Sharia og retten til at definere sin egen tro

Når jeg fra tid til anden tager en debat med en selverklæret ateist støder jeg ofte på det fænomen, at han eller hun med stor iver fortæller mig hvad jeg tror på, for så derefter at påvise hvor forkert det jeg tror på er.  Det er for mig en ret irriterende oplevelse fordi den jeg debatterer med typisk påstår, at jeg tror på noget jeg faktisk ikke tror på. I stedet for at lytte til det jeg fortæller, og så spørge ind til hvorfor jeg tror som jeg gør, hvordan jeg begrunder det etc., vælger min samtalepartner altså den nemme vej der består i at gå ud fra at han ved hvad jeg tror på, når jeg siger jeg er kristen. Og med det som udgangspunkt kan han eller hun så fremføre sin velafprøvede argumentation mod min tro. Jeg må desværre også konstatere, at debatten har det med at stoppe når jeg gør opmærksom på, at jeg altså ikke tror på den måde som min samtalepartner beskriver det. For han eller hun nægter nemlig typisk at gå ind på hvad jeg fortæller om min tro, måske fordi det er for besværligt at gå ind på hvad jeg faktisk siger. Eller også er det måske for uoverskueligt at skulle forholde sig til at en repræsentant for en religion ikke lever op til de fordomme man nu har gjort sig om alle der tilregner sig denne religion.

Grunden til at jeg skriver ovenstående er, at jeg måtte tænke på denne ret kedelige erfaring, da jeg læste Lone Nørgaards læserbrev i Kristeligt Dagblad fra den 22.12.2010. Heri går hun skarpt i rette med den liberale muslim Sherin Khankan. Khankans brøde består i, at hun i en kronik i Kristeligt Dagblad  har argumenteret for, at man godt kan være muslim og demokrat.

Men den går ikke, understreger Lone Nørgaard, for sharia og demokrati er nemlig uforenelige og derfor, sådan ligger det i hvert fald mellem linjerne, skal man som muslim vælge mellem om man vil være muslim eller demokrat.

Men, spørger jeg, med hvilken ret tillader den kulturkristne Lone Nørgaard sig at definere hvad en troende muslim kan og skal tro på? Det virker unægtelig som om hun enten ikke kan eller ikke vil forholde sig til, at der er mange forskellige islam-forståelser, herunder også forståelser af hvordan Sharia skal tolkes. Sharia behøver ikke at tolkes som et sæt af love der skal omsættes politisk. Sharia kan f.eks. også tolkes som en etisk vejledning for den enkelte muslim, hvad ikke er hverken mere eller mindre demokratisk end når nogle kristne mener, at man i Bibelen kan finde en konkret vejledning for hvordan man skal leve som kristen.

Der er også noget stereotypt over de anklager som Lone Nørgaard fremfører, såsom ”sætten skel mellem rent og urent, de troende og de vantro (mig!) er uforeneligt med de individbaserede vestlige samfund”. Ikke nok med at f.eks. jødedommen jo også skelner mellem rent og urent uden, at man normalvis af den grund fraskriver jøder et demokratisk sindelag. Og ikke nok med at der vel ikke er nogen essentiel forskel mellem at ville skelne mellem troende og vantro og så f.eks. frelste og fortabte (sådan som man kan se det i visse kristne sammenhænge). Nej, det virker næsten lidt patetisk når Lone Nørgaard tydeligvis føler sig krænket over, at hun i muslimers øjne er en vantro når hun ikke selv er bange for at definere muslimer som anti-demokrater. Hvis Lone Nørgaard mener, at muslimer ser ned på hende og at dette er forkert, ja så må hun vil også mene, at det er forkert af hende at se ned på muslimer?

I stedet for altså at forfalde til de evigt samme beskyldninger og anklager mod muslimer – og ikke mindst de forudindtagede holdninger til hvordan man som muslim per definition tror og forstår sig selv, verden, samfundet og os andre, kunne Lone Nørgaard have spurgt Sherin Khankan hvordan hun forstår sharia, hvordan hun mener, at en accept af Koranen som Guds ord kan forenes med et demokratisk sindelag, hvordan hun ser på ikke-muslimers værdighed og rettigheder i forhold til muslimer etc. For det er rigtigt nok, at Sherin Khankan er mere ivrig for at definere islams forenelighed med demokrati end for at forklare, hvordan hun når frem til den slutning.

Måske det ville gavne, hvis vi var lidt mere nysgerrige og noget mindre forudindtagede når vi debatter om og med muslimer?

Læs mere