Menu
Kategorier

Skrevet af den 26 jul, 2011 under Ikke kategoriseret | 6 kommentarer

Er der en sammenhæng mellem islamkritik og terror?

Set i lyset af at terroristen og massemorderen Anders
Breivik er bekendende islam-kritiker og har retfærdiggjort sin udåd med behovet
for at standse islams fremmarch i Europa, er det oplagt at se på sammenhængen
mellem islam-kritik og terroren i Oslo og Utøya. Eller bedre sagt, er der en
sådan sammenhæng og i så tilfælde hvilken?

Lad det være sagt med det samme: Selvfølgelig skal islam
kunne kritiseres præcist som en hvilken som helst anden religion. Det gælder
både islams teologiske påstande men, hvad der nok interesserer flere,
kønsrollemønstre, samfundssyn, syn på vold og terror etc. der påberåber sig
islam. Så længe debatten handler om at underkaste islam en kritisk analyse er
denne kritik en nødvendig del af den demokratiske virkelighed i de senmoderne
multikulturelle samfund. Ja, så længe der er tale om islamkritik, så er der
altså tale om et nødvendigt bidrag til opretholdelsen af det sekulære demokrati,
på samme måde som al anden seriøs religionskritik er det. Der er med andre ord
ingen sammenhæng mellem en sådan islamkritik og terror.

Men indvævet i, og som en videreførelse af, islamkritikken
findes der også holdninger, som i mine øjne ikke kan kaldes for andet end
islamhad. Kendetegnende for islamhadet er, at islams tilstedeværelse i Europa
ses som en dødelig trussel for demokratiet og den vestlige kultur. For en
islamhader findes der kun én slags islam og det er den, som man finder hos en
Osama Bin Laden. Hvis en muslim siger, at han eller hun er demokrat så ses et
sådant udsagn som udtryk for taqiya, for bevidst løgn. Alle muslimer ønsker
sharia-lovgivning af den barskeste skuffe. Og hvis der evt. skulle være
enkelte, der ikke ønsker det, så vil de bøje sig for det store flertal, der gør
det. Og ikke nok med det. Den muslimske indvandring er et led i en bevidst
strategi, der skal føre til islams snarlige magtovertagelse i Europa.
Katastrofen står lige for døren og hvis der ikke gribes ind nu ender europæerne
som dhimmier i kalifatet, dvs. vi kommer til at vandsmægte som muslimernes
slaver. Sådanne dæmoniserende tanker præger islamhadet. Det florerer i rigelig
grad på internettet, hvor den ene islamhadeblog kan bekræfte den anden
islamhadeblog i denne dystopi.

Set i forhold til islamhadet så er det i mine øjne
vanskeligt at komme til nogen anden konklusion end at Anders Breivik har taget
den oplagte yderste konsekvens af dette had. Hvis muslimerne i Europa nemlig
udgør den dødelige trussel som islamhaderne påstår, at de gør, så kan man ikke
troværdigt ville nøjes med at ville løse det muslimske problem vha. debat og
demokratiske tiltag. Religionsfriheden og respekten for det enkelte individs
rettigheder og værdighed, som fremgår af alle de europæiske demokratiers
forfatninger, umuliggør en lovgivning der vil forbyde islam eller fratage
muslimer deres borgerlige rettigheder, herunder retten til at udøve deres religion.
Hvis den muslimske fare er reel, sådan som islamhaderne påstår at den er, ja så
kan man altså ikke nøjes med de tiltag som er mulige i en demokratisk retsstat.
Disse kan kun være de indledende øvelser forud for det store opgør. Et opgør
som visse islamhadere nu er godt i gang med at forberede sig på.
Alt andet svarer til at råbe ”huset står i flammer!” og så ikke have noget
andet slukningsredskab parat end en vandpistol.

Også Anders Breiviks angreb på den socialdemokratiske ungdom
er sådan set logisk nok ud fra den islamhadske logik. Islamhadere hader også
dem, som de mener, har ansvaret for islams tilstedeværelse i Europa. Vil man
gøre Europa muslimfrit må man altså skaffe sig af med de ikke-muslimer, som vil
tage muslimernes parti i det store opgør. Allerede nu kan man på nettet finde
trusler om noget sådant.
Ja, Lars Hedegaard er jo også kommet med dunkle trusler om det store opgør
med dem, der har ansvar for det multikulturelle samfund. Forudsætningen for det
muslimfrie Europa er det socialist- og humanistfrie Europa.

Men set ud fra islamhadets logik begik Anders Breivik den
fejl at han slå til for tidligt, og at han slog til først. Jeg vil tro, at der
blandt dem, der er villige til at ophæve menneskerettighederne for muslimerne
og gå hårdt og brutalt til værks for at ”redde” Europa, er et stort flertal,
der ønsker at vente med at slå til indtil omstændighederne er de rette for det
store opgør. Det er de (heldigvis) ikke nu og dermed vil hans ufattelige
forbrydelse hæmme frem for at fremme deres sag. Især hvis vi fastholder, at
denne udåd ikke ”bare” var en enkelt syg mands syge handling men i stedet må
ses som det yderste resultat af islamhadets hærgen i debats sfæren.

Læs mere

Skrevet af den 29 jan, 2010 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Kvindesyn

De som har valgt at gå i brechen for Lars Hedegaards og Jesper Langballes udfald mod muslimske mænds behandling af deres døtre, hævder ofte, at vi ikke skal gå op i formuleringer men i stedet få taget en grundlæggende debat om det muslimske kvindesyn. Målet med denne debat er at fremhæve hvor godt de danske kvinder har det og hvor skidt de muslimsk kvinder har det for (endnu en gang) at kunne påvise islams uforenelighed med den moderne verden.

Men, må man jo spørge sig, hvad er det for et kvindesyn som muslimerne skal tage ved lære af? Hvad er det for et kvindesyn som vi præsenterer muslimerne for? Er det f.eks. det kvindesyn som afspejles i pornografien og i de reklamer, som dominerer det offentlige rum? Består vores forbilledlighed mht. ligestillingen i det forhold, at ingen kvinde er eller har været statsminister og at topstillingerne i det offentlige såvel som det private er domineret af mænd? Består vores eksemplariske anerkendelse af kvinderne i det forhold at brancher, der er domineret af kvinder, typisk har en lavere løn og en lavere status end dem, der er domineret af mænd?

Det grundlæggende problem er nok, at de signaler som kvinder af i dag modtager, er modsætningsfulde. Kvinder forventes at være selvstændige og økonomisk uafhængige af deres mænd. Derfor opmuntres kvinder til at tage en uddannelse og et betalt arbejde udenfor hjemmet. Men når kvinder så klarer sig bedre end mænd i uddannelsessystemet ses det som en trussel mod mændenes ve og vel – og når de sender deres børn i institutioner, så de kan varetage et arbejde, ses det som en trussel mod børnenes trivsel.

Kvinder forventes at stille deres seksuelle potentialer til skue. Kvinder, der ikke kan eller vil leve op til de herskende skønhedsidealer, eller som af religiøse årsager tildækker sig, bliver ofte mødt med påtaget medlidenhed eller direkte foragt. Men samtidigt med, at kvinder har at ægge mænds begær, forventes det også af dem, at de er (serielt) monogame. Kvinder der sælger sex ses således ofte som seksuelt skadede kvinder, da antagelsen øjensynligt er, at kvinder brænder for at udstille deres seksualitet og så dog kun ønsker sex med den aktuelle eneste ene.

Med andre ord, den besættelsesagtige optagethed af de muslimske kvinders situation handler måske dybest set om en grundlæggende vestlig usikkerhed mht. kvinders position og kvinders seksualitet. En usikkerhed som så projiceres over på de “fremmede”, der dermed bliver repræsentanter for de problemer som man selv ikke formår at forholde sig til.

Læs mere