Menu
Kategorier

Skrevet af den 25 sep, 2024 under Lgbt | 0 kommentarer

Kønslig selvbestemmelse eller woke køns gaga?

 

Der har i den senere tid være en del debat om den danske lov om juridisk kønsskifte, men den danske debatscene synes ikke rigtigt at have bemærket, at Tyskland den 12.4.2024 har indført deres egen lov om juridisk kønsskifte, der på en række områder er mere vidtgående end den danske. Loven træder i kraft den 1.11.2024.

Lovens fulde navn er ”Gesetz über die Selbstbestimmung in Bezug auf den Geschlechtseintrag”, hvad på dansk vil svare til ”Lov om selvbestemmelse vedrørende kønsregisteringen”. I daglig tale omtales loven dog ofte som ”Selbstbestimmungsgesetz” altså ”Selvbestemmelsesloven”.

I Tyskland har man ikke noget CPR-register, så loven handler i stedet om retten til at få ændret det køn som myndighederne registrerede en med da ens forældre meddelte dem ens fødsel. Den nye lov er tænkt til at gøre livet lettere for transkønnede, nonbinære og interkønnede. Meget kort fortalt så skal man kunne få ændret det køn man blev registreret med ved at ansøge ens lokale ”Standesamt” herom. Standesamt er det offentlige kontor der står for civilregisteringen af borgerne og hvor man bl.a. skal melde fødsler til. Den tidligere lovgivning, der var samlet i den såkaldte ”Lov om transseksuelle” fra 1980, havde krævet, at man for at kunne få ændret det køn man blev registreret med skulle have to sagkyndiges udtalelser samt en dommerkendelse.

Der kan ikke være nogen tvivl om at et juridisk kønsskifte med ”Selvbestemmelsesloven” er blevet meget nemt, faktisk nemmere end i Danmark, for ventetiden er i den tyske lov kun 3 måneder mod de 6 måneder her i landet. Allerede før ”Selvbestemmelsesloven” kunne man i Tyskland få en tredje kønsregistrering ud over ”mand” eller ”kvinde” nemlig ”divers”. Denne mulighed fortsætter, selvfølgelig fristes man til at sige, noget sådant er som bekendt ikke muligt i Danmark.

En væsentlig forskel til den danske lovgivning er, at den også gælder børn. Er barnet fyldt 14 år så skal det selv kunne indlevere ansøgningen om at få ændret det køn vedkommende oprindeligt blev registreret med, men det skal som udgangspunkt have en accept fra dem, der har forældremyndigheden over det. Vil forældrene ikke give deres accept så kan en familiedomsstol gøre det også mod deres vilje. Er barnet under 14 år skal forældremyndighedshaverne indlevere ansøgningen. Barnet skal medbringes når ansøgningen afleveres til myndighederne – og er barnet fyldt 5 år skal det have givet sit samtykke. Hvis der er uenighed blandt forældrene, kan en familiedomstol træffe afgørelsen.

Det tyske Familieministerium understreger, at forældre der søger om at få ændret deres barns juridiske køn mod barnets vilje kan ende med at få frataget deres forældremyndighed af hensyn til barnets tarv. Man siger ikke noget om hvorvidt det også kan ske hvis de begge ikke vil acceptere et sådant kønsskifte for deres under 14-årige barn.

I modsætning til den danske lov om juridisk kønsskifte så forholder den tyske Selvbestemmelseslov sig udførligt til hvilke juridiske konsekvenser den ændrede kønsregistrering skal få for den, der har fået foretaget den. Lidt morsomt er det f.eks. at der er en bestemmelse om at man i en krigssituation ikke skal kunne skifte køn og på den måde kunne undgå værnepligt – al den stund at Tyskland aktuelt slet ikke har værnepligt. Set ud fra et dansk perspektiv er følgende udspecificeringer særligt interessante:

De professionelle sportsforbund kan fortsat selv i vidt omfang regulere hvem der kan få lov til at stille op til konkurrencer. Men der står ikke noget i loven om amatørsport, og om skolesporten står der kun nogle lettere tågede udsagn om karaktergivningen i faget idræt.

Mht. fængsler angiver Selvbestemmelsesloven ingen regler da fængselsvæsenet hører til delstaternes ansvarsområde. Dvs. at den bestående retslige situation fortsætter hvor det er op til delstaterne at regulere hvem der kan afsone hvor. Der må tages hensyn til andre forhold end det køn man er registeret med, men det kræves ikke. Allerede før indførelsen af selvbestemmelsesloven har det tyske fængselsvæsen været udfordret af hvad det skal stille op med transkønnede indsatte. Nogle delstater har lavet særlige afdelinger for transkønnede, andre har som Berlin givet de indsatte medindflydelse på om de skal afsone blandt mændene eller kvinderne. I 2022 var der i Berlin tre, der var blevet flyttet fra mandeafdelingen til kvindeafdelingen.

Mht. private kønsopdelte rum så som omklædningsrum og lignende, ændrer den formelle lovgivning sig ikke. På den ene side må udbyderne af sådanne godt nægte at give folk adgang til et ønsket rum hvis det antages at de kan true intimsfæren. Men man må på den anden side ikke generelt afvise en person udelukkende fordi vedkommende er transkønnet. At den juridiske situation allerede før Selvbestemmelsesloven var usikker fremgår i øvrigt af en grotesk sag fra Erlangen hvor en transkvinde øjensynligt blev meget vred over ikke at få adgang til at træne – og klæde om samt bade i et fitnessstudio kun for kvinder. Ikke nok med at transkvinden pudsede en advokat på ejeren af fitnessstudiet og afkrævede det erstatning, nej den tyske regerings antidiskriminationsansvarlige skrev også til indehaveren og ”foreslog” hende at betale transkvinden en erstatning på 1000 Euro!

Et særligt kontroversielt træk ved Selvbestemmelsesloven er at den opererer med et såkaldt ”åbenbaringsforbud” hvis overtrædelse kan medføre bødestraf hvis man havde til hensigt at skade den berørte hermed. Denne regel skal forebygge ”tvangsouting” ved at den forbyder at fortælle andre om at en person har skiftet kønsregistrering hhv. undersøge om en sådan er blevet foretaget med mindre den berørte har givet tilladelse hertil. Dette gælder dog ikke hvis der foreligger en særlig offentlig eller retslig interesse herfor. Også nære slægtninge tilstås en legitim interesse her – og det tyske Familieministerium understreger, at et barn godt må bruge sin fars oprindelige fornavn i private sammenhænge. Men betyder det, at det kan være strafbart for et barn at bruge sin fars oprindelige fornavn i offentlige sammenhænge?

I henhold til det tyske Familieministerium er der ikke nogen lov, der generelt forbyder ”fejl-kønning” eller ”deadnamings”. Men på den anden side så kunne sådant straffes allerede før Selvbestemmelsesloven, hvis der var tale om fornærmelser eller mobbende adfærd. Og der skal ikke nødvendigvis så meget til hvad en aktuel sag viser. Her havde en højre populistisk Podcast beskrevet sagen fra Erlangen og her omtalt den berørte transkvinde som ”mand”. Det fik en dommer til komme med en art straks påbud. Podcasten med den ”krænkende omtale” skulle fjernes med det samme – ellers skulle værterne betale en bøde på 250.000 Euro!

For mig at se er det mest alvorlige ved ”Selvbestemmelsesloven” at den giver mulighed for juridisk kønsskifte for børn helt ned under 5 år. Juridisk kønsskifte for børn bliver i Tyskland som i Danmark fremstillet som en harmløs ordning der let kan ændres igen. Men det er ikke harmløst at fastholde og understøtte et barn i at det er et andet køn end dets biologiske. Hvis barnet ikke lærer at håndtere dets biologiske virkelighed, kan det let falde for løgnen om at det vha. medicin og kirurgi kan få det ønskede køn. Det er måske ikke tilfældigt, at der i det tyske sprogrum for nyligt er blevet udsendt en vejledning om behandlingen af børn og unge med kønsdysfori hvor man har fjernet de nedre aldersgrænser for behandling med krydshormoner og fjernelse af bryster.

Mht. kvinders rettigheder til kønsadskilte rum der hvor vi er særligt sårbare, så som omklædningsrum og fængsler – og vores ret til fair sport – er det sværere at gennemskue om ”Selvbestemmelsesloven” på papiret ændre noget eller om der mere er tale om en bekræftelse af en allerede problematisk situation. Det er i mine øjne særligt problematisk, at loven overlader så meget til skøn hos offentlige og private udbydere. Det ser selvfølgelig pænt ud på papiret, men man skal huske på at Tyskland er et land, hvor man elsker at føre retssager om stort set alt. Hvis en transkønnet er utilfreds med en afgørelse, ligger det fristende nær at lægge sag an og se om man kan få ret. Og man kan godt forestille sig, at f.eks. små lokale sportsklubber, kvindeherberger og lignende af lutter angst for lange og dyre retssager vælger at rette i frem for at tage kampen op.

Hvad der fremover vil være lovligt eller ulovligt at sige om transkønnede virker også uklart. Og hvor meget man kan stole på det tyske Familieministeriums forsøg på at berolige offentligheden kan måske også diskuteres. Samme ministerium har f.eks. givet økonomisk støtte til en brochure hvor offentligheden bliver ”informeret” om hvor problematisk de såkaldte ”TERF’s” er. Det tyder måske ikke på at man er specielt objektiv i sin tilgang til debatten om transkønnede.

 

Links:

https://www.bmfsfj.de/bmfsfj/themen/gleichstellung/queerpolitik-und-geschlechtliche-vielfalt/gesetz-ueber-die-selbstbestimmung-in-bezug-auf-den-geschlechtseintrag-sbgg–199332

https://www.berliner-zeitung.de/news/berlin-drei-transfrauen-von-maenner-in-frauen-haft-verlegt-li.262627

https://www.emma.de/artikel/ein-verstoss-gegen-das-gesetz-341077

https://apollo-news.net/gericht-verlangt-loeschung-von-podcast-folge-weil-trans-frau-als-mann-bezeichnet-wurde/

https://www.lpk-rlp.de/detail/neue-s2k-leitlinie-zur-diagnostik-und-behandlung-von-geschlechtsinkongruenz-und-geschlechtsdysphorie-im-kindes-und-jugendalter.html

https://www.bundesverband-trans.de/wp-content/uploads/2024/04/BVT-Kurzbroschuere-TERFs_web.pdf

 

 

 

 

 

Læs mere

Skrevet af den 8 okt, 2021 under Lgbt | 0 kommentarer

Radio LOUD levede op til sit dårlige ry

 

Den 7. oktober2021 var jeg blevet inviteret til at deltage i en debat om transkønnede børn i Radio LOUDS program Touché i anledning af en kronik som jeg havde fået bragt i Politiken den 2.10.  Min deltagelse i dette program var på mange måder en rigtig dårlig oplevelse for mig fordi studieværterne i den grad var både forudindtagede og dårligt forberedte.

Grundlæggende set har jeg tre alvorlige anker i forhold til hvordan radioværterne Cecilie Lange og Kevin Shakir agerede i løbet af det ca. 45 minutter lange program: De havde tydeligvis ikke sat sig ordentligt ind i problematikken hvad medførte at starten af debatten kom til at forløbe kaotisk, værterne opførte sig halvflabet overfor mig og fordrejede flere gange på grov måde mine udsagn, og værterne bragte uden min tilladelse oplysninger om min arbejdsplads, om end grotesk nok forkerte, hvorefter de i øvrigt i Podcast versionen af programmet fjernede min protest over dette.

Allerede fra starten af programmet viser det sig, at Kevin Shakir ikke har forstået hvad den nuværende lov om juridisk kønsskifte for voksne hhv. forslaget om juridisk kønsskifte for børn handler om. I starten af udsendelsen får han nemlig sagt, at det juridiske kønsskifte for børn skulle handle om at de sidste cifre i personnummeret skal ændres så de ikke er mandlige eller kvindelige og han fik rodet en lægefaglig evaluering ind i problematikken selvom både den gældende og den ønskede lovgivning handler om at man kan få juridisk kønsskifte blot ved at lave en ansøgning herom. Både Helge Rune Nymann, næstforperson i Foreningen til Støtte til Transkønnede børn, der var min ”modpart” i programmet, og jeg korrigerede sidstnævnte men det irriterer tydeligvis Kevin Shakir, der så begynder at spørge mig om hvorfor jeg ikke er med på at vi får kønsneutrale personnumre. Kønsneutrale personnumre er en anden problematik end det juridiske kønsskifte, og det var derfor både forvirrende og afsporende for debatten at jeg skulle lægge ud med at forholde mig til denne problematik. Da jeg så svarer, at kønsneutrale personnumre ville koste en halv milliard kr. (hvad i øvrigt er lavt sat) og at politikerne derfor næppe vil støtte en sådan ide, får jeg et halvflabet svar om at regeringen jo ellers har fremsat et ønske om en sådan lovændring og at det derfor ikke er pengene der er problemet. Regeringen har imidlertid ikke meldt ud at den ønsker at indføre kønsneutrale personnumre, den har vendt ideen om at indføre juridisk kønsskifte for børn (dvs. at en biologisk dreng kan få et lige cpr.nr og en biologisk pige kan få et ulige) og det koster selvsagt ikke statskassen noget nævneværdigt beløb. Helt galt går det imidlertid da Kevin Shakir og Cecilie Lange vil have mig til at tage stilling til om man ikke kunne have et cpr-nr. for en tredje kønskategori. Dette er i sig selv et rimeligt meningsløst spørgsmål al den stund at de danske personnumre bygger på to binære principper: at vi har to køn, kvinder og mænd, og at vi har to typer af tal, lige og ulige. At programværterne dermed spørger mig om noget der ikke giver mening og som der mig bekendt heller ikke har været fremsat noget krav om gør selvsagt at jeg må svare undvigende. Men det får Cecilie Lange til at komme med et halvflabet krav om at jeg skal svare på hvad de spørger om, øjensynligt fordi jeg skal fremstilles som en person, der ikke ønsker at samfundet skal indsamle viden om et sådant tredje køn eller hvad ved jeg.

Cecilie Lange fortsætter herefter med at agere manipulerende overfor undertegnede. På et tidspunkt i programmet kommer jeg ind på at et af problemerne med det juridiske kønsskifte er at det efter min mening bidrager til at de såkaldte transbørn lærer at der er pinligt hhv. fastholdes i en forestilling om at det er pinligt hvis fremmede kan gennemskue deres biologiske køn (her via personnummeret) og at det ville være bedre at hjælpe disse børn til at acceptere at de kønsmæssigt set er anderledes end andre frem for at forsøge at skjule det. Det får Cecilie Lange fordrejet til at jeg skulle hævde, at ”det er pinligt at være transkønnet” dvs. noget som man skal skamme sig over, hvad er lige præcist det modsatte af hvad jeg sagde. I øvrigt bekræfter Helge Rune Nymann mig i at de såkaldte transkønnede børn lige præcist kan opleve det som pinligt hvis deres biologiske køn bliver afsløret, men jeg får selvfølgelig ikke en undskyldning fra værterne, i stedet skynder de sig at stille over til en folketingspolitiker på Christiansborg.

Men øjensynligt kunne Cecilie Lange ikke dy sig for at fortsætte af den bane som værterne var startet med. Da jeg f.eks. forsøger at problematisere selve udsagnet om at ”man ikke er det køn som man er født som” og spørger om hvad det udsagn betyder kommer hun med det kække svar, at ”det betyder at man ikke er det køn som man er født som”. Det er desværre ganske typisk for den radikale transaktivisme at man forsøger at vige udenom det helt centrale spørgsmål om hvad køn er med indholdsløse cirkelsvar. Man kunne måske godt forvente at en journalist var hævet over en sådan aktivistisk retorik.

Men det bliver værre endnu, for Cecilie Lange fordrejer efterfølgende mine udsagn om at vi skal lære piger at acceptere deres medfødte kroppe samtidigt med at vi støtter dem i at gøre oprør mod de undertrykkende normer og regler for piger og kvinde. Dette udsagn får hun nemlig opsummeret til at være et spørgsmål om hvorvidt ”man kan lære ikke at være en kvinde hhv. opføre sig som en kvinde”. Øjensynligt formåede Cecilie Lange ikke at skelne mellem mine udsagn og hendes egen fortolkning af disse hvad vel ellers må være en af grundforudsætningerne for et seriøst journalistisk arbejde.

Sidst men ikke mindst var det dybt problematisk at værterne blev ved med at nævne min arbejdsplads – om end de roede navnet på denne sammen med en anden. Jeg havde ikke givet tilladelse hertil og min private arbejdsplads er ganske ligegyldig i forhold til dette program. Jeg protesterede i slutningen af programmet herover og Kevin Shakir sagde da også at han beklagede og at det var en fejl. Men i den efterfølgende Podcast version af programmet har Radio LOUD klippet min protest og den efterfølgende beklagelse ud, hvad i mine øjne er noget nær kildeforfalskning. Og selvom det forkerte udsagn om min arbejdsplads gentages flere gange i programmet kan man i shownoterne ikke læse en beklagelse over at de uden tilladelse bragte sådanne oplysninger og at de i øvrigt er forkerte. Man forsøger altså at dække over fejlen i stedet for at få den rettet, hvad viser at man øjensynligt ikke formår at arbejde efter de helt basale journalistiske tommelfingerregler.

PS. Efterfølgende er jeg blevet ringet op fra Radio LOUD. Vi har aftalt at de klipper de fjernede udsagn fra udsendelsen tilbage og så fik jeg et langt forsøg på en art undskyldning.

Læs mere

Skrevet af den 23 aug, 2020 under Lgbt | 1 kommentar

Regeringen slår med den transpolitiske kølle

 

Regeringen har barslet med en hel pakke af forslag som efter sigende skal forbedre LGBT+ personers livssituation. Mest opmærksomhed har det fået, at man ønsker at give børn adgang til juridisk kønsskifte og det uden nedre aldersgrænse. Og det er da også bemærkelsesværdigt, at man fremsætter dette forslag set i lyset af hvor omfattende kritikken af denne ide var sidste år. Regeringen har tydeligvis valgt at ignorere kritikken og går i stedet efter den maksimale løsning som LGBT+ Danmark og Co. har krævet. Det er i sig selv bekymrende ikke mindst set i lyset af at man er mere end naiv hvis man tror, at juridisk kønsskifte til børn bare handler om at de såkaldte transbørn skal have lettere ved at låne bøger på biblioteket. Juridisk kønsskifte for børn handler om at kønsrolleafvigende børn skal puttes ned i transkassen og så ellers sættes på et eksprestog i retning af irreversible hormonbehandlinger og operationer.

Det bekymrende med regeringens initiativ er også, at det indeholder en række lovgivningsmæssige tiltag snøret sammen i en samlet pakke. Hermed sikrer man sig, at vi ikke kan få en grundig debat af behovet for og de eventuelle negative konsekvenser af de enkelte forslag, fordi der simpelthen er så mange, at fokus let vil rettes mod dem, som i første omgang kan virke mest provokerende på offentligheden så som det juridiske kønsskifte for børn.

Det kan jo f.eks. undre, at regeringen mener, at voksne skal kunne skifte juridisk køn fra dag til dag. Hvorfor synes regeringen, at det skal være maksimalt nemt at skifte juridisk køn samtidigt med, at den bakker op om en lovgivning der stiller omfattende krav til dem, der vil have dansk statsborgerskab? Man fristes til at tro, at det bl.a. handler om, at regeringen mener, at juridisk kønsskifte er uden nogen som helst form for konsekvens for samfundet som helhed. Den ser tydeligvis ikke nogen reel problemstilling i at man har mennesker, der har en mands krop, men har papir på at de er kvinder og omvendt. Nu har det imidlertid også indtil videre været sådan, at det juridiske kønsskifte har været lidt af en snydepakke, da det ikke har givet transkønnede automatisk ret til i alle henseender at blive set som det køn de har papir på. Juridisk kønsskifte giver således ikke transkønnede automatisk adgang til de kønsopdelte rum tiltænkt personer af modsat anatomisk køn såsom f.eks. omklædningsrum. Men det kan meget vel komme til at ændre sig.

Regeringen vil nemlig ulovliggøre diskrimination af transkønnede udenfor arbejdsmarkedet. Det lyder jo umiddelbart rimeligt nok, men en sådan lovgivning vil kunne bruges til at kræve, at transkvinder der har deres medfødte kønsdele i behold skal have adgang til kvindernes omklædningsrum. Eller at personer født med en mands krop, der har skiftet juridisk køn til kvinde, skal have adgang til at konkurrere mod biologiske kvinder indenfor den professionelle sport. Og hermed vil regeringens lovforslag komme til at berøre mange flere end blot de transkønnede.

Og ikke nok med det, regeringen vil også kriminalisere ”hadefuld tale” om og til transkønnede. Igen er det selvsagt mere end rimeligt, at det skal være forbudt at true transkønnede med vold og død, ønske dem udryddet etc. Men man skal ikke have haft megen kontakt med radikale transaktivister før man opdager, at de opfatter enhver holdningsytring der afviger fra deres kønsforståelse som ”transfobisk” altså som hadefuld tale om og til transkønnede. Det er således i deres logik transfobisk at mene, at en penis ikke kan være et kvindeligt kønsorgan og at mænd ikke kan menstruere. Det er transfobisk kategorisk at afvise sex med transkvinder hvis man er hhv. en lesbisk kvinde eller en heteroseksuel mand. Og det er i allerhøjeste grad transfobisk at omtale transkvinder som ”mænd” og transmænd som ”kvinder”. Regeringens lovforslag kan derfor, hvis det vedtages, blive et alvorligt angreb på ytringsfriheden og den frie debat om køn og seksualitet her i landet. Men måske det også er meningen?

Læs mere

Skrevet af den 1 aug, 2019 under Lgbt | 0 kommentarer

Det juridiske kønsskifte for børn vil underminere forældremyndigheden

 

En overset problemstilling der er forbundet med at indføre et juridisk kønsskifte for børn – sådan som et flertal i Folketinget ifølge flere medier ønsker det – er at ideen ser ud til at tage udgangspunkt i en art idealsituation, hvor et barn ser sig som værende af det modsatte køn og begge dets forældre aktivt støtter op omkring at barnet skal have et dertil passende cpr.nr. med alt hvad dette medfører.

Men lad os forestille os en situation, hvor et 12-årigt barn efter indgående interaktion med transkønnede på sociale medier fortæller sine forældre, at det er transkønnet, og ønsker et juridisk kønsskifte. Dets forældre tror af religiøse, kulturelle eller ideologiske grunde imidlertid ikke på ideen om at et barn kan være født i en forkert krop og nægter derfor at lade barnet skifte juridisk køn. Hvad skal der så ske? Vil transaktivister f.eks. kunne melde forældrene til de sociale myndigheder med henvisning til at de skader barnets trivsel og velfærd? Skal de sociale myndigheder kunne gennemtrumfe et barns juridiske kønsskifte mod forældrenes ønsker?

Et andet scenarie kunne være følgende: En fraskilt mor har sin 6-årige søn det meste af tiden – barnet er efter hendes udsagn stærkt kønsrolleoverskridende og giver udtryk for at det er en pige. Barnets mor ønsker derfor at barnet skal skifte juridisk køn. Barnets far, der har det hver 2. weekend, er imidlertid overbevist om at barnet ikke er transkønnet, da det efter hans mening ikke optræder kønsrolleafvigende hjemme hos ham og i øvrigt i samtaler med ham ikke giver udtryk for at være en pige. Barnets far nægter derfor at sige god for at det kan skifte juridisk køn. Hvad skal der så ske?

Et tredje scenario er som følger: Et 7-årigt barn har fået tildelt juridisk kønsskifte. To år herefter bliver dets forældre skilt og barnet kommer til hovedsageligt at bo hos sin far. Barnet og dets far bliver enige om at det juridiske kønsskifte var en fejltagelse og ønsker, at omgøre kønsskiftet. Barnets mor mener imidlertid, at barnets identitetsskifte er et produkt af, at dets far er begyndt at komme i pinsekirken og påvirker det stærkt religiøst. Barnets mor mener derfor, at dets far har manipuleret det væk fra dets sande identitet og nægter derfor, at sige god for at barnet skal få lov til at omgøre sit juridiske kønsskifte. Hvad skal der så ske?

LGBT-Danmark og Foreningen for støtte til transkønnede børn prøver at sælge forslaget om juridisk kønsskifte for børn (og det uden nedre aldersgrænse) som et tiltag der skal gøre livet nemmere for ”transkønnede” børn og deres forældre. Men dette forslag vil med ret stor sandsynlighed kunne udløse stridigheder mellem sårbare kønsrolleafvigende børn og de forældre, der ikke køber ideen om at børn kan være født i en forkert krop samt mellem forældre, der måske i forvejen kæmper om barnet. Forældre vil kunne komme til at opleve, at de udsættes for et socialt pres for at gå med til et juridisk kønsskifte de oplever som forkert og skadeligt for barnet, og de vil i værste fald måske kunne opleve, at de sociale myndigheder fratager dem retten til at afgøre hvad der er bedst for deres barn eller ligefrem fratager dem forældremyndigheden. Er det virkeligt det som Socialdemokratiet og Venstre ønsker?

Læs mere