Menu
Kategorier

Skrevet af den 4 apr, 2023 under Lgbt | 1 kommentar

Sætter Amnesty og LGBT+ organisationerne børns helbred på spil?

 

Der er i de sidste år opstået en voksende bekymring for at behandlingen af ”transkønnede” børn og unge med stop- og krydshormoner foregår på et usikkert forskningsmæssigt grundlag, og at vi muligvis sågar står overfor en omfattende medicinsk skandale[1]. Sundhedsmyndighederne i Sverige[2], Finland[3], Storbritannien[4] og Norge[5] har besluttet at begrænse eller helt stoppe adgangen til denne behandling fordi de vurderer, at der mangler videnskabeligt belæg for behandlingens påståede positive effekter, og fordi der er bekymring for at den kunne have en række negative konsekvenser for de behandlede børn og unge. Også Sexologisk Klinik, hvor behandlingen af ”transkønnede” børn og unge her i landet foregår, har nu besluttet at være ekstra tilbageholdende med at tilbyde behandling med stop- og krydshormoner indtil mere forskning har givet behandlingssystemet evidensbasseret viden om behandlingens effekter[6].

Også på det politiske niveau er der nu kommet fokus på denne behandling. Mest kendt er det nok at en række republikansk ledede amerikanske delstater har forbudt eller er i gang med at forbyde denne behandling af børn og unge[7]. Men også her i landet har Nye Borgerlige fremsat et lovforslag i Folketinget, der skal forbyde ”kirurgisk eller medicinsk kønsskiftebehandling” af børn under 18 år[8].

Nu kan det diskuteres hvorvidt spørgsmålet om hvad der er en lægefaglig forsvarlig behandling, er noget som politikere kan og skal lovgive om. Men man skal dog være opmærksom på, at det ikke kun er fra højrefløjen, at der har været politisk interesse for emnet.

Den 18.2.2020 stiller Karoline Vind fra SF således Region Hovedstaden, der har det overordnede ansvar for Sexologisk Klinik, nogle spørgsmål[9] som jeg her bringer i uddrag: ”Begrebet Rapid Onset Gender Dysphoria er, så vidt jeg er oplyst, et stærkt kritiseret lægefagligt begreb, med meget lidt, og ikke anerkendt forskning bag. Hvilket videnskabeligt og lægefagligt grundlag baserer behandlerne sig på, når de rådgiver forældre til børn og unge under udredning for kønsidentitetsforhold til at forholde sig afventende, med henvisning til begrebet Rapid Onset Gender Dysphoria? (…)  Hvad er de lægefaglige bevæggrunde for kun i sjældne tilfælde at tilbyde børn og unge under 15 kønsbekræftende behandling med østrogener og androgener?”

Region Hovedstadens Center for Sundhed besvarer den 8.6.2020 disse spørgsmål[10]. De skriver bl.a.:

 

”Familier bliver ikke rådgivet til at forholde sig afventende med henvisning til begrebet Rapid Onset Gender Dysphoria (ROGD). De oplyses og informeres om, at begrebet findes, og at der inden for området sker udvikling. Der foreligger kun et studie af ROGD, og Region Hovedstadens Psykiatri er bekendt med de begrænsninger, dette studie har og den kritik, der kan fremføres. Det er dog vurderingen, at studiet alligevel indeholder vigtig viden. I lighed med andre nordiske lande har Region Hovedstadens Psykiatri en bekymring for, at denne gruppe af børn og unge, som udredes for kønsidentitetsforhold, køns- /kropssdysfori eventuelt skyldes andre vanskeligheder, så som kropsdysmorfi (psykisk lidelse, der indebærer en ekstrem optagethed af eget udseende og et forvrænget billede af, hvordan man bør se ud), gryende seksualitet, og generelle identitetsvanskeligheder. På den baggrund kan man være bekymret for om, hormon- og kirurgisk behandling af deres krop har den forventede effekt på deres trivsel. Herunder er det en bekymring om, de på lang sigt får det bedre, eller om de ønsker at vende tilbage til deres fødselstildelte køn (detransitionerer). Det bemærkes, at professionelle i sammenlignelige lande, professionelle i NGO-organisationer, som arbejder med køn og seksualitet blandt unge, transpersoner og andre i LGBT-miljøet har de samme bekymringer. Det er ikke muligt rent lægefagligt at afgøre, hvem der vil detransitionere, eller hvem der ikke vil profitere af behandlingen i deres fremtidige liv. Der er foreløbig 5 unge (tildelt kønnet pige), som er blevet tilbudt testosteronbehandling, men som har valgt at stoppe den. (…) Behandlerne holder sig opdateret om, hvad andre lande gør i forhold til denne behandling, hvor der ikke er undersøgelser af de langsigtede konsekvenser. De relevante familier orienteres om disse bekymringer og mulighederne for at vende tilbage til sit fødselstildelte køn, specielt når vi står overfor en ung, hvor kønsdysforien er kommet relativt hurtigt. Ved denne tilgang er det Region Hovedstadens Psykiatris ønske at tage så meget ansvar for den unge og dennes situation, som det lægefagligt er muligt i den nuværende situation.” (…) ”Det er kun i sjældne tilfælde, at familier ønsker at gå i gang med kønshormonbehandling, når barnet eller den unge er yngre end 15 år gammel. I sådanne tilfælde tager Sexologisk Klinik en dialog med familien. Såfremt barnet/den unge giver udtryk for vedvarende kønsdysfori, og der ikke er noget, der taler imod behandling (som f.eks. alvorlig psykisk lidelse eller mistanke om anden lidelse), og forældrene samtykker, så kan behandling iværksættes. (…) Langt de fleste (over 75%) er 14 år eller over, når de bliver henvist til behandling grundet kønsdysfori.”

 

Jeg citerer Region Hovedstadens Center for Sundheds svar så udførligt fordi det efter min mening er ganske interessant. Allerede i 2020 er man altså i det danske behandlingssystem opmærksom på at forestillingen om at man er transkønnet f.eks. kan skyldes psykiatriske problemstillinger eller vanskeligheder ved at håndtere sin seksualitet (måske homoseksualitet?) Man er også bekymret for at børn og unge, der nu ser sig som transkønnede, kunne udvikle sig væk fra denne identitet, og dermed komme til at fortryde behandling med krydshormoner. Denne bekymring bygger på ingen måde blot på en enkelt undersøgelse og findes i øvrigt i lande som vi ellers sammenligner os med. Men når det så er sagt, så er man absolut villig til at give krydshormoner til under 15-årige efter en konkret vurdering.

 

Men bekymring og forsigtighed er ikke noget som LGBT+ organisationerne og interessant nok også Amnesty International vil vide af. Det fremgår ret tydeligt i et brev[11] som Copenhagen Pride, LGBT+ Ungdom, LGBT+ Danmark, Transaktion og Foreningen for Støtte til Transkønnede børn samt Amnesty International den 30.6.2020 sender til Region Hovedstadens Sundhedsudvalg.

Her kritiserer man ligesom Karoline Vind RODG-begrebet som man helt fejrer af bordet som irrelevant. Man går let og elegant hen over at fem piger her i Danmark har fortrudt deres behandling med krydshormoner og at sundhedsmyndigheder i med os sammenlignelige lande også er bekymret for negative sider af behandlingen, i stedet roder man meget rundt i hvilke NGO’er det skulle være, der også er bekymrede. Bekymring er nemlig grundlæggende set helt forkert. Som de f.eks. skriver: ”Forskningen viser, at kønsmodificerende behandling kan give forbedringer af transkønnede børn og unges livskvalitet. Det skyldes, at hormonbehandling giver en tiltrængt pause fra de vedvarende og irreversible fysiske forandringer der sker i puberteten i overgangen fra barn til voksen. Den fortsatte behandling bringer det oplevede og udlevede køn i balance med væsentligt forøget livskvalitet til følge.” (…) ”Det kan også undre, at Region Hovedstaden ikke samtidig vælger at informere forældre om den omfattende forskning, der faktisk viser transpersoners forbedrede livskvalitet, når de modtager den behandling de har behov for.” (…) ”Som menneskerettigheds- og LGBT+ organisationer deler vi ikke den bekymring. Vi er gennem vores rådgivende arbejde i højere grad opmærksomme på de unge, der ikke får adgang til behandling i tide, og derfor kommer til at gennemgå de faser i puberteten, hvor der sker vedvarende og irreversible fysiske forandringer, hvilket har store menneskelige omkostninger” (…) ”Der er da også forskning, der viser at transkønnede børn og unge kan være meget bevidste om deres kønsidentitet tidligt. Som udgangspunkt vil de også som voksne, opfatte sig som transkønnede. Det er glædeligt, at behandling åbenbart kan iværksættes til unge under 15 år. Det er vores håb, at Sexologisk Klinik fremover vil kommunikere det mere tydeligt overfor de unge og deres forældre. På nuværende tidspunkt får familierne det klare indtryk, at det kun kan lade sig gøre helt undtagelsesvis og kun efter konkret dispensation.”

 

Mht. disse her vedvarende forsøg på at diskreditere ROGD-begrebet kan jeg henvise til Lone Franks dygtigt researcherede artikel i Weekendavisen[12] fra den 3.7.2020, hvor hun påviser, at kritikken af den forskningsartikel, hvor dette begreb blev introduceret, grundlæggende set er uberettiget og i øvrigt et produkt af den radikale transaktivismes hang til at chikanere forskere der ikke leverer de forskningsresultater som aktivisterne ønsker.

LGBT+ organisationerne og Amnesty International er meget skråsikre mht. at børns og unges identitet som transkønnede vil fortsætte ind i voksenlivet. Her forbigår de, at der allerede i 2020 forelå en omfattende forskning[13] der påviser, at de fleste børn faktisk vokser ud af denne hvis man ikke griber ind med behandling med stophormoner.

LGBT+ organisationerne og Amnesty International er ikke bare ligeglade med det danske sundhedsvæsens bekymringer, de ignorerer også den bekymring over den manglende videnskabelige evidens for behandlingen som allerede var blevet artikuleret af sundhedseksperter i f.eks. Sverige[14] og Storbritannien[15] i den periode hvor brevet blev skrevet.

Man fortier, at behandlingen af børn og unge med stop- og krydshormoner, der i alle vestlige lande tager udgangspunkt i den såkaldte Hollandske Protokol, oprindeligt kun var tiltænkt unge der allerede som små børn viste klare tegn på kønsdysfori og som i øvrigt ikke havde alvorlige psykosociale problemstillinger at kæmpe med[16]. På det tidspunkt hvor brevet blev skrevet havde finsk forskning[17] vist, at mange af dem, der i dag opsøger behandlingen, især de unge piger, først udviklede kønsdysfori i puberteten og i øvrigt ofte har en række diagnoser så som autisme. Men også det bliver ignoreret.

 

Man sidder tilbage med det indtryk, at LGBT+ organisationerne og Amnesty International er optaget af at børn og unge, der opsøger Sexologisk Klinik fordi de ønsker behandling med stop- og krydshormoner, alt andet lige skal bekræftes i at det er et godt valg. Børn og unge samt deres forældre skal øjensynligt ikke gøres alt for meget opmærksom på at der er tale om en eksperimentel behandling hvis resultater der reelt set mangler solide data for. Og øjensynligt kan det i henhold til disse organisationer kun gå for langsomt mht. at få sat børn og unge på krydshormoner hvis de altså ønsker dette. Men det passer selvsagt udmærket til at LGBT+ Danmark i anden sammenhæng har skrevet, at ”det er den enkelte der selv vælger og kan fornemme, hvad der afhjælper deres kønsdysfori”[18]. Hermed lægger man jo op til at der slet ikke er behov for et udredningssystem indenfor sundhedsvæsenet da den enkelte (herunder børn og unge) er den der ved bedst.

 

En ting er, at LGBT+ organisationerne, som i denne her sammenhæng agerer som rene transaktivistiske organisationer, sætter børn og unges helbred på spil for at opnå en identitetspolitisk gevinst. Den problematik skildres også i Hannah Barnes meget anbefalelsesværdige bog ”Time to Think – The Inside Story of the Collapse of the Tavistock’s Gender Service for Children” der handler om skandalen vedrørende den britiske pendant til Sexologisk Klinik, en klinik der nu bliver lukket ned af de britiske sundhedsmyndigheder pga. dens dybt problematiske behandling af børn og unge med kønsidentitetsproblematikker. Men det er rystende, at Amnesty International er villig til lade sig misbruge i et sådant projekt. Amnesty International havde ikke behøvet at bruge mange timer på at gennemskue, at LGBT+ organisationernes påstande om behandlingens positive effekter modsiges af kompetente aktører og det er også mærkeligt, at man er så uberørt af det danske behandlingssystems vurdering af problematikken.

 

Interessant nok kunne det se ud som om kræfter i LGBT+ Danmark måske er begyndt at være mere moderate i deres udmeldinger.  I hvert fald skriver Susanne Branner Jespersen, sekretariatschef for LGBT+ Danmark og medunderskriver af brevet, her for nyligt i en Twitterdebat med undertegnede ”Tror kun ca 20 unge modtog hormonbehandling sidste år. Så der skal findes andre forløb og tilbud til de unge og deres familier”. Mon de andre organisationer vil følge trop?[19]

 

 

 

 

 

[1] https://www.economist.com/science-and-technology/2021/05/13/doubts-are-growing-about-therapy-for-gender-dysphoric-children

[2] https://lakartidningen.se/aktuellt/nyheter/2022/02/socialstyrelsen-unga-ska-bara-fa-hormonbehandling-i-undantagsfall/?utm_source=dlvr.it&utm_medium=twitter&utm_campaign=socialstyrelsen-unga-ska-bara-fa-hormonbehandling-i-undantagsfall&fbclid=IwAR2Nt3pu3oPxKRfQmbKHFIfxekgr2tToJ2dwPRlFFkgjSsQ0Kr77M29IWNk

[3] https://segm.org/Finland_deviates_from_WPATH_prioritizing_psychotherapy_no_surgery_for_minors

[4] https://segm.org/England-ends-gender-affirming-care

[5] https://www.aftenposten.no/norge/i/jlwl19/vil-ha-tryggere-behandling-for-barn-som-vil-skifte-kjoenn-mangelfull-kunnskap-om-risikoen?utm_source=substack&utm_medium=email

[6] https://sund.ku.dk/nyheder/2023/01/tusinder-af-folkeskoleboern-overvejer-deres-koen–men-vi-ved-for-lidt-om-hvornaar-vi-boer-behandle-dem/?fbclid=IwAR2WgTDKf1MWkMHwpwwLELzvYXWBbJSFM17oZw8PyMLLU8RVKLen64tsvSo

[7] https://www.reuters.com/world/us/us-republicans-target-transgender-youth-healthcare-legislative-push-2023-02-16/

[8] https://www.ft.dk/ripdf/samling/20222/beslutningsforslag/b62/20222_b62_som_fremsat.pdf

[9] https://www.regionh.dk/politik/spoergsmaal-fra-regionsraadet-til-administrationen/Documents/2020/Svar-paa-spml-016-20-vedr-behandling-af-transkoennede-boern-paa-sexologisk-klinik-stillet-af-Karoline-Vind.pdf

[10] https://www.regionh.dk/politik/spoergsmaal-fra-regionsraadet-til-administrationen/Documents/2020/Svar-paa-spml-016-20-vedr-behandling-af-transkoennede-boern-paa-sexologisk-klinik-stillet-af-Karoline-Vind.pdf

[11] Brevet kan ikke tilgås online – men jeg er efter en ansøgning om aktindsigt kommet i besiddelse heraf. Til Sundhedsudvalget i Region Hovedstaden pr. 30.

[12] https://www.weekendavisen.dk/2020-27/samfund/transpolitiet-kvaeler-forskning

[13] https://www.psypost.org/2017/12/many-transgender-kids-grow-stay-trans-50499

[14] https://www.sbu.se/sv/publikationer/nya-vetenskap-och-praxis/konsdysfori-vetenskapligt-oklart-hur-unga-mar-pa-sikt/

[15] https://www.rcgp.org.uk/representing-you/policy-areas/transgender-care

[16] https://www.tandfonline.com/doi/full/10.1080/0092623X.2022.2046221?fbclid=IwAR08f8ZakFsVMCZwrVbh2Vx6aiIQa-Gvfli7IjvST_4em-PIknryQQpx6ZA

[17] https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC4396787/#__ffn_sectitle

[18] https://lgbt.dk/ordbog/stophormoner/

[19] https://twitter.com/brannersusanne/status/1642444454702333956?s=46&t=WeqO3tvIiQ1dhzVbI5EiTA

Læs mere

Skrevet af den 10 feb, 2021 under Lgbt | 0 kommentarer

En kritisk analyse af “Stop diskrimination i skolen”

 

LGBT+ Ungdom og LGBT+ Danmark har barslet med en rapport om LGBT+ børn og unges vilkår og trivsel i Grundskolen, der har titlen ”Stop diskrimination i skolen”. Jeg tror aldrig, at jeg har læst en rapport der bruger udtrykket ”bekymring” så hyppigt som denne! Skal man tro ”Stop diskrimination i skolen”, så står det helt galt til når vi taler om LGBT+ børn og unges situation i grundskolen: De udsættes for omfattende mobning, de hader at gå i skole og har selvmordstanker etc. Og løsningen på problemet er, ifølge rapporten, en storstilet national indsats hvor hovedfokus skal lægges på omfattende undervisning af børn, unge og de lærerstuderende ud i de mange kønsidentiteter og seksuelle orienteringer, krydret med kønsneutrale toiletter, ret pronomenbrug og udsmykning af skolerne med regnbueflag. Og minsandten om ikke LGBT+ Ungdom og LGBT+ Danmark ydmygt tilbyder at stå til rådighed for udformning og implementering af denne nationale kraftanstrengelse for at komme de plagede LGBT+ børn og unge til undsætning.

Nu er det store spørgsmål selvsagt hvad man så reelt kan bruge ”Stop diskrimination i skolen” til. Den bygger på 910 besvarede spørgeskemaer, der er blevet delt via de sociale medier, primært LGBT+ foreningernes egne platforme på disse. Dermed har vi ingen sikkerhed for at dem, der har besvaret spørgsmålene, er repræsentative for den undersøgte gruppe.

Et andet problem er, at ”Stop diskrimination i skolen” i sine formuleringer ofte lægger op til at rapporten nærmest taler på ”LGBT+ elevernes” vegne, at den om jeg så må sige giver stemme til dem, der står ude i kampen for at overleve som LGBT+ elev i grundskolen, og som derfor kan give direkte input til hvordan disses situation er og hvad der skal gøres. Men rapporten indrømmer selv, at 75 % af dem, der har besvaret spørgeskemaet, har forladt grundskolen. Dermed har de fleste af svarene reelt set tilbageskuende karakter og vedrører erfaringer der kan ligge op til 9 år tilbage i tiden.

Et tredje problem er, at ”Stop diskrimination i skolen” nok opererer med 15 forskellige kønsidentiteter og 11 forskellige seksuelle orienteringer, men biologisk køn bruges ikke som kategori og dermed bliver det svært at sammenligne med de nationale undersøgelser af skoleelevernes trivsel, da disse skelner mellem piger og drenge, der som bekendt ofte har en ret forskellig situation hvad trivsel angår. Det er nemlig ikke muligt at afgøre om den biologiske kønsfordeling blandt dem, der bliver undersøgt i ”Stop diskrimination i skolen”, er den samme som i grundskolen som sådan. Jeg har dog en mistanke om, at biologiske piger/kvinder er overrepræsenterede. Mere om det senere.

Et fjerde problem er, at både selve spørgsmålene og de konklusioner der drages på baggrund af besvarelserne, ofte blander de forskellige identitetskategorier sammen på en måde, der forplumrer billedet. F.eks. kan man læse følgende: ”Mere end 9 ud af 10 (93 %) svarer, at de har oplevet homofobiske og transfobiske skældsord i skolen, mens kun 7 % svarer, at de slet ikke har oplevet homofobiske og transfobiske skældsord i skolen. Det er yderligere opsigtsvækkende, at mere end 7 ud af 10 (72%) svarer, at de oplever homofobiske og transfobiske skældsord i skolen hver dag eller et par gange om ugen. (…)   Ligesom vores undersøgelse viser grund til at ”kønsidentitet” og ”kønsudtryk” bør indskrives i straffelovens §266 b om hadefulde ytringer for at beskytte kønsminoriteter i samme grad, som seksuelle minoriteter.” (s. 95) Der er bare det problem, at det også fremgår af undersøgelsen, at man i spørgeskemaet har formuleret sig på følgende måde: “Har du oplevet, at ord som “bøsse”, “lebbe”, “svans”, “tranny” eller “gay” bliver brugt som skældsord på din skole?” (s. 58) Det er med andre ord slet ikke muligt ud fra dette spørgsmål at afgøre i hvilket omfang ”tranny” eller lignende nedladende ord om transkønnede bliver brugt i skolen. Men min egen umiddelbare vurdering er, at der i betydeligt større omfang bliver råbt ”bøsse” end ”tranny”.

”Stop diskrimination i skolen” er gennemsyret og styret af det upræcise sprogbrug der generelt kendetegner det LGBT+ aktivistiske miljø. ”Cis-kønnet” bruges i flæng, og udtrykket defineres på den vanlige tågede måde: ”Ciskønnet kvinde (En person, hvis oplevede køn og kønsudtryk stemmer overens det kvindelige køn de blev tildelt ved fødslen, kvinde).”[1] (s. 61). Hvad er ”oplevet køn” og hvad menes med ”kønsudtryk”? Det spørgsmål må man også spørge sig når man læser følgende definition: ”Transkønnet mand (En person, hvis kønsidentitet eller kønsudtryk i større eller mindre grad ikke stemmer overens med det køn kvindelige køn, de blev tildelt ved fødslen).”[2] (s. 62) Og hvad skal man sige til denne definition: Neutrois (En person, der føler, at deres kønsidentitet er neutralt kønnet. Ofte indikerer personer, som definerer sig som neutrois et ønske om at neutralisere de kønskarakterer, der er knyttet til kønnet, som personen blev tildelt ved fødslen f.eks. bryster, krop og ansigtsbehåring).” (s. 61) Får vi tildelt vores krop ved fødslen? Gad vide hvad der menes med at der ”skal undervises i mere og andet end den ciskønnede krop”? Og hvad skal man mene om en ”seksuel orientering” som denne?: ”Demiseksuel (En person, der sjældent eller aldrig oplever seksuel tiltrækning, før de har dannet et stærkt følelsesmæssigt bånd til en anden).” (s. 63).

”Stop diskrimination i skolen” giver imidlertid et spændende indblik i det LGBT+ ungdomsmiljø, der er i større eller mindre grad er tilknyttet til og/eller aktive i de LGBT+ politiske foreninger. For det er nok herfra at man må antage at en pæn stor del af respondenterne stammer. Der er f.eks. en bemærkelsesværdig stor gruppe blandt respondenterne, der befinder sig under transparaplyen, da kun i alt 64 % af disse betegner sig selv som ”cis-kønnede”. Og kønsfordelingen er her skæv, da 53 % angiver at de er ”cis-kønnet kvinde”, mens kun 11 % angiver at være ”cis-kønnet mand”. I øvrigt angiver kun 2 % (15 personer) at være ”transkønnet kvinde” mens 7 % (64 personer) angiver at være ”transkønnet mand”. Alle de andre kønsidentiteter (inklusive en ret stor gruppe af uafklarede) udgør 26 %! Den mere klassiske transidentitet er altså en minoritet blandt de alternative kønsidentiteter. Et lidt lignende fænomen kan man se i forhold til de seksuelle identiteter, hvor 29 % angiver at de er biseksuelle, 16 % at de er lesbiske og 12 % at de er bøsser. Det er vist ret nyt at bøsser er en minoritet i LGBT+ sammenhænge. Mon ikke alt dette tyder på, at biologiske piger/kvinder er overrepræsenterede i rapporten?

Når alt dette er sagt, så skal det selvfølgelig tages alvorligt, når unge LGBT+’er fortæller om mobning og mistrivsel i skolen. Min egen folkeskoletid var et mobbehelvede fra jeg startede i børnehaveklassen til jeg sluttede med 9. klasse. Verbal vold hørte til dagens orden og fysisk vold kom så lejlighedsvis til som ekstra ”krydderi”. Det var derfor nok ikke så mærkeligt, at jeg hadede folkeskolen som pesten, græd mange tårer i ensomhed og havde selvmordstanker. Når jeg ser tilbage på min folkeskoletid, vil jeg hovedsageligt bebrejde mine lærere, at de ikke gjorde noget ved denne mobning som de udmærket godt vidste fandt sted. I heldigste fald ignorerede de det, der skete, men der var også dem, der selv deltog i mobningen eller, hvad nok var værre, gav mig klar besked om at jeg selv var ude om det da jeg bare kunne lade være med at være ”så mærkelig”.

Jeg tvivler på, at man kan forebygge mobning ved at lære grundskolens elever om de mindst 15 kønsidentiteter og 11 seksuelle orienteringer. Mobning handler i mine øjne nemlig ikke grundlæggende set om uvidenhed men om umenneskelighed. Og derfor er den bedste måde at forebygge mobning på at lærerne med det samme griber ind når der mobbes, og det uanset hvem den mobbede og hvem de mobbende er. Hvis man i stedet udnævner særlige grupper som særligt værdige til at modtage særlig omsorg i form af antimobnings indsatser, så smider man jo bare alle de andre sårbare børn og unge under bussen.

Homoseksualitet, biseksualitet og diverse kønsrolleafvigende livsstile og identiteter er en del af den danske virkelighed og skal derfor selvsagt også indgå i undervisningen i et fornuftigt og repræsentativt omfang. Jeg er dog dybt bekymret ved tanken om at LGBT+ Ungdom, LGBT+ Danmark og deres allierede blandt de ekstreme transaktivister skal få lov til at bestemme hvad børn og unge skal lære om seksualitet og køn. Vi lader jo heller ikke Islamisk Trossamfund bestemme hvad eleverne i grundskolen skal lære om islam eller Veganerpartiet bestemme hvad de skal lære om kost og ernæring. Det er allerede nu dybt bekymrende at de LGBT+ aktivistiske ”Normstormere” får lov til at undervise børn og unge i Københavns og Århus kommuner i et materiale som offentligheden ikke må få indblik i. Tænk hvilket ramaskrig det ville udløse hvis Dansk Folkeparti fik lov til at undervise børn og unge om nationalisme og danskhed med et materiale som offentligheden ikke måtte få adgang til…

[1] Citeret fra rapporten inklusive sprogfejl.

[2] Citeret fra rapporten inklusive sprogfejl.

Læs mere