Cybernauterne og “de onde” TERFs

Maia Kahlke Lorentzen der er en del af researchkollektivet ”Cybernauterne”, har barslet med ikke mindre end hvad der skal være en hel podcastserie om TERF’s (de såkaldte ”transekskluderende radikalfeminister). Cybernauterne arbejder med nettets ”mørke sider” og Maia Kahlke Lorentzen beskriver selv sin research som at den handler om ”online-hadfællesskaber og digital chikane”. Og i en baggrundsbeskrivelse af den nye Podcast serie beskrives ”TERF’s” da også som ”en gruppe feminister der både har en historik for digital og fysisk vold, som bedriver hadekampagner og chikane på nettet og i den fysiske verden, og som aktiv arbejder for at begrænse bestemte gruppe i samfundets rettigheder, baseret på deres køn.”. Hermed er tonen ligesom sat og det er ganske klart at denne Podcastserie ikke er et produkt af neutral research men i stedet er et partsindlæg i den igangværende debat om transaktivismen og dens konsekvenser.

Det første (og hidtil eneste publicerede) afsnit hævdes at handle om den historiske baggrund for ”TERF-bevægelsen” hhv. den ”kønskritiske bevægelse”.

Det er dog ikke særligt meget ”historie” som man præsenteres for i dette afsnit. Maia Kahlke Lorentzen fortæller kort om ”Blåstrømperne” og ”Rødstrømperne” men disse historiske bølger indenfor feminismen bliver hurtigt fejet af bordet pga. disses påståede manglende interesse for andre end hvide heteroseksuelle overklassekvinder. En feminisme der ikke er ”intersektionel” er tydeligvis værdiløs i hendes øjne, og så er det ret så ligegyldigt at disse ældre bølger i høj grad har ansvar for at kvinder her i landet i dag har hhv. stemmeret og ligeløn for lige arbejde.

Men ellers er dette afsnit ekstremt fokuseret på Janice Raymonds bog ”The Transsexual Empire”. Jeg har faktisk for en del år siden læst denne bog, men det jeg tvivler på at ret mange andre kønskritiske feminister har, og mig bekendt henvises der da også kun yderst sjældent til denne bog når kønskritiske feminister diskuterer emner med relation til transkønnede. Det hindrer dog ikke den radikale transaktivist Laura Tams i at hævde, at de kønskritiske feministers holdninger kan spores direkte tilbage til denne bog (som hun sjovt nok indrømmer at hun ikke har læst i sin helhed).

Hvad der så mere konkret står i Janice Raymonds bog, får lytteren bemærkelsesværdigt lidt at vide om set i lyset af bogens påståede centrale betydning for nutidens kønskritiske feminister. Hvad der i stedet bruges en del tid på, er at fortælle om konflikten omkring transkvinden Sandy Stone, der var med i et lesbisk og radikalfeministisk musik-kollektiv. Det er ganske rigtigt, at Janice Raymond (sammen med en del andre radikalfeminister) var meget imod at en transkvinde var en del af et sådant kollektiv, og i henhold til Sandy Stones blev hun som følge af denne kritik mødt med dødstrusler. Trusler, ikke mindst dødstrusler, er selvsagt aldrig ok. Men det er nok meget sigende at det er denne ene historie fra 1970’erne som radikale transaktivister elsker at henvise til når de ønsker at fremstille de såkaldte TERF’s som voldelige mod transkvinder. De talrige eksempler på trusler, chikane og vold som radikale transaktivister har udsat kønskritiske feminister for nævnes selvsagt ikke med et ord. Det er f.eks. meget sigende at Maia Kahlke Lorentzen kort kommer ind på de radikale transaktivisters kampagne mod den radikalfeministiske (og hovedsageligt lesbiske) ”Michigan Womyn’s Music Festival”, der blev begrundet med at arrangørerne ikke ville give transkvinder adgang til festivalen, en kampagne der endte med at den måtte lukke til stor sorg for rigtigt mange lesbiske radikalfeminister. Hvad hun ikke nævner med et ord, er de mange trusler og den grove chikane som disse aktivister udsatte festivalen for.

Det er faktisk ikke meget man egentlig får at vide om ”TERF’s” i dette Podcastafsnit, altså andet end at de skulle være fordomsfulde, snæversynede og drevet af had til transkønnede, især transkvinder, som de efter sigende vil have helt fordrevet fra det offentlige rum. Maia Kahlke Lorentzen og Co. prøver på at give lytterne det indtryk at 1970’er feminismen generelt var inkluderende i forhold til transkvinder og at TERF’s blot var en lille udbrydergruppe. Vi får dog ingen dokumentation for denne lidet troværdige påstand.  Ellers nævnes det kort, at TERF’s ikke tror at transkvinder er ”rigtige” kvinder og at de tillægger biologien en ”forkert betydning”. Ifølge Laura Tams har TERF’s faktisk helt misforstået hvad radikalfeminismen handler om da denne, i henhold til Laura, skulle være en radikal afvisning af at biologien skulle have nogen betydning for kønnet. At radikalfeminismen afviser ideen om at vi fødes med færdigkønnede hjerner, der prædestinerer os til at omsætte samfundets kønsrolleforventninger, samtidigt med at den insisterer på at kvindeundertrykkelsen basalt set handler om mænds ønske om at kontrollere kvinders kroppe, reproduktion og seksualitet forholder Laura Tams sig selvsagt ikke til.

Til gengæld var det bemærkelsesværdigt at høre hvor lidt viden Laura Tams tydeligvis har om transkøns-begrebets historie. Således får hun sagt at transkønnede startede med at blive defineret som noget perverst og noget forkert og nævner her Harry Benjamin syndrom, som så skulle være blevet til ”transseksuel”. Denne term skulle nogle stadigvæk hænge fast i da det er ”sjovt at kunne associere nogen med sex”. Og hun påstår dernæst, at det er de transkønnede der har reclaimet udtrykket ”transkønnet”, der altså skulle være blevet skabt af folk der anså transkønnethed som noget forkert. Men historien bag disse udtryk er en anden.

Udtrykket ”transvestit” blev skabt af den homoseksuelle seksualitetsforsker Magnus Hirschfelt i 1910. Det var Harry Benjamin der populariserede termen ”transseksuel”, der pga. hans forskning også blev betegnet som ”Harry Benjamins syndrom”. Hans artikler og kliniske behandling er helt afgørende for etableringen af ideen om at alvorlig kønsdysfori skal behandles med krydshormoner og kønsskifteoperationer.  ”Transkønnet” derimod er en term som queer-aktivister populariserer i 1990’erne. Den var tænkt som et paraplybegreb for dem der i Judith Butlers ånd blev set som kønsballademagere, såsom transseksuelle, transvestitter, drags, butch lesbiske mfl, dvs. forskellige grupper som brød markant med samfundets kønsrolleforventninger men som hidtil ofte ikke havde følt noget fællesskab med hinanden. Transkønnede har altså ikke ”reclaimet” begrebet ”transkønnet” sådan som f.eks. homoseksuelle mænd har reclaimet udtrykket ”bøsse”. De har i stedet selv skabt det og dermed skabte de reelt set også en ny identitet hvis relation til de tidligere minoritetsgrupper (og majoriteten) er uafklaret og flydende. Laura Tams nævner i øvrigt heller ikke at der også i dag findes personer, der insisterer på at kalde sig selv for ”transseksuelle” frem for ”transkønnet”, da de opfatter sidstnævnte for at være upræcist og ikke rammende for de problemstillinger som de kæmper med.

Laura Tams upræcise gennemgang af udtrykket ”transkønnet” historie hænger sammen med at hun prøver at bruge det som en retfærdiggørelse af begrebet ”cis-kønnet”. Laura Tams hævder, at man er ciskønnet hvis man ikke er transkønnet, og vil så sammenligne det med at man enten er homoseksuel eller heteroseksuel. Den sammenligning går imidlertid med det samme i opløsning da hun som queer-aktivst jo også må nævne at der er mange andre seksualiteter. De forskere der i sin tid skabte termerne ”transvestit” hhv. ”transseksuel” følte imidlertid interessant nok ikke et behov for at skabe en term for dem, der ikke hørte under disse kategorier, måske fordi de gik ud fra at disse termer kun berørte et meget lille antal personer der ikke udgjorde nogen trussel mod samfundets kønsrolleorden. Her er der en væsentlig forskel fra lægevidenskabens opfindelse af udtrykket ”homoseksuel” der hurtigt af denne blev suppleret med termen ”heteroseksuel”. ”Cis-kønnet” er et produkt af queer- og transaktivismens ønske om at vi ikke må tale om biologiske mænd og kvinder, dvs. for dennes behov for at køn skal handle om en ikke nærmere definerbar subjektiv identitet frem for objektive kropslige forhold. Dertil kommer den klare tendens til at antage, at man enten er kønsrollekonform og hermed ciskønnet eller kønsrollenonkonform og hermed transkønnet. Det er jo meget sigende, at Frederikke Kjerulff Madsen som kort optræder i podcasten, tilbage i 2018 i radioprogrammet AK 24syv hævdede, at undertegnede er transkønnet fordi jeg ikke ”identificerer mig med de kønsroller jeg fik tildelt ved fødslen”. Når Maia Kahlke Lorentzen derfor i podcasten påstår, at ”cis-kønnet” er det mest ”korrekte” udtryk så er dette altså ukorrekt – hhv. det outer hende som en queer-aktivist forklædt som researcher.