Menu
Kategorier

Skrevet af den 4 apr, 2023 under Lgbt | 1 kommentar

Sætter Amnesty og LGBT+ organisationerne børns helbred på spil?

 

Der er i de sidste år opstået en voksende bekymring for at behandlingen af ”transkønnede” børn og unge med stop- og krydshormoner foregår på et usikkert forskningsmæssigt grundlag, og at vi muligvis sågar står overfor en omfattende medicinsk skandale[1]. Sundhedsmyndighederne i Sverige[2], Finland[3], Storbritannien[4] og Norge[5] har besluttet at begrænse eller helt stoppe adgangen til denne behandling fordi de vurderer, at der mangler videnskabeligt belæg for behandlingens påståede positive effekter, og fordi der er bekymring for at den kunne have en række negative konsekvenser for de behandlede børn og unge. Også Sexologisk Klinik, hvor behandlingen af ”transkønnede” børn og unge her i landet foregår, har nu besluttet at være ekstra tilbageholdende med at tilbyde behandling med stop- og krydshormoner indtil mere forskning har givet behandlingssystemet evidensbasseret viden om behandlingens effekter[6].

Også på det politiske niveau er der nu kommet fokus på denne behandling. Mest kendt er det nok at en række republikansk ledede amerikanske delstater har forbudt eller er i gang med at forbyde denne behandling af børn og unge[7]. Men også her i landet har Nye Borgerlige fremsat et lovforslag i Folketinget, der skal forbyde ”kirurgisk eller medicinsk kønsskiftebehandling” af børn under 18 år[8].

Nu kan det diskuteres hvorvidt spørgsmålet om hvad der er en lægefaglig forsvarlig behandling, er noget som politikere kan og skal lovgive om. Men man skal dog være opmærksom på, at det ikke kun er fra højrefløjen, at der har været politisk interesse for emnet.

Den 18.2.2020 stiller Karoline Vind fra SF således Region Hovedstaden, der har det overordnede ansvar for Sexologisk Klinik, nogle spørgsmål[9] som jeg her bringer i uddrag: ”Begrebet Rapid Onset Gender Dysphoria er, så vidt jeg er oplyst, et stærkt kritiseret lægefagligt begreb, med meget lidt, og ikke anerkendt forskning bag. Hvilket videnskabeligt og lægefagligt grundlag baserer behandlerne sig på, når de rådgiver forældre til børn og unge under udredning for kønsidentitetsforhold til at forholde sig afventende, med henvisning til begrebet Rapid Onset Gender Dysphoria? (…)  Hvad er de lægefaglige bevæggrunde for kun i sjældne tilfælde at tilbyde børn og unge under 15 kønsbekræftende behandling med østrogener og androgener?”

Region Hovedstadens Center for Sundhed besvarer den 8.6.2020 disse spørgsmål[10]. De skriver bl.a.:

 

”Familier bliver ikke rådgivet til at forholde sig afventende med henvisning til begrebet Rapid Onset Gender Dysphoria (ROGD). De oplyses og informeres om, at begrebet findes, og at der inden for området sker udvikling. Der foreligger kun et studie af ROGD, og Region Hovedstadens Psykiatri er bekendt med de begrænsninger, dette studie har og den kritik, der kan fremføres. Det er dog vurderingen, at studiet alligevel indeholder vigtig viden. I lighed med andre nordiske lande har Region Hovedstadens Psykiatri en bekymring for, at denne gruppe af børn og unge, som udredes for kønsidentitetsforhold, køns- /kropssdysfori eventuelt skyldes andre vanskeligheder, så som kropsdysmorfi (psykisk lidelse, der indebærer en ekstrem optagethed af eget udseende og et forvrænget billede af, hvordan man bør se ud), gryende seksualitet, og generelle identitetsvanskeligheder. På den baggrund kan man være bekymret for om, hormon- og kirurgisk behandling af deres krop har den forventede effekt på deres trivsel. Herunder er det en bekymring om, de på lang sigt får det bedre, eller om de ønsker at vende tilbage til deres fødselstildelte køn (detransitionerer). Det bemærkes, at professionelle i sammenlignelige lande, professionelle i NGO-organisationer, som arbejder med køn og seksualitet blandt unge, transpersoner og andre i LGBT-miljøet har de samme bekymringer. Det er ikke muligt rent lægefagligt at afgøre, hvem der vil detransitionere, eller hvem der ikke vil profitere af behandlingen i deres fremtidige liv. Der er foreløbig 5 unge (tildelt kønnet pige), som er blevet tilbudt testosteronbehandling, men som har valgt at stoppe den. (…) Behandlerne holder sig opdateret om, hvad andre lande gør i forhold til denne behandling, hvor der ikke er undersøgelser af de langsigtede konsekvenser. De relevante familier orienteres om disse bekymringer og mulighederne for at vende tilbage til sit fødselstildelte køn, specielt når vi står overfor en ung, hvor kønsdysforien er kommet relativt hurtigt. Ved denne tilgang er det Region Hovedstadens Psykiatris ønske at tage så meget ansvar for den unge og dennes situation, som det lægefagligt er muligt i den nuværende situation.” (…) ”Det er kun i sjældne tilfælde, at familier ønsker at gå i gang med kønshormonbehandling, når barnet eller den unge er yngre end 15 år gammel. I sådanne tilfælde tager Sexologisk Klinik en dialog med familien. Såfremt barnet/den unge giver udtryk for vedvarende kønsdysfori, og der ikke er noget, der taler imod behandling (som f.eks. alvorlig psykisk lidelse eller mistanke om anden lidelse), og forældrene samtykker, så kan behandling iværksættes. (…) Langt de fleste (over 75%) er 14 år eller over, når de bliver henvist til behandling grundet kønsdysfori.”

 

Jeg citerer Region Hovedstadens Center for Sundheds svar så udførligt fordi det efter min mening er ganske interessant. Allerede i 2020 er man altså i det danske behandlingssystem opmærksom på at forestillingen om at man er transkønnet f.eks. kan skyldes psykiatriske problemstillinger eller vanskeligheder ved at håndtere sin seksualitet (måske homoseksualitet?) Man er også bekymret for at børn og unge, der nu ser sig som transkønnede, kunne udvikle sig væk fra denne identitet, og dermed komme til at fortryde behandling med krydshormoner. Denne bekymring bygger på ingen måde blot på en enkelt undersøgelse og findes i øvrigt i lande som vi ellers sammenligner os med. Men når det så er sagt, så er man absolut villig til at give krydshormoner til under 15-årige efter en konkret vurdering.

 

Men bekymring og forsigtighed er ikke noget som LGBT+ organisationerne og interessant nok også Amnesty International vil vide af. Det fremgår ret tydeligt i et brev[11] som Copenhagen Pride, LGBT+ Ungdom, LGBT+ Danmark, Transaktion og Foreningen for Støtte til Transkønnede børn samt Amnesty International den 30.6.2020 sender til Region Hovedstadens Sundhedsudvalg.

Her kritiserer man ligesom Karoline Vind RODG-begrebet som man helt fejrer af bordet som irrelevant. Man går let og elegant hen over at fem piger her i Danmark har fortrudt deres behandling med krydshormoner og at sundhedsmyndigheder i med os sammenlignelige lande også er bekymret for negative sider af behandlingen, i stedet roder man meget rundt i hvilke NGO’er det skulle være, der også er bekymrede. Bekymring er nemlig grundlæggende set helt forkert. Som de f.eks. skriver: ”Forskningen viser, at kønsmodificerende behandling kan give forbedringer af transkønnede børn og unges livskvalitet. Det skyldes, at hormonbehandling giver en tiltrængt pause fra de vedvarende og irreversible fysiske forandringer der sker i puberteten i overgangen fra barn til voksen. Den fortsatte behandling bringer det oplevede og udlevede køn i balance med væsentligt forøget livskvalitet til følge.” (…) ”Det kan også undre, at Region Hovedstaden ikke samtidig vælger at informere forældre om den omfattende forskning, der faktisk viser transpersoners forbedrede livskvalitet, når de modtager den behandling de har behov for.” (…) ”Som menneskerettigheds- og LGBT+ organisationer deler vi ikke den bekymring. Vi er gennem vores rådgivende arbejde i højere grad opmærksomme på de unge, der ikke får adgang til behandling i tide, og derfor kommer til at gennemgå de faser i puberteten, hvor der sker vedvarende og irreversible fysiske forandringer, hvilket har store menneskelige omkostninger” (…) ”Der er da også forskning, der viser at transkønnede børn og unge kan være meget bevidste om deres kønsidentitet tidligt. Som udgangspunkt vil de også som voksne, opfatte sig som transkønnede. Det er glædeligt, at behandling åbenbart kan iværksættes til unge under 15 år. Det er vores håb, at Sexologisk Klinik fremover vil kommunikere det mere tydeligt overfor de unge og deres forældre. På nuværende tidspunkt får familierne det klare indtryk, at det kun kan lade sig gøre helt undtagelsesvis og kun efter konkret dispensation.”

 

Mht. disse her vedvarende forsøg på at diskreditere ROGD-begrebet kan jeg henvise til Lone Franks dygtigt researcherede artikel i Weekendavisen[12] fra den 3.7.2020, hvor hun påviser, at kritikken af den forskningsartikel, hvor dette begreb blev introduceret, grundlæggende set er uberettiget og i øvrigt et produkt af den radikale transaktivismes hang til at chikanere forskere der ikke leverer de forskningsresultater som aktivisterne ønsker.

LGBT+ organisationerne og Amnesty International er meget skråsikre mht. at børns og unges identitet som transkønnede vil fortsætte ind i voksenlivet. Her forbigår de, at der allerede i 2020 forelå en omfattende forskning[13] der påviser, at de fleste børn faktisk vokser ud af denne hvis man ikke griber ind med behandling med stophormoner.

LGBT+ organisationerne og Amnesty International er ikke bare ligeglade med det danske sundhedsvæsens bekymringer, de ignorerer også den bekymring over den manglende videnskabelige evidens for behandlingen som allerede var blevet artikuleret af sundhedseksperter i f.eks. Sverige[14] og Storbritannien[15] i den periode hvor brevet blev skrevet.

Man fortier, at behandlingen af børn og unge med stop- og krydshormoner, der i alle vestlige lande tager udgangspunkt i den såkaldte Hollandske Protokol, oprindeligt kun var tiltænkt unge der allerede som små børn viste klare tegn på kønsdysfori og som i øvrigt ikke havde alvorlige psykosociale problemstillinger at kæmpe med[16]. På det tidspunkt hvor brevet blev skrevet havde finsk forskning[17] vist, at mange af dem, der i dag opsøger behandlingen, især de unge piger, først udviklede kønsdysfori i puberteten og i øvrigt ofte har en række diagnoser så som autisme. Men også det bliver ignoreret.

 

Man sidder tilbage med det indtryk, at LGBT+ organisationerne og Amnesty International er optaget af at børn og unge, der opsøger Sexologisk Klinik fordi de ønsker behandling med stop- og krydshormoner, alt andet lige skal bekræftes i at det er et godt valg. Børn og unge samt deres forældre skal øjensynligt ikke gøres alt for meget opmærksom på at der er tale om en eksperimentel behandling hvis resultater der reelt set mangler solide data for. Og øjensynligt kan det i henhold til disse organisationer kun gå for langsomt mht. at få sat børn og unge på krydshormoner hvis de altså ønsker dette. Men det passer selvsagt udmærket til at LGBT+ Danmark i anden sammenhæng har skrevet, at ”det er den enkelte der selv vælger og kan fornemme, hvad der afhjælper deres kønsdysfori”[18]. Hermed lægger man jo op til at der slet ikke er behov for et udredningssystem indenfor sundhedsvæsenet da den enkelte (herunder børn og unge) er den der ved bedst.

 

En ting er, at LGBT+ organisationerne, som i denne her sammenhæng agerer som rene transaktivistiske organisationer, sætter børn og unges helbred på spil for at opnå en identitetspolitisk gevinst. Den problematik skildres også i Hannah Barnes meget anbefalelsesværdige bog ”Time to Think – The Inside Story of the Collapse of the Tavistock’s Gender Service for Children” der handler om skandalen vedrørende den britiske pendant til Sexologisk Klinik, en klinik der nu bliver lukket ned af de britiske sundhedsmyndigheder pga. dens dybt problematiske behandling af børn og unge med kønsidentitetsproblematikker. Men det er rystende, at Amnesty International er villig til lade sig misbruge i et sådant projekt. Amnesty International havde ikke behøvet at bruge mange timer på at gennemskue, at LGBT+ organisationernes påstande om behandlingens positive effekter modsiges af kompetente aktører og det er også mærkeligt, at man er så uberørt af det danske behandlingssystems vurdering af problematikken.

 

Interessant nok kunne det se ud som om kræfter i LGBT+ Danmark måske er begyndt at være mere moderate i deres udmeldinger.  I hvert fald skriver Susanne Branner Jespersen, sekretariatschef for LGBT+ Danmark og medunderskriver af brevet, her for nyligt i en Twitterdebat med undertegnede ”Tror kun ca 20 unge modtog hormonbehandling sidste år. Så der skal findes andre forløb og tilbud til de unge og deres familier”. Mon de andre organisationer vil følge trop?[19]

 

 

 

 

 

[1] https://www.economist.com/science-and-technology/2021/05/13/doubts-are-growing-about-therapy-for-gender-dysphoric-children

[2] https://lakartidningen.se/aktuellt/nyheter/2022/02/socialstyrelsen-unga-ska-bara-fa-hormonbehandling-i-undantagsfall/?utm_source=dlvr.it&utm_medium=twitter&utm_campaign=socialstyrelsen-unga-ska-bara-fa-hormonbehandling-i-undantagsfall&fbclid=IwAR2Nt3pu3oPxKRfQmbKHFIfxekgr2tToJ2dwPRlFFkgjSsQ0Kr77M29IWNk

[3] https://segm.org/Finland_deviates_from_WPATH_prioritizing_psychotherapy_no_surgery_for_minors

[4] https://segm.org/England-ends-gender-affirming-care

[5] https://www.aftenposten.no/norge/i/jlwl19/vil-ha-tryggere-behandling-for-barn-som-vil-skifte-kjoenn-mangelfull-kunnskap-om-risikoen?utm_source=substack&utm_medium=email

[6] https://sund.ku.dk/nyheder/2023/01/tusinder-af-folkeskoleboern-overvejer-deres-koen–men-vi-ved-for-lidt-om-hvornaar-vi-boer-behandle-dem/?fbclid=IwAR2WgTDKf1MWkMHwpwwLELzvYXWBbJSFM17oZw8PyMLLU8RVKLen64tsvSo

[7] https://www.reuters.com/world/us/us-republicans-target-transgender-youth-healthcare-legislative-push-2023-02-16/

[8] https://www.ft.dk/ripdf/samling/20222/beslutningsforslag/b62/20222_b62_som_fremsat.pdf

[9] https://www.regionh.dk/politik/spoergsmaal-fra-regionsraadet-til-administrationen/Documents/2020/Svar-paa-spml-016-20-vedr-behandling-af-transkoennede-boern-paa-sexologisk-klinik-stillet-af-Karoline-Vind.pdf

[10] https://www.regionh.dk/politik/spoergsmaal-fra-regionsraadet-til-administrationen/Documents/2020/Svar-paa-spml-016-20-vedr-behandling-af-transkoennede-boern-paa-sexologisk-klinik-stillet-af-Karoline-Vind.pdf

[11] Brevet kan ikke tilgås online – men jeg er efter en ansøgning om aktindsigt kommet i besiddelse heraf. Til Sundhedsudvalget i Region Hovedstaden pr. 30.

[12] https://www.weekendavisen.dk/2020-27/samfund/transpolitiet-kvaeler-forskning

[13] https://www.psypost.org/2017/12/many-transgender-kids-grow-stay-trans-50499

[14] https://www.sbu.se/sv/publikationer/nya-vetenskap-och-praxis/konsdysfori-vetenskapligt-oklart-hur-unga-mar-pa-sikt/

[15] https://www.rcgp.org.uk/representing-you/policy-areas/transgender-care

[16] https://www.tandfonline.com/doi/full/10.1080/0092623X.2022.2046221?fbclid=IwAR08f8ZakFsVMCZwrVbh2Vx6aiIQa-Gvfli7IjvST_4em-PIknryQQpx6ZA

[17] https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC4396787/#__ffn_sectitle

[18] https://lgbt.dk/ordbog/stophormoner/

[19] https://twitter.com/brannersusanne/status/1642444454702333956?s=46&t=WeqO3tvIiQ1dhzVbI5EiTA

Læs mere

Skrevet af den 16 jun, 2022 under Lgbt | 1 kommentar

Er det ok at neutralisere børn?

 

Jeg har tidligere skrevet om at den medicinske behandling af børn og unge med kønsproblematikker ikke er uproblematisk – og at der mangler videnskabelig evidens for både dens ønskede positive og mulige negative effekter.[1] Dette er et vigtigt og samfundsrelevant emne ikke mindst fordi antallet af børn og unge, der identificerer sig som transkønnede, efterhånden er for stort til at man kan lade som om der er tale om en forsvindende lille gruppe. F.eks. identificerer ca. 5 procent af amerikanere under 30 år, i henhold til en ny undersøgelse, sig som et andet køn end deres biologiske.[2] Og selvom ikke alle børn og unge, der ser sig som transkønnede, nødvendigvis søger medicinsk og senere kirurgisk behandling, så må vi regne med at en hel del af dem vil gøre det. Og det vil ikke blot sprænge de nuværende rammer for hvor mange sundhedsvæsenet kan håndtere, men tvinger os også til at overveje ganske nøje hvad vi har gang i.

Mit indtryk af debatten om dette emne, der ikke overraskende er taget stærkt til i den senere tid lige præcis pga. den store vækst i antallet af børn og unge, der ønsker behandling for kønsproblematikker, er at der nok er en lige lovlig ensidig forståelse af muligheden for fortrydelse. Fortrydelsesproblematikken er (som så meget andet der angår transkønnede børn og unge) forskningsmæssigt underbelyst, men antallet af dem, der opgiver transidentiteten efter opstart af behandling kan godt være noget højere end hvad tidligere har været antaget[3]. Men debatten om fortrydelse er også ofte for unuanceret og fokuseret på om den berørte helt har opgivet sin transidentitet til fordel for en accept af sit biologiske køn. Fortrydelse kan imidlertid også f.eks. vise sig i form af at man fortsat identificerer sig som transkønnet – men alligevel fortryder nogle af de fysiske indgreb man fik fordi man senere i livet, f.eks. som voksen, forstår hvad man faktisk har mistet pga. disse. F.eks. fortæller en nonbinær i denne video[4] om hvordan ”de” i dag fortryder at ”de” som 16-årig fik fjernet sine bryster da ”de” nu har forstået hvor dejlige sådanne kan være i et ømt erotisk forhold til den man elsker.

Et underbelyst træk ved behandlingen af børn og unge transkønnede med stop- og krydshormoner er, at denne behandling kan gøre dem infertile og at den kan medføre at de som voksne ikke kan opnå at få orgasme. Det er selvsagt akavet at tale om forældredrømme og et tilfredsstillende sexliv hos børn og unge – men nu handler det så heller ikke om her og nu, der er jo ofte tale om personer under den seksuelle lavalder, men i stedet om hvilken effekt behandlingen vil få for dem når de engang er blevet voksne. Og som voksen ved man, at det med at kunne få børn – og at have et velfungerende sexliv – er noget som kan have en betydelig effekt på ens mentale trivsel.

Blandt de behandlende læger er der dem, der er åbne omkring at behandling med stophormoner tidligt i puberteten efterfulgt af behandling med krydshormoner nok vil medføre infertilitet.[5] Ja, man kan sågar læse om det i de officielle vejledninger.[6]

Hvis en dreng tidligt i puberteten får stophormoner efterfulgt af krydshormoner, vil vedkommendes kønsorganer ikke udvikle sig normalt og vil i stedet forblive sådan som de var da behandlingen startede. Som voksen vil denne person derfor skulle leve med at have kønsorganer der svarer til f.eks. en 12-årig drengs.[7] Hvis vedkommende ønsker en vaginaplastik, så er der i princippet to muligheder: Enten må personen acceptere en neovagina der kun har få centimeters dybde eller også skal vedkommende gennemgå en mere kompliceret operation, der er så vanskelig og risikobehæftet, at det danske sundhedsvæsen ikke tilbyder den[8]. Den almindelige og ret afprøvede procedure for vaginaplastik er nemlig baseret på at en voksen mands penis og testikler udgør det ”materiale” som neovaginaen konstrueres af, men har patienten ikke gennemgået en normal mandlig pubertet er der for lidt ”materiale”, og man må så supplere med skin hentet andre steder fra kroppen – sommetider sågar fra endetarmen[9].

Problematikken er underbelyst, men der synes at være en alvorlig risiko for at biologiske drenge, der tidligt i puberteten først sættes på stophormoner og siden krydshormoner, mister evnen til at få en orgasme[10]. Og skulle en sådan evne havde overlevet denne behandling vil den alt andet lige have svært ved at klare vaginaplastikken.

Mht. behandlingen af en biologiske pige eller unge kvinder, med stophormoner og efterfølgende krydshormoner, så ser det ud til at den kan medføre, at vedkommende kommer i en art kunstig overgangsalder fordi begge hormontyper undertrykker kroppens naturlige produktion af østrogen. Dette viser sig f.eks. ved at skedens slimhinde bliver tynd og skrøbelig, hvad kan gøre almindelige bevægelser og især sex smertefuld. Da behandlingen ofte påbegyndes på børn/unge, der pga. deres lave alder må antages at være uden forudgående seksuel erfaring, vil de altså aldrig komme til at opleve sex uden potentielle smerter og risiko for skader. Slimhindeproblemerne kan dog i hvert fald til dels behandles med østrogencremer, men desværre stopper udfordringerne ikke altid her. De store doser af testosteron, der er en del af krydshormonbehandlingen af biologiske piger/kvinder, er næppe kompatibel med kvinders reproduktive organer, i hvert fald ikke hvis den foretages over flere år[11]. (Og behandlingen er alt andet lige tænkt til at være livsvarig). I hvert fald kan behandlingen medføre at patienten vil opleve voldsomme underlivskramper f.eks. i forbindelse med orgasme. Med andre ord, behandlingen med krydshormoner fratager ikke nødvendigvis biologiske kvinder evnen til at få orgasme, men kan gøre den voldsom ubehagelig. Den eneste reelle behandling af dette problem er at få fjernet livmoderen, og sker dette vil patienten med sikkerhed være steril[12]. Og efter denne operation vil vedkommende, ligesom dem der fik vaginaplastik, livslangt være afhængig af at tage kunstige kønshormoner da deres kroppe ikke længere kan producere dem, og det uafhængigt af hvilken identitet de måtte have eller udvikle fremover. Under alle omstændigheder er risikoen for underlivskræft som følge af langvarig behandling med testosteron så stor, at en fjernelse af livmoderen kan virke som et nødvendigt tiltag[13].

Nu vil nogen måske indvende, at spørgsmålet om hvorvidt man som voksen vil kunne få børn og om man vil kunne få et godt sexliv, er lidt et luksusspørgsmål når vi taler om den medicinske behandling af transkønnede børn og unge, da det jo er bedre at være infertil og tvungen aseksuel end det er at være død. Ideen er at disse børn og unge er så akut selvmordstruede, at alle andre overvejelser og bekymringer bør tilsidesættes for at forhindre, at de tager deres eget liv. Som jeg tidligere har skrevet om, så er risikoen for at børn og unge med kønsproblematikker begår selvmord imidlertid (og heldigvis) stærkt overdrevet[14] – og vi savner faktisk videnskabelig evidens for den medicinske behandling reelt set forbygger selvmord bedre end f.eks. tilbud om støttende terapi[15]. Det var derfor måske en god ide at overveje om det, man på langt sigt fratager disse børn og unge er en rimelig pris at betale for et mere kortsigtet mål mht. at gøre deres pubertet mere håndterbar.

Nu er det min oplevelse, at de transaktivister, der presser på for at transkønnede børn og unge så hurtigt og nemt som muligst skal have adgang til stop- og krydshormoner, ikke blot er interesseret i disses psykiske helbred. Et nok ofte lige så vigtigt perspektiv er, at denne behandling vil medføre, at disse børn og unge som voksne umiddelbart vil ligne det modsatte køn bedre end hvis de ikke får den. Omvendt bliver de fysiske forandringer som den naturlige pubertet medfører set som noget uønsket, som det gælder om at forhindre. Det interessante er her, at fokus synes at være rettet mod at kunne ”passere”, dvs. have en krop som lever op til samfundets skønhedskrav for mænd hhv. kvinder. Hvad man så synes at overse er, at vores kroppe jo ikke blot er hylstre, der skal signalere vores indre kønsidentitet. Måske disse børn og unge som voksne ikke vil være lykkelige over, at de solgte deres evne til at få egne biologiske børn – og have et godt sexliv – for skønhedens linseret?

[1] Er medicinsk kønsskifte af børn en forsvarlig behandling? • POV & Den medicinske behandling af transkønnede børn og unge mangler videnskabelig evidens • POV

[2] https://www.pewresearch.org/fact-tank/2022/06/07/about-5-of-young-adults-in-the-u-s-say-their-gender-is-different-from-their-sex-assigned-at-birth/

 

[3] Access to care and frequency of detransition among a cohort discharged by a UK national adult gender identity clinic: retrospective case-note review | BJPsych Open | Cambridge Core

[4] https://www.youtube.com/watch?v=1s1dMKk_CK4

 

[5] http://archive.boston.com/bostonglobe/ideas/articles/2008/03/30/qa_with_norman_spack/?page=2

 

[6] Pubertal blockers for transgender and gender-diverse youth – Mayo Clinic

[7] Top Trans Doctors Blow the Whistle on ‘Sloppy’ Care (substack.com)

 

[8] Bundkirugi rapport rettet u. skæremærker (lgbt.dk)

 

[9] Top Trans Doctors Blow the Whistle on ‘Sloppy’ Care (substack.com)

[10] https://www.psychologytoday.com/us/blog/women-who-stray/202111/does-affirmative-treatment-impair-sexual-response-in-trans-youth?amp

 

[11] Q&A: Gynecologic and vaginal care for trans men – San Francisco AIDS Foundation (sfaf.org)

[12] https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/32552294/

 

[13] https://www.hysto.net/reasons-transmen-get-hysterectomy.htm

 

[14] Er medicinsk kønsskifte af børn en forsvarlig behandling? • POV

[15] Den medicinske behandling af transkønnede børn og unge mangler videnskabelig evidens • POV

Læs mere

Skrevet af den 18 maj, 2022 under Lgbt | 0 kommentarer

Den medicinske behandling af transkønnede børn og unge mangler videnskabelig evidens

 

Antallet af børn og unge der ser sig selv som transkønnede, og som derfor søger behandling i sundhedssystemet, er eksploderet i løbet af ganske få år. Hvad der engang var et ekstremt sjældent fænomen hos børn, bliver stadigt mere almindeligt.

I Danmark ser vi en stor stigning i antallet af børn og unge der henvises til Sexologisk Klinik med henblik på udredning vedrørende kønsidentitetsforhold. Her er tallet steget fra 16 drenge og 48 piger i 2015 til 56 drenge og 135 piger i 2020, dvs. en stigning på 250 procent for drengenes vedkommende og 181 procent for pigernes vedkommende. Og hermed ligger vi faktisk i den lave ende. I andre lande er udviklingen endnu voldsommere. I Storbritannien er antallet af børn og unge der har opsøgt landets eneste klinik for behandling af transkønnede børn og unge f.eks. steget fra 40 drenge og 32 piger i 2009/10 til 720 drenge og 1891 piger i 2019/20, dvs. med hhv. 1700 procent for drengenes og svimlende 5809 procent for pigernes vedkommende. Og generelt ser det ud til at det især er teenagepiger, der mistrives så meget med deres kropslige køn at de søger hjælp hos behandlingssystemet.

Den hjælp som børn og unge søger i behandlingssystemet, når de kæmper med ”kønsubehag”, er ofte behandling med stophormoner og krydshormoner. Stophormoner er præparater der skal stoppe puberteten mens krydshormoner er østrogen til biologiske drenge og testosteron til biologiske piger. Ifølge et svar på en forespørgsel om aktindsigt fra Region Hovedstadens Center for Sundhed fra den 17.6.2021 er det ikke muligt at få oplyst hvor mange danske børn der har modtaget hhv. aktuelt er i behandling med sådanne præparater pga. ”kønsubehag”. (Svaret er ikke offentliggjort men er i min besiddelse) Det er bekymrende, at det danske sundhedsvæsen enten ikke ved, eller ikke vil oplyse, hvor mange børn og unge der modtager en sådan behandling, for behandlingen af børn og unge med stop- og krydshormoner pga. kønsidentitetsproblematikker bliver mere og mere omstridt.

Således iværksatte det britiske sundhedsvæsen i 2020 en grundig undersøgelse af hvilken evidens der ligger bag den medicinske behandling af børn og unge med hvad de kalder for kønsdysfori, hvor man med et kritisk blik gennemgik nyere forskning i brugen af såvel stophormoner som krydshormoner. Og umiddelbart ser det i henhold til disse rapporter ikke godt ud.

Mht. stophormoner så er det et produkt der er udviklet til at behandle testikelkræft og endometriose hos voksne. Til børn er det godkendt til at behandle for tidlig pubertet (før 8-årsalderen for piger og 10-årsalderen hos drenge). Dette medikament er ikke godkendt til at behandle børn med kønsdysfori, så brugen heraf i denne sammenhæng er ”off label”. Mht. krydshormonerne så er intet østrogenprodukt officielt godkendt til behandling af kønsdysfori. Et enkelt testosteronprodukt (Sustanon) er godkendt til en sådan brug (dog kun til voksne). Dvs. behandlingen af børn og unge med krydshormoner er stort set også ”off label”.

Man har undersøgt i alt 9 studier af brugen af stophormoner og 10 studier af brugen af krydshormoner på børn og unge, og resultatet er nedslående. Studierne har for få deltagere, er ofte udført i en for kort periode og intet studie opererer med kontrolgrupper. Intet studie forholder sig til hvordan det er gået folk efter deres fyldte 22. år. De forskellige studier bruger forskellige målestokke når de vil afgøre om behandlingen har haft en positiv effekt på de behandlede børn og unges mentale helbred, hvad gør det svært at sammenligne dem. Og studierne mangler typisk at redegøre for hvornår en forbedring er af en sådan karakter at den er signifikant og dermed klinisk relevant. Kun et studie har forsøgt at ”modregne” effekter af den terapi og brug af psykofarmaka som den unge fik under behandlingen med krydshormoner. (Og endte dermed med ikke at kunne konstatere nogen signifikant forbedring i de unges mentale helbred som følge af hormonbehandlingen). I nogle studier forsvinder nogle af deltagerne undervejs uden at vi får at vide hvorfor (opgav de den eller fortrød de den måske?) Dertil kommer at rapporteringen af data i mange af studierne er mangelfuld, hvad medfører, at man ikke kan regne deres beregninger af effekt efter. Og studierne er end ikke enige om hvordan man definerer ”kønsdysfori” og dermed det grundproblem som behandlingen skulle afhjælpe.  Det er i øvrigt også interessant, at mange af studierne ikke angiver hvilke præparater de unge blev behandlet med eller hvilken dosis de fik, hvad man vel ellers skulle mene er vigtig hvis man vil samle viden om hvilket præparat og hvilken dosis der virker bedst.

Mht. mulige bivirkninger af behandlingen, så virker det som om at den mest sandsynlige og alvorlige er at behandlingen af børn og unge med stop- og krydshormoner nedsætter knogletætheden hvad i længden kunne føre til knogleskørhed. Brugen af stophormoner kan muligvis også medføre nedsat IQ. Men igen er studierne af for lav kvalitet til man kan sige noget med sikkerhed.

En lignende erkendelse af at der mangler evidens for behandlingens effekter er de svenske sundhedsmyndigheder nået frem til og de har derfor besluttet  at stoppe behandlingen af børn og unge med kønsdysfori med stop- og krydshormoner, om end den tillades i sammenhæng med forsøg. Også de finske sundhedsmyndigheder har besluttet af stramme op mht. udskrivningen af disse medikamenter til børn og unge. De britiske sundhedsmyndigheder forsøger imidlertid indtil videre en anden vej – der nok mest af alt virker som et forsøg på at foretage en linedans over afgrunden.

Den midlertidige såkaldte Interim report – Cass Review (independent-review.uk) fra februar 2022 giver udtryk for at evidensen for både positive og negative effekter af brugen af stop- og krydshormoner til børn og unge med kønsdyfori er af en sådan karakter, at man ikke kan anbefale den, men man vil heller ikke forbyde den (endnu). I stedet anbefales det, at der skal investeres massivt i at udbygge adgangen til terapeutisk hjælp og støtte til samt udredning af børn og unge med kønsdysfori, dette ikke mindst for at nedbringe de urimeligt lange ventetider der har været på at få adgang til behandling.

Det kritiseres, at behandlingssystemet ikke bare mangler evidens for sin behandling, men at der også blandt fagpersonalet hersker stor uenighed mht. hvad kønsdysfori hos børn og unge egentligt er, hvad den skyldes og hvilken behandlingsform der er bedst. Der efterspørges derfor klare kriterier for hvornår et barn/et ungt menneske kan få en sådan diagnose – og hvad man skal tilbyde dem, der ikke får den. Man gør opmærksom på at mange af de børn og unge, der søger hjælp pga. kønsdysfori, har psykiatriske udfordringer så som autisme og ADHD og det derfor er vigtigt, at de får hjælp til at håndtere disse samtidigt med at de udredes for kønsdysfori.

Og sidst, men ikke mindst, så efterspørger man – og vil man derfor selv iværksætte – meget mere og ikke mindst mere seriøs forskning i problemstillingerne, ikke bare mht. brugen af stop- og krydshormoner, men også f.eks. hvorfor så mange især teenagepiger i det hele taget er begyndt, at definere sig selv som transkønnede.

Indtil denne forskning er blevet gennemført, anbefales det at børn, unge og ikke mindst deres forældre rådgives intensivt om hvor lidt evidens der er for behandlingens mulige negative og positive effekter – så der er grundlag for at de kan give et informeret samtykke om hvad de går ind til.

Det store spørgsmål er nu hvor de danske sundhedsmyndigheder står. Er der ressourcer nok til at sikre en grundig udredning af de børn og unge, der søger hjælp, og ikke mindst til at give anden hjælp og støtte end medicinsk behandling? Og er det ikke på tide, at man iværksætter forskningsprojekter, så der kan indsamles viden, som på sigt kan bidrage til at skaffe tilstrækkelig med evidens til at det kan afgøres, om den nuværende behandling er sikker og giver gode resultater?

 

Læs mere

Skrevet af den 8 aug, 2021 under Lgbt | 3 kommentarer

Intet barn er født med en forkert krop

 

En bekymrende udvikling i hvad der ser ud til at være hele den vestlige verden er, at antallet af børn og unge der ser sig selv som transkønnede, og som derfor søger behandling i sundhedssystemet, er eksploderet i løbet af ganske få år. Hvad der engang var et ekstremt sjældent fænomen hos børn, bliver stadigt mere almindeligt.

I Danmark ser vi en stor stigning i antallet af børn og unge der henvises til Sexologisk Klinik med henblik på udredning vedrørende kønsidentitetsforhold. Her er tallet steget fra 16 drenge og 48 piger i 2015 til 56 drenge og 135 piger i 2020, dvs. en stigning på 250 procent for drengenes vedkommende og 181 procent for pigernes vedkommende[1]. Og hermed ligger vi faktisk i den lave ende. I andre lande er udviklingen endnu voldsommere. I Storbritannien er antallet af børn og unge der har opsøgt landets eneste klinik for behandling af transkønnede børn og unge f.eks. steget fra 40 drenge og 32 piger i 2009/10 til 624 drenge og 1740 piger i 2018/19, dvs. med hhv. 1460 procent for drengenes og svimlende 5337 procent for pigernes vedkommende.[2] Og generelt ser det ud til at det især er piger, der mistrives så meget med deres kropslige køn at de søger hjælp hos behandlingssystemet. Som den indiske feministiske filmproducer Vaishnavi Sundar så rammende udtrykker det i titlen på hendes stærke dokumentarserie ”Dysphoric: Fleeing Womanhood Like A House on Fire”: Piger og unge kvinder er på flugt fra det at være en kvinde.

 

LGBT+ organisationerne elsker og hylder imidlertid de såkaldte transbørn. Det er jo f.eks. meget sigende, at transbørn gik forrest i Prideparaden for to år siden[3] hvor ”Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn” også fik tildelt ”årets laks” for deres indsats for LGBT+ rettigheder[4]. LGBT+ organisationerne bruger ganske betydelig energi på at lægge pres på sundhedsvæsenet, så børn, der angiveligt er transkønnede, så hurtigt som overhovedet muligt kan få adgang til medicinsk og kirurgisk behandling.

 

Og som så ofte, så har den radikale transaktivismes frontløbere haft succes med deres utrættelige kampagne for at få sundhedsvæsenet til at tilbyde sådanne behandlinger. I dag kan transbørn der er i behandling hos Sexologisk Klinik få stophormoner før de er fyldt 15 år, dvs. de kan få en medicinsk behandling der stopper hhv. forhindrer den naturlige pubertet. De kan fra de er 15 år få tilbudt krydshormoner, altså biologiske piger kan få tilbudt behandling med testosteron og biologiske drenge kan få tilbudt østrogen mfl. Og denne behandling kan sågar tilbydes til børn under 15 år hvis behandlerne skønner, at det er nødvendigt.[5]

 

Rundt omkring i den vestlige verden kan man imidlertid i den senere tid se en voksende skepsis mod og bekymring for den medicinske og kirurgiske behandling af de såkaldte transkønnede børn.

Ikke mindre end 13 studier, det sidste udgivet her i 2021, viser nemlig, at det store flertal af børn der ser sig som det modsatte køn som voksne vil have forsonet sig med deres biologiske køn – hvis man vel og mærke ikke har iværksat behandling med stophormoner[6]. Børn der kommer i behandling med stophormoner derimod, vil alt andet lige gå videre til behandling med krydshormoner og operationer[7].

Mht. disse stophormoner, der bruges til at forhindre et barn i at komme i puberteten for ”at give det en tænkepause” og som efter sigende skulle være fuldt reversible, ja så er virkeligheden desværre en anden. Den naturlige pubertet er ikke noget man sådan bare kan vælge til og fra. Puberteten er af helt central betydning for ikke bare kroppens men også for hjernens modning. Barnet får ikke en ”tænkepause” når det behandles med stophormoner, man forhindrer det i stedet i at gennemgå den personlige modningsproces der skal til for at barnet kan udvikle den modenhed som gør det i stand til at forholde sig reflekteret til sig selv og sit køn. I øvrigt er disse stophormoner skrappe sager, der på ingen måde er udviklet til at behandle kønsdysfori hos børn og unge. Oprindeligt blev medikamentet udviklet til f.eks. at behandle testikel kræft hos voksne, men det er også f.eks. blevet brugt til kemisk kastration af sexforbrydere.[8] Til de alvorlige bivirkninger det kan have hører seriøs knogleskørhed og muligvis nedsat intelligens[9]. I øvrigt kan det også give depressioner[10] – og det selvom behandlingen med stophormoner efter sigende skulle forhindre at de såkaldte transkønnede børn og unge begår selvmord. Men der kan sagtens være flere bivirkninger da vi mangler studier i hvordan dette medikament virker på børn og unge, ligesom vi savner videnskabelig dokumentation på at det har en gavnlig effekt på de såkaldte transbørns og -unges psykiske helbred.

Derfor har f.eks. Astrid Lindgrens børnesygehus, der hører under det prestigefyldte universitetshospital Karolinska i Sverige, valgt at stoppe med denne behandling. Det samme har man også gjort mht. behandlingen med krydshormoner, hvor vi har de samme problemer[11]. Denne behandling er offlabel – dvs. de relevante krydshormoner er ikke testet på børn og udviklet til at behandle kønsdysfori. Vi mangler seriøs forskning i behandlingens bivirkninger og vi har ingen videnskabelig dokumentation for dens positive effekt. Dette konkluderer ud over Karolinska f.eks. også det britiske Royal College of General Practitioners[12] og de finske sundhedsmyndigheder kræver nu allerstørste forsigtighed og tilbageholdenhed mht. brug af disse behandlingsformer for børn og unge med kønsdysfori[13].

 

Vi er i den vestlige verden, herunder her i Danmark, i gang med et gigantisk medicinsk eksperiment på børn og unge. Vores sundhedsmyndigheder har iværksat en behandling af børn og unge der medfører irreversible forandringer på disses kroppe selvom man ikke har sikret sig at de mulige bivirkninger af behandlingen befinder sig på et acceptabelt leje i forhold til de antagede positive effekter. I stedet har man ladet sig trække rundt ved næsen af et hyperaktivistisk radikalt transpolitisk miljø der med udokumenterede påstande om at de såkaldte transkønnede børn og unge begår selvmord hvis de ikke hurtigst muligt kommer i behandling har presset sundhedsvæsenet til at iværksætte en behandling helt uden det almindelige sikkerhedsnet af grundige videnskabelige studier af en behandlings fordele såvel som ulemper.

Vi kan meget vel om 5-10 år alene her i landet stå med hundredvis af fortvivlede unge voksne der har fortrudt deres behandling og nu må leve med kroppe der har fået irreversible skader pga. hormonbehandlingen og de operative indgreb. De radikale transaktivister gør hvad de kan for at der ikke må forskes i dem, der fortryder behandlingen med krydshormoner og operationer[14]. Men meget tyder på, at der flere og flere der detransioner, altså fortryder deres forsøg på kønsskifte. I Danmark kender sundhedsmyndighederne til 5 piger/unge kvinder der har stoppet behandlingen med testosteron[15], men tallet kan sagtens være meget større da myndighederne ikke systematisk følger op på dem, man har sat i behandling. Og dem der fortryder kontakter ikke nødvendigvis deres tidligere behandlere.

 

Generelt må man undre sig og være bekymret over det menneske- og børnesyn der ligger bag ideen om at stærkt kønsrolleafvigende børn og unge skal behandles med stop- og krydshormoner samt operationer. Hvad er det dog for nogle voksne, der fortæller børn at de er ”født med en forkert krop” eller som bekræfter og opretholder en sådan forestilling hos et barn eller et ungt menneske? Er målet med enhver kærlig og fremadrettet vejledning og støtte til børn og unge ikke at få dem til at acceptere sig selv som dem de er, både på det psykiske og det fysiske plan? Der er intet galt i at være hvad samfundet vil kalde for maskulin, eller feminin eller ingen af delene, og det uanset hvilken krop man er født med. Vi er faktisk en del der ikke kan spejle sig i de fremherskende kønsroller og -normer og ej heller lever i henhold til dem. Men vores medfødte biologi er en del af hvem vi er. Mennesket er ikke en identitetsessens fanget i et ligegyldigt og udskifteligt kropsligt hylster, men i stedet en holistisk enhed af krop og sind. At medicinere og skære i den første for at tilpasse den det sidste er lige så problematisk som ikke at acceptere at nogle mennesker ikke kan spejle sig i og ikke kan eller vil leve efter de normer som man mødes med pga. den krop man blev født med. En ting er hvad voksne vælger at gøre med deres kroppe, men børn og unge under 18 år, hvoraf mange i øvrigt har udfordringer med f.eks. autisme[16], kan slet ikke overskue konsekvenserne af forsøget på et fysisk kønsskifte.

 

Og derfor er det bekymrende, at regeringen nu har ladet sig lokke til at fremsætte et lovforslag om at børn og unge under 18 år skal have adgang til at få juridisk kønsskifte. For lad os nu få svesken på disken: Når vi bliver født, bliver vores biologiske køn konstateret på baggrund af vores kønsorganer, en konstatering som er rigtig i 9998 ud af 10000 fødsler[17]. På baggrund heraf får vi i Danmark et cpr-nummer med enten et lige eller et ulige slutnummer. Det cpr-nummer som et barn får tildelt, afspejler altså de basale fakta om barnets kropslige virkelighed. At give børn og unge adgang til at skifte deres cpr.-nummer til et, der er i modstrid med deres fysiske virkelighed, er led i en proces der skal understøtte og fastholde forestillingen om at disse børn og unge er født med en forkert krop.

 

Dem der kæmper for det juridiske kønsskifte for børn og unge under 18 fremhæver ofte, at et sådant skal gøre livet lettere for de såkaldte transkønnede børn og unge – og at det skal beskytte dem mod ”pinlige situationer”. Og her har vi det igen, det er øjensynligt ”ydmygende” at andre skulle opdage at man er en biologisk pige og ikke en dreng eller omvendt. Bort set fra at man i sin dagligdag såmænd kun sjældent skal vise sit sygesikringskort til andre – vi lever jo i scanningernes tid – så har vi igen den logik, at børn får at vide, at det selvfølgelig er pinligt at skulle stå ved at de er dem de er, herunder at de har det medfødte kropslige køn som de har. Og hvis det allerede er pinligt og ydmygende at deres skole, deres arbejdsgiver eller hvem der nu ellers en sjælden gang skulle se deres cpr-nummer og dermed lure deres biologiske køn, hvor ydmygende og pinligt vil det så ikke være for disse børn og unge at gennemgå deres naturlige pubertet? At få menstruation og bryster hhv. adamsæble, skægvækst og dyb stemme afslører alt andet lige barnets/den unges biologiske køn i et langt større omfang end deres cpr-nummer gør. Har man lært børn og unge at de skal skamme sig over deres kønnede cpr-nummer, hhv. hvis man fastholder dem i en sådan skamfølelse, så vil de med største sandsynlighed ikke kunne håndtere tanken om at deres biologiske køn via puberteten vil blive synligt for alle. Og derfor vil de alt andet lige søge om behandling med stop- og krydshormoner med alle de førnævnte risici.

 

Børn og unge skal ikke lære at skamme sig over den krop de er blevet født med og som altid vil sætte rammerne for deres liv. Børn og unge skal ikke forføres til at tro på løgnen om at man kan ændre sit biologiske køn. I stedet skal børn og unge hjælpes og støttes til at forstå, at man sagtens kan spejle sig i det feminine selvom man er en dreng og at man kan elske det maskuline selvom man er en pige. De skal hjælpes og støttes til at holde af sig selv sådan som de er, inklusive de træk som andre fejlagtigt måtte mene er uforenelige modsigelser. Intet barn bliver født med en forkert krop – og intet barn skal behandles som om at deres medfødte kroppe og naturlige biologiske udvikling er noget der skal ændres for at tilpasse dem til nogle stereotype og dybt forældede kønsrolleforestillinger.

 

 

 

 

 

 

 

[1] Tal og statistikker (rigshospitalet.dk)

[2] The Surge in Referral Rates of Girls to the Tavistock Continues to Rise – Transgender Trend

[3] Video: Transbørn ledte an i Copenhagen Pride parade | Indland | DR

 

[4] XQ28, Årets Laks gik i år til FSTB

[5] Svar på politikerspørgsmål 016-20 vedr. behandling af transkønnede børn på sexologisk klinik stillet af Karoline Vind – Socialistisk Folkeparti (regionh.dk)

[6] How many transgender kids grow up to stay trans? (psypost.org) & Frontiers | A Follow-Up Study of Boys With Gender Identity Disorder | Psychiatry (frontiersin.org)

[7] The astonishing admission in the Health Research Authority report: The purpose of puberty blockers is to commit children to permanent physical transition – Transgender Trend

[8]“They Look Normal” – The Case For Puberty Blockers – Transgender Trend

[9] ttps://www.transgendertrend.com/puberty-blockers-effects-bone-density/

[10] Lupron depot and Depression, a phase IV clinical study of FDA data – eHealthMe

[11] https://www.gp.se/nyheter/sverige/kunskapsbrist-bakom-stoppad-hormonbehandling-1.46242939?fbclid=IwAR3csCs2Z-tm8m6oW9nKAtirTQEFVuWgXArM48T9xb6vdq8aV22imH8BUuA

[12] GPs risk transgender storm after issuing unprecedented warning over ‘lack of evidence’ on treatments | Daily Mail Online

[13] Policy shift in Finland for gender dysphoria treatment » MercatorNet

[14] Transpolitiet kvæler forskning | Weekendavisen

[15] Svar på politikerspørgsmål 016-20 vedr. behandling af transkønnede børn på sexologisk klinik stillet af Karoline Vind – Socialistisk Folkeparti (regionh.dk)

[16] Gender Dysphoria in Children with Autism Spectrum Disorder – PubMed (nih.gov)

[17] How common is intersex? | Leonard Sax MD PhD | Physician, Psychologist, and Author

Læs mere