Menu
Kategorier

Skrevet af den 21 jun, 2020 under Feminisme, Lgbt | 1 kommentar

Når journalister ikke tør stille de centrale spørgsmål

 

Hvad der gang på gang både undrer og bekymrer mig er hvordan den danske journaliststand typisk synes ude af stand til eller uvillig til at tænke kritisk når de skriver og beretter om emner relaterede til transaktivismen. Det seneste eksempel på denne tendens er en artikel i Information fra den 20.6.2020, hvor der gives omfattende spalteplads til LGBT Danmarks angreb på den verdenskendte kvindelige forfatter J. K. Rowling. Hendes brøde består grundlæggende set i at hun har vovet at give udtryk for at der for hende er en uløselig forbindelse mellem det at være kvinde og det at være født med en kvindes krop, og hun begrunder denne holdning med hendes egen levede erfaring. Og dermed er hun i henhold til LGBT Danmarks logik transfobisk.

Men kære Information, hvad hvis I nu levede op til jeres eget slogan om at I er et medie hvor man tager sig tid til at sætte sig dybt ind i sagerne og ikke blot løber med den hurtige nyhed? Har I bare et øjeblik overvejet, hvordan kønnet kan være løsrevet fra vores kønnede krop? Hvorfor lader I LGBT Danmark slippe af sted med deres upræcise og tågede udsagn om køn?

Hvis jeg var blevet født med en penis og testikler, så ville jeg have haft en række kropslige erfaringer som jeg selvsagt er forblevet foruden. Til gengæld ville jeg være blevet forskånet for en række erfaringer, der er forbundet med at være født med livmoder, æggestokke og vagina. Men ikke nok med det. Hvis jeg var blevet født med en penis, ville jeg fra dag et i mit liv være blevet mødt på en anden måde, jeg var blevet behandlet anderledes, mine erfaringer med andre og mig selv ville ikke have været de samme. Med andre ord, havde jeg startet mit liv som Karl og ikke som Karen, så ville denne Karl aldrig have udviklet sig til den Karen jeg er i dag. På samme måde ville en transkvinde ikke være den hun er i dag, hvis hun var blevet født med en vagina. Hvis vi var blevet født med en anden krop end den vi rent faktisk blev født med, så ville vi have udviklet os til at blive en anden end den vi er i dag. Er det ikke basal logik?

Hvad der også undrer mig ved journalistik a la den som Information har præsteret her, er, at der øjensynligt ikke er nogen journalist, der tør stille det åbenlyst relevante spørgsmål: Når transmænd siger, at de er mænd, og transkvinder siger, at de er kvinder, og når nonbinære siger, at de hverken er mænd eller kvinder (eller at de er begge dele), hvad mener de så med begrebet ”mand” og ”kvinde”? Jeg mener, jeg ved jeg er en kvinde, fordi jeg er født med en kvindes krop. Jeg ved at jeg er en lesbisk, fordi jeg kun er seksuelt og romantisk interesseret i andre der er født med samme type kønnede krop som min. Jeg kan kun definere mig selv som noget jeg har en definition på. På samme måde, så ved jeg, at jeg ikke er en isbjørn, fordi jeg kender definitionen på en isbjørn og ved, at den passer rimeligt dårligt på mig. Jeg ved også, at jeg ikke er en veganer, fordi jeg har en forståelse af hvad det indebærer at være en veganer. Bevares, jeg kunne da godt hævde, at jeg er veganer, selvom jeg ikke siger nej tak til stegt flæsk med eller uden persillesovs. Men hvad ville være pointen i det?

Men jo, selvfølgelig kunne en person som mig der, om ikke dagligt så dog jævnligt, spiser kød, insistere på at hun er veganer. Hun kunne kræve at andre veganere anerkender hendes identitet. Men hvis veganere skulle inkludere kødspisere i veganismen, så ville man selvsagt fratage de ikke-kød-spisende veganere en let forståelig betegnelse for deres livsstil. De ville så være nødt til at omtale sig selv som ”ikke-kød-spisende veganere”, hvorefter de formodentligt ville blive mødt med den kritik at det da er unødvendigt at definere hvad de ikke spiser, og at deres definition er et udtryk for at de ikke anerkender de kødspisende veganere som rigtige veganere. Der ville blive opfundet udtryk som ”kødspiser ekskluderende radikale veganere” (KERV’s), der ville tjene som skældsord om og anklage mod dem, der begår den fundamentale tankeforbrydelse at tillægge ”veganer” en klar betydning. Og dermed ville veganerne være midt i det samme absurde teater som kvinder, der definerer deres køn og seksualitet ud fra deres medfødte kroppe, er havnet i.

Men selvfølgeligt er det lettere som journalist at agere megafon for LGBT Danmark, end det er at turde stille de dybe, men også centrale spørgsmål.

Læs mere

Skrevet af den 10 aug, 2019 under Lgbt | 7 kommentarer

Lyt til os der var kønsunormale som børn!

 

Fortalerne for et juridisk kønsskifte for børn, og det vel og mærke uden nedre aldersgrænse, forsøger ihærdigt at afvise enhver kritik af dette forslag med parolen: ”Lyt til de transkønnede børn!” Et alternativ til dette argument, der dog tydeligvis er beslægtet med det første, er udsagnet: ”Kender du et transkønnet barn?” Det ligger implicit i disse argumenter, at dem der er afvisende overfor at lade børn definere deres eget juridiske køn, ikke ved noget om hvordan det er at være et kønsrolleafvigende (eller kønsunormalt om man vil) barn. Dette er imidlertid en stor fejltagelse. Vi er slet ikke så få, der var kønsrolleafvigende som børn, men som i dag ikke definerer os selv som transkønnede. Og det er i høj grad denne helt personlige erfaring med at være et ”kønsunormalt” barn, der gør, at vi er stærkt kritiske mht. ideen om at børn har en fastlagt ”kønsidentitet” hhv. at man kan afgøre, om et barn er transkønnet.

Kønsrolleafvigende adfærd hos børn kan vise sig på mange måder. De kan afvise at gå i det tøj der forventes af dem pga. deres biologiske køn og fortrække det modsatte køns tøj. De kan lege med det legetøj som samfundet knytter til det modsatte køn. De kan foretrække at lege med det modsatte køn frem for deres eget. De kan i forskellig grad identificere sig som det modsatte køn og de kan i forskelligt omfang have problemer med de kønnede træk ved deres krop. Har man været kønsrolleafvigende som barn er det ret sandsynligt, at man også vil være det som voksen. Men flertallet af dem, der var kønsrolleafvigende som børn, har indtil nu valgt ikke at se sig selv som transkønnede som voksne, da de med tiden har lært at acceptere deres biologiske køn uden derfor nødvendigvis at acceptere de kønsroller, der er knyttet til denne krop.

Faktisk forholder det sig sådan, at en del transkønnede ikke var synligt kønsrolleafvigende som børn, og først som teenagere eller voksne nåede frem til at de faktisk er transkønnede. Samtidigt hermed er der altså også mange af dem, der som børn var synligt kønsrolleafvigende, der som voksne ikke ser sig selv som transkønnede. Koblingen af kønsrolleafvigende adfærd hos børn med transkønnethed er dermed dobbelt problematisk da den er en forenkling og fordrejning af nogle mere komplekse forhold.

Denne forenkling og fordrejning har bl.a. sine rødder i at LGBT+ aktivismen forsøger at skabe nogle vandtætte skodder mellem det at være transkønnet og det at være homoseksuel. At være transkønnet handler efter sigende udelukkende om den såkaldte kønsidentitet, og efterhånden har man indtryk af, at antagelsen er, at ”ægte” kønsrolleafvigere er transkønnede, være det nu i form af at de er transkvinder, transmænd eller nonbinære. At være homoseksuel derimod anses som noget, der udelukkende handler om ens seksuelle orientering. Sådan er det selvsagt også for nogen, men det er slet ikke så ualmindeligt, at homoseksuelle allerede som børn var kønsrolleafvigende og forbliver med at være det også som voksne. Historisk og kulturelt set har homoseksualitet og det at være ”kønsunormal” da også være set som to sider af samme sag. Det er en fordom, at antage, at alle homoseksuelle er kønsrolleafvigere, men det er også en fornægtelse af virkeligheden og en bemærkelsesværdig anti-mangfoldig forståelse af den homoseksuelle subkultur, at lukke øjnene for, at vi faktisk findes.

Det er derfor dybt beskæmmende at kunne iagttage, at foreninger så som LGBT Danmark og Copenhagen Pride, foreninger der påstår, at de repræsenterer homoseksuelle, ikke vil lytte til de homoseksuelle der udtrykker dyb bekymring for at børn og unge, hvis kønsrolleafvigende adfærd ligner deres egen da de var børn, udråbes til at være transbørn som skal have juridisk kønsskifte, som så igen typisk skal suppleres med hormonbehandlinger og operationer, så først deres juridiske status og dernæst deres kroppe kan passe bedre til deres ”kønsidentitet”. De kønsrolleafgivende børn og unge skal ledes over i transidentiteten mens alternative måder, at forstå sin kønsrolleafvigende adfærd og behov på, forties. Samtidigt hermed betegnes alle, der ikke vil kalde sig selv for transkønnede som ”cis-kønnede”, altså ”kønsnormale”, hvormed det igen bliver tydeligt, at man de facto benægter eksistensen af kønsrolleafvigende homoseksuelle. Men vi har ikke tænkt os at lade den bevægelse, der fejlagtigt hævder, at den repræsenterer os, tie vores livserfaring og livsrealitet ihjel!

 

Læs mere

Skrevet af den 4 dec, 2018 under Lgbt | 0 kommentarer

Den kvindeforagtende LGBT Danmark formand

 

Som jeg efterhånden har skrevet om nogle gange, så bragte LGBT-magasinet Out&About et længere interview med mig i deres november udgave. Dette interview udløste en sand shitstorm. Diverse radikale transaktivister og deres støtter fra det intersektionelle miljø gik apeshit bananas over at magasinet havde givet spalteplads til ”sådan en som mig”. Man skulle tro, at jeg havde krævet dødsstraf for transkønnede eller i det mindste omtalt transkvinder som mænd for at udløse sådan et raseri. Og måske troede nogle da også, at jeg havde gjort det, al den stund at en del i disse miljøer synes at sætte en ære i IKKE at læse hvad jeg skriver samtidigt med at de har stærke meninger om mine tekster. Hvad jeg sagde var faktisk noget mere fredeligt, så som at for mig er en kvinde en biologisk kvinde – og en lesbisk en biologisk kvinde der er til andre biologiske kvinder – men at folk selvsagt har lov til at identificere sig som det de vil. Men køn og seksualitet er øjensynligt ikke noget man i LGBT-sammenhænge længere har lov til at definere sådan så de giver mening ud fra ens egen levede livserfaring. Næ, enten følger du det queere dogme om at køn er en ikke nærmere definerbar identitet eller følelse – eller simpelthen blot en selverklæring – eller også er du transfobisk og skal dyppes i tjære, rulles i fjer og sættes i brand – i hvert fald sådan rent retorisk.

Out&Abouts redaktør fortrød vist sit modige ønske om at give mig spalteplads, og synes nu at være i færd med at gøre hvad han kan for at begrænse skaden. Han har jo også en forretning der skal drives. I hvert fald promoverer magasinet nu med stor iver et indlæg fra LGBT Danmarks formand Peder Holk Svendsen som er tænkt som et modsvar til interviewet med mig. Og hvad skal jeg sige, Farmand er vred, meget vred, om end han forsøger at pakke sin vrede ind i en gang politiker bullshit tomgangssnak hvor han med stor træfsikkerhed formår at undgå at forholde sig til hvad jeg faktisk sagde i interviewet. Det er så hvad det nu er, men han forfalder også til en direkte løgnagtig påstand. At jeg nemlig skulle have sagt i interviewet eller skrevet noget andet sted at LGBT-Danmark billiger overgreb og voldtægt af lesbiske er en grotesk fordrejning af hvad jeg faktisk siger, når jeg påpeger det problematiske i at udskamme lesbiske, der ikke er til sex med transkvinder. Jeg har lidt svært ved at tro, at Peder Holk Svendsen ikke skulle kunne se forskellen på fysiske overgreb og så moralsk fordømmelse af dem hvis seksualitet afviger fra den nye queere norm. Men det er selvsagt nemmere at fordreje sin modparts udsagn ud i det absurde frem for at skulle forholde sig til det problem, som jeg fremfører. Så al hans i egne øjne retfærdige harme over mine ”fake news” er lige præcis fake. Men at han er rasende over at der findes lesbiske som ødelægger den gode stemning til LGBT+++ familiefesten ved at påpege, at de bliver mobbet, virker oprigtigt nok. Han er bare ikke vred over at det sker, han er vred over at man taler om det.

Generelt kan jeg som sagt ikke se at Peder Holk Svendsen i det hele taget forholder sig til hvad jeg sagde i interviewet altså bort set fra, at han skriver noget om, at det skulle have handlet om retten til at definere en kvinde, og at dette skulle være noget problematisk da ”vi” (hvem det så end er) i årtier har kæmpet mod at få trukket en majoritets normer ned over vores hoveder. Men hvad jeg talte om i interviewet var som sagt min ret til at definere hvad en kvinde er for mig. Jeg talte om min ret til at definere mit eget køn og min egen seksualitet. Er der noget, der er hyklerisk, så er det da at ævle op om kampen mod samfundets undertrykkende normer når man samtidigt hermed lige præcist de facto bakker op om den undertrykkelse af lesbiske der består i at pådutte os en norm om at man er transfobisk hvis man ikke ønsker sex med personer født med en penis uanset deres kønsidentitet.

LGBT-formandens foragt for kvinder, der selv vil bestemme hvordan de forstår deres køn og som ikke vil acceptere, at deres seksuelle orientering udskammes fordi den ikke inkluderer personer født med en penis, er hverken mere eller mindre end foragt for kvinder. Det er ikke nyt, at mænd vil fortælle os kvinder hvad vi må sige om vores køn, krop og seksualitet. Det nye er at de tror, at de er mangfoldighedsfavnende, progressive og tolerante når de gør det i den radikale transaktivismes navn.

Os for hvem det at være kvinde handler om ens kropslige udgangspunkt og ikke om en udefinerbar påstået mental kvindelighed er de nye normbrydere i LGBT-miljøet. Og guess what – vi har ikke tænkt os at holde kæft. Nogle af vores norske lesbiske medsøstre, der også er dybt involveret i denne her kamp, har lavet denne hyldest til ja, tænk jer, kvinder med vagina!

Nyd den : )

 

 

 

Læs mere

Skrevet af den 5 mar, 2015 under Lgbt | 0 kommentarer

Er kønnet frit?

304 danskere har i henhold til medierne ansøgt om at få lov til at skifte køn. Efter den nye lov om juridisk kønsskifte som folketinget vedtog den 11.6.2014 er det at skifte køn nemlig blevet ganske nemt. Man skal blot udfylde en formular og sende den til myndighederne – efter et halvt år skal man bekræfte, at man stadigt vil skifte køn, og så er den hjemme. Dvs. dernæst står den transkønnede godt nok med et nyt personnummer, men også med en hel masse praktiske problemer da personnummerskift i praksis kan være ret så mareridtsagtigt, men udgangspunktet er imidlertid stadigvæk super simpelt. Hvis man føler, at man tilhører det ”modsatte” køn i forhold til ens biologiske, så kan man få sit juridiske køn ændret ved noget nært et snuptag.

Der kan ikke være nogen tvivl om at loven om juridisk kønsskifte har været en stor succes for de transkønnede aktivister, ikke mindst indenfor foreningen LGBT Danmark, der har kæmpet for den maksimale løsning, altså den hvor ingen anden end den transkønnede selv kan bestemme om vedkommende skal have lov til at skifte juridisk køn. Den eneste kamel man måtte sluge var det halve års ventetid.

Det mærkelige ved loven om juridisk kønsskifte har været, at den blev indført stort set uden nogen form for offentlig debat. Mens det registrerede partnerskab og siden det kønsneutrale ægteskab blev diskuteret ganske heftigt og det i årevis, så gik det juridiske kønsskift igennem stort set uden at offentligheden bemærkede det eller forholdt sig til det. Og det er bemærkelsesværdigt fordi denne lov reelt set nydefinerer hvad køn er for en størrelse.

Det danske samfund har indtil loven om juridisk kønsskifte haft det som udgangspunkt, at køn er en anatomisk hhv. biologisk størrelse. Når et barn bliver født bedømmer sundhedspersonalet barnets kønsdele og på den baggrund registreres dets køn. For enkelte børn er dette vanskeligt da de ikke har kønsorganer der entydigt kan defineres som ”mandlige” eller ”kvindelige”, og da man i Danmark ikke opererer med andre kønskategorier, vil det køn de så registreres som derfor have karakter af en vilkårlig tildeling af køn. Men for det helt store flertal af mennesker, inklusive dem der definerer sig som transkønnede, vil de kønsorganer de er født med entydigt hører til en af de to brugte kategorier og deres kønsregistrering må derfor anses som beroende på objektive anatomiske kriterier.

Det har så, i hvert fald siden 1960’erne, været muligt for mennesker der psykisk slet ikke kan med deres biologiske køn at skifte køn. Men indtil loven om det juridiske kønsskifte var det en langvarig proces, der krævede omfattende psykologisk evaluering og at ansøgeren var villig til at lade sig kastrere og gennemgå en såkaldt kønskorrigerende kirurgi. Det var med andre ord ikke op til den enkelte at definere sit juridiske køn og der var krav om (en vis) sammenhæng mellem det juridiske køn og det anatomiske køn.

I dag har folketingets flertal lige så stille og ubemærket gjort køn til en ren subjektiv størrelse. Køn handler fra nu af hvad man føler sig som. Men hvordan føles det at være mand eller kvinde? Hvad er det for følelser som er mandlige og hvilke følelser er kvindelige? Er der i det hele taget bestemte følelses- eller tankemønstre som er entydigt mandlige eller kvindelige? Jeg har ofte spurgt transkønnede hvad det er som de føler, når de siger, at de føler sig som en mand i en kvindekrop eller omvendt. Typisk har jeg ikke fået noget svar eller blot undvigende udsagn som ”det ved man jo” eller noget i den stil. De få der har villet sige noget mere end det er endt med udsagn i retning af, at det at føle sig som en kvinde eller mand for dem handler om hvilket køn de føler sig bedst som hhv. som de har lyst til at være. Eller med andre ord, der sættes lighedstegn mellem det man har lyst til at være og det man så er. Har jeg har en brændende lyst til at være en mand og har jeg en stærk aversion mod tanken om mig selv som kvinde så må det være fordi jeg ER en mand og ikke en kvinde – og omvendt, det kropslige udgangspunkt er ganske ligegyldigt.

Men hvorfor så blive stående ved kønnet? Hvad nu hvis jeg slet ikke kan identificere mig med mit fødeår? Hvad hvis jeg føler, at det kolde tal 1969, der står på min fødselsattest og som fremgår af mit personnummer, slet ikke afspejler min sande indre alder, der ikke er 45 men i virkeligheden er 65? Skal jeg så ikke også have krav på et juridisk aldersskifte, inklusive et nyt personnummer og adgang til at modtage folkepension? For hvem andre end jeg selv har ret til at definere min aldersidentitet? Hvor er respekten for mine aldersidentitets rettigheder?

Ovenstående er et tænkt eksempel, men det afspejler for mig at se de udfordringer som en ren subjektivering af de hidtidige objektive kategorier som vi registreres i henhold til udgør. Det er jo interessant, at man kan føle sig nok så dansk men alligevel skal man vente adskillige år og gå op til en prøve samt opfylde en række andre krav for at blive dansk statsborger, hvis man ikke er født som en sådan, mens man nu kan skifte køn blot ved at indsende en ansøgning og så vente et halvt år. Hvorfor skal det ene være så svært og det andet så nemt?

De få argumenter der har været fremført for det juridiske kønsskifte, der går ud over at det skal være en rettighed selv at definere sit køn, har typisk handlet om at det juridiske kønsskifte ville gøre livet nemmere for transkønnede og forhindre, at de skal lægge sig under kniven når de måske blot vil have et nyt personnummer. Og det er da rigtigt nok, at det juridiske kønsskifte vil gøre livet nemmere for de transkønnede, der på trods af deres anatomi af deres omgivelser opfattes som de mænd hhv. kvinder som de ser sig selv som. De slipper fremover for at skulle oute sig som transkønnede når de skal identificere sig og de undgår hermed de problemer, der kan være forbundet med at have en type identitetspapirer og en anden type udseende. Her er loven et fremskridt. Og med deres nye personnummerbevis vil nogen af de mange transkønnede, som ønsker hormoner og operationer men ikke har kunnet få dem bevilliget, nok forsøge at gøre krav dem nu da samfundet jo har anerkendt deres sande køn. Om politikerne har tænkt på det ved jeg så ikke.

Hvad der derimod nærmest ikke har været nogen debat om er de kønsopdelte rum, som vi opererer med her i landet. Vi har omklædningsrum, baderum, fængsler etc. opdelt efter køn. Her må man jo spørge de politikere, der har stemt for loven om juridisk kønsskifte, om de mener, at disse kønsopdelte rum skal tage udgangspunkt i hvilket køn man føler man har eller i hvilken krop man har? Skal en transkvinde, der er i besiddelse af sine medfødte mandlige kønsorganer og et sygesikringsbevis, der siger, at hun er en kvinde, have krav på at nøgenbade sammen med biologiske kvinder i landets svømmehaller og sportshaller? Skal mænd der sidder fængslet for voldtægt af kvinder kunne skifte over til kvindeafdelingen hvis de søger om juridisk kønsskifte?

Og nej, jeg siger ikke, at transkvinder er voldtægtsforbrydere. Men jeg mener ikke, at man kan komme uden om, at den hidtidige legale opdeling af dele af det offentlige rum i mande- og kvindeafdelinger har handlet om at beskytte folk mod at skulle være nøgne/fysisk sårbare sammen med medlemmer af det modsatte anatomiske køn. Hvis politikerne så mener, at det er et forældet koncept som ikke længere skal være lovligt så har de jo ret til det, men det er en skam, at offentligheden ikke fik muligheden for at debattere det først.

Læs mere