Menu
Kategorier

Skrevet af den 16 maj, 2020 under Lgbt | 2 kommentarer

Transkvinders “menstruationssmerter”

 

Selvom man måske ikke lige skulle tro det, så findes der transkvinder, som insisterer på at de har menstruation. Ok, de hævder ikke, at de bløder en gang om måneden, men de fortæller i stedet, at de en gang om måneden oplever voldsomme kramper, humørsvingninger og andre ting der typisk forbindes med at have menstruation. Selv har jeg hørt den kendte radikale transaktivist Laura Mølgaard Tams fortælle om at hun altså også have menstruation i form af månedligt tilbagevendende smerter.

 

Nu skulle man jo mene, at det er ret godt klaret, at have smertefulde kramper i et organ (livmoderen) som man ikke har og aldrig har haft. Det er også interessant, at disse transkvinde- menstruationssmerter først sætter ind efter at de berørte transkvinder er begyndt på at tage østrogen i forbindelse med en såkaldt medicinsk transition. Det er en hyppig påstand blandt transkønnede, at de er født med hjerner der svarer til det køn de føler sig som frem for det, der fremgår af deres medfødte kroppe. Men øjensynligt er transkvindernes såkaldte menstruationssmerter ikke udløst af en fantomreaktion i deres hjerner (for så ville de jo havde oplevet disse smerter før hormonbehandlingen) men i stedet er ideen måske at det er kombinationen af en såkaldt kvindelig hjerne og østrogenbehandling, der skulle medføre, at transkvinder bliver en del af den under menstruationssmertelidende del af menneskeheden.

Måske hænger problemstillingen også sammen med, at en del transkvinder synes at have en meget forsimplet forståelse af kvinders hormonelle biologi. Føromtalte Laura Mølgaard Tams fortalte nemlig også i forbindelse med det foredrag hvor hun nævnte sine menstruationssmerter ligeledes, at hendes hormonbehandling har medført, at hun har et østrogenniveau i blodet der svarer til en cis-kvindes. Nu var der tale om et foredrag i en sammenhæng hvor det næppe havde været så klogt af mig at stille kritiske spørgsmål, for ellers havde jeg nok spurgt hende hvor gammel denne cis-kvinde så var og hvor hun var henne i hendes evt. menstruationscyklus. For kvinders østrogenniveau varierer både med alderen (som bekendt falder det markant i forbindelse med overgangsalderen) og i løbet af den månedlige cyklus. Hvis menstruationssmerter altså er et produkt af kombinationen af en ”kvindehjerne” og østrogen, så skulle man tro, at kvinders østrogenniveau var højest når de har menstruation, men det modsatte er faktisk tilfældet. De humørsvingninger man som kvinde kan opleve i forbindelse med ens menstruation kan derfor skyldes at man har et lavt østrogenniveau. Med andre ord, så burde transkvinder derfor opleve stærke menstruationslignende smerter før de startede østrogenbehandlingen som imidlertid ville aftage eller forsvinde når de først fik et højt østrogenniveau i blodet.

Men nu er menstruationssmerter altså ikke et produkt af kvinders hjerner hhv. deres hjernes samspil med østrogen. Menstruationssmerter forårsages af hormonet prostataglandin, der skal få livmoderen til at trække sig sammen og udstøde et ubefrugtet æg samt livmoderslimhinden, så livmoderen kan gøre sig klart igen til den næste mulige graviditet.

 

Bort set fra det så er det jo interessant, at radikale transaktivister på den ene side kæmper for at gøre menstruation til et kønsneutralt fænomen, der endelig ikke må sættes i forbindelse med kvindekønnet. Bare tænk på udtryk som ”menstruator” og Always, der lod sig presse til at droppe kvindetegnet på deres binds indpakninger. Disse forsøg på at skille menstruationserfaringen klinisk fra kvindekønnet er ment som et forsøg på at beskytte transmænd og nonbinære født med en vagina for den øjensynligt helt ubærbare smerte der for disse er forbundet med at skulle forholde sig til hvilket køn deres kroppe nu en da har. Men samtidigt hermed skal vi altså mod enhver biologisk fornuft anerkende, at også transkvinder har menstruationssmerter og dermed bidrage til at validere dem i deres kvindelighed.

 

Om det er politisk korrekt at sætte en sammenhæng mellem menstruation og det at være kvinde afhænger altså af om man vil validere transmænd og nonbinære født med en vagina, for i så tilfælde er svaret et rungende ”nej”. Hvis man derimod vil validere transkvinder og nonbinære, der er født med en penis, ja så er svaret ”ja”, dog skal man selvfølgelig huske på at menstruation i så tilfælde handler om smerter og humørsvingninger etc. Man er naturligvis en TERF hvis man fremhæver, at det væsentligste kendetegn ved en menstruation er at man bløder fra livmoderen og ud gennem skeden. At transaktivister så gerne laver kampagner med blødende transmænd for at understrege, at ”også mænd kan få menstruation”, ja det snakker vi så ikke om lige her. Logik er nemlig verdens ondeste TERF.

 

Læs mere

Skrevet af den 21 apr, 2020 under Lgbt | 0 kommentarer

Susanne Staun: “Kønslig omgang” – en anmeldelse

 

Dr. Fanny Fiske er en topekspert ud i den vanskelige kunst at profilere serievoldtægtsforbrydere og ditto mordere. Derudover er hun en moden kvinde med selvtilliden i orden og med hang til halvbillig italiensk cognac samt, ikke mindst, unge lækre mænd.

I ”Kønslig omgang” skal hun lave en profil på en person, der drugraper lesbiske i hendes nærområde. Det er jo i sig selv en udfordring, men Dr. Fanny Fiske skal også lige håndtere, at fem unge mandlige studerende anklager hende for at have tvunget dem til sex i bedste #MeeToo- eller ”Men Too”-stil. Men det bliver værre endnu, for Dr. Fanny Fiske ender med at lave en profil på voldtægstforbryderen hvor denne fremstilles som en transkvinde, der seksuelt mishandler lesbiske af raseri over at de ikke vil have sex med transkvinder, herunder altså forbryderen selv. Og da politiet videregiver denne oplysning til pressen bryder helvedet løs, da radikale transaktivister griber til voldsomme metoder for at stoppe det, som de opfatter som transfobi af værste skuffe.

Mere kan jeg vanskeligt fortælle om plottet uden at ødelægge fornøjelsen ved at læse romanen. Og det ville være en skam for det er virkeligt en fortræffelig kriminalroman, som er spændende hele vejen igennem og hvor man kommer til at holde af Dr. Fanny Fiske og håbe det bedste for at hun klarer skærene.

Men det virkeligt geniale ved denne her roman er hvordan Susanne Staun har formået at indarbejde væsentlige aspekter af den radikale transaktivismes krig mod de lesbiske i en fortræffelig krimi. Læseren præsenteres for kernebegreber i denne aktivisme såsom ”cis” og ”TERF” og får generelt et crash-kursus i dens lingo og verdensbillede. Sågar det klistermærke, som indgik i aktionen mod Kvindehuset, spiller en rolle i romanen. (Det der med at ”der findes transfober uden tænder”). Og sådan er der masser af ”godbidder” til dem, der har fulgt intensivt med i problematikken, mens den udenforstående læser kan blive klogere på den radikale transaktivisme retorik, og det på en underholdende måde. Det er i hvert fald sjovere at læse ”Kønslig omgang” end at læse de monsterlange blogindlæg som man finder på Killjoy.dk… Derudover strør Susanne Staun også en del andre hints til aktuelle begivenheder såsom sagen om ”voldtægten i borgmesterens seng” og selvfølgelig tidstypiske fænomener som Netflix og Youtube influencers.

Men det er også modigt gjort af Susanne Staun at skrive denne roman, og af Gyldendal at udgive den, for nok er virkelighedens radikale transaktivister (endnu) ikke så voldelige som i ”Kønslig omgang”, men derfor er det ikke nødvendigvis helt ufarligt at udfordre dem…

Læs mere

Skrevet af den 25 jan, 2020 under Lgbt | 0 kommentarer

Kvindehuset er et lukket land for lesbiske

 

Der var i oktober måned 2019 en vis røre omkring det forhold, at en gruppe radikale transkaktivister vha. en fysisk blokade forhindrede en mindre gruppe ældre lesbiske kvinder fra Facebook gruppen ”Lesbiske Feminister” i at afholde et internt møde i Kvindehuset i København. Disse radikale transkaktivister var utilfredse med at Kvindehuset havde givet Lesbiske Feminister adgang til at bruge Kvindehuset da de mente, at gruppen er transfobisk, da Lesbiske Feminister har defineret sig som en gruppe for biologiske kvinder, der er til andre biologiske kvinder. Efterfølgende besluttede Kvindehusets husmøde at de facto sanktionere de radikale transaktivisters aktion i og med at man udelukkede Lesbiske Feminister fra at bruge kvindehusets lokaler selvom de, allernådigst, godt må bruge huset som privatpersoner.

Sidenhen har der været stille om sagen, i og med at Lesbiske Feminister har forsøgt, i al stilhed og fredsommelighed, at få Kvindehuset til at ændre sin beslutning. Kvindehuset har imidlertid ikke været villig til at ændre sin politik og derfor har Lesbiske Feminister nu, under protest, valgt at kaste håndklædet i ringen og har officielt opgivet at få lov til at bruge det Kvindehus som flere af dem som unge kvinder faktisk var med til at få grundlagt. Dette fremgår af et brev som Lesbiske Feminister har skrevet til Kvindehuset og som jeg citerer i sin ordlyd her:

”Kære Kvindehus, kære Husmøde

For nuværende opgiver Lesbiske Feminister at møde op til Husmøde for at forklare vores position.
Der er for få af de fremmødte på de seneste husmøder, der har bakket op om vores aftale med et tidligere Husmøde om at kunne booke lokaler ad hoc, til at det giver mening at stille op.
Desuden mener vi, at den tvungne udelukkelse, vi blev udsat for og den sindelagskontrol, der nu er lagt op til, er groft diskriminerende.

Vi ville gerne være i Kvindehuset, holde møder og bidrage til liv i Huset. Det var tænkt ud fra vores, syntes vi selv, indlysende tilhørsforhold til Huset.
Som feminister der var med til at besætte de første huse og bygge kvindebevægelsen og Lesbisk Bevægelse op – og i øvrigt som tidligere medlemmer af Kvindehusets kvinderådgivninger og andre af husets grupper – så vi os som selvskrevne.
Nu er vi så til vores forbløffelse uvelkomne som gruppe i version 4.0 eller 5.0 af Kvindehuset.

Det er svært at forstå og sluge, at Husmødet vælger at ekskludere os som gruppe, fordi andre er blevet inkluderet.
Det er svært at forstå at, at Husmødet gør dét i stedet for at kræve, at vi skal respektere hinanden og sameksistere i Huset og dermed hylder princippet om inklusion og lige værdighed.
Det er svært at forstå, at Kvindehuset vælger at lade stå til, når aktivister vælger at bruge deres adgang til Kvindehuset som kampplads for en “kamp”, der for det meste er begrundet i løse rygter, netspøgelser og fordomme.
Og ja, det er rigtigt, at Lesbiske Feminister består af kvinder, der er er lesbiske kvinder og ikke transkvinder. Men vi har aldrig haft til hensigt at ændre Kvindehusets transinklusive politik.

Det er lovligt at samles med ligesindede. Og det er lovligt at ytre sig indenfor injurie- og straffelovens rammer. Den ret vil vi altid benytte os af.
Om det egentlig, i henhold til Kvindehusets kontrakt med Københavns Kommune, er lovligt at udelukke Lesbiske Feminister som gruppe, er derimod et godt spørgsmål. Eftersom der ikke står en definition af “lesbisk” – eller “kvinde” for den sags skyld- i kontrakten, må vi antage, at definitionerne skal ses i henhold til sædvane.

For ikke at skade Kvindehuset og dets fortsatte eksistens har vi valgt at holde meget lav profil i det offentlige rum. Selv om vores kærlighed er lidt rusten for tiden, mener vi, at det er vigtigt, at Kvindehuset eksisterer, og at kvinder har et sted at mødes. Vi synes, det er ærgerligt, at I har valgt at lukke Kvindehusets Facebookside, og at I bøjer jer for den radikale kvindefjendske (trans)aktivismes fremmarch i Vesten, og for dens militante antidemokratiske kampmetoder og ideologier.

Vi synes selvfølgelig, at det er en ekstrem dum situation både for os og Kvindehuset, som heller ikke giver os den store lyst til at komme i huset.
Vi er kede af udviklingen, for den er et led i en farlig og bekymrende udvikling. Konsekvensen kan blive, at der ikke kan kæmpes for kvinders rettigheder hverken som biologisk og/eller socialt køn. Og vi er rigtig kede af ikke længere at være velkomne og føle os hjemme i Kvindehuset.”

 

Det er forståeligt, at Lesbiske Feminister ikke orker denne ulige kamp mod den åbenlyse uretfærdighed at de som lesbiske i klassisk forstand og som gamle rødstrømper er forment adgang til at bruge lokaler i det kvindehus som flere dem selv har været med til at grundlægge. Men spørgsmålet er om vi andre bare skal acceptere, at det er den radikale transaktivisme, der i dag sætter rammerne for hvem der har lov til at bruge Kvindehuset. Det er jo grotesk, at man i ramme alvor mener, at det er udtryk for transfobi, altså en hadefuld indstilling til transkønnede, hvis man som lesbisk kvinde definerer sig selv som en biologisk kvinde, der er til andre biologiske kvinder.  Kvindehusets officielle politik overfor Lesbiske Feminister er intet mindre end en dæmonisering af den klassiske lesbiske identitet og en bastant afvisning af at kvinder har lov til at definere deres eget køn ud fra deres egen levede kropslige erfaring.

Kvindehuset modtager økonomisk støtte fra Københavns Kommune. Det er derfor oplagt at rette henvendelse til Københavns Kommune og spørge rette vedkommende, hvordan man ser på at et hus, der modtager støtte fra kommunen, fører en kvindefjendsk og homofobisk ekskluderingspolitik overfor Lesbiske Feminister.

Læs mere

Skrevet af den 7 nov, 2019 under Feminisme, Lgbt | 6 kommentarer

Kampen mod de lesbiske

 

Kvindehuset i København har den 31.10.2019 besluttet, at kvinder fra Facebook gruppen ”Lesbiske Feminister” ikke må bruge Kvindehusets lokaler, ja man har sågar overvejet, om de individuelle medlemmer af denne gruppe skulle nægtes adgang til at betræde Kvindehuset. Forud herfor havde radikale transaktivister forhindret en mindre gruppe ældre lesbiske kvinder fra ”Lesbiske Feminister” i at betræde huset selvom de dengang faktisk havde fået lov til at bruge et lokale til et internt møde. Kvindehusets husmøde har med beslutningen om at forbyde Lesbiske Feminister i at bruge huset de facto bakket op om transaktivisternes aktion og givet dem ret i deres negative bedømmelse af gruppen.

”Lesbiske Feminister” må nemlig ikke bruge Kvindehuset, som nogle af dem interessant nok i sin tid var med til at grundlægge, fordi de påstås at være transfobiske. Deres brøde består i, at de definerer sig som biologiske kvinder, der er til andre biologiske kvinder, og at de gerne vil netværke med andre der er og har det ligesom dem selv. Men i queere og intersektionelle kredse, der i dag sidder på magten i LGBT Danmark, Priden og nu tydeligvis også Kvindehuset, er disse lesbiskes selvforståelse et no go.

Det interessante er nemlig, at de samme aktivister som insisterer på transkønnedes ret til at definere deres eget køn og deres egen seksualitet, ikke anerkender andres ret til det samme. En person født med en penis har således ret til at definere sig som kvinde og som lesbisk med henvisning til at hun føler sig som en kvinde og seksuelt er til kvinder. Men en biologisk kvinde har ikke lov til at mene, at hun er en lesbisk kvinde fordi hun er født med en kvindes krop og er til andre, der er født med en kvindes krop. Logikken er den, at fordi transkvinder føler, at de er kvinder, og transmænd føler, at de er mænd, så handler køn for alle om en fra kroppen løsrevet følelse. De transkønnedes følelser og identitet gøres med andre ord til normen om hvad køn handler om. Hvis vi andre føler noget andet så må vi se at få ændret vores følelser. Retten til at definere sit eget køn er nemlig et privilegium som kun transkønnede har indenfor den queere og intersektionelle feminisme.

Ud fra denne logik er det også dybt problematisk hvis man ikke føler, at transkvinder er kvinder og transmænd er mænd. Det er i denne sammenhæng ligegyldigt om man forsøger at være høflig og hensynsfuld overfor transkønnede ved at bruge de ønskede pronominer, undlade at omtale transkvinder med ”m-ordet” og transmænd med ”k-ordet” etc. Vi skal alle tro og føle, at transkvinder ER kvinder og transmænd ER mænd. At tro og føle noget andet er transfobisk, altså et udtryk for et irrationelt og ondskabsfuldt had til transkønnede.

Dette kompromisløse krav om at man helt skal underlægge sig andres syn på ikke bare deres eget men også ens eget køn viser sig bl.a. i spørgsmålet om hvem man har lov til ikke at begære seksuelt. I dag er man tydeligvis et ondsindet menneske, hvis ens seksuelle orientering ikke tager udgangspunkt i hvad andre føler om deres køn men i stedet om hvilket kropsligt udgangspunkt man selv og ens ønskede partner har. I princippet gælder denne foragt også heteroseksuelle. Men i praksis har de radikale transaktivisters vrede især været rettet mod de lesbiske, som kategorisk afviser at indgå i seksuelle relationer med personer, der er født med en penis uafhængigt af deres kønsidentitet. At lesbiske ikke ligefrem repræsenterer kønsmagten i samfundet, men i stedet selv er en udsat gruppe, der f.eks. har en stærkt forøget risiko for at begå selvmord, er ganske ligegyldigt for disse aktivister. Når man er radikal transaktivist må man nemlig gerne sparke til udsatte grupper hvis disse ikke retter ind.

Det offentligt støttede Kvindehus har nu meldt sig ind i kampen på de radikale transaktivisters side. Budskabet til lesbiske i hele landet er ganske klart: Vi har valget mellem at acceptere den queere/intersektionelle definition af vores eget køn og vores egen seksualitet, eller vi skal holdes udenfor i kulden indtil vi indser at vi har syndet og angerfuldt omvender os til den rette tro.

 

 

 

Læs mere