Menu
Kategorier

Skrevet af den 2 aug, 2012 under Ikke kategoriseret | 2 kommentarer

Kan man gøre kvinder medansvarlige for at de blev voldtaget?

Jeg går ind for det multikulturelle Danmark. Jeg får ind for kulturel mangfoldighed og respekt for forskellighed. Alligevel må jeg indrømme, at jeg sommetider må stå af når nogle forskere eller debattører kommer ud på det helt dybe vand i deres forsøg på at forsvare etiske minoriteter. Et eksempel er en artikel på Etik.dk, der behandler det forhold, at over halvdelen af de voldtægter, der anmeldes i Danmark, er blevet begået af indvandrere eller efterkommere af indvandrere. I artiklen citeres seniorforsker ved Institut for Folkesundhed Karin Helweg-Larsen for følgende udsagn: “Unge piger skal være mere bevidste om, hvilke signaler de sender, og skal være bedre til at tolke andres signaler og reagere på dem. Det gælder især over for mænd, der har en anden kulturel baggrund end dem selv. ” Og mht. spørgsmålet om skyld og ansvar siger hun: “Man kan sjældent sige helt firkantet, at det overhoved ikke er offerets skyld, når man taler om kontaktsvoldtægter. Man har også et ansvar for, hvad der sker med en selv. Hvis du udsender erotiske signaler og synes, det er sjovt at flirte og blive begæret, må du være klar over, at mænd kan opfatte og reagere forskelligt på dine signaler. Piger har også et ansvar for, at en situation ender godt.”

Og heri bekræftes hun af kønsforsker på Roskilde Universitet Karen Sjørup, der dog ikke vil give kvinder medskyld i at de bliver voldtaget. Hun fremhæver, at “kvinder er nødt til at kalkulere deres risici. Når det handler om sex, er man meget afhængig af kulturelle koder, og i et multikulturelt samfund som Danmark kan man ikke umiddelbart tage for givet, at alle opfatter de koder ens“.

Det bemærkelsesværdige ved disse to kvindelige forskere, er, at de med deres argumentation lægger op til at etnisk danske kvinder skal opføre sig anderledes overfor mænd med en anden etnisk baggrund end de vil opføre sig overfor såkaldte danske mænd. Eller sagt på en anden måde, de sætter de etnisk danske kvinder i en catch-22 situation. Hvis de følger Karin Helweg-Larsens og Karen Sjørups velmente råd vil de kunne blive beskyldt for racediskrimination, ja for racisme. Og hvis de ikke vil udsætte sig for sådanne beskyldninger må de leve med at de er medansvarlige hvis de skulle blive voldtaget.

Og hvis de unge kvinder skal kalkulere med en særlig risici ved at omgås etniske minoritets mænd, så har diskotek- og barejerne vel også ret til at vurdere, at de af hensyn til deres kvindelige klientels sikkerhed ikke vil acceptere sådanne mænd som deres kunder?

Det er i mine øjne en blindgyde at ville gøre sexovergreb til et spørgsmål om offerets medansvar og om kulturforskelle, som fører til voldtægt. Mænd såvel som kvinder kan begå sexovergreb, og det uafhængigt af deres kulturbaggrund. Vi skal ikke møde mennesker med en særlig mistanke fordi de har en anden kultur end vores egen. Men alle, uanset køn og kulturbaggrund, har krav på at man ikke krænker deres seksuelle grænser. Og dem der ikke kan finde ud af det skal mødes med hårde og markante sanktioner fra samfundets vegne. Det er aldrig offerets ansvar, at det bliver misbrugt, ansvaret ligger udelukkende hos den, der krænker.

 

 

Læs mere

Skrevet af den 27 maj, 2009 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Det er de homoseksuelles skyld!

Den katolske kirke er i de seneste år blevet hjemsøgt af den ene sexmisbrugsskandale efter den anden. Katolske præster og munke har misbrugt børn og unge, primært af hankøn, og i stedet for at gribe ind og få fjernet disse kriminelle præster holdt den katolske kirke hånden over dem, forsøgte at feje problemerne ind under guldtæppet og få ofrene til at holde kæft.

Uheldigvis for den katolske kirke så er en af følgerne af kvindefrigørelsen og dens kamp for kvinders ret til at bestemme over deres egen krop, at der er kommet et samfundsmæssigt fokus på sexovergreb. Kvindefrigørelsen har medført, at først kvinder og nu også mænd tør stå frem og fortælle om de overgreb de har været udsat for. Ofrene bliver nu ikke længere mistænkt af samfundets myndigheder for selv at have været ude om overgrebene (dette gælder dog kun når ofret var eller er et barn), og ofrene bliver heller ikke længere mødt med kravet om at glemme overgrebene og lade være med at tale om dem, sådan som det var almindeligt i ”de gode gamle dage”.

Den katolske kirkes myndigheder opdagede først alt for sent, at den i øvrigt af dem så forhadte kvindefrigørelse og seksuelle frigørelse har medført, at sexovergreb på børn ikke længere er noget, som kirkens herrer kan dække over uden, at det får negative konsekvenser for kirken, både i økonomisk og ikke mindst anseelsesmæssig forstand. At ofrene ikke længere vil holde kæft for at beskytte kirkens ære har kastet den katolske kirke ud i en seriøs krise, som den er langt fra at have kæmpet sig ud af endnu.

Set i det lys er det unægtelig nærliggende at lede efter syndebukke, ikke mindst for meget konservative katolikker som ikke kan acceptere, at deres kirke kan være fejlbarlig. Derfor ser man nogle sådanne katolikker fare frem med påstanden om, at den katolske kirkes problemer med sexovergreb skyldes, at nogle slappe biskopper påvirket af tidens ånd mod Vatikanets direktiver har optaget homoseksuelle præster i præstestanden. På denne her måde forsøger man at vende nogle skandaler, der burde føre til selvransagelse internt i den katolske kirke, til endnu et korstog mod de moderne vestlige samfunds liberale syn på seksualitet. Så ”glemmer” man godt nok lige, at mange af overgrebene rækker langt tilbage i tiden, i den aktuelle sag fra Irland helt tilbage til 1930’erne, hvor landet var præget af en strikt, katolsk inspireret, seksualmoral og hvor sex mellem mænd i øvrigt var forbudt. Men det ligger i den fundamentalistiske logik, at den katolske kirkes problemer må skyldes noget udefra kommende og ikke kan være dybt indgroede og indvævede i den katolske kirkes magtstruktur.

Men det er modbydeligt at se hvordan det forsøges, at vinkle et katolsk problem så det bliver til et ”bevis” for rigtigheden af den katolske kirkes indædte kamp mod en samfundsmæssig accept af homoseksuelle. Påstanden om at homoseksualitet nødvendigvis fører til pædofili er både urigtig og dybt krænkende. Liberale protestantiske kirker som den danske folkekirke og den svenske kirke, hvor homoseksuelle forhold i stigende grad bliver accepteret og hvor man har en del åbne homoseksuelle præster, har ikke noget problem med præsters seksuelle overgreb på børn og unge der kan komme i nærheden af det som den katolske kirke har. Den katolske kirkes problem med pædofile præster kan altså ikke forklares med, at man har ladet homoseksuelle komme ind i præstestanden. I øvrigt er der, selvom antallet af overgreb er meget stort, øjensynligt kun tale om en relativ lille gruppe af præster og munke, der har foretaget dem. Derimod er der meget, der tyder på, at den katolske kirkes præstestand, i hvert fald i vesten, har en meget stor andel af homoseksuelle. (Se http://www.religioustolerance.org/hom_rcc.htm ) Det betyder, at kun en lille del af den katolske kirkes homoseksuelle præster faktisk misbruger børn. Den katolske kirkes problem med sexovergreb skyldes altså ikke, at der findes homoseksuelle katolske præster, men at man ikke har grebet ind overfor den lille men notoriske gruppe af pædofile præster.

I øvrigt har den katolske kirke i Afrika et stort problem med katolske præster, der misbruger nonner seksuelt. (Se http://www.independent.co.uk/news/world/europe/vatican-confirms-report-of-sexual-abuse-and-rape-of-nuns-by-priests-in-23-countries-688261.html ) – Men det har indtil videre ikke ført til krav om at heteroseksuelle afrikanske mænd skal udelukkes fra at kunne blive katolske præster…

 

 

Læs mere