Menu
Kategorier

Skrevet af den 18 maj, 2022 under Lgbt | 0 kommentarer

Den medicinske behandling af transkønnede børn og unge mangler videnskabelig evidens

 

Antallet af børn og unge der ser sig selv som transkønnede, og som derfor søger behandling i sundhedssystemet, er eksploderet i løbet af ganske få år. Hvad der engang var et ekstremt sjældent fænomen hos børn, bliver stadigt mere almindeligt.

I Danmark ser vi en stor stigning i antallet af børn og unge der henvises til Sexologisk Klinik med henblik på udredning vedrørende kønsidentitetsforhold. Her er tallet steget fra 16 drenge og 48 piger i 2015 til 56 drenge og 135 piger i 2020, dvs. en stigning på 250 procent for drengenes vedkommende og 181 procent for pigernes vedkommende. Og hermed ligger vi faktisk i den lave ende. I andre lande er udviklingen endnu voldsommere. I Storbritannien er antallet af børn og unge der har opsøgt landets eneste klinik for behandling af transkønnede børn og unge f.eks. steget fra 40 drenge og 32 piger i 2009/10 til 720 drenge og 1891 piger i 2019/20, dvs. med hhv. 1700 procent for drengenes og svimlende 5809 procent for pigernes vedkommende. Og generelt ser det ud til at det især er teenagepiger, der mistrives så meget med deres kropslige køn at de søger hjælp hos behandlingssystemet.

Den hjælp som børn og unge søger i behandlingssystemet, når de kæmper med ”kønsubehag”, er ofte behandling med stophormoner og krydshormoner. Stophormoner er præparater der skal stoppe puberteten mens krydshormoner er østrogen til biologiske drenge og testosteron til biologiske piger. Ifølge et svar på en forespørgsel om aktindsigt fra Region Hovedstadens Center for Sundhed fra den 17.6.2021 er det ikke muligt at få oplyst hvor mange danske børn der har modtaget hhv. aktuelt er i behandling med sådanne præparater pga. ”kønsubehag”. (Svaret er ikke offentliggjort men er i min besiddelse) Det er bekymrende, at det danske sundhedsvæsen enten ikke ved, eller ikke vil oplyse, hvor mange børn og unge der modtager en sådan behandling, for behandlingen af børn og unge med stop- og krydshormoner pga. kønsidentitetsproblematikker bliver mere og mere omstridt.

Således iværksatte det britiske sundhedsvæsen i 2020 en grundig undersøgelse af hvilken evidens der ligger bag den medicinske behandling af børn og unge med hvad de kalder for kønsdysfori, hvor man med et kritisk blik gennemgik nyere forskning i brugen af såvel stophormoner som krydshormoner. Og umiddelbart ser det i henhold til disse rapporter ikke godt ud.

Mht. stophormoner så er det et produkt der er udviklet til at behandle testikelkræft og endometriose hos voksne. Til børn er det godkendt til at behandle for tidlig pubertet (før 8-årsalderen for piger og 10-årsalderen hos drenge). Dette medikament er ikke godkendt til at behandle børn med kønsdysfori, så brugen heraf i denne sammenhæng er ”off label”. Mht. krydshormonerne så er intet østrogenprodukt officielt godkendt til behandling af kønsdysfori. Et enkelt testosteronprodukt (Sustanon) er godkendt til en sådan brug (dog kun til voksne). Dvs. behandlingen af børn og unge med krydshormoner er stort set også ”off label”.

Man har undersøgt i alt 9 studier af brugen af stophormoner og 10 studier af brugen af krydshormoner på børn og unge, og resultatet er nedslående. Studierne har for få deltagere, er ofte udført i en for kort periode og intet studie opererer med kontrolgrupper. Intet studie forholder sig til hvordan det er gået folk efter deres fyldte 22. år. De forskellige studier bruger forskellige målestokke når de vil afgøre om behandlingen har haft en positiv effekt på de behandlede børn og unges mentale helbred, hvad gør det svært at sammenligne dem. Og studierne mangler typisk at redegøre for hvornår en forbedring er af en sådan karakter at den er signifikant og dermed klinisk relevant. Kun et studie har forsøgt at ”modregne” effekter af den terapi og brug af psykofarmaka som den unge fik under behandlingen med krydshormoner. (Og endte dermed med ikke at kunne konstatere nogen signifikant forbedring i de unges mentale helbred som følge af hormonbehandlingen). I nogle studier forsvinder nogle af deltagerne undervejs uden at vi får at vide hvorfor (opgav de den eller fortrød de den måske?) Dertil kommer at rapporteringen af data i mange af studierne er mangelfuld, hvad medfører, at man ikke kan regne deres beregninger af effekt efter. Og studierne er end ikke enige om hvordan man definerer ”kønsdysfori” og dermed det grundproblem som behandlingen skulle afhjælpe.  Det er i øvrigt også interessant, at mange af studierne ikke angiver hvilke præparater de unge blev behandlet med eller hvilken dosis de fik, hvad man vel ellers skulle mene er vigtig hvis man vil samle viden om hvilket præparat og hvilken dosis der virker bedst.

Mht. mulige bivirkninger af behandlingen, så virker det som om at den mest sandsynlige og alvorlige er at behandlingen af børn og unge med stop- og krydshormoner nedsætter knogletætheden hvad i længden kunne føre til knogleskørhed. Brugen af stophormoner kan muligvis også medføre nedsat IQ. Men igen er studierne af for lav kvalitet til man kan sige noget med sikkerhed.

En lignende erkendelse af at der mangler evidens for behandlingens effekter er de svenske sundhedsmyndigheder nået frem til og de har derfor besluttet  at stoppe behandlingen af børn og unge med kønsdysfori med stop- og krydshormoner, om end den tillades i sammenhæng med forsøg. Også de finske sundhedsmyndigheder har besluttet af stramme op mht. udskrivningen af disse medikamenter til børn og unge. De britiske sundhedsmyndigheder forsøger imidlertid indtil videre en anden vej – der nok mest af alt virker som et forsøg på at foretage en linedans over afgrunden.

Den midlertidige såkaldte Interim report – Cass Review (independent-review.uk) fra februar 2022 giver udtryk for at evidensen for både positive og negative effekter af brugen af stop- og krydshormoner til børn og unge med kønsdyfori er af en sådan karakter, at man ikke kan anbefale den, men man vil heller ikke forbyde den (endnu). I stedet anbefales det, at der skal investeres massivt i at udbygge adgangen til terapeutisk hjælp og støtte til samt udredning af børn og unge med kønsdysfori, dette ikke mindst for at nedbringe de urimeligt lange ventetider der har været på at få adgang til behandling.

Det kritiseres, at behandlingssystemet ikke bare mangler evidens for sin behandling, men at der også blandt fagpersonalet hersker stor uenighed mht. hvad kønsdysfori hos børn og unge egentligt er, hvad den skyldes og hvilken behandlingsform der er bedst. Der efterspørges derfor klare kriterier for hvornår et barn/et ungt menneske kan få en sådan diagnose – og hvad man skal tilbyde dem, der ikke får den. Man gør opmærksom på at mange af de børn og unge, der søger hjælp pga. kønsdysfori, har psykiatriske udfordringer så som autisme og ADHD og det derfor er vigtigt, at de får hjælp til at håndtere disse samtidigt med at de udredes for kønsdysfori.

Og sidst, men ikke mindst, så efterspørger man – og vil man derfor selv iværksætte – meget mere og ikke mindst mere seriøs forskning i problemstillingerne, ikke bare mht. brugen af stop- og krydshormoner, men også f.eks. hvorfor så mange især teenagepiger i det hele taget er begyndt, at definere sig selv som transkønnede.

Indtil denne forskning er blevet gennemført, anbefales det at børn, unge og ikke mindst deres forældre rådgives intensivt om hvor lidt evidens der er for behandlingens mulige negative og positive effekter – så der er grundlag for at de kan give et informeret samtykke om hvad de går ind til.

Det store spørgsmål er nu hvor de danske sundhedsmyndigheder står. Er der ressourcer nok til at sikre en grundig udredning af de børn og unge, der søger hjælp, og ikke mindst til at give anden hjælp og støtte end medicinsk behandling? Og er det ikke på tide, at man iværksætter forskningsprojekter, så der kan indsamles viden, som på sigt kan bidrage til at skaffe tilstrækkelig med evidens til at det kan afgøres, om den nuværende behandling er sikker og giver gode resultater?

 

Læs mere

Skrevet af den 3 maj, 2022 under Lgbt | 0 kommentarer

Den medicinske behandling af “transkønnede” børn og unge – en kritisk analyse

 

For en generation siden var transseksualitet (som det dengang hed) et ekstremt sjældent fænomen. Det var hovedsageligt mænd, der ønskede at skifte køn til kvinde – og medicinsk samt kirurgisk kønsskifte blev kun tilbudt voksne mennesker i en moden alder og det efter en langvarig og grundig evaluering.

Omkring 2006 begynder antallet af unge mennesker, der identificerer sig som transkønnede (som det nu hedder) at vokse markant, og fra 2015 stiger antallet drastisk, og det især for pigernes vedkommende. I dag identificerer f.eks. mellem 2 og 9 procent af de amerikanske highschool elever sig som transkønnede. En anden ny udvikling er, at unge begynder at identificere sig som nonbinære, dvs. som noget andet end hhv. mand og kvinde, og det ser ud til at det er denne form for transidentitet der er mest udbredt hos unge i dag.

Det stærkt voksende antal af mennesker, der identificerer sig som transkønnede, afspejles også i en kraftig stigning i antallet af børn og unge der søger hjælp hos sundhedsvæsenet pga. kønsidentitetsproblematikker. F.eks. var der i 2009 51 der tog kontakt til Tavistock klinikken, der i Storbritannien har monopol på behandlingen af børn og unge med kønsidentitetsproblematikker. I 2019-2020 var dette tal steget til 2728, dvs. en 53-dobling på blot 10 år. En lignende udvikling kan man se i hele den vestlige verden, inklusive Danmark.

Denne voldsomme stigning i antallet af børn og unge der søger hjælp, typisk adgang til stop- og krydshormoner, har presset behandlersystemet enormt. Et udslag af dette pres har været en tendens til at vinke dem hurtigt gennem systemet. Dette er blevet forstærket af en forestilling om at det er vigtigt at bekræfte barnet/den unge i at denne virkeligt er transkønnet i stedet for grundigt at undersøge hvad der ligger bag at denne mistrives med sit medfødte kropslige køn. Det kan også være svært for behandlerne at afvise kravet om medicinsk behandling da de berørte børn og unge ofte er meget insisterende mht. at den eneste måde hvorpå de kan få deres liv til at hænge sammen er at få adgang til stop- og krydshormoner.

Ifølge Stephen B. Levine, E. Abbruzzese & Julia W. Mason, der har skrevet artiklen Reconsidering Informed Consent for Trans-Identified Children, Adolescents, and Young Adults, der blev publiceret i det anerkendte forskningstidsskrift Journal of Sex & Marital Therapy[1], er det i denne situation vigtigt, at fastholde, at det er af afgørende betydning, at børn og unge med kønsidentitetsproblematikker og deres forældre, får grundig og omfattende information før de kan give informeret samtykke til en behandling der har irreversible konsekvenser. De skal informeres grundigt om at en identitet som det modsatte køn hos børn ofte forsvinder når de bliver voksne; de skal være i klarhed over de alvorlige bivirkninger der kan være forbundet med behandling med stop- og krydshormoner; og de skal vide, at en sådan behandling ikke har nogen dokumenteret effekt på de andre mentale problemer som barnet/den unge måtte have, herunder risikoen for at begå selvmord.

 

Det er vigtigt at være sig bevidst, at langt de fleste børn der er stærkt kønsrolleafvigende og insisterer på at være af det modsatte køn, som voksne vil have lært at acceptere deres kropslige køn hvis man altså ikke er startet på medicinsk behandling af dem. Dette har ikke mindre end 11 forskningsartikler vist. Godt nok er der blevet gjort forsøg på at debunke denne forskning med henvisning til at den skulle være baseret på kønsrolleafvigende børn frem for børn med ægte kønsdysfori. Men denne debunking er blevet debunket[2]. En grundig gennemgang af disse studiers data har bekræftet deres resultater. 67 % af de børn der var blevet diagnosticeret med kønsdysfori i henhold til DSM-4’s kriterier, havde ikke længere kønsdysfori som voksne. Og blandt dem, der havde signifikante tegn på kønsdysfori, men som ikke helt levede op til kriterierne, var det hele 93 % hvis kønsdysfori var gået i sig selv.

En ekstra udfordring udgøres af de unge der først udvikler tegn på kønsdysfori i puberteten. Forskningen har mindre at sige om deres fremtidsperspektiver. Men der er en voksende evidens for at der her kan være tale om at den unge udforsker sin identitet frem for at dennes identitet er mejslet i sten. Dette underbygges muligvis af et voksende antal voksne der detransionerer, altså fortryder eller opgiver deres transidentitet og den behandling de måtte have søgt for den.

I øvrigt skal man være opmærksom på, at stærk identifikation med det modsatte køn i barndommen typisk er forbundet med at man som voksen vil vise sig at være homoseksuel eller biseksuel. Disse børns kønsdysfori vil derfor almindeligvis helt naturligt løse sig ved at de vokser op til at blive biseksuelle, bøsser eller lesbiske.

Det er også meget vigtigt, at de berørte børn og unge samt deres forældre informeres grundigt om at evidensen for behandlingen med stop- og krydshormoner er af meget lav kvalitet. Den mest grundige undersøgelse af evidensen for denne behandling blev iværksat af det britiske sundhedsvæsen og gennemført af National Institute for Health and Care Excellence (NICE) i 2020[3]. NICE gav udtryk for stor utilfredshed med evidensen både bag behandling med pubertetsblokere og krydshormoner og gav den lavest mulige karakter til de studier der skulle levere evidens for behandlingen med disse. Studierne var små, uden kontrolgrupper og sårbare for bias samt fejlslutninger.

Og bivirkningerne ved behandlingen med stop- og krydshormoner er alvorlige. Går et barn f.eks. direkte fra stop- til krydshormonsbehandling mister det evnen til som voksen at kunne få børn. Behandlingen med stophormoner ser også ud til at kunne medføre knogleskørhed og hjerteproblemer – og vi ved alt for lidt om hvordan den påvirker hjernes udvikling.

Man ser desværre ofte, at der presses på mht. at give børn og unge, der identificer sig som transkønnede, hurtig adgang til stop- og krydshormoner med henvisning til at de ellers vil begå selvmord. Påstanden om at ”transkønnede” børn og unge skulle have en alarmerende høj selvmordsrisiko bygger på data indsamlet fra nettet hvor folk har kunnet selvrapportere om selvmordstanker og selvmordsforsøg. Her bliver selvmordstanker og selvskadende adfærd, der ikke var tænkt som alvorlige selvmordsforsøg, ofte blandet sammen med determinerede selvmordsforsøg samt ikke mindst reelle selvmord.

Ifølge et helt nyt studie[4] af selvmord begået af børn og unge, der havde været i kontakt med den britiske Travistock kønsklinik, havde de en selvmordsrate på 0,03 procent over en 10 års periode, hvad kan omregnes til en årlig selvmordsrate på 13 ud af 100.000. (Der kunne ikke konstateres nogen signifikant forskel på om man havde været på venteliste til behandling eller var i gang med denne.) Selvom der er tale om en selvmordsrate der er markant højere end gennemsnittet for alle børn og unge, så er der dog langt fra den epidemi af selvmord blandt transkønnede børn og unge som der tales så meget om blandt aktivister og i medierne. Deres selvmordsrate ligger nogenlunde på samme niveau som unge biseksuelle, bøsser og lesbiskes, og er kun let forhøjet i forhold til den man finder hos unge med f.eks. en autismediagnose som en del unge ”transkønnede” også har. Det er vigtigt at være opmærksom på, at hverken hormonbehandling eller kønsskifteoperationer ser ud til at have nogen langsigtet positiv effekt på de unges selvmordsrisiko. Stephen B. Levine, E. Abbruzzese & Julia W. Mason advarer mod at behandlingssystemet giver efter for selvmordstrusler fremført af den unge – i stedet skal denne tilbydes den samme hjælp og støtte som andre selvmordstruede unge tilbydes.

Kun få af dem, der behandler børn og unge med kønsdysfori, og endnu færre af deres forældre, er klare over at hele fundamentet for den nuværende behandling af disse med stop- og krydshormoner bygger på et enkelt hollandsk studie af 55 unge, der først havde fået stophormoner efterfulgt af krydshormoner samt en kønsskifteoperation. Ifølge studiet havde disse patienter 1,5 år efter afsluttet behandling ikke længere kønsdysfori. (Interessant nok fulgte man dog ikke op på hvordan disse unge har klaret sig gennem livet som voksne).

Det interessante er imidlertid, at det hollandske studie ikke kan påvise, at de behandlede unges almindelige mentale helbred, f.eks. omfanget af angst og depression, blev signifikant forbedret. Dette virker mærkeligt men kan bl.a. nok forklares med den måde som de unge var blevet selekteret til behandlingen. Af de 196 unge der oprindeligt blev henvist til behandling udvalgte forskerne 111 som de mente var egnede til at blive behandlet med stophormoner. Ud af dem valgte de så de 70 mest psykisk stabile og modne, der fik lov til at blive behandlet med krydshormoner efterfulgt af kønsskifteoperationer. At studiet endte med 55 unge skyldtes så, at der igen var nogen der blev frasorteret eller faldt fra – ligesom en enkelt døde af komplikationer forårsaget af dennes kønsskifteoperation. Med andre ord, når de unges mentale helbred ikke blev forbedret af behandlingen, så kunne det skyldes, at de havde det rimeligt godt i forvejen. Men det betyder også, at det hollandske studie ikke kan bruges til at bevise, at en sådan behandling forebygger selvmord hos børn og unge, der mistrives så meget at de er selvmordstruede.

Man skal også huske på, at når man i Holland i 1990’erne begyndte hormonbehandling af unge med kønsdysfori så var det oprindeligt ikke, fordi man ville forebygge selvmord og mistrivsel hos transkønnede teenagere. I stedet begyndte man denne behandling fordi man håbede på denne måde at sikre, at de som voksne ville have lettere ved at passere som det modsatte køn og dermed, var håbet, som voksne også ville have et bedre psykisk helbred. Derfor var tanken også, at man skulle finde den undergruppe af børn og unge, der søgte behandling, som kunne forventes også at ville være transkønnede som voksne.

Og det afspejler sig også i det hollandske studie. Alle der modtog behandling havde identificeret sig med det modsatte køn som små børn, der deltog ikke en eneste nonbinær i studiet, og i øvrigt var 97 % af disse unge seksuelt tiltrukket af deres eget køn. De hollandske forskere var sig bevidst, at de fleste børn, der identificerer sig med det modsatte køn, vokser ud af denne modsatkønsidentifikation i forbindelse med puberteten. Derfor var de unge typisk 15 før de fik stophormoner og 17 da de fik krydshormoner, dvs. ældre end det er praksis i dag, herunder i Danmark. Og faktisk har forskerne bag det hollandske studie nu meldt ud[5], at de er bekymret over at det bruges som grundlag til en behandling af børn og unge, der falder udenfor de kriterier de havde udstukket, f.eks. når børn får stophormoner før de starter puberteten, og at de kan modtage behandling selvom de ikke havde en modsatskønsidentifikation før puberteten eller har psykiske diagnoser.

 

Stephen B. Levine, E. Abbruzzese & Julia W. Masons anbefaling er alt i alt, at børn og unge med kønsidentitetsproblematikker, og ikke mindst deres forældre, gives en grundig information om alle de oven anførte problemstillinger. De skal vide, at behandlingen med stop- og krydshormoner meget vel er unødvendig, at den er risikofyldt og at det ikke kan dokumenteres, at den vil forhindre selvmord eller på længere sigt give dem et bedre mentalt helbred. Forskerne siger dog også, at vi endnu ved for lidt om andre mulige behandlingsformers effekt, så som terapi. Især er det vigtigt, at både behandlere og forældre tager sig god tid og ikke lader sig presse til en forhastet start på en behandling, der har irreversible konsekvenser. Vendt og se, er nok i virkeligheden deres grundlæggende råd.

 

 

 

[1] Full article: Reconsidering Informed Consent for Trans-Identified Children, Adolescents, and Young Adults (tandfonline.com)

[2] The myth of persistence: Response to “A critical commentary on follow-up studies and ‘desistance’ theories about transgender and gender non-conforming children” by Temple Newhook et al. (2018): International Journal of Transgenderism: Vol 19, No 2 (tandfonline.com)

[3] https://segm.org/NICE_gender_medicine_systematic_review_finds_poor_quality_evidence

 

[4] Suicide by Clinic-Referred Transgender Adolescents in the United Kingdom | SpringerLink

[5] Challenges in Timing Puberty Suppression for Gender-Nonconforming Adolescents | Pediatrics | American Academy of Pediatrics (aap.org)

Læs mere

Skrevet af den 8 aug, 2021 under Lgbt | 3 kommentarer

Intet barn er født med en forkert krop

 

En bekymrende udvikling i hvad der ser ud til at være hele den vestlige verden er, at antallet af børn og unge der ser sig selv som transkønnede, og som derfor søger behandling i sundhedssystemet, er eksploderet i løbet af ganske få år. Hvad der engang var et ekstremt sjældent fænomen hos børn, bliver stadigt mere almindeligt.

I Danmark ser vi en stor stigning i antallet af børn og unge der henvises til Sexologisk Klinik med henblik på udredning vedrørende kønsidentitetsforhold. Her er tallet steget fra 16 drenge og 48 piger i 2015 til 56 drenge og 135 piger i 2020, dvs. en stigning på 250 procent for drengenes vedkommende og 181 procent for pigernes vedkommende[1]. Og hermed ligger vi faktisk i den lave ende. I andre lande er udviklingen endnu voldsommere. I Storbritannien er antallet af børn og unge der har opsøgt landets eneste klinik for behandling af transkønnede børn og unge f.eks. steget fra 40 drenge og 32 piger i 2009/10 til 624 drenge og 1740 piger i 2018/19, dvs. med hhv. 1460 procent for drengenes og svimlende 5337 procent for pigernes vedkommende.[2] Og generelt ser det ud til at det især er piger, der mistrives så meget med deres kropslige køn at de søger hjælp hos behandlingssystemet. Som den indiske feministiske filmproducer Vaishnavi Sundar så rammende udtrykker det i titlen på hendes stærke dokumentarserie ”Dysphoric: Fleeing Womanhood Like A House on Fire”: Piger og unge kvinder er på flugt fra det at være en kvinde.

 

LGBT+ organisationerne elsker og hylder imidlertid de såkaldte transbørn. Det er jo f.eks. meget sigende, at transbørn gik forrest i Prideparaden for to år siden[3] hvor ”Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn” også fik tildelt ”årets laks” for deres indsats for LGBT+ rettigheder[4]. LGBT+ organisationerne bruger ganske betydelig energi på at lægge pres på sundhedsvæsenet, så børn, der angiveligt er transkønnede, så hurtigt som overhovedet muligt kan få adgang til medicinsk og kirurgisk behandling.

 

Og som så ofte, så har den radikale transaktivismes frontløbere haft succes med deres utrættelige kampagne for at få sundhedsvæsenet til at tilbyde sådanne behandlinger. I dag kan transbørn der er i behandling hos Sexologisk Klinik få stophormoner før de er fyldt 15 år, dvs. de kan få en medicinsk behandling der stopper hhv. forhindrer den naturlige pubertet. De kan fra de er 15 år få tilbudt krydshormoner, altså biologiske piger kan få tilbudt behandling med testosteron og biologiske drenge kan få tilbudt østrogen mfl. Og denne behandling kan sågar tilbydes til børn under 15 år hvis behandlerne skønner, at det er nødvendigt.[5]

 

Rundt omkring i den vestlige verden kan man imidlertid i den senere tid se en voksende skepsis mod og bekymring for den medicinske og kirurgiske behandling af de såkaldte transkønnede børn.

Ikke mindre end 13 studier, det sidste udgivet her i 2021, viser nemlig, at det store flertal af børn der ser sig som det modsatte køn som voksne vil have forsonet sig med deres biologiske køn – hvis man vel og mærke ikke har iværksat behandling med stophormoner[6]. Børn der kommer i behandling med stophormoner derimod, vil alt andet lige gå videre til behandling med krydshormoner og operationer[7].

Mht. disse stophormoner, der bruges til at forhindre et barn i at komme i puberteten for ”at give det en tænkepause” og som efter sigende skulle være fuldt reversible, ja så er virkeligheden desværre en anden. Den naturlige pubertet er ikke noget man sådan bare kan vælge til og fra. Puberteten er af helt central betydning for ikke bare kroppens men også for hjernens modning. Barnet får ikke en ”tænkepause” når det behandles med stophormoner, man forhindrer det i stedet i at gennemgå den personlige modningsproces der skal til for at barnet kan udvikle den modenhed som gør det i stand til at forholde sig reflekteret til sig selv og sit køn. I øvrigt er disse stophormoner skrappe sager, der på ingen måde er udviklet til at behandle kønsdysfori hos børn og unge. Oprindeligt blev medikamentet udviklet til f.eks. at behandle testikel kræft hos voksne, men det er også f.eks. blevet brugt til kemisk kastration af sexforbrydere.[8] Til de alvorlige bivirkninger det kan have hører seriøs knogleskørhed og muligvis nedsat intelligens[9]. I øvrigt kan det også give depressioner[10] – og det selvom behandlingen med stophormoner efter sigende skulle forhindre at de såkaldte transkønnede børn og unge begår selvmord. Men der kan sagtens være flere bivirkninger da vi mangler studier i hvordan dette medikament virker på børn og unge, ligesom vi savner videnskabelig dokumentation på at det har en gavnlig effekt på de såkaldte transbørns og -unges psykiske helbred.

Derfor har f.eks. Astrid Lindgrens børnesygehus, der hører under det prestigefyldte universitetshospital Karolinska i Sverige, valgt at stoppe med denne behandling. Det samme har man også gjort mht. behandlingen med krydshormoner, hvor vi har de samme problemer[11]. Denne behandling er offlabel – dvs. de relevante krydshormoner er ikke testet på børn og udviklet til at behandle kønsdysfori. Vi mangler seriøs forskning i behandlingens bivirkninger og vi har ingen videnskabelig dokumentation for dens positive effekt. Dette konkluderer ud over Karolinska f.eks. også det britiske Royal College of General Practitioners[12] og de finske sundhedsmyndigheder kræver nu allerstørste forsigtighed og tilbageholdenhed mht. brug af disse behandlingsformer for børn og unge med kønsdysfori[13].

 

Vi er i den vestlige verden, herunder her i Danmark, i gang med et gigantisk medicinsk eksperiment på børn og unge. Vores sundhedsmyndigheder har iværksat en behandling af børn og unge der medfører irreversible forandringer på disses kroppe selvom man ikke har sikret sig at de mulige bivirkninger af behandlingen befinder sig på et acceptabelt leje i forhold til de antagede positive effekter. I stedet har man ladet sig trække rundt ved næsen af et hyperaktivistisk radikalt transpolitisk miljø der med udokumenterede påstande om at de såkaldte transkønnede børn og unge begår selvmord hvis de ikke hurtigst muligt kommer i behandling har presset sundhedsvæsenet til at iværksætte en behandling helt uden det almindelige sikkerhedsnet af grundige videnskabelige studier af en behandlings fordele såvel som ulemper.

Vi kan meget vel om 5-10 år alene her i landet stå med hundredvis af fortvivlede unge voksne der har fortrudt deres behandling og nu må leve med kroppe der har fået irreversible skader pga. hormonbehandlingen og de operative indgreb. De radikale transaktivister gør hvad de kan for at der ikke må forskes i dem, der fortryder behandlingen med krydshormoner og operationer[14]. Men meget tyder på, at der flere og flere der detransioner, altså fortryder deres forsøg på kønsskifte. I Danmark kender sundhedsmyndighederne til 5 piger/unge kvinder der har stoppet behandlingen med testosteron[15], men tallet kan sagtens være meget større da myndighederne ikke systematisk følger op på dem, man har sat i behandling. Og dem der fortryder kontakter ikke nødvendigvis deres tidligere behandlere.

 

Generelt må man undre sig og være bekymret over det menneske- og børnesyn der ligger bag ideen om at stærkt kønsrolleafvigende børn og unge skal behandles med stop- og krydshormoner samt operationer. Hvad er det dog for nogle voksne, der fortæller børn at de er ”født med en forkert krop” eller som bekræfter og opretholder en sådan forestilling hos et barn eller et ungt menneske? Er målet med enhver kærlig og fremadrettet vejledning og støtte til børn og unge ikke at få dem til at acceptere sig selv som dem de er, både på det psykiske og det fysiske plan? Der er intet galt i at være hvad samfundet vil kalde for maskulin, eller feminin eller ingen af delene, og det uanset hvilken krop man er født med. Vi er faktisk en del der ikke kan spejle sig i de fremherskende kønsroller og -normer og ej heller lever i henhold til dem. Men vores medfødte biologi er en del af hvem vi er. Mennesket er ikke en identitetsessens fanget i et ligegyldigt og udskifteligt kropsligt hylster, men i stedet en holistisk enhed af krop og sind. At medicinere og skære i den første for at tilpasse den det sidste er lige så problematisk som ikke at acceptere at nogle mennesker ikke kan spejle sig i og ikke kan eller vil leve efter de normer som man mødes med pga. den krop man blev født med. En ting er hvad voksne vælger at gøre med deres kroppe, men børn og unge under 18 år, hvoraf mange i øvrigt har udfordringer med f.eks. autisme[16], kan slet ikke overskue konsekvenserne af forsøget på et fysisk kønsskifte.

 

Og derfor er det bekymrende, at regeringen nu har ladet sig lokke til at fremsætte et lovforslag om at børn og unge under 18 år skal have adgang til at få juridisk kønsskifte. For lad os nu få svesken på disken: Når vi bliver født, bliver vores biologiske køn konstateret på baggrund af vores kønsorganer, en konstatering som er rigtig i 9998 ud af 10000 fødsler[17]. På baggrund heraf får vi i Danmark et cpr-nummer med enten et lige eller et ulige slutnummer. Det cpr-nummer som et barn får tildelt, afspejler altså de basale fakta om barnets kropslige virkelighed. At give børn og unge adgang til at skifte deres cpr.-nummer til et, der er i modstrid med deres fysiske virkelighed, er led i en proces der skal understøtte og fastholde forestillingen om at disse børn og unge er født med en forkert krop.

 

Dem der kæmper for det juridiske kønsskifte for børn og unge under 18 fremhæver ofte, at et sådant skal gøre livet lettere for de såkaldte transkønnede børn og unge – og at det skal beskytte dem mod ”pinlige situationer”. Og her har vi det igen, det er øjensynligt ”ydmygende” at andre skulle opdage at man er en biologisk pige og ikke en dreng eller omvendt. Bort set fra at man i sin dagligdag såmænd kun sjældent skal vise sit sygesikringskort til andre – vi lever jo i scanningernes tid – så har vi igen den logik, at børn får at vide, at det selvfølgelig er pinligt at skulle stå ved at de er dem de er, herunder at de har det medfødte kropslige køn som de har. Og hvis det allerede er pinligt og ydmygende at deres skole, deres arbejdsgiver eller hvem der nu ellers en sjælden gang skulle se deres cpr-nummer og dermed lure deres biologiske køn, hvor ydmygende og pinligt vil det så ikke være for disse børn og unge at gennemgå deres naturlige pubertet? At få menstruation og bryster hhv. adamsæble, skægvækst og dyb stemme afslører alt andet lige barnets/den unges biologiske køn i et langt større omfang end deres cpr-nummer gør. Har man lært børn og unge at de skal skamme sig over deres kønnede cpr-nummer, hhv. hvis man fastholder dem i en sådan skamfølelse, så vil de med største sandsynlighed ikke kunne håndtere tanken om at deres biologiske køn via puberteten vil blive synligt for alle. Og derfor vil de alt andet lige søge om behandling med stop- og krydshormoner med alle de førnævnte risici.

 

Børn og unge skal ikke lære at skamme sig over den krop de er blevet født med og som altid vil sætte rammerne for deres liv. Børn og unge skal ikke forføres til at tro på løgnen om at man kan ændre sit biologiske køn. I stedet skal børn og unge hjælpes og støttes til at forstå, at man sagtens kan spejle sig i det feminine selvom man er en dreng og at man kan elske det maskuline selvom man er en pige. De skal hjælpes og støttes til at holde af sig selv sådan som de er, inklusive de træk som andre fejlagtigt måtte mene er uforenelige modsigelser. Intet barn bliver født med en forkert krop – og intet barn skal behandles som om at deres medfødte kroppe og naturlige biologiske udvikling er noget der skal ændres for at tilpasse dem til nogle stereotype og dybt forældede kønsrolleforestillinger.

 

 

 

 

 

 

 

[1] Tal og statistikker (rigshospitalet.dk)

[2] The Surge in Referral Rates of Girls to the Tavistock Continues to Rise – Transgender Trend

[3] Video: Transbørn ledte an i Copenhagen Pride parade | Indland | DR

 

[4] XQ28, Årets Laks gik i år til FSTB

[5] Svar på politikerspørgsmål 016-20 vedr. behandling af transkønnede børn på sexologisk klinik stillet af Karoline Vind – Socialistisk Folkeparti (regionh.dk)

[6] How many transgender kids grow up to stay trans? (psypost.org) & Frontiers | A Follow-Up Study of Boys With Gender Identity Disorder | Psychiatry (frontiersin.org)

[7] The astonishing admission in the Health Research Authority report: The purpose of puberty blockers is to commit children to permanent physical transition – Transgender Trend

[8]“They Look Normal” – The Case For Puberty Blockers – Transgender Trend

[9] ttps://www.transgendertrend.com/puberty-blockers-effects-bone-density/

[10] Lupron depot and Depression, a phase IV clinical study of FDA data – eHealthMe

[11] https://www.gp.se/nyheter/sverige/kunskapsbrist-bakom-stoppad-hormonbehandling-1.46242939?fbclid=IwAR3csCs2Z-tm8m6oW9nKAtirTQEFVuWgXArM48T9xb6vdq8aV22imH8BUuA

[12] GPs risk transgender storm after issuing unprecedented warning over ‘lack of evidence’ on treatments | Daily Mail Online

[13] Policy shift in Finland for gender dysphoria treatment » MercatorNet

[14] Transpolitiet kvæler forskning | Weekendavisen

[15] Svar på politikerspørgsmål 016-20 vedr. behandling af transkønnede børn på sexologisk klinik stillet af Karoline Vind – Socialistisk Folkeparti (regionh.dk)

[16] Gender Dysphoria in Children with Autism Spectrum Disorder – PubMed (nih.gov)

[17] How common is intersex? | Leonard Sax MD PhD | Physician, Psychologist, and Author

Læs mere