Selvcensur eller medieskabt virkelighed?
Man skal læse meget før øjnene triller ud – men det var godt nok lige før det skete da jeg læste følgende overskrift i Kristeligt Dagblad fra den 7.9.2010: ”Selvcensur har bredt sig til gymnasierne”. Og det blev ikke bedre da jeg læste artiklens indledning, der lægger op til at det er os religionslærere i gymnasiet, der i særlig grad skulle have dette problem. Tak skæbne, tænkte jeg, for jeg underviser jo i religion på et studenterkursus/hf-kursus med mange muslimer, og det uden, at jeg oplever at min undervisning er styret af frygt og selvcensur, så gad vide hvor Kristeligt Dagblad har deres viden fra?
Men som så ofte så viser det sig, at en avis koger suppe på en pølsepind. Hele balladen handler om, at en forfatter til en undervisningsbog om islam af forlaget er blevet bedt om at ændre på nogle forhold, som forlaget mente kunne give problemer. Det er altså forlaget, og ikke gymnasielærerne, der er bange. Den pågældende bog ”Islamdebat” er i øvrigt mig bekendt ikke synderligt udbredt, så helt ærligt, hvad er problemet?
Problemet er at Kristeligt Dagblad forsøger at indgyde befolkningen den forestilling, at os der har vores daglige gang og arbejde blandt og med muslimer lever i frygt og bæven. At en avis, der ellers sælger sig som en ekspert mht. religion, på den måde farer frem med råb om bål og brand på baggrund af lidt smårøg fra et tåbeligt forlag er beskæmmende. Hvis man havde været bare den allermindste smule seriøs havde man altså lige taget en snak med andre religionslærere end den lærebogsforfatter, der med rette eller urette er små fornærmet over den behandling, som hans forlag har udsat ham for.
Læs mere
Seneste kommentarer