Menu
Kategorier

Skrevet af den 27 jan, 2012 under Ikke kategoriseret | 14 kommentarer

Viser folks vilje til at dø for en tro at denne er sand?

 Jens Ole Christensen er ude med riven efter biskop Kjeld Holm. Sidstnævnte har nemlig formastet sig til at plædere for at relativisme er forenelig med den kristne tro. Det overrasker ikke at Jens Ole Christensen, en af landets mest medieaktive fundamentalister, ikke vil vide af relativisme. Interessant er imidlertid hans argumentation. For det første påstår han nemlig, at Anders Breiviks terrorudåd viser, at relativismen tager fejl og at vi i stedet må tage udgangspunkt i, at der findes urokkelige absolutter i form af rigtigt og forkert. Og for det andet så lægger han op til, at troen på den absolutte sandhed viser sin overlegenhed i forhold til relativismen ved at folk vil gå i døden for den første men ikke for den sidste.

Mht. Breiviks forbrydelse, ja så er det sådan set interessant, at Jens Ole Christensen henviser til den. For meget kan man sige om Breivik, men en ting er sikkert, den mand er ikke relativist. Breivik er styret af en urokkelig tro på at der findes noget der er rigtigt og noget der er forkert. Og at han har ret og dem der mener noget andet har uret. Breiviks terrorudåd viser faktisk lige præcist faren ved troen på den absolutte sandhed, nemlig den, at den kan føre til dæmonisering af dem, der tror noget andet end en selv, en dæmonisering der så i yderste instans kan føre til massedrab.

Ej heller beviser menneskers vilje til at dø for en tro at denne tro er sand. Folk har sat livet på spil for deres kristne, for deres jødiske, for deres muslimsker og for deres buddhistiske tro samt for en række andre religioner såvel som for kommunismen, nazismen, for dikturet og for demokratiet og en hel del andet. Faktisk er det forbløffende hvad folk er villige til at dø for – og hvad de er villige til at slå ihjel for. Relativismen har måske ikke så mange martyrer – men der er vist heller ikke særligt mange relativister, der har gjort andre til martyrer.

Faktisk har den religiøse relativisme i europæisk sammenhæng sine rødder i en åndelig modreaktion mod de myrderier, som reformationstiden og dens religionskrige udløste. Katolikkernes, lutheranernes, calvinisternes og gendøbernes vilje til at dø for deres tro – og til at dræbe deres religiøse modstandere, udløste ikke en forstærket tro på en absolut sandhed men i stedet dens første krise. Når folk rundt omkring på Europas skafotter var villige til at gå i døden for indbyrdes modstridende versioner af den kristne tro kunne martyriet så være et bevis på en tros sandhed? Og når nu kampene om den sande tro førte til strømme af blod – var så ikke selve ideen om den sande tro falsk?

Nuvel, troen på absolutter behøver ikke at medføre, at man myrder dem, der tænker anderledes. Relativisme behøver heller ikke at medføre, at man mener, at alt er lige gyldigt hvormed alt bliver ligegyldigt. Relativisme handler for mig om at være sig bevidst, at der findes utallige påstande om hvad der ultimativt skulle være sandt. At man insisterer på sin tros sandhed – og at man er villig til at dø for den beviser ikke andet end at man er meget overvist, overbevisende er en sådan tro ikke i sig selv. Relativisme er for mig en indsigt i, at hvad et samfund og/eller en religion definerer som rigtigt eller forkert forandrer sig over tid. På Luthers tid brændte man hekse og kættere og mente, at man hermed tjente Gud. I dag mener det helt store flertal af kristne, at det var forkert. Og ja, jeg mener, at det var og er absolut forkert at brænde mennesker, men jeg er nødt til at forholde mig til at kristne, at folk med samme religion som mig, dengang mente at de havde Guds ord for sig og Guds vilje med sig. De teologer som dengang støttede, ja krævede, at kættere og hekse skulle brændes havde studeret Bibelen lige så meget som Jens Ole Christensen og jeg. De kom ved at studere den til nogle andre slutninger end vi. Det burde give os stof til eftertanke.

 

 

Læs mere

Skrevet af den 15 maj, 2011 under Ikke kategoriseret | 13 kommentarer

Er de kristne trossandheder historisk troværdige?

”Karen, er du meget kristen?” spurgte en af mine elever mig for nogle år siden. ”Hvad vil det for dig sige, at være meget kristen?” spurgte jeg hende tilbage. ”Altså jeg mener, går du jævnligt i kirke, beder du aftenbøn og bordbøn?”, uddybede hun. Da jeg svarede ”ja” hertil udbrød hun ”sejt!”

Jeg måtte tænke på denne lille historie da jeg læste Jens Ole Christensens klumme i Kristeligt Dagblad fra den 13.5.2011 hvor han distancerer sig fra at nogen har kaldt ham for stærkt troende. Udtryk som ”meget” eller ”stærk” sat i forbindelse med troen er ganske rigtigt problematiske. Ikke nok med, at der jo er forskellige udgangspunkter for hvornår man er ”meget” eller ”stærkt” troende, ja så er troen ikke noget som kan måles og vejes. Det kan den ikke være, i hvert fald ikke, hvis udgangspunktet er, at den kristne tro i sig selv er et mysterium, er vores personlige forhold til Gud hvis dybder, styrker og svagheder i sidste instans kun Gud selv kender.

Jens Ole Christensens begrundelse for at afvise påstanden om at han er stærkt troende er i henhold til klummen at han, selvom han er bekendende ”bibeltroende”, kender til kampen med tvivlen, der for ham drejer sig om hvorvidt kristendommen er sand og om hvorvidt dens fortælling er historisk troværdig.

Det fik mig til at tænke over om det der er sandt nødvendigvis er historisk.

Mht. det historiske så er den historievidenskab der voksede frem i den vestlige verden i løbet af 1700-tallet og som fik definitionsmagten over historiebegrebet i slutningen af 1800-tallet en videnskab der er sekulær i sin tankegang. Dens udgangspunkt er, at alt kan forklares videnskabeligt og den kan ikke acceptere overnaturlige forklaringsmodeller. I henhold til historievidenskaben kan kristne trosudsagn så som at Jesus blev født af en jomfru eller at han opstod fra de døde derfor ikke være historisk troværdige. For sådanne ting kan ikke lade sig gøre i henhold til den naturvidenskabelige forklaringsmodel som historievidenskaben trækker på.

Her stopper ateisten så, men som kristen kan man tage et skridt videre og begynde at tænke over hvad det vil sige, at noget er sandt og at noget er sket. Hvilken relation er der mellem de kristne trosudsagn og historien?

I mange religioner antages de centrale hellige fortællinger, myterne, at handle om ting der skete før tiden blev til. De ligger om så må sige udenfor historien. I jødedommen, kristendommen og islam derimod handler de centrale hellige fortællinger om forhold, der hævdes at være foregået i historien. I disse religioner er det altså afgørende om det man tror på er sket på en eller anden måde. Men jeg tror, at man skal passe på med at forfalde til det, som i mine øjne er en banalfundamentalistisk forståelse af at noget er sket når vi altså taler om religiøse sandheder. En fundamentalisme som man sjovt nok kan finde både hos troende og hos ateister.

Jeg tror, at Jesus blev født af en jomfru, og jeg tror, at han opstod fra de døde, ikke blot som ide men også med sin krop. Men jeg tror, at der er tale om sandheder, der sprænger enhver form for almindelig historisk forståelse. Det handler nemlig om sandheder, der har rødder i historien men som historien ikke kan rumme. Der er tale om mysterier så dybe og uudgrundelige at vores talen herom altid vil komme til kort. For mig banaliserer man troen hvis man vil gøre dens udsagn til noget der handler om historiske begivenheder på linje med Slaget ved Dybbøl eller Danmarks befrielse. De sidste handler om forhold, som vi kan forstå og bevise, de første om hvad vi ikke kan forstå og ikke kan bevise, men som vi kan tro på. Slaget ved Dybbøl eller Danmarks befrielse den 4.-5. maj 1945 er noget, der skete engang. Selvom man kan mindes disse begivenheder og fejre dem så forbliver de dog en afsluttet fortid, de vil for altid være ”den gang”. Men f.eks. trosudsagn som at Jesus opstod fra de døde er ikke bare noget man som kristen mindes som en afsluttet historisk begivenhed, som et ”den gang”. I dåben dør og genopstår vi med Kristus. I nadveren forenes vi med vores døde og genopstande herre. Troens sandheder handler nemlig om noget der går langt ud over ”der var en gang”, de handler om en levende virkelighed her i vores liv.

Læs mere

Skrevet af den 28 dec, 2010 under Ikke kategoriseret | 10 kommentarer

Jens Ole Christensen og kriminaliseringen af homoseksuelle

Jens Ole Christensen, generalsekretær for Lutherske Mission, er nok landets mest ivrige bekæmper af nogen som helst form for folkekirkelig accept af homoseksuelle parforhold. I denne forbindelse har han tidligere henvist til hvor forbilledlig de afrikanske kirkers afvisning af homoseksuelle relationer er. Denne begejstring fastholder han i et læserbrev i Kristeligt Dagblad fra den 28.12.2010. Men som noget nyt fremhæver han så, at kriminalisering af homoseksuelle og foragt for dem er i modstrid med det kristne budskab.

Det er selvfølgelig prisværdigt at Jens Ole Christensen tager afstand fra kriminalisering af og foragt for homoseksuelle. Men desværre synes han at være uvidende om hvorfra dette had mod og denne foragt for homoseksuelle kommer. I hvert fald giver han udtryk for, at de afrikanske kirkers medvirken til forfølgelsen af homoseksuelle i Afrika er udtryk for at de, ligesom de vestlige kirker, er påvirkede af det omkringliggende samfund. Eller med andre ord, Jens Ole Christensen synes at mene, at der ikke er nogen sammenhæng mellem de afrikanske kirkers ”enkle troskab mod Bibelen” og deres kamp for at homoseksuelle relationer skal kriminaliseres.

Men spørgsmålet er nu om det ikke lige præcis er denne ”enkle troskab mod Bibelen” der i høj grad ligger til grund for de afrikanske kirkers ønske om at ”praktiseret” homoseksualitet fortsat skal være en kriminel handling i Afrika. Den enkle tolkning af 3. Mos. Kap. 18 er jo faktisk den, at der skal være dødsstraf for mænd, der har samleje med andre mænd (3. Mos. 18, 22 & 29). Det er også samme ”enkle troskab mod Bibelen” der lå bag Danske Lovs krav om dødsstraf for mænd, der havde samleje med andre mænd. Samme lovgivning havde man også i Storbritannien, en lovgivning der i 1800-tallet, ligesom i Danmark, bliver modereret til at mænd, der har sex med andre mænd, skal straffes med fængsel. Og de britiske koloniherrer tager denne lovgivning med til deres afrikanske kolonier og omsætter den til lov der. Derfor er der historisk set en sammenhæng mellem den vestlige kristendoms fordømmelse af homoseksuelle relationer, og så de afrikanske kirkers kamp for en fortsat kriminalisering og fordømmelse af homoseksuelle.

Kristendommen har et historisk medansvar for forfølgelsen af og foragten for homoseksuelle. Den bibeltolkning der hævder, at homoseksuelle relationer er en synd, har historisk set gået hånd i hånd med kravet om en kriminalisering og generel samfundsmæssig fordømmelse af homoseksuelle og det ikke kun i Afrika.  Den dag i dag kæmper Vatikanet f.eks. imod at FN offentligt skal tage afstand fra kriminalisering af homoseksuelle relationer og i USA kæmper kristne fundamentalister for en rekriminalisering af homoseksuelle, og det med henvisning til Bibelen.

Så længe Jens Ole Christensen og meningsfæller ikke vil indse kristendommens ansvar i fortid og nutid for forfølgelsen af homoseksuelle er der stor risiko for at de kommer til at bidrage til at vedligeholde foragten for homoseksuelle, på trods af alle pæne ord om at man vil det modsatte.

Læs mere

Skrevet af den 13 nov, 2010 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Guds ja og nej

For tiden læser jeg en meget velskrevet bog, Bill Bishops ”The Big Sort”, der handler om hvordan det amerikanske samfund siden midten af 1970’erne er blevet stadigt mere polariseret. Fokus er på den politiske polarisering mellem demokrater og republikanere som bliver stadigt værre med den konsekvens, at politiske kompromiser bliver mere og mere vanskelige. Men ”The Big Sort” handler også om at den amerikanske polarisering ikke blot er af politisk men også af religiøs og værdimæssig karakter. Et eksempel er her synet på børneopdragelse. I en rundspørgeundersøgelse blev et udvalg af amerikanere således spurgt om hvordan de ville prioritere i forhold til opdragelse. Lagde de vægten på at børn skulle lære respekt for voksne, lydighed og vilje til at underordne sig eller syntes de, at det var vigtigere, at børn lærte at havde tillid til deres forældres betingelsesløse kærlighed, blev opmuntret til at møde verden med et åben sind og fik mod til at være kreative og nyskabende? Eller med andre ord, var de adspurgtes opdragelsesideal præget af det som man kan kalde for ”den strenge far” idealet eller var det præget af ”den omsorgsfulde forælder” idealet? Det vidste sig, at det store flertal af de amerikanere, der stemte på republikanerne, foretrak ”den strenge far” idealet mens det store flertal af de amerikanere, der stemte på demokraterne, foretrak ”den omsorgsfulde forælder” idealet.  Ikke et overraskende resultat måske, men alligevel meget sigende.

Grunden til at jeg refererer til amerikanske forhold er at jeg måtte tænke på denne politiske opspaltning af opdragelsesidealer da jeg læste Jens Ole Christensens klumme ”Kan Gud kun sige ja?” som blev bragt i Kristeligt Dagblad den 12.11.2010. Artiklen er et af de efterhånden utallige indlæg i Kristeligt Dagblad hvor Jens Ole Christensen argumenter imod en folkekirkelig accept af homoseksuelle parforhold. Hoved ideen i det aktuelle indlæg er at han fremhæver, at den liberale kristne ide om at Gud siger ja til homoseksuelle parforhold er forkert. Gud siger nu altså nej hertil ligesom til en hel del andet, og vi skal lære at acceptere dette nej, også når det gør ondt.

Nu er det jo de færreste forældre, der mener, at børn skal have lov til hvad som helst ligesom det nok også er ekstremt få, der mener, at børn ikke behøver at vide sig elsket af deres forældre. Men når man mht. børneopdragelse bliver bedt om at prioritere regler i forhold til kærlighed, ja så siger ens prioriteringer en hel del om ens opdragelsesidealer. På samme måde, så er der vist ikke ret mange kristne, som mener, at Gud er totalt ligeglad med alt hvad vi gør, lige så lidt som der næppe findes kristne, som vil benægte vigtigheden af at forkynde Guds kærlighed. Men der er unægtelig forskel på hvordan man prioriterer regler (eller lov om man vil) overfor Guds altfavnende kærlighed (eller evangelium om man vil). Og der er ingen tvivl om, at disse prioriteringer siger en hel del om ens Guds billede. Ser man Gud som den strenge far eller ser man Gud som den omsorgsfulde forælder?

Jens Ole Christensen prioriterer i mine øjne Gud som den strenge far. Det er ham magtpåliggende at fremhæve Guds påståede nej når det gælder homoseksuelle parforhold. Et nej der ikke tåler andet end betingelsesløst underkastelse. Jens Ole Christensen har mig bekendt ikke været villig til at overveje hvor sikkert det Bibelske fundament faktisk er for dette nej. Og jeg har slet ikke set ham gøre sig overvejelser over forholdet mellem tekst og tolkning. I stedet synes Jens Ole Christensen uden videre at gå ud fra, at hans tolkning af de bibelske tekster er identisk med intet mindre end Guds evige og uforanderlige vilje. Og det gør det unægtelig nærliggende at antage, at Jens Ole Christensens forkyndelse at Gud som den strenge far ikke så meget handler om hvad der står i Bibelen men mere handler om hvordan han har behov for at forstå Gud.

Læs mere