Hvad der bliver overset eller skjult i debatten om homoægteskabet

Noget af det bemærkelsesværdige ved debatten om kirke og homoseksualitet hhv. om et kirkeligt ritual for homoseksuelle par hhv. om kirkelig vielse af homoseksuelle par er, at man lystigt bliver ved med at sige det samme. Same procedure as last year synes at være normen i disse her debatter. Det har også været grunden til at jeg har været tilbageholdene med endnu engang at kaste mig ud i debatten. Det er lidt kedeligt i længden altid at debattere det samme og opleve, at debatten ligesom står i stampe, fordi folk meget sjældent flytter sig. Hvad jeg i dag så alligevel vil skrive om er det, som jeg oplever som en manglende refleksion og ærlighed i debatten.

Grundlæggende set så savner jeg en refleksion over hvad det indebærer, at de fleste af dem der debatterer homoseksualitet og kristendom hhv. homovielser selv er heteroseksuelle. Jeg mener, hvis stort set alle dem, der debatterede kvinders rettigheder var mænd eller hvis stort set alle dem, der debatterede om sorte skulle opfattes som ligeværdige med hvide selv havde hvid hudfarve, ja mon så ikke de fleste kunne se problematikken? Debatten lider under, at den i bund og grund handler om at heteroseksuelle bedømmer homoseksuelle. Og det ligger i det at dømme, at den der dømmer altid også dømmer sig selv. Er de andres kærlighed og seksualitet lige så gudsvillet, velsignet og naturlig som min? Kan jeg opfatte min kærlighed og seksualitet som gudsvillet, velsignet og naturlig hvis de andres også er det? Når man dømmer de andre så spejler man sig i dem, man måler dem ud fra sig selv – og afgør om de er lige så gode som en selv. Gad vide hvordan mange af debattørerne ville have det hvis det var deres kærlighed og samliv, der blev dømt ”ikke god nok”?

Mht. påstanden om at homoseksuelt samliv er syndigt og går i mod Guds entydige vilje som fremgår af Bibelens ufejlbarlige ord – ja så er der for mig at se to grundlæggende problemer med den argumentation som stort set aldrig belyses:

For det første er det en argumentationsform der benægter alt det som bibelvidenskaben lige siden dens opståen i 1700-tallet har at sige om de bibelske skrifter. Det er en argumentationsform der tager udgangspunkt i en bibelforståelse som kun et meget lille mindretal af folkekirkens medlemmer deler – og som man kun kan opretholde hvis man lukker øjne, øre og sind for hvad mere end 200 års forskning har at fortælle om de bibelske skrifter. Det er en argumentation, der de facto tager udgangspunkt i at det som de teologistuderende lærer om Bibelen på de teologiske fakulteter her i landet er vranglære og at det store flertal af folkekirkens præster, der deler forskningens bibelsyn, ligeledes er falske lærere. Og hvis det virkeligt forholder sig sådan, ja så er det vel ikke homoseksuelle vielser der er problemet men snarere at stort set hele folkekirken lystigt vandrer mod helvedets afgrund?

For det andet så bygger påstanden om at Bibelen klart og entydigt skulle tage afstand fra homoseksualitet på en meget tvivlsom læsning af nogle enkelte løsrevne bibelcitater. Jeg har skrevet om sagen anden steds så jeg vil ikke gentage argumenterne her. Det er nok at sige, at jeg er dybt skuffet over, at dem der påberåber sig Bibelen i denne her sag ofte ikke synes at gøre sig den umage nøje at undersøge hvad der faktisk står i de tekster som de påberåber sig. Ikke mindst set i lyset af at dem, der påberåber sig Bibelens ”klare lære”, ikke er bange for at hævde, at man som homoseksuel skal lade sig helbrede for sin seksualitet eller leve i cølibat, hvis man ikke vil gå evindeligt fortabt, kunne man jo egentligt godt forvente, at man brugte meget tid og energi på at sikre sig, at man ikke har fejltolket de bibelske skrifter.

Så er der dem, der benægter at de er bibelfundamentalister, eller at de i øvrigt på nogen måde afviser homoseksuelle, men som alligevel insisterer på, at kirken ikke kan vie homoseksuelle eller velsigne deres parforhold. Argumentationen er her typisk noget med, at mennesket nu altså er skabt som mand og kvinde. Hvad der slår mig ved den argumentation er, at den lige præcis er klassisk fundamentalistisk, fordi man her stirer sig blind på de bibelske skabelsesberetninger samtidigt med, at man lukker øjnene for virkeligheden udenfor Bibelen. Faktum er nemlig, at der er mennesker, der fødes med mandlige kroppe og mennesker, der fødes med kvindelige kroppe – og så er der de mennesker, der fødes med kroppe som ikke er entydigt mandlige eller kvindelige. Interkønnede kalder man i dag sådanne mennesker. Ikke nok med, at man altså begår den klassiske fundamentalistiske fejl at nægte, at inddrage virkeligheden udenfor de bibelske tekster når man læser de bibelske tekster, så er der også noget mærkeligt amputeret ved det her ”vi er skabt som mand og kvinde” argument. For hvorfor skulle det forhold, at de fleste (men altså ikke alle!) mennesker er født med enten en mandlig eller en kvindelig krop betyde, at to med samme type krop ikke kan blive gift med hinanden? Se dette argument giver jo kun mening, hvis det følges op af påstanden om at det forhold, at vi skulle være skabt som mand og kvinde medfører, at Gud og naturen kræver af os, at vi lever sammen med en af det såkaldte modsatte køn. Og så er vi jo tilbage til den gamle smøre om at homoseksualitet, hvis den udleves, både er syndig (mod Guds vilje) og unaturlig. Men hvorfor siger man det så ikke – hvorfor nøjes man med at nævne første halvdel af et argument i stedet for at udvikle argumentationen helt ud så den kan give mening?

Samme problem er der med påstanden om at homoseksuelle par ikke kan blive gift fordi de ikke kan få børn med hinanden. Det er jo åbenlyst et fejlagtigt argument al den stund, at ufrugtbare heteroseksuelle par problemløst kan blive gift i kirken. Når den alligevel føres til torvs er det jo nok fordi man her trækker på ideen om at homoseksualitet er synden mod naturen, en argumentation der igen trækker på den ide, at sex kun er acceptabel i Guds øjne hvis målet med de seksuelle aktiviteter er at få børn. At man ikke vil følge den argumentation helt til dørs er i øvrigt logisk nok – for så ville man være nødt til at godtage den katolske kirkes afvisning af prævention, der lige præcis bygger på den logik, at sex ikke må være kunstigt adskilt fra ”videregivelsen af liv”. Og det er jo klart, at denne her debat handler om at bedømme de homoseksuelles kærlighed og seksualitet – hvis den skulle udvides til en kritisk evaluering af den heteroseksuelle kærlighed og seksualpraksis, ja så er det jo ikke sjovt længere…

Kendetegnende ved denne her efter sigende ikke fundamentalistiske modstand mod vielser af homoseksuelle par er ikke bare, at den slet ikke giver nogen mening med mindre, at man trækker på den samme logik som den fundamentalisterne bruger, men også, at man bevist efterlader de homoseksuelle kristne i et teologisk vakuum. Vi er (måske) ikke direkte hell bound – men ikke nok med at vores kærlighed står udenfor Guds velsignelse og omsorg, så står vi selv på en eller anden måde udenfor skabelsen. Jeg kan i hvert fald ikke se hvordan jeg ellers skal forstå påstanden om at jeg ikke kan være eller blive gift med kvinden i mit liv, fordi vi altså er skabt som mand og kvinde, andet end som en påstand om at jeg er og lever på en måde som ikke er i overensstemmelse med Guds plan for os mennesker.

Alt i alt handler argumentationen mod homoseksuelle ægteskaber i bund og grund om at kirken skal sige nej til de homoseksuelle par – at den skal fortælle os, at vi ikke skal tro, at vores kærlighed har positiv værdi i Guds øjne – og at vi da slet ikke skal tro, at han glæder sig over den og vil støtte og hjælpe os i vores samliv på samme måde som han gør det med de heteroseksuelle par. Forskellen er sådan set bare om man siger det åbent og ærligt eller om man end ikke er villig til at indrømme, at man på Guds vegne dømmer de homoseksuelles parforhold udenfor Guds nåde og kærlige omsorg og fradømmer dem en positiv betydning for kirken og samfundet.