde blot, at kun kvinder kan få menstruation, og hvis vi tager udgangspunkt i de objektive biologiske fakta, så er det jo åbenlyst sandt. Når transmænd således kan menstruere, så er det fordi de biologisk set er kvinder og ikke mænd.

Susanne Branner Jespersen påstår i ramme alvor, at transkvinder ”slås ihjel i en pandemisk skala”. Men hvis man faktisk sætter sig ned og regner på tallene, så viser det sig, at transkvinder har den samme eller en ringere risiko for at blive myrdet end resten af befolkningen.  Og hvor mange transkvinder er det nu lige præcist som der er blevet myrdet i Danmark i de sidste lad os sige 25 år?

Og sidst men ikke mindst, så påstår Susanne Branner Jespersen, at det er ”fiktion”, at man som kvinde vil kunne opleve transkvinder med penis i ens omklædningsrum, for transkønnede har problemer med de kønnede rum og undgår dem derfor. Men øh, hvorfor kæmper LGBT+ Danmark så lige præcis for at de skal have adgang til disse rum?

Men det er til gengæld næsten grotesk, at Susanne Branner Jespersen runder af med et udsagn om at Rowling ikke har en ”hujende fis forstand på transkvinders levede erfaring”. Det er nemlig lige præcist Rowling pointe, at det at være kvinde er uløseligt knyttet til at have en levet erfaring med at være født med en kvindes krop. Og det har transkvinder ligesom ikke en hujende fis forstand på…

 

Læs mere